jeg tror ikke på behandlingen længere og jeg er så vred indeni over at vi skal igennem det her helvede blot for at få noget andre får i flæng. Det går ligesom ud over alt i mit liv: skolen er svær at overskue for den ene halvdel af måneden er jeg halvtosset på hormoner (og kan bryde ud i gråd når som helst), den anden halvdel har jeg dødondt i underlivet og så er der de dage hvor jeg bare er så opfyldt af sorg, at jeg slet ikke kan fungere.
Mit sexliv er ikke-eksisterende når jeg er i behandling. Igår spurgte jeg Søren, om han syntes det var et problem hvis vi slet ikke knaldede denne måned, for jeg får direkte kvalme ved tanken og min krop er bare et stort NEJ! (men han er jo den bedste mand på jorden og sagde "skat, det er ikke et problem om vi så ikke havde sex det næste år, jeg ved at du har ondt og min højre hånd findes heldigvis stadigvæk")
Og så er det alle mine venner og min familie og hele verden...når jeg er i den (og ikke gemmer mig herude i skoven), så er jeg eet stort mærkat: Hej jeg hedder Trine - jeg er ufrivlligt barnløs. og intet andet, føles det nogle gange som om. Jeg kan mærke, at det er ved at blive en livsstil og det er sikkert også derfor jeg ikke tror på behandlingen. Nogle gange slår det mig, at nu må jeg snart acceptere nederlaget og komme videre UDEN børn, men når dén tanke så rammer, så får jeg hul i brystet og ja...en kæmpe klump i halsen, som jeg sidder med nu også. Det er IKKE en mulighed ikke at få børn - men det er jo bare heller ikke noget jeg er herre over!
hmm...jeg ved ikke rigtig hvad min pointe med dette indlæg er... jeg kan bare ikke finde ud af at slippe min identitet som barnløs og nogle gange fylder den hele mig op
Anmeld