Mit barn kan ikke lide mig...

Jeg er nødt til at skrive om det her og jeg HÅBER at få mange gode svar, måske endda fra nogen der har prøvet det samme eller noget lignende

Efter at faderen er gået på barsel, så føler jeg det som om at vores søn ikke kan lide mig mere

Da M blev mere bevidst, var han altid virkelig glad for at se far når han kom fra arbejde. Og jeg håbede jo på at opleve det samme, nu hvor jeg er væk om dagen (selvom jeg ikke er så længe væk som far). Men det gør jeg bare ikke. Da far kom hjem, ville M ham oftest indtil han skulle i seng. Med mig er det bare nå der er mor, jubii og så videre med sin leg.

Andre eksempler er, at han bare sidder og griner til far når vi spiser eller bare generelt er drejet den vej - og altså væk fra mig. Det er far, der får kram og kys og ikke mig. Det er far han vil kravle rundt på, hvis vi begge er der, ikke mig, det er far, der bare er et hit hele tiden. Jeg føler mig som verdens største falliterklæring som mor!

Mange siger, at det jo er min skyld, at han er blevet sådan en glad, tillidsfuld og harmonisk dreng. Og det er da dejligt. Men det er som om at nu har jeg gjort det jeg skulle og så er jeg bare ligegyldig. Jeg er virkelig ulykkelig over det og har svært ved at skrive om det, fordi hvad skal jeg gøre? Jeg er jo den jeg er og kan ikke tvinge mit barn til at kunne lide mig eller gide være sammen med mig.

Og jeg føler, at det er far der er elsket, men jeg bliver holdt ud...

Hvad gør man? Jeg har altid fået at vide, at mor er den bedste i verden og mor betyder alt og sådan er det bare ikke her. Hvad har jeg gjort galt siden jeg bare er en evig 2'er? Det er ikke fordi jeg vil være først altid, men jeg ville da gerne bare føle lidt at jeg også duer. Det er slet ikke sjovt at komme hjem, når man føler man bare kan sætte sig og kigge på de to have det sjovt - jeg er bare tilskuer til min familie, det der skulle være det bedste og dejligste af alt

Hvad har jeg gjort galt? Jeg gransker min hjerne hele tiden for at finde svar og jeg kan ikke finde ud af hvor det er jeg har fejlet. Men hvorfor er det så sådan?

Hvor gammel er han og hvor længe er det siden faderen gik på barsel?

sparre skriver:

Hvor gammel er han og hvor længe er det siden faderen gik på barsel?

Nåja, han er 10 måneder og far har haft barsel i 3 uger og lige inden da var vi i sommerhus, hvor far også var det største hit...

Jeg tror han straffer dig lidt for at have "forladt" ham... Sådan må det jo se ud for ham. Kan godt forstå det gør ondt at han virker som om han ikke er så glad for dig som han er for sin far - men det er jeg sikker på ikke sandheden. Glæd dig over han er kommet tættere på sin far - han skal nok komme til dig igen

Det er hårdt men tror du skal give det tid, lige nu nyder den bette at farmand er hjemme hos ham og du skal vende det om og se det positive i at han kan knytte sig til andre en dig og at hans far betyder så meget for ham. Syntes det ville være værre hvis han slet ikke gad sin far og det kun er dig der duer.

Husk at du har været der i de 10mdr og det er dig der har været med til at han er sådan en dejlig dreng, men er det ikke også rart at han vil sin far? Selvom det kan være hårdt, når det virkelig går op for ham at du er væk hele dagen osv så skal det nok komme og så flyver han dig om halsen.

Vi kan også have dage hvor det kun er far der duer, men er længe siden, men er også igen fordi jeg laver det meste med ham, i den alder så knytter de sig mest til den der laver mest med dem, og det er ikke fordi at du er en dårlig mor, tværdimod, du gør ham mere selvstændig og giver ham en støre selvtillid ved at lade ham knytte sig til andre og være sammen med hans far på den måde. Og tænk hvor må hans far altså være stolt og kunne vise dig hver dag at han gør det super godt når drengen viser ham sådan en tillid.

Prøv at vend den positivt om, ved det er svært, men prøv alligvel og nyd at det ikke er dig han sidder og hænger på hele tiden og du har din bevægelses frihed, for det skal nok komme igen. Og så husk på at han er en dreng, og måske faren laver lidt vildere ting med ham og det nyder han bare, og du har dine ting som han vil nyde med dig hvis du er alene med ham.

Vend den positivt. Og du er slet ikke en dårlig mor, men en meget god mor. Og din dreng elsker dig, lige nu er han bare ved at vænne sig til det nye og nydr sin far på en helt anden måde end han har gjort før. Og bare lade det være sådan, lad være at presse og når du selv har vænnet dig til det og i er kommet ind i jeres nye rytme så er det bare perfekt Måske han også på en eller anden måde kan mærke du måske er træt efter en lang dag.

Det kommer og går i perioder, hvem der er den bedste.

Mathias "elsker Simon (min kæreste) og mormor", men sguette mor- ikke engang hvis jeg spørger ham 

Han savner også altid Simon, mormor og oldemor. En sjælden gang imellem, hvor han er hos min mor i 4-5 dage, kan han spørger lidt til mig, ellers er det kun Simon, der spørges efter osv.

Men det skal nu nok gå over igen

sparre skriver:

Jeg tror han straffer dig lidt for at have "forladt" ham... Sådan må det jo se ud for ham. Kan godt forstå det gør ondt at han virker som om han ikke er så glad for dig som han er for sin far - men det er jeg sikker på ikke sandheden. Glæd dig over han er kommet tættere på sin far - han skal nok komme til dig igen

Jeg har hørt forklaringen før, men hvor lang tid går der mon så? Jeg synes jo det er svært fordi jeg gerne ville glæde mig til at komme hjem, men det gør jeg ikke, fordi der ligesom ikke er nogen der har savnet mig  så kan jeg da ligeså godt blive væk...

vatten skriver:

Det kommer og går i perioder, hvem der er den bedste.

Mathias "elsker Simon (min kæreste) og mormor", men sguette mor- ikke engang hvis jeg spørger ham 

Han savner også altid Simon, mormor og oldemor. En sjælden gang imellem, hvor han er hos min mor i 4-5 dage, kan han spørger lidt til mig, ellers er det kun Simon, der spørges efter osv.

Men det skal nu nok gå over igen

Det håber jeg du har ret i. Jeg synes bare ikke jeg har prøvet at være den bedste endnu. Altså jeg har jo skullet være der for ham i starten, men da han begyndte at kunne være mere bevidst, så er det far der får det hele. Så hvornår kommer det til mig, jeg er bange for at det altid vil være far og jeg ligesom er komplet ligegyldig, for de to har det så fint sammen at jeg kan undværes...

Dit barn elsker dig overalt på jorden, det er programmeret fra naturens side til at gøre det. Selv forældre som behandler deres børn meget dårligt, omsorgssvigt osv. elsker deres forældre.

Børn er slet ikke i stand til ikke at elske deres forældre. Hvis du fortsat synes det fylder for meget i din hverdag, så opsøg hjælp.

Måske skal du finde årsagen til dine følelser af ikke at være elsket hos dig selv, eller måske i et mønster med din egen mor. Den slags kan være meget komplekst. Det kan være en rigtig god investering at få den slags afklaret, så din omgang med dit barn ikke bliver kunstig, tvangs- eller dårlig samvittighedspræget - for tro mig, barnet kan mærke det meget tydeligt, og får ikke noget positivt ud af det.

Held og lykke med at finde en løsning!

Kh. Julie

suanne85 skriver:

Det er hårdt men tror du skal give det tid, lige nu nyder den bette at farmand er hjemme hos ham og du skal vende det om og se det positive i at han kan knytte sig til andre en dig og at hans far betyder så meget for ham. Syntes det ville være værre hvis han slet ikke gad sin far og det kun er dig der duer.

Husk at du har været der i de 10mdr og det er dig der har været med til at han er sådan en dejlig dreng, men er det ikke også rart at han vil sin far? Selvom det kan være hårdt, når det virkelig går op for ham at du er væk hele dagen osv så skal det nok komme og så flyver han dig om halsen.

Vi kan også have dage hvor det kun er far der duer, men er længe siden, men er også igen fordi jeg laver det meste med ham, i den alder så knytter de sig mest til den der laver mest med dem, og det er ikke fordi at du er en dårlig mor, tværdimod, du gør ham mere selvstændig og giver ham en støre selvtillid ved at lade ham knytte sig til andre og være sammen med hans far på den måde. Og tænk hvor må hans far altså være stolt og kunne vise dig hver dag at han gør det super godt når drengen viser ham sådan en tillid.

Prøv at vend den positivt om, ved det er svært, men prøv alligvel og nyd at det ikke er dig han sidder og hænger på hele tiden og du har din bevægelses frihed, for det skal nok komme igen. Og så husk på at han er en dreng, og måske faren laver lidt vildere ting med ham og det nyder han bare, og du har dine ting som han vil nyde med dig hvis du er alene med ham.

Vend den positivt. Og du er slet ikke en dårlig mor, men en meget god mor. Og din dreng elsker dig, lige nu er han bare ved at vænne sig til det nye og nydr sin far på en helt anden måde end han har gjort før. Og bare lade det være sådan, lad være at presse og når du selv har vænnet dig til det og i er kommet ind i jeres nye rytme så er det bare perfekt Måske han også på en eller anden måde kan mærke du måske er træt efter en lang dag.

Jeg synes egentlig det er lidt ærgerligt hvis holdningen er, at man bare skal acceptere at far er sådan et hit, for tænk nu hvis barnet hadede ham. Altså der er vel også noget ind imellem det, at far er den bedste i verden eller også hader barnet ham? Og jeg ønsker mig jo bare noget ind imellem der.

Jeg er jo ikke sur over, at M er glad for sin far, jeg ville bare gerne også have lidt af det. Hvis vi er der begge to, er det altså hårdt at han så hele tiden vil væk fra mig og over til sin far  så kan jeg lige så godt gå for jeg får ikke et blik.

Og jeg er hunderæd for at det vil være sådan hele resten af livet, så jeg ligesom slet ikke hører til. Selvom M er glad for sin far, så er det da virkelig surt for mig, at jeg slet ikke glæder mig til at komme hjem, fordi det jo bare er farfarfarfar!

Og jeg prøver at få det bedste ud af det og være som jeg plejer. Men det glipper ind imellem. Og nej, jeg er ikke udkørt når jeg kommer hjem, jeg har der al min opmærksomhed på M, fordi jeg jo har glædet mig til at være sammen med ham. Det er bare sådan en skæv relation, når han ikke gider mig.

Og ja, det er også godt at han tør selvstændighed og de ting. Og ja, det er da dejligt at far er stolt, men hvad skal jeg være stolt af. Jeg vil da også gerne have følelsen af at jeg duer. Jeg er jo også en del af den ny familie, selvom det ikke føles sådan.