Mit barn kan ikke lide mig...

suanne85 skriver:

Årøv at søg lidt på nettet, læste noget en dag hvor der var noget om netop det at rollerne skifter når mor starter på arbejde.

Tak

Hejsa forstår nu udemærket hvor ondt det må gøre og hvor frustrerende det må være.... Men skønt at fer er ok, for min datter ville ikke have noget med sin far at gøre de første 2 år af hendes liv. Det var altid kun mig mig mig og pyhhh hvor kunne det være hårdt aldrig at have "fri"

Men det handler nok meget om den måde din mand også tager ham og opgaven på. I vores situation, var det ihvertfald min egen skyld, for jeg elskede hende så meget og havde så svært ved at lade andre tage over... Tror også du har ret i at din søns far fylder for meget. Din mand skal først og fremmest vise at han er glad for at se dig, når du kommer hjem. Hvis han nu talte med sønnemand om at mor snart kommer hjem og virker glad over det, kommer ud til døren og kysser og krammer og tager imod med åbne arme..... Børn efterligner deres forældre. Hvis far viser man har nok i hinanden, ham og sønnen, jamen så er det sådan man er i børns verden. Og så tror jeg i det hele taget at i skal flytte fokus fra barnet og over på hinanden. Og så tror jeg det er vigtigt at du har noget tid med din søn uden far. Evt. en tur i svømmehallen, ned og fodre ænder eller noget sjovt i kan lave sammen....

På sputnik kan man se de afsnit med "forældre forfra" og det ene handler om en pige der intet vil have med sin far at gøre... I bund og grund er det jo ligegyldigt og det er far eller mor der bliver udelukket. Tror det kan hjælpe meget at se det program og sammenligne med jeres situation.

Held og lykke med det

Altså først og fremmest er jeg da ked af at du står i denne situation, men samtidig siger at selvfølgelig kan dit barn mærke at du ikke har det godt, det kan ikke skjules, altså jeg tror du måske har brug for en weekend hvor de kun er jer to, for det lyder på mig som om du ikke længere tror at dit barn elsker/vil dig og det tror jeg overhovedet ikke er tilfældet, havde det været omvendt, som det jo tit er, tror du så at jeres barn havde holdt mindre af af sin far, fordi han hele tiden ville være hos mor, du sammenligner dit barns opførsel med hvordan han reagerede efter din mand startede på job og hvordan ha reagerede når han kom hjem, men det er jo ikke det samme, da din søn er ældre nu.. Jeg tror virkelig bare du har brug for at være alene med jeres dreng og finde en ny måde at være sammen på - få opbygget en god relation igen og måske prøve at have alene mor/barn tid ihvertfald en aften om ugen og lidt i weekenden hvis du kan finde tiden til det, så kan far gå lidt ud eller tage sig af maden, vasketøjet eller noget sådan at det er dig der får mulighed for at sidde og lege lidt og have lidt sjov tid, men jeg vil samtidig sige at det er os som voksne der skaber situationerne og selvom du ikke mener at du ikke trives i din rolle som mor eller lignende, så er der altså noget om det, det kan bare godt være svært at se når man står midt i det..

Men held og lykke med det hele...

guggle skriver:

Hejsa forstår nu udemærket hvor ondt det må gøre og hvor frustrerende det må være.... Men skønt at fer er ok, for min datter ville ikke have noget med sin far at gøre de første 2 år af hendes liv. Det var altid kun mig mig mig og pyhhh hvor kunne det være hårdt aldrig at have "fri"

Men det handler nok meget om den måde din mand også tager ham og opgaven på. I vores situation, var det ihvertfald min egen skyld, for jeg elskede hende så meget og havde så svært ved at lade andre tage over... Tror også du har ret i at din søns far fylder for meget. Din mand skal først og fremmest vise at han er glad for at se dig, når du kommer hjem. Hvis han nu talte med sønnemand om at mor snart kommer hjem og virker glad over det, kommer ud til døren og kysser og krammer og tager imod med åbne arme..... Børn efterligner deres forældre. Hvis far viser man har nok i hinanden, ham og sønnen, jamen så er det sådan man er i børns verden. Og så tror jeg i det hele taget at i skal flytte fokus fra barnet og over på hinanden. Og så tror jeg det er vigtigt at du har noget tid med din søn uden far. Evt. en tur i svømmehallen, ned og fodre ænder eller noget sjovt i kan lave sammen....

På sputnik kan man se de afsnit med "forældre forfra" og det ene handler om en pige der intet vil have med sin far at gøre... I bund og grund er det jo ligegyldigt og det er far eller mor der bliver udelukket. Tror det kan hjælpe meget at se det program og sammenligne med jeres situation.

Held og lykke med det

Hej, tak for dit svar og støtte.

Det er gode ideer du kommer med. Vi skal nok starte til svømning, når der starter hold i januar og i weekenden vil jeg jo gerne være sammen med M meget men også med far.

Jeg har jo nemlig fra starten været meget obs på, at det ikke bare skulle være mig hele tiden, men givet god plads til far og jeg ville da blive ærgerlig hvis det skulle komme mig til skade (hvis du forstår hvad jeg mener)...

Vi skal nok finde ud af det, men var bare lige lidt ked af det da jeg skrev indlægget..

Vil prøve det der Sputnik  

NikitasMoar skriver:

Altså først og fremmest er jeg da ked af at du står i denne situation, men samtidig siger at selvfølgelig kan dit barn mærke at du ikke har det godt, det kan ikke skjules, altså jeg tror du måske har brug for en weekend hvor de kun er jer to, for det lyder på mig som om du ikke længere tror at dit barn elsker/vil dig og det tror jeg overhovedet ikke er tilfældet, havde det været omvendt, som det jo tit er, tror du så at jeres barn havde holdt mindre af af sin far, fordi han hele tiden ville være hos mor, du sammenligner dit barns opførsel med hvordan han reagerede efter din mand startede på job og hvordan ha reagerede når han kom hjem, men det er jo ikke det samme, da din søn er ældre nu.. Jeg tror virkelig bare du har brug for at være alene med jeres dreng og finde en ny måde at være sammen på - få opbygget en god relation igen og måske prøve at have alene mor/barn tid ihvertfald en aften om ugen og lidt i weekenden hvis du kan finde tiden til det, så kan far gå lidt ud eller tage sig af maden, vasketøjet eller noget sådan at det er dig der får mulighed for at sidde og lege lidt og have lidt sjov tid, men jeg vil samtidig sige at det er os som voksne der skaber situationerne og selvom du ikke mener at du ikke trives i din rolle som mor eller lignende, så er der altså noget om det, det kan bare godt være svært at se når man står midt i det..

Men held og lykke med det hele...

Tak.

Jeg prøver også at se mig selv udefra og tænke hvordan det kan være anderledes. Måske skal jeg bare være lidt mere tålmodig og så finder vi en ny rytme igen.

Men jeg er også bevidst om mit eget humør og hvordan jeg har det og det har hjulpet for mig, så skal det måske bare lige smitte af og så ender vi en positiv spiral igen

HappyPip skriver:

 

Tak.

Jeg prøver også at se mig selv udefra og tænke hvordan det kan være anderledes. Måske skal jeg bare være lidt mere tålmodig og så finder vi en ny rytme igen.

Men jeg er også bevidst om mit eget humør og hvordan jeg har det og det har hjulpet for mig, så skal det måske bare lige smitte af og så ender vi en positiv spiral igen

Det håber jeg da, jeg havde det svært ved at min datter havde en "nærere" relation til mine forældre end mig i starten, men det foregik altså oppe i mit hovedet, tror bare lidt alenetid gør underværket, hvis skal jo allesammen igennem den med at revurdere eller omdefinere vores relation til vores børn når vi starter på arbejde, uddannelse (det tog også tid for mig), eller hvad vi gør.. så jeg håber da at du snart føler at din søn syntes du er den bedste i verden...  

Ork jo... Du kan tro, han elsker dig!!!

Jeg oplevede det samme med vore den store dreng. Vi har 3 drenge på snart 12, 10 og 5½. Og tro mig... Drenge elsker deres mor. Hun er simpelthen gudinden.

Jeg spurte sundhedsplejersken, da Rasmus (12 år) var lille. Hun sagde, at han var sådan overfor mig, fordi jeg netop altid var der for ham. Han stolede så meget på mig og havde så meget tillid til mig, at han vidste, jeg altid var der for ham. Og fordi far altid fik opmærksomheden var fordi, han havde "svigtet" ved ikke altid at være der. Han var jo på arb osv og derved skulle Rasmus "hive" og prøve at få mere opmærksomhed fra ham ved at fx kæle, knuse, grine,  kigge mere på ham.

Min mand har self ikke "svigtet" ham, men i drengens verden var jeg den store tillid og tryghed. Det var mig, han kom til, hvis han fx var dårlig, bange ell syg.

Og tro mig, han skal nok komme til dig. Du skal "bare" gøre som du gør nu. Vær en kærlig, omsorgsfuld, støttende og tryg mor.

Husk drenge kommer ofte til mor, hvor piger kommer ofte til far. Men hvad ved jeg... Jeg har ene drenge, som i hvert fald kommer til sin mor.

 Kloster

Kloster skriver:

Ork jo... Du kan tro, han elsker dig!!!

Jeg oplevede det samme med vore den store dreng. Vi har 3 drenge på snart 12, 10 og 5½. Og tro mig... Drenge elsker deres mor. Hun er simpelthen gudinden.

Jeg spurte sundhedsplejersken, da Rasmus (12 år) var lille. Hun sagde, at han var sådan overfor mig, fordi jeg netop altid var der for ham. Han stolede så meget på mig og havde så meget tillid til mig, at han vidste, jeg altid var der for ham. Og fordi far altid fik opmærksomheden var fordi, han havde "svigtet" ved ikke altid at være der. Han var jo på arb osv og derved skulle Rasmus "hive" og prøve at få mere opmærksomhed fra ham ved at fx kæle, knuse, grine,  kigge mere på ham.

Min mand har self ikke "svigtet" ham, men i drengens verden var jeg den store tillid og tryghed. Det var mig, han kom til, hvis han fx var dårlig, bange ell syg.

Og tro mig, han skal nok komme til dig. Du skal "bare" gøre som du gør nu. Vær en kærlig, omsorgsfuld, støttende og tryg mor.

Husk drenge kommer ofte til mor, hvor piger kommer ofte til far. Men hvad ved jeg... Jeg har ene drenge, som i hvert fald kommer til sin mor.

 Kloster

Tak for at dele dine erfaringer! Det beroliger mig lidt  Du kan vel ikke huske hvor længe det varede?

Har netop snakket med kæresten om det, det var en god snak og vi kom frem til noget af det samme, fordi kæresten jo også synes jeg har gjort det supergodt som mor indtil nu.

Så jeg prøver selvfølgelig stadig/fortsat at slappe af, osv og så ændre mine tankemønstre hvor de er uhensigtsmæssige. Nogen gange glipper det bare lige

HappyPip skriver:

Tak for at dele dine erfaringer! Det beroliger mig lidt  Du kan vel ikke huske hvor længe det varede?

Har netop snakket med kæresten om det, det var en god snak og vi kom frem til noget af det samme, fordi kæresten jo også synes jeg har gjort det supergodt som mor indtil nu.

Så jeg prøver selvfølgelig stadig/fortsat at slappe af, osv og så ændre mine tankemønstre hvor de er uhensigtsmæssige. Nogen gange glipper det bare lige

 

 

Hej.

Tror kun perioden varede omkring 2 måneder. Det kommer løbende tilbage. Han skal lige lære hele livet at kende også. + at han jo skal lære jeres funktioner for han at kende.

Bliv du bare ved med det, du iforvejen gør. Han skal nok komme til dig, når du er imødekommende.

Kloster

Kloster skriver:

Hej.

Tror kun perioden varede omkring 2 måneder. Det kommer løbende tilbage. Han skal lige lære hele livet at kende også. + at han jo skal lære jeres funktioner for han at kende.

Bliv du bare ved med det, du iforvejen gør. Han skal nok komme til dig, når du er imødekommende.

Kloster

Tak skal du have