Mit barn kan ikke lide mig...

baby2010 skriver:

Dit barn elsker dig overalt på jorden, det er programmeret fra naturens side til at gøre det. Selv forældre som behandler deres børn meget dårligt, omsorgssvigt osv. elsker deres forældre.

Børn er slet ikke i stand til ikke at elske deres forældre. Hvis du fortsat synes det fylder for meget i din hverdag, så opsøg hjælp.

Måske skal du finde årsagen til dine følelser af ikke at være elsket hos dig selv, eller måske i et mønster med din egen mor. Den slags kan være meget komplekst. Det kan være en rigtig god investering at få den slags afklaret, så din omgang med dit barn ikke bliver kunstig, tvangs- eller dårlig samvittighedspræget - for tro mig, barnet kan mærke det meget tydeligt, og får ikke noget positivt ud af det.

Held og lykke med at finde en løsning!

Kh. Julie

Tak.

Og du kan tro jeg er opmærksom på ikke at starte eller ende i dårlige mønstre. Og det synes jeg heller ikke jeg gør. At jeg er ked af det, er mit problem og ikke noget M skal mærke.

Og om det hedder elske eller ej, så er det stadig hårdt at se på, at det er farfarfarfarfar hele tiden...

HappyPip skriver:

 

Tak.

Og du kan tro jeg er opmærksom på ikke at starte eller ende i dårlige mønstre. Og det synes jeg heller ikke jeg gør. At jeg er ked af det, er mit problem og ikke noget M skal mærke.

Og om det hedder elske eller ej, så er det stadig hårdt at se på, at det er farfarfarfarfar hele tiden...

Jeg kan godt forstå det er hårdt, men du er nok desværre med til selv at holde det igang. Du har måske nogle ubevidste følelser omkring det at "forlade" dit barn, dårlig samvittighed og frygt for at barnet så stopper med at elske dig - igen er der tale om urinstinkter, for det er ikke naturligt for dig, at "forlade" dit barn. Barnet kan mærke, at du ikke har det godt med det og søger måske derfor over til faderen... Det er meget komplekst, men børn fanger op på ALT - også ubevidste tanker og følelser hos dig. 

Måske var det en idé at låne nogle børnepsykologiske bøger om emnet? Du kan søge på tilknytning, mor/barn osv. Jeg er ihvertfald stødt på temaet mange gange undervejs på mit studie (psykolog)...

baby2010 skriver:

Jeg kan godt forstå det er hårdt, men du er nok desværre med til selv at holde det igang. Du har måske nogle ubevidste følelser omkring det at "forlade" dit barn, dårlig samvittighed og frygt for at barnet så stopper med at elske dig - igen er der tale om urinstinkter, for det er ikke naturligt for dig, at "forlade" dit barn. Barnet kan mærke, at du ikke har det godt med det og søger måske derfor over til faderen... Det er meget komplekst, men børn fanger op på ALT - også ubevidste tanker og følelser hos dig. 

Måske var det en idé at låne nogle børnepsykologiske bøger om emnet? Du kan søge på tilknytning, mor/barn osv. Jeg er ihvertfald stødt på temaet mange gange undervejs på mit studie (psykolog)...

Øh altså, jeg har ikke problemer med at forlade mit barn (i hvert fald ikke til far, måske til institution til den tid), jeg kunne bare godt tænke mig, at de er glade for at være sammen med mig når jeg så er der - og ikke kun far der duer. Jeg har heller ingen problemer i relation til min mor.

Men vil selvfølgelig tænke over det (det gør jeg jo), for at finde ud af hvor jeg selv holder fast.

Desuden har far indrømmet at han har fyldt virkelig meget, da han startede barsel, så hvis M var glad for at se mig, så legede far bare videre (og far fylder meget), så der ikke var plads til mig. Så jeg følte jeg skulle kæmpe for at komme til. Men nu er far opmærksom på også at give mig plads og ikke bare buldre frem hele tiden og det er vist blevet lidt bedre, men ikke altid...

HappyPip skriver:

Øh altså, jeg har ikke problemer med at forlade mit barn (i hvert fald ikke til far, måske til institution til den tid), jeg kunne bare godt tænke mig, at de er glade for at være sammen med mig når jeg så er der - og ikke kun far der duer. Jeg har heller ingen problemer i relation til min mor.

Men vil selvfølgelig tænke over det (det gør jeg jo), for at finde ud af hvor jeg selv holder fast.

Desuden har far indrømmet at han har fyldt virkelig meget, da han startede barsel, så hvis M var glad for at se mig, så legede far bare videre (og far fylder meget), så der ikke var plads til mig. Så jeg følte jeg skulle kæmpe for at komme til. Men nu er far opmærksom på også at give mig plads og ikke bare buldre frem hele tiden og det er vist blevet lidt bedre, men ikke altid...

Vær du glad for dit barn HAR en far, det er der ikke alle børn der har! Ja undskyld men jeg synes virkelig det er et "luxus problem" det du ytrer i denne tråd......

/qp

Vær du glad for dit barn HAR en far, det er der ikke alle børn der har! Ja undskyld men jeg synes virkelig det er et "luxus problem" det du ytrer i denne tråd......

/qp

Jamen jeg ER da glad for at barnet har en far, virkelig glad. Men det ændrer jo ikke på at jeg har det svært med den problemstilling vi har lige nu, selvom det (på dig) kan virke som en luksusproblem og selvom jeg er glad for vores lille familie.

Hvem afgør hvad der er et luskusproblem? Det her er svært for mig lige nu, andet er nemt og ikke et problem.

 

Jamen jeg ER da glad for at barnet har en far, virkelig glad. Men det ændrer jo ikke på at jeg har det svært med den problemstilling vi har lige nu, selvom det (på dig) kan virke som en luksusproblem og selvom jeg er glad for vores lille familie.

Hvem afgør hvad der er et luskusproblem? Det her er svært for mig lige nu, andet er nemt og ikke et problem.

Dit barn er 10 mdr come on - du er en voksen kvinde! Dette handler om dig og dine behov og slet ikke dit barns - måske du skulle forsøge, at se ud over dit eget behov og glæde dig over, at dit barn trives og har det godt - og måske du skulle arbejde på, at tilsidesætte dig og dit til fordel for dit barn og dets ønsker, lære at glæde dig over tingene på dit barn og kærestes vegne.

HappyPip skriver:

Jeg synes egentlig det er lidt ærgerligt hvis holdningen er, at man bare skal acceptere at far er sådan et hit, for tænk nu hvis barnet hadede ham. Altså der er vel også noget ind imellem det, at far er den bedste i verden eller også hader barnet ham? Og jeg ønsker mig jo bare noget ind imellem der.

Jeg er jo ikke sur over, at M er glad for sin far, jeg ville bare gerne også have lidt af det. Hvis vi er der begge to, er det altså hårdt at han så hele tiden vil væk fra mig og over til sin far  så kan jeg lige så godt gå for jeg får ikke et blik.

Og jeg er hunderæd for at det vil være sådan hele resten af livet, så jeg ligesom slet ikke hører til. Selvom M er glad for sin far, så er det da virkelig surt for mig, at jeg slet ikke glæder mig til at komme hjem, fordi det jo bare er farfarfarfar!

Og jeg prøver at få det bedste ud af det og være som jeg plejer. Men det glipper ind imellem. Og nej, jeg er ikke udkørt når jeg kommer hjem, jeg har der al min opmærksomhed på M, fordi jeg jo har glædet mig til at være sammen med ham. Det er bare sådan en skæv relation, når han ikke gider mig.

Og ja, det er også godt at han tør selvstændighed og de ting. Og ja, det er da dejligt at far er stolt, men hvad skal jeg være stolt af. Jeg vil da også gerne have følelsen af at jeg duer. Jeg er jo også en del af den ny familie, selvom det ikke føles sådan.

Tror du misforstod et positivt svar til det negative.

qp skriver:

Dit barn er 10 mdr come on - du er en voksen kvinde! Dette handler om dig og dine behov og slet ikke dit barns - måske du skulle forsøge, at se ud over dit eget behov og glæde dig over, at dit barn trives og har det godt - og måske du skulle arbejde på, at tilsidesætte dig og dit til fordel for dit barn og dets ønsker, lære at glæde dig over tingene på dit barn og kærestes vegne.

 

Ja, jeg har da også behov, selvom jeg er blevet mor. Og voksne kvinder har vel også udfordringer i ny og næ?? Og klart mit barns behov kommer i første række, det har det altid gjort, men derfor kan jeg da godt føle noget. Også selvom det måske ikke er det mest hensigtsmæssige.

Men jeg føler mig nu mere 'skældt ud' end forstået og det er jeg lidt ærgerlig over. Det er jo svært for mig. Og jeg tilsidesætter jo netop mig til fordel for mit barns ønsker. Men hvorfor er det så svært at forstå, at det er svært for mig at jeg ikke bliver valgt SELVOM jeg lader mit barn gøre som det ønsker?

- og er det slet ingen der selv har prøvet noget lignende?

suanne85 skriver:

Tror du misforstod et positivt svar til det negative.

Det beklager jeg så

HappyPip skriver:

Ja, jeg har da også behov, selvom jeg er blevet mor. Og voksne kvinder har vel også udfordringer i ny og næ?? Og klart mit barns behov kommer i første række, det har det altid gjort, men derfor kan jeg da godt føle noget. Også selvom det måske ikke er det mest hensigtsmæssige.

Men jeg føler mig nu mere 'skældt ud' end forstået og det er jeg lidt ærgerlig over. Det er jo svært for mig. Og jeg tilsidesætter jo netop mig til fordel for mit barns ønsker. Men hvorfor er det så svært at forstå, at det er svært for mig at jeg ikke bliver valgt SELVOM jeg lader mit barn gøre som det ønsker?

- og er det slet ingen der selv har prøvet noget lignende?

Årøv at søg lidt på nettet, læste noget en dag hvor der var noget om netop det at rollerne skifter når mor starter på arbejde.