Zafir skriver:
Jeg føler at uanset, hvad jeg skriver til dig, så vil det føles som en kliché.
Jeg kan skrive: Min faster og onkel, var igennem alt det samme du var igennem i 8 år... De gav op og blev gravid og fik min fætter.
Så kan jeg skrive: Min venindes 'et eller andet' adopterede 1 og fik 3 af deres egne børn bagefter.
eller også kan jeg skrive, at jeg bare syntes det er pisse synd for dig, fordi jeg nu har lært hvad det vil sige, ikke lige at få det barn jeg ønsker mig. Fordi jeg en gang oplevede at det var det nemmeste i verden og nu står som en der har svært ved det.
Jeg ved også hvor meget glæde et barn giver, men på den anden side, vil jeg også sige til dig, at du skal veje op, om det er det værd. Om det er værd, at gå og have så store sving i sit liv hverdag, hver måned, hele tiden? Du skrev at det var 31 mrd. Har det været 31 mrd på den måde?????... Det er jo umenneskeligt 
Har I overvejet at adoptere? Selvom det også lyder som en kliché, fordi man skal være instillet på at adobtere.
Du virker bare som et uffattelig dejligt menneske, uden at kende dig, fra andet end baby.dk og jeg håber bare sådan for dig at du får muligheden for at blive mor, for du fortjener det!!!
Var der noget med at I skulle prøve IVF behandling i stedet for? Eller er det, det du har været igennem nu?
Kæmpe stort krammer...!
Det har været 31 måneder mere eller mindre på den måde. Jeg mener, det første halve år er man jo glad og forhåbningsfuld, selvom det gør ondt at teste negativt gang på gang. Så ryger man ind i en frustrationsfase hvor man forsøger at planlægge sine seksuelle aktiviteter efter ægløsning. Derefter var jeg bare VRED, og så tvang Søren mig mere eller mindre til at komme til lægen. Og så startede behandlingen og den er et kapitel for sig!!
Nej, vi har ikke overvejet at adoptere, det er slet ikke noget jeg har lyst til lige nu. Som min veninde siger "vi skal nok få vores egne unger, vi skal bare være tålmodige" (hendes tålmodighed hænger dog også i en tynd tråd lige p.t.). Jeg ved ikke hvorfor jeg har det sådan med adoption..nogle gange tænker jeg, at så lad os da adoptere, så jeg kan få en unge!, men sådan syntes jeg heller ikke det skal være. eller...jeg mener, jeg syntes jeg skal være indstillet på at få et barn fordi jeg mener jeg vil elske det barn og ikke fordi det barn skal erstatte noget jeg ikke kan få, hvis det gir mening? Og så tror jeg heller ikke vi ville blive godkendt til adoption af forskellige grunde, men det ved jeg i realiteten ikke noget om.
Ja, nok til februar starter vi IVF, hvis jeg da ikke bliver gravid inden. Lige nu er vi igang med 6. og sidste IUI behandling, jeg blir insemineret på lørdag og skal tage min sidste sprøjte i aften. Men ægget sidder på venstre side, så håbet er nærmest ikke-eksisterende (da jeg blev gravid udenfor livmoderen sad det på venstre æggeleder, så jeg er blevet opereret på den æggeleder og selvom den blev bevaret, så er fertilitetslægen ikke sikker på, om passagen er helt i top). Så holder jeg pause i december og januar - hvilket jeg glæder mig til, for jeg føler hver gang at jeg mister grebet om mig selv når jeg er i hormonbehandling, så derfor er det meget vigtigt for mig at holde pauser en gang imellem og finde ind til MIG igen 
og selvom de måneder føles som blaaaah, fordi man ikke føler man arbejder ordentlig på sagen, så har jeg opdaget at to måneder er perfekt til at lade op, for så når man at komme helt fri af hormonerne og være glad og finde styrke og mod til at gå igang igen.
det værste er jo nok bare det med, at man vender sig til skuffelsen og lige pludselig bliver skuffelsen en del af ens hverdag og så er tanken om, at den skuffelse en dag skulle vende sig til glæde fuldkommen utopisk!
