Min mand lider af angst

Heidi-Godsk skriver:

Hej..

Først vil jeg lige hører om hvor slemt det er med din mand og hvilken angst han lider af.

Så kan jeg fortælle at jeg selv lider af angst, og har gjort det i flere år.

Det du skal gøre er at lytte til ham, bare lyt når han fortæller hvordan han har det. Selvom det ikke er til at sætte sig ind i når man ikke selv har prøvet det så er det rart at der er en der vil lytte.

Dernæst vil jeg anbefale kognitiv terapi, da det er den behandling der er den bedste mod angst. Mulighed for at komme fri af angsten er rigtig god.

Du er velkommen til at skrive til mig,

Kh Heidi

Grunden til det lige er idag indlægget kommer er fordi den idag var helt gal... han skulle køre hjem fra noget arbejde, en tur på ca. 1 1/2 time jeg snakkede med ham op til flere gange både på vej derop og hjem. Han gik helt i panik, følte halsen snørre sig sammen, at han ikke kunne trække vejret osv... og jeg "talte ham igennem"

Jeg har så ondt af ham og vil gøre alt for at hjælpe ham for jeg kan jo både se og høre hvor skidt han har det.

Vi snakkede lidt om at det måske kunne være en form for klaustrofobi. Ikke fordi han sidder i en bil, men som han forklarede var det når han kørte på motorvejen hvor han ikke havde mulighed for at holde ind til siden... hver gang han nærmede sig en afkørsel eller rasteplads blev det bedre, her havde han jo mulighed for at holde, trække vejret osv, men kørte han forbi, eller når han skulle køre videre kom det igen.

Jeg ved ikke om det her giver nogen mening.

Senia skriver:

Jeg har selv lidt af angst og fået medicin for det. Når jeg så fik anfald, fik jeg er pille...

Jeg har udelukkende arbejdet med mig selv, og haft en støttende kæreste der lyttede og som jeg kunne fortælle hvad skulle gøre når det skete.

Jeg har ikke haft angstanfald i 1½ år. Jeg har lært de små symptomer jeg får når det begynder og når så at gøre noget ved det i tide

 

Mange vil måske sige at man skal bruge proffesionel hjælp - jeg har fået det i næsten 10 år, og først da jeg sagde fra over for det og så ind ad, kom jeg ud af det.

Så tro mig det kan lade sig gøre

Lyt til ham og hjælp og støt - følg hans vejledning, kun han ved inderst inde hvordan han har det og hvad der får ham til at få det bedre. (ind imellem skal der p.hjælp til at se det, men lad os håbe det ikke er tilfældet her, nu hvor han ikke vil Men første skridt er at se problemet og acceptere det.. )

Held og lykke med det - hvis der er noget du vil spørge om, er du mere end velkommen til at skrive privat

Hvor er det rart at høre at det kan lade sig gøre på den måde også.

Jeg har læst om nogle dråber skulle kunne hjælpe, nogle man kan købe i helsebutikker og dem tror jeg vi gør et forsøg med.

Når du skriver at du lægger mærke til de små tegn og så kan gøre noget ved det, hvad er det så du gør? Er det så at tage en pille eller kan du gøre noget andet selv?

TbCp skriver:

Grunden til det lige er idag indlægget kommer er fordi den idag var helt gal... han skulle køre hjem fra noget arbejde, en tur på ca. 1 1/2 time jeg snakkede med ham op til flere gange både på vej derop og hjem. Han gik helt i panik, følte halsen snørre sig sammen, at han ikke kunne trække vejret osv... og jeg "talte ham igennem"

Jeg har så ondt af ham og vil gøre alt for at hjælpe ham for jeg kan jo både se og høre hvor skidt han har det.

Vi snakkede lidt om at det måske kunne være en form for klaustrofobi. Ikke fordi han sidder i en bil, men som han forklarede var det når han kørte på motorvejen hvor han ikke havde mulighed for at holde ind til siden... hver gang han nærmede sig en afkørsel eller rasteplads blev det bedre, her havde han jo mulighed for at holde, trække vejret osv, men kørte han forbi, eller når han skulle køre videre kom det igen.

Jeg ved ikke om det her giver nogen mening.

ååååååååh det er bare ikke sjovt.... har lidt/lider stadig af det skidt!!

jeg er panisk når jeg skal over en bro.....

psykolog samtaler kan altså hjælpe en til at få nogle redskaber, men det er altid een selv der skal gøre arbejdet... han må prøve at lytte til logikken... han skal tænke over hvorfor han egentlig bliver utryg/bange på motorvejen.... og når han finder frem til grunden/grundene så må i tale om dem og at de evt. slet ikke er sandsynlige

Grunden til det lige er idag indlægget kommer er fordi den idag var helt gal... han skulle køre hjem fra noget arbejde, en tur på ca. 1 1/2 time jeg snakkede med ham op til flere gange både på vej derop og hjem. Han gik helt i panik, følte halsen snørre sig sammen, at han ikke kunne trække vejret osv... og jeg "talte ham igennem"

Jeg har så ondt af ham og vil gøre alt for at hjælpe ham for jeg kan jo både se og høre hvor skidt han har det.

Vi snakkede lidt om at det måske kunne være en form for klaustrofobi. Ikke fordi han sidder i en bil, men som han forklarede var det når han kørte på motorvejen hvor han ikke havde mulighed for at holde ind til siden... hver gang han nærmede sig en afkørsel eller rasteplads blev det bedre, her havde han jo mulighed for at holde, trække vejret osv, men kørte han forbi, eller når han skulle køre videre kom det igen.

Jeg ved ikke om det her giver nogen mening.

Der er ikke nogen tvivl om at han lider af panikangst. Det giver fuldkommen mening, Det du beskriver kunne lige så godt være mig. Det med at halsen snørre sig sammen er et fuldkommen normalt symptom. Det er nogle storevmuskler i brystet der spænder op, men selvom han føler det som om han ikke kan trække vejret, så kan han godt. Det der sker når han kører forbi enten afkørelser og rastepladser er at så ved hjernen at nu er der evt mulighed for at slippe ud af bilen, og derfor fjernes fokus fra angsten et øjeblik..

Det er vigtigt at han ikke bliver bange for at kører bil.. Det blev jeg, og det resulterede i at jeg ikke selv kunne kører overhovedet, og når jeg sad ved siden af var det med stort angstanfald. Nu kan jeg dog godt kører..

Det er vigtigt for din mand at vide at han ikke er alene.,der er ca, 300,000 der lider af angst.

Han er velkommen til at skrive hvis han har lyst.

Kh Heidi

Heidi-Godsk skriver:

Der er ikke nogen tvivl om at han lider af panikangst. Det giver fuldkommen mening, Det du beskriver kunne lige så godt være mig. Det med at halsen snørre sig sammen er et fuldkommen normalt symptom. Det er nogle storevmuskler i brystet der spænder op, men selvom han føler det som om han ikke kan trække vejret, så kan han godt. Det der sker når han kører forbi enten afkørelser og rastepladser er at så ved hjernen at nu er der evt mulighed for at slippe ud af bilen, og derfor fjernes fokus fra angsten et øjeblik..

Det er vigtigt at han ikke bliver bange for at kører bil.. Det blev jeg, og det resulterede i at jeg ikke selv kunne kører overhovedet, og når jeg sad ved siden af var det med stort angstanfald. Nu kan jeg dog godt kører..

Det er vigtigt for din mand at vide at han ikke er alene.,der er ca, 300,000 der lider af angst.

Han er velkommen til at skrive hvis han har lyst.

Kh Heidi

Så længe han kører i byen eller på en hovedvej har han slet ingen problemer og så kan han igen tænke rationelt.

Han får også angstanfaldene når han f.eks. skal køre under storebælt.

Med det job han har skal han bare køre så meget i bil og også lange strækninger på motorvej. Vi snakkede om idag at han nærmest bliver angst for angsten.... tanken om "åh nej begynder det nu" er næsten det værste og så ender det med han får "fremprovokeret" et anfald.

ååååååååh det er bare ikke sjovt.... har lidt/lider stadig af det skidt!!

jeg er panisk når jeg skal over en bro.....

 

psykolog samtaler kan altså hjælpe en til at få nogle redskaber, men det er altid een selv der skal gøre arbejdet... han må prøve at lytte til logikken... han skal tænke over hvorfor han egentlig bliver utryg/bange på motorvejen.... og når han finder frem til grunden/grundene så må i tale om dem og at de evt. slet ikke er sandsynlige

Jeg måtte også "tale ham over" lillebæltbroen idag da han skulle hjem.

Hvordan har du det med at flyve? Det giver ham nemlig også angst

TbCp skriver:

Jeg måtte pgså "tale ham over" lillebæltbroen idag da han skulle hjem.

Hvordan har du det med at flyve? Det giver ham nemlig også angst

jeg har ikke fløjet mens jeg var voksen... men som barn brød jeg mig ikke om det og jeg kan ikke lide tanken

Jeg lider ikke selv af angst, men min søster har gjort i snart 10 år. Vi fandt først ud af det, da de ringede fra sygehuset og fortalte mine forældre skulle komme, fordi hun havde prøvet at tage sit eget liv og nu lå på intensiv. Hun har haft nogle svære år og har fået professionel hjælp lige siden dengang, men hun lider stadig af det.

Det er så svært for os andre at sætte os ind i det, så tror din kæreste også ville have godt af at snakke med nogen der måske selv har prøvet det. Jeg synes ikke det hjælp hun får virker godt nok - men det ved hun selvfølgelig bedst selv. Hun får stadig medicin mod det og det dæmper anfaldende, men fjerner dem ikke. Hun havde samme problem med motorveje og offentligt transportmidler. Så det lyder bekendt det du skriver han oplevede idag.

Lyder som om de andre der har svaret her måske bedre kan komme med råd, fordi de selv har prøvet det - jeg nok ikke til så meget hjælp, men dig og din kæreste skal vide at der er mange andre der har det som ham og kan hjælpe med råd, prøv eventuelt at søge lidt rundt på nettet, ved der er støtte grupper til folk med angst.

Kærlig hilsen pernille

TbCp skriver:

Så længe han kører i byen eller på en hovedvej har han slet ingen problemer og så kan han igen tænke rationelt.

Han får også angstanfaldene når han f.eks. skal køre under storebælt.

Med det job han har skal han bare køre så meget i bil og også lange strækninger på motorvej. Vi snakkede om idag at han nærmest bliver angst for angsten.... tanken om "åh nej begynder det nu" er næsten det værste og så ender det med han får "fremprovokeret" et anfald.

Det er nemlig helt korrekt, man bliver angst for angsten. Og det er IKKE godt.

Et godt trick jeg lærte er at inden han skal ud og kører skal han sætte sig ned og forberede sig på den kørertur, Han skal sige til sig selv, at nu skal jeg ud og kører og jeg ved at jeg får et kæmpe anfald. Jeg ved at jeg vil få det rigtig dårligt, min hals vil snørre sig sammen, jeg vil få kvælningsfornemmelse, hjertebanken osv. Men det er bare angsten, den kan ikke gøre mig noget, Jeg ved den er ubehagelig, men den er ikke farlig.

Hvis man arbejder med sig selv på den måde, så forbereder man sig på et angstanfald, og så er sandsynligheden for at det IKKE kommer stor.'

Til gengæld hvis man tænker Åhh nej, og hva nu hvis og det kommer garanteret, så er det 100% sikkert at det kommer. Og det er det han skal træne. Og det kræver træning, men det er godt at blive "ven" med angsten, så kan man komme til at leve med angst og ikke i den.....

Kh Heidi

Heidi-Godsk skriver:

Det er nemlig helt korrekt, man bliver angst for angsten. Og det er IKKE godt.

Et godt trick jeg lærte er at inden han skal ud og kører skal han sætte sig ned og forberede sig på den kørertur, Han skal sige til sig selv, at nu skal jeg ud og kører og jeg ved at jeg får et kæmpe anfald. Jeg ved at jeg vil få det rigtig dårligt, min hals vil snørre sig sammen, jeg vil få kvælningsfornemmelse, hjertebanken osv. Men det er bare angsten, den kan ikke gøre mig noget, Jeg ved den er ubehagelig, men den er ikke farlig.

Hvis man arbejder med sig selv på den måde, så forbereder man sig på et angstanfald, og så er sandsynligheden for at det IKKE kommer stor.'

Til gengæld hvis man tænker Åhh nej, og hva nu hvis og det kommer garanteret, så er det 100% sikkert at det kommer. Og det er det han skal træne. Og det kræver træning, men det er godt at blive "ven" med angsten, så kan man komme til at leve med angst og ikke i den.....

 

Kh Heidi

Det lyder meget fornuftigt