Hvad gør man, når barnet bare ikke vil i børnehave

Seldomseen skriver:

Altså din søn er med i den drengegruppe, der er voldsomme? Og det er den gruppe de vil lave en "fri for mobning" indsats for. Ud fra det lyder det til, at de mobber de andre børn. Er det noget I taler med ham om derhjemme også? 

Nej, han er ikke med i gruppen. Men vi taler selvfølgelig om de drenge rigtig meget, da han hver dag fortæller at de har slået. Her snakker vi meget om hvordan det føles at blive slået osv, men det er klart ikke at han slår der bliver nævnt, mest at han ikke hører efter.

Ø3 skriver:

Nej, han er ikke med i gruppen. Men vi taler selvfølgelig om de drenge rigtig meget, da han hver dag fortæller at de har slået. Her snakker vi meget om hvordan det føles at blive slået osv, men det er klart ikke at han slår der bliver nævnt, mest at han ikke hører efter.

Tak for afklaringen. Det misforstod jeg

Pippihaløj skriver:

Min pointe er, at vi er mennesker, og som mennesker, er der andre vi matcher og ikke matcher. Der skinner jo også til tider igennem,at man ikke bryder sig om en anden, og børn læser signaler utroligt godt. 
Jeg er ikke enig i din holdning til at pædagoger altid vil kunne skjule, hvis de synes et barn er irriterende. Det er da heller ikke alle børn jeg kan lide. Og jeg har som sagt mødt flere eksempler hvor en pædagog/ lærer virker til at være nået sin grænse for rummelighed på i forhold til de enkelte drenge og gruppen som helhed. Det var meget tydeligt at dansklæreren var mere frustreret end den mere rummelige matematiklærer i min søns klasse. 

Sammenligningen med leder/medarbejder tog jeg fat i fordi en ny leder eller for den sags skyld ny kollega kan gøre ens liv surt. Og man kan sagtens fornemme,om folk synes man gør det godt og eller er en sød og rar person. (Det kan jeg i hvert fald). Og det kan gøre at man får mere kedelige opgaver under en chef end under en anden. 
Man er som chef, kollega, pædagog kun mennesker, og derfor er nogen mere rummelige, og andre er decideret folk man helst vil væk fra hvis ens selvtillid og trivsel skal holde.

Dette bliver mit sidste indlæg i denne tråd, da vi nok kan blive ved for evigt - og nu har TS også meldt tilbage, at der ikke er tale om, at pædagogen er ude efter hendes søn. 
Min pointe har fra start været, at “pædagog/lærer kan ikke lide mit barn” virker som et forsimplet og unuanceret ræsonnement, som man skal være varsom med. Jeg kan stadig ikke se, at en frustreret lærer, der har svært ved at rumme adfærden fra en bestemt elevgruppe, med rimelighed kan tages til indtægt for ikke at kunne lide Søren, Karl og Valdemar som individer/personer. Det er noget, børnene vil kunne udlede og ytre - men som voksne bør vi da kunne se det større billede og skelne mellem at være kørt træt i en given adfærd og ikke at kunne lide en eller flere personer. 
Den pågældende lærer har tydeligt nået sin grænse og har muligvis ageret uprofessionelt og uretfærdigt ved at have en lav tærskel over for en elevgruppe - det bestrider jeg slet ikke. Men at koge det ned til “hun kunne ikke lide mit barn” er for letkøbt.