Hvor gamle var Jeres børn da de fik eget kæledyr...

suanne85 skriver:

Ej ad er slet ikke noget dyr der skal røre min tallerken eller slikke mig på munden elller lign. ej føj altså. han sov kun i sengen ellers var der ikke noget. Ej ad får det virkelig skidt over sådannoget eller hvis jeg ser en hvor hunden slikker en person på munden ej kan ikke ha det

Jamen det gør hun skam også....og tage mad mellem læberne og lader hunden tage det...det er virkelig klamt og jeg afskyr den måde at have dyr på...min anden søster de har hunde i hundegård og som jagthunde og måde hårdt opdragede...så det er fra den ene yderlighed til den anden.. og de ar lidt svært med hinandens måder..

Mammi ,,, skriver:

Det syntes jeg aldrig man kan kræve og forvente af børn , så man skal altid være indstillet på at ville have hoved ansvaret som forældre da det er et levende væsen ,,,  Så spørgsmålet er hvornår du er klar på et kræ ????

Fuldstændig enig  At anskaffe sig kæledyr skal være en fælles familiebeslutning. Det er både synd for dyret og barnet hvis man overlader hele ansvaret til barnet.

Dorthe

dorthemus skriver:

Fuldstændig enig  At anskaffe sig kæledyr skal være en fælles familiebeslutning. Det er både synd for dyret og barnet hvis man overlader hele ansvaret til barnet.

Dorthe

 Fuldstændig enig - et dyr er noget hele familien skal glædes om og ikke kun barnet. Hvis de andre ikke viser positiv interesse i dyret vil barnet langsomt miste interessen for det!

qp skriver:

 Fuldstændig enig - et dyr er noget hele familien skal glædes om og ikke kun barnet. Hvis de andre ikke viser positiv interesse i dyret vil barnet langsomt miste interessen for det!

Og hvad bygger du det på...? Hvis barnet var påvirket af hvad moderen eller faderen mente så havde de nok slet ikke interessen...i hvert fald så kan både jeg og min familie modbevise det...min mor og jeg er på ingen måde til dyr, men mine søstre og mine børn er og er det stadig efter vi og de har haft dyr i---tja. altid.

Så nej, det er ikke helt rigtigt

KNus Eva...med søn med eget dyr og flere kommer der vidst til

dorthemus skriver:

Fuldstændig enig  At anskaffe sig kæledyr skal være en fælles familiebeslutning. Det er både synd for dyret og barnet hvis man overlader hele ansvaret til barnet.

Dorthe

Det er sjovt...jeg synes det er synd hvis ikke man viser barnet at man tror på det og ved det kan magte det. Men sådan er vi så forskellige...men nu har jeg så store børn hvor jeg kan se det kan lade sig gøre...er sikker på der er forskel på børn og hvad de magter og orker og det bunder da helt sikkert I hvad vi tror på de kan og hvordan vi opdrager dem

Faktisk synes jeg det ville være synd hvis ikke jeg lod dem have dyr når de er glade for dem, bare fordi jeg ikke bryder mig om dem...tænk at fratage dem, den glæde det er...han går også til ridning selvom jeg er bange for heste..det er da fantastisk...

Knus Eva.

Tak for alle svar...Bertram har fået sin mio to og jeg tvivler slet ikke på at han kan passe den lige så godt som Mio et.. Han er bare til dyr og elsker dem, præcis som hans far gør og hans brødre. Han går også til ridning og er blevet lovet en hest engang hvis interessen fortsætter.

Jeg erså glad for han er glad for dyr og selvom det er en meget stor overvindelse og lidt en angst at have dyr i mit hjem, så synes jeg det er vigtigt for ham og derfor har han et....han kan og vil selv passe det og sådan fortsætter det. Han er meget stolt af det

Men igen må man jo sige der er forskel på børn og forældre-....hvad vi tror og mener de hver især magter og hvor modne ungerne er..

Knus Eva

qp skriver:

 Fuldstændig enig - et dyr er noget hele familien skal glædes om og ikke kun barnet. Hvis de andre ikke viser positiv interesse i dyret vil barnet langsomt miste interessen for det!

Det er jeg ikke enig i, dvs hvis jeg ikke viste interressen i min søns fodbold, ville han langsomt miste interressen for det så, og indtil videre efter mange års fodbold holder det ikke stik. Man kan da godt spørge til ens børns interresser, selvom det ikke ens egen kop te.

Jeg har også haft kat siden jeg var 9 år, og det var absolut ikke noget mine forældre viste interesse i, men jeg er blevet 35 uden at miste interressen

wamse skriver:

Det er jeg ikke enig i, dvs hvis jeg ikke viste interressen i min søns fodbold, ville han langsomt miste interressen for det så, og indtil videre efter mange års fodbold holder det ikke stik. Man kan da godt spørge til ens børns interresser, selvom det ikke ens egen kop te.

Jeg har også haft kat siden jeg var 9 år, og det var absolut ikke noget mine forældre viste interesse i, men jeg er blevet 35 uden at miste interressen

Helt enig og samme oplevelser og selvfølgelig spørger man da ind til det...men altså, heldigvis hænger det jo ikke sådan sammen at børn kun fastholder interesser som forældre synes er fantastiske...men nu har vi to jo også begge store børn og egne erfaringer at forholde os til...

Mine børn går til alt muligt jeg synes er knap så spændende og dans og svømning, det gider de slet ikke... kender en mor der er helt vild med at danse og hendes søn på nu 12 år har gået siden han var lille, han var god men gad ikke mere og så endte det med hun gav ham 200kr!!!! pr. gang og det er nok den vej rundt jeg synes der er et problem...når man overfører egne interesser og forventninger til barnet.

Men ja, ville bare erklære mig enig...

Knus..

Knus Eva..

Eva skriver:

Det er sjovt...jeg synes det er synd hvis ikke man viser barnet at man tror på det og ved det kan magte det. Men sådan er vi så forskellige...men nu har jeg så store børn hvor jeg kan se det kan lade sig gøre...er sikker på der er forskel på børn og hvad de magter og orker og det bunder da helt sikkert I hvad vi tror på de kan og hvordan vi opdrager dem

Faktisk synes jeg det ville være synd hvis ikke jeg lod dem have dyr når de er glade for dem, bare fordi jeg ikke bryder mig om dem...tænk at fratage dem, den glæde det er...han går også til ridning selvom jeg er bange for heste..det er da fantastisk...

Knus Eva.

Det er sådan set heller ikke det jeg siger  Jeg siger, at det skal være en fælles beslutning i familien...jeg har selv haft tonsvis af kæledyr hele mit barndomsliv og det meste af mit voksenliv og jeg har haft masser af glæde ved det og ville ikke have været det foruden og når mit eget barn ønsker et kæledyr en dag så må vi sammen finde ud af hvad der kan lade sig gøre dér hvor vi bor.

Børn lærer rigtig nok ansvar ved at tage sig af et levende væsen. I min barndom hjalp mine forældre mig med pasningen, men jeg og de var helt enige om at hunden, katten, marsvinet, fisken, fuglen, musene, rotterne, kaninen, skildpadderne m.m. var mine kæledyr, selvom jeg til hver en tid kunne spørge om hjælp. Jeg har desværre set eksempler på at kæledyr er gået for lud og koldt vand eller tilmed døde fordi forældre mente, at når barnet ønskede sig et kæledyr måtte barnet selv passe det og glemte de at ordne buret eller give det mad så var det bare ærgeligt for så var de åbenbart ikke store nok til at have dyr....fuldstændig hul i hovedet og skide synd for dyret og barnet.

Så min pointe er bare, at vi voksne ikke må overlade hele ansvaret for pasningen til barnet - det skal forhåbentligt være noget alle kan glædes over  

Dorthe

dorthemus skriver:

Det er sådan set heller ikke det jeg siger  Jeg siger, at det skal være en fælles beslutning i familien...jeg har selv haft tonsvis af kæledyr hele mit barndomsliv og det meste af mit voksenliv og jeg har haft masser af glæde ved det og ville ikke have været det foruden og når mit eget barn ønsker et kæledyr en dag så må vi sammen finde ud af hvad der kan lade sig gøre dér hvor vi bor.

Børn lærer rigtig nok ansvar ved at tage sig af et levende væsen. I min barndom hjalp mine forældre mig med pasningen, men jeg og de var helt enige om at hunden, katten, marsvinet, fisken, fuglen, musene, rotterne, kaninen, skildpadderne m.m. var mine kæledyr, selvom jeg til hver en tid kunne spørge om hjælp. Jeg har desværre set eksempler på at kæledyr er gået for lud og koldt vand eller tilmed døde fordi forældre mente, at når barnet ønskede sig et kæledyr måtte barnet selv passe det og glemte de at ordne buret eller give det mad så var det bare ærgeligt for så var de åbenbart ikke store nok til at have dyr....fuldstændig hul i hovedet og skide synd for dyret og barnet.

Så min pointe er bare, at vi voksne ikke må overlade hele ansvaret for pasningen til barnet - det skal forhåbentligt være noget alle kan glædes over  

Dorthe

Det kunne ikke være bedre skrevet.