Tjuhl skriver:
Det har været 31 måneder mere eller mindre på den måde. Jeg mener, det første halve år er man jo glad og forhåbningsfuld, selvom det gør ondt at teste negativt gang på gang. Så ryger man ind i en frustrationsfase hvor man forsøger at planlægge sine seksuelle aktiviteter efter ægløsning. Derefter var jeg bare VRED, og så tvang Søren mig mere eller mindre til at komme til lægen. Og så startede behandlingen og den er et kapitel for sig!!
Nej, vi har ikke overvejet at adoptere, det er slet ikke noget jeg har lyst til lige nu. Som min veninde siger "vi skal nok få vores egne unger, vi skal bare være tålmodige" (hendes tålmodighed hænger dog også i en tynd tråd lige p.t.). Jeg ved ikke hvorfor jeg har det sådan med adoption..nogle gange tænker jeg, at så lad os da adoptere, så jeg kan få en unge!, men sådan syntes jeg heller ikke det skal være. eller...jeg mener, jeg syntes jeg skal være indstillet på at få et barn fordi jeg mener jeg vil elske det barn og ikke fordi det barn skal erstatte noget jeg ikke kan få, hvis det gir mening? Og så tror jeg heller ikke vi ville blive godkendt til adoption af forskellige grunde, men det ved jeg i realiteten ikke noget om.
Ja, nok til februar starter vi IVF, hvis jeg da ikke bliver gravid inden. Lige nu er vi igang med 6. og sidste IUI behandling, jeg blir insemineret på lørdag og skal tage min sidste sprøjte i aften. Men ægget sidder på venstre side, så håbet er nærmest ikke-eksisterende (da jeg blev gravid udenfor livmoderen sad det på venstre æggeleder, så jeg er blevet opereret på den æggeleder og selvom den blev bevaret, så er fertilitetslægen ikke sikker på, om passagen er helt i top). Så holder jeg pause i december og januar - hvilket jeg glæder mig til, for jeg føler hver gang at jeg mister grebet om mig selv når jeg er i hormonbehandling, så derfor er det meget vigtigt for mig at holde pauser en gang imellem og finde ind til MIG igen 
og selvom de måneder føles som blaaaah, fordi man ikke føler man arbejder ordentlig på sagen, så har jeg opdaget at to måneder er perfekt til at lade op, for så når man at komme helt fri af hormonerne og være glad og finde styrke og mod til at gå igang igen.
det værste er jo nok bare det med, at man vender sig til skuffelsen og lige pludselig bliver skuffelsen en del af ens hverdag og så er tanken om, at den skuffelse en dag skulle vende sig til glæde fuldkommen utopisk!
uha, det kender jeg alt for godt, det med skuffelsen!! det er så hårdt at tage test på test og så at de er negative 
da vi havde været igennem IVF skulle jeg have taget blodprøve efter de 14 dage.. jeg havde sagt til mig selv, at denne gang ville jeg ikke tage en graviditets test hjemme.. jeg ville afvente svar på blodprøven.. jeg kørte til hjørring sygehus kl 8 om morgenen, for så var de næsten sikre på at jeg kunne få svar når jeg kom til samtale kl 13 samme dag i dronninglund.. det resulterede så selvfølgelig i at jeg var et nervevrag da vi kom derud.. og værre endnu, så trak de tiden ud med at spørge om alt muligt og jeg skulle udfylde nogle skemaer (fordi jeg var med i et forsøg).. men da de så endelig kiggede på mig og sagde at jeg var gravid, der brød jeg fuldstændig sammen.. de blev vildt forskrækkede og spurgte manden om jeg ikke havde testet selv og nej, for det havde jeg jo ikke turde efter alle de nederlag...
