Hvor gamle var Jeres børn da de fik eget kæledyr...

dorthemus skriver:

Det er sådan set heller ikke det jeg siger  Jeg siger, at det skal være en fælles beslutning i familien...jeg har selv haft tonsvis af kæledyr hele mit barndomsliv og det meste af mit voksenliv og jeg har haft masser af glæde ved det og ville ikke have været det foruden og når mit eget barn ønsker et kæledyr en dag så må vi sammen finde ud af hvad der kan lade sig gøre dér hvor vi bor.

Børn lærer rigtig nok ansvar ved at tage sig af et levende væsen. I min barndom hjalp mine forældre mig med pasningen, men jeg og de var helt enige om at hunden, katten, marsvinet, fisken, fuglen, musene, rotterne, kaninen, skildpadderne m.m. var mine kæledyr, selvom jeg til hver en tid kunne spørge om hjælp. Jeg har desværre set eksempler på at kæledyr er gået for lud og koldt vand eller tilmed døde fordi forældre mente, at når barnet ønskede sig et kæledyr måtte barnet selv passe det og glemte de at ordne buret eller give det mad så var det bare ærgeligt for så var de åbenbart ikke store nok til at have dyr....fuldstændig hul i hovedet og skide synd for dyret og barnet.

Så min pointe er bare, at vi voksne ikke må overlade hele ansvaret for pasningen til barnet - det skal forhåbentligt være noget alle kan glædes over  

Dorthe

wamse skriver:

Det er jeg ikke enig i, dvs hvis jeg ikke viste interressen i min søns fodbold, ville han langsomt miste interressen for det så, og indtil videre efter mange års fodbold holder det ikke stik. Man kan da godt spørge til ens børns interresser, selvom det ikke ens egen kop te.

Jeg har også haft kat siden jeg var 9 år, og det var absolut ikke noget mine forældre viste interesse i, men jeg er blevet 35 uden at miste interressen

Det behøver du heller ikke være

Eva skriver:

Og hvad bygger du det på...? Hvis barnet var påvirket af hvad moderen eller faderen mente så havde de nok slet ikke interessen...i hvert fald så kan både jeg og min familie modbevise det...min mor og jeg er på ingen måde til dyr, men mine søstre og mine børn er og er det stadig efter vi og de har haft dyr i---tja. altid.

Så nej, det er ikke helt rigtigt

KNus Eva...med søn med eget dyr og flere kommer der vidst til

Synes du tolker min tekst forkert - men fred være med det, tror ikke vi bliver enige alligevel

Børn og dyr sammen kan være en fantastisk ting og det er også en god måde at give lidt ansvar til børnene på. Men i sidste ende vil det altid være forældrenes ansvar at dyret har det godt.

Hvis man får et dyr og giver det væk når/hvis barnet ikke gider det mere, har man så lært børnene ansvar? Eller har man lært dem, at når man ikke gider noget mere, så skiller man sig bare af med det?

Jo der kan være årsager der gør at man bliver nødt til at skille sig af med dyret, her mener jeg det kun såfremt det er fordi man ikke gider.

Så at sætte alder på kan være svært, for det er den familiære opbakning det kommer an på. Klarer barnet det helt fint, er det super. Gider barnet ikke eller har det på anden måde brug for hjælp, træder den voksne til.

Toffi skriver:

Børn og dyr sammen kan være en fantastisk ting og det er også en god måde at give lidt ansvar til børnene på. Men i sidste ende vil det altid være forældrenes ansvar at dyret har det godt.

Hvis man får et dyr og giver det væk når/hvis barnet ikke gider det mere, har man så lært børnene ansvar? Eller har man lært dem, at når man ikke gider noget mere, så skiller man sig bare af med det?

Jo der kan være årsager der gør at man bliver nødt til at skille sig af med dyret, her mener jeg det kun såfremt det er fordi man ikke gider.

Så at sætte alder på kan være svært, for det er den familiære opbakning det kommer an på. Klarer barnet det helt fint, er det super. Gider barnet ikke eller har det på anden måde brug for hjælp, træder den voksne til.

Præcis

qp skriver:

Synes du tolker min tekst forkert - men fred være med det, tror ikke vi bliver enige alligevel