Min mand lider af angst

moller84 skriver:

Jeg lider ikke selv af angst, men min søster har gjort i snart 10 år. Vi fandt først ud af det, da de ringede fra sygehuset og fortalte mine forældre skulle komme, fordi hun havde prøvet at tage sit eget liv og nu lå på intensiv. Hun har haft nogle svære år og har fået professionel hjælp lige siden dengang, men hun lider stadig af det.

Det er så svært for os andre at sætte os ind i det, så tror din kæreste også ville have godt af at snakke med nogen der måske selv har prøvet det. Jeg synes ikke det hjælp hun får virker godt nok - men det ved hun selvfølgelig bedst selv. Hun får stadig medicin mod det og det dæmper anfaldende, men fjerner dem ikke. Hun havde samme problem med motorveje og offentligt transportmidler. Så det lyder bekendt det du skriver han oplevede idag.

Lyder som om de andre der har svaret her måske bedre kan komme med råd, fordi de selv har prøvet det - jeg nok ikke til så meget hjælp, men dig og din kæreste skal vide at der er mange andre der har det som ham og kan hjælpe med råd, prøv eventuelt at søge lidt rundt på nettet, ved der er støtte grupper til folk med angst.

Kærlig hilsen pernille

Det gør mig ondt at din søster kom så langt ud.. Godt at hun nu får hjælp..' Kan godt forstå at det må være skide svært at være pårørende..'Kh Heidi

TbCp skriver:

Grunden til det lige er idag indlægget kommer er fordi den idag var helt gal... han skulle køre hjem fra noget arbejde, en tur på ca. 1 1/2 time jeg snakkede med ham op til flere gange både på vej derop og hjem. Han gik helt i panik, følte halsen snørre sig sammen, at han ikke kunne trække vejret osv... og jeg "talte ham igennem"

Jeg har så ondt af ham og vil gøre alt for at hjælpe ham for jeg kan jo både se og høre hvor skidt han har det.

Vi snakkede lidt om at det måske kunne være en form for klaustrofobi. Ikke fordi han sidder i en bil, men som han forklarede var det når han kørte på motorvejen hvor han ikke havde mulighed for at holde ind til siden... hver gang han nærmede sig en afkørsel eller rasteplads blev det bedre, her havde han jo mulighed for at holde, trække vejret osv, men kørte han forbi, eller når han skulle køre videre kom det igen.

Jeg ved ikke om det her giver nogen mening.

Jeg har det næsten på samme måde, som som ham

Det er først kommet efter jeg har fået Malucca. -og det er kun når jeg har hende eller andre børn med i bilen. At jeg får en ubeskrivelig angst på motorveje. Jeg kan ikke køre gennem limfjorstunlen, med hende da jeg føler mig fanget. Og tanken om jeg går i stå dernede eller jeg skal holde i kø dernede, gør mig skrækslagen. Det jeg ikke kan komme ud. Tanken om at holder der, med Malucca i en tunnel der er fyldt med os....

-Det er underligt for jeg har kørt med et utal af børn, og det har aldrig rørt mig før.

Ved ikke lige hvad jeg vil med det her, måske bare fortælle dig og manden at han er ikke alene.

Hvor er det rart at høre at det kan lade sig gøre på den måde også.

Jeg har læst om nogle dråber skulle kunne hjælpe, nogle man kan købe i helsebutikker og dem tror jeg vi gør et forsøg med.

Når du skriver at du lægger mærke til de små tegn og så kan gøre noget ved det, hvad er det så du gør? Er det så at tage en pille eller kan du gøre noget andet selv?

Dejligt at hører det giver lidt håb

Har aldrig hørt om dråberne, må jeg indrømme. Men prøv?

Det er meget forskelligt. Da jeg fik angst i mange forskellige situationer.

Men jeg fjerne simpelthen fokus, går væk, eller (når jeg er stærk nok) tager kampen op og fortæller mig selv eller kæresten hvordan jeg har det og hvad der kommmer til at ske.

Eks. jeg har det ikke så godt nu, skat. Kan mærke at et anfald er på vej igen. Kan du ikke hente mine piller ( havde dem ofte med mig i tasken eller oppe i mit skab), når han så kom tilbage havde jeg mærket efter hvordan jeg havde det og tolkede mine følelser.

Jeg kommer til at græde og gå i panik, når jeg går i panik kan du så ikke holde om mig? ( nogle gange er det ham "jeg skal bruge") Det kan også være at jeg beder ham hente min hund - da jeg så skal være stærk for min hund og derved ikke kommer for dybt ned i angsten.. Og ja, så er der igen andre gange hvor jeg sidder og rokker frem og tilbage sammenbøjet (giver en afstandfra "virkeligheden")og taler så beroligende til mig selv (via tanker)

De små tegn...

Tja... det har taget mig længe at finde ud af dem. Men kan være åndenød, rysten, hjertebanken, svært ved at fokusere, klaustrofobi, synsbesvær, forvirring..

Puha... det blev vist lidt langt.. Og har endda kun skrevet det jeg lige kunne komme i tanke om..

Men ja, det hele er som sagt meget forskelligt fra hvordan man har det, hvad/hvem man har at have tillid til, hvor meget tillid man har til sig selv og ikke mindst hvor godt man kener sig selv.

Håber ikke det hele var for forvirrende..

Kh Senia

Senia skriver:

Dejligt at hører det giver lidt håb

Har aldrig hørt om dråberne, må jeg indrømme. Men prøv?

Det er meget forskelligt. Da jeg fik angst i mange forskellige situationer.

Men jeg fjerne simpelthen fokus, går væk, eller (når jeg er stærk nok) tager kampen op og fortæller mig selv eller kæresten hvordan jeg har det og hvad der kommmer til at ske.

Eks. jeg har det ikke så godt nu, skat. Kan mærke at et anfald er på vej igen. Kan du ikke hente mine piller ( havde dem ofte med mig i tasken eller oppe i mit skab), når han så kom tilbage havde jeg mærket efter hvordan jeg havde det og tolkede mine følelser.

Jeg kommer til at græde og gå i panik, når jeg går i panik kan du så ikke holde om mig? ( nogle gange er det ham "jeg skal bruge") Det kan også være at jeg beder ham hente min hund - da jeg så skal være stærk for min hund og derved ikke kommer for dybt ned i angsten.. Og ja, så er der igen andre gange hvor jeg sidder og rokker frem og tilbage sammenbøjet (giver en afstandfra "virkeligheden")og taler så beroligende til mig selv (via tanker)

Puha... det blev vist lidt langt..

Men ja, det hele er som sagt meget forskelligt fra hvordan man har det, hvad/hvem man har at have tillid til, hvor meget tillid man har til sig selv og ikke mindst hvor godt man kener sig selv.

Håber ikke det hele var for forvirrende..

Kh Senia

Nej det var slet ikke forvirrende. Så forstår jeg hvad min mand mener når han siger det hjælper at have mig i telefonen imens. Jeg behøver ikke snakke om noget særligt bare fortælle hvad jeg har lavet eller lign. indtil han igen er rolig

TbCp skriver:

Nej det var slet ikke forvirrende. Så forstår jeg hvad min mand mener når han siger det hjælper at have mig i telefonen imens. Jeg behøver ikke snakke om noget særligt bare fortælle hvad jeg har lavet eller lign. indtil han igen er rolig

Det lyder jo super godt - så er din mand godt på vej.

Har også selv brugt det med at snakke i tlf. med kæresten

Det viser jo bare at han har tillid til dig, og at du hjælper ham med at fjerne fokus.. Super godt

TbCp skriver:

Hvad pokker skal jeg gøre for at hjælpe ham???

Jeg vil også sige han skal i behandling.. jeg havde faktisk tænkt på det tidligere....(med din ved ikke hvorfor)

En af mine bedste venner har desværre også haft lign. problemer.. og det er meget MEGET vigtigt man kommer i behandling.. vi har/var meget tætte og der skete nogle ikke så gode ting for ham.. han rodede sig ud i en masse..

Jeg har selv lidt af både generaliseret angst (langvarig angst uden pause) og panik angst.

Jeg var bange for at dø, eller miste nogen jeg holder af. Kan stadig få lidt angst, men er blevet meget bedre til at styre det.

Ofte kommer angsten, fordi det går op for en, at der er nogle ting man ikke selv kan kontrollere (såsom f.eks. at skulle dø en dag og at miste).

Jeg vil sige, det der var det allerbedste for mig, det var en der "forstod" mig... personen behøver ikke forstå, men én der accepterede det og bare holdt om mig og sagde at det nok skulle gå..indtil anfaldet var ovre... Tryghed er enormt vigtigt...at man har en sikker base.

Jeg gik i terapi, og fik der nogle redskaber til at komme igennem anfaldene. Vejrtrækningsøvelser... få ham til at fokusere på sin vejrtrækning. Man glemmer nemlig at trække vejret helt ned i "maven"/lungerne, når man har angst. Desuden får det hans tanker væk fra det han er bange for.. Løb en tur på stedet... (godt nok ikke nemt mens man er ude og køre).

Er han alene i bilen, så råb eller skrig højt...måske kan det osse hjælpe. Jeg husker  i hvert fald, at jeg gik med en "knude" i brystet konstant pga. angsten, så det var en hel lettelse af og til at få afreageret.

Håber I finder ud af noget der virker for jer/ham, så han kan få det godt igen...for øv det er ikke sjovt!

Faktisk var angst en af de ting der fik mig til at gå fre ungernes far her for ganske nyligt...

Ikka at han led af angst, men jeg ha rkunnet mærke i lang tid nu, at min egen e rpå vej tilbage, og det går bare ikke at være sammen med en der ikke vil eller forsøger at forstå det, eller bare i det mindste respektere, at noget er helt galt, og at man har vrielig brug for hjælp, omend ikke andet, så bare et stort trygt kram, lige på rette sted....

Jeg synes virkelig det lyder som om du hjælper din kæreste på bedste vis. Du må bare gøre som altid, snakke med ham, som når han er på motorvejen... Jeg synes det er så fet at han ringer til dig, det er altså virkelig et tegn på at han stoler på dig, af hele sit hjerte, det kan du være virkelig stolt af....

Jeg har tit oplevet at være enten på vej ind i et mindre anfald, eller pludselig "vågne op" midt i anfald af en angst art. Men jeg kunne ALDRIG NOGEN SINDE have drømt om at ringe til manden.... Jeg VED at han ikke ville have formået at hjælpe mig igennem. Jeg havde måske klaret den lige dér, med ham i røret, men jeg ved at det ville have gjort næste omgang meget værre, fordi han ikke kunne sætte sig ind i den slags følelser, og ret hurtigt ville blive irriteret over mig og mit latterlige humør. Og det er da bare den værste følelse at få midt i et angst anfald, uanset graden....

Jeg ved jeg hyperventilerer lidt, jeg sveder, og jeg føler bare panikken sprede sig.... Jeg er også bange fo rmotorvej, men jeg ved heldigvis præcis hvorfor jeg er bange fo rmotorvej. og det er noget så simpelt som at komme til at køre fornbi en afkørsel, fordi jeg ved at det så kræver overskud og hjerne at finde en ny vej tilbage på rette kurs... Så jeg ved at jeg kan ringe efter hjælp, som kan guide mig, hvis jeg da ikke har en gps, og så er det ellers bare at holde mig i sneglesporet, og undgå myldretrafikken....

Men altså ja, jeg selv er kun ved at finde ud af min egen angst. Jeg har dog fundet frem til at jeg altid ha rlidt af angsten, og jeg VED derfor også at jeg selv kan håndtere den, for der ikke før nogen der har hjulpet mig ud af den.... kun i 1 tilfælde, men han ved det ikke selv, sååååå...

ja, bliv ved, hæng i, vær støttende, søg hjælp sammen med ham, og prøv at få ham selv til at forstå hvad der sker og hvorfor og hvornår....

1000 tak for alle jeres kommentare. Det er rart at høre fra nogen der kender det og fantastisk med en masse råd.

Jeg håber at vi herhjemme kan finde det der virker for min mand/os så han kan få det godt igen.

Tak

TbCp skriver:

1000 tak for alle jeres kommentare. Det er rart at høre fra nogen der kender det og fantastisk med en masse råd.

Jeg håber at vi herhjemme kan finde det der virker for min mand/os så han kan få det godt igen.

Tak

Det håber jeg bestemt også at i kan...