Skal/ skal ikke

Pippihaløj skriver:

Du kan ikke give 5 børn lige med tid… som hvis du har et barn. Det siger jo sig selv. Man har kun 24 timer i døgnet. At nogen så ikke bruger så meget tid på deres ene barn er selvfølgelig en anden sag og er synd for barnet. 

Det er fem klasser, hvor der forventes at man deltager til forældre arrangementer- mødre aften osv. Herudover lektier, forældremøder og skole hjem samtaler for 5 børn.  5 børnefødselsdage og fem børn der der taler i skole fødselsdage. 5 evt konfirmationer osv osv osv. 

En mand der måske skal løbe endnu hurtigere mht arbejde fordi der er ikke fire men fem børn.

Og jo jeg synes ikke man skal få børn, fordi man ikke er færdig med babyfasen, amning, gåture med barnevogn. Man skal vurdere om man ønsker et barn ekstra,eller om man bare sørger lidt over at det slutter, og man bliver ældre. 

Men det er helt fair at vi er uenige. Jeg nævner det jeg synes bør overvejes. 

 

Igen, hvis du vil påpege pointer man skal tage til overvejelse, bør du for det første være objektiv, det er du ikke, da de ting du skriver alle er argumenteret med dit personlige ståsted. Så skulle du have udelukket den personlige holdning og skrevet fx “man bør nok overveje: økonomi, overskud, hvordan trives jeres familie bedst osv osv… “ og altså uden dine personlige holdninger. Ellers skulle du have lagt ud med at sige “jeg ville se sådan her på det…, fordi det er sådan jeg ville opleve det/have det”.. der er stor forskel på de to ting. 

dertil har ts jo gjort klart fx ift økonomi det ikke var et problem. Der må det jo så antages de har taget med, om de kan leve det liv de ønsker fortsat med endnu et barn inklusiv fødselsdage, konfirmationer mm. 

Nu har jeg en på snart 14 år, og to på hhv 2 og 1 år. Dvs jeg har været mor til kun en i 11 år. Jeg gør præcis det samme med min store nu, som jeg gjorde før hans søskende kom. Vi laver lektier sammen, vi har mor-søn ture mm. Præcis som hans søstre også får deres tid, mor-datter tur alene osv. det handler jo udelukkende om prioritering. Min store har selv givet udtryk for han synes det er dejligt med søskende, og han ikke savner tiden hvor vi var “ham og mig”. Men det kræver jo så også nogle benhårde prioriteringer. Fx har jeg aldrig haft et job der ikke passede til mine børn og den tid jeg ville kunne give dem. (Ingen af dem har nogensinde været i institution mere end Max 5 timer fx), jeg vil have friheden til at kunne tage fri dage i løbet af alle månederne for at kunne give dem deres “egne” dage hvor vi hygger. Vi gør ikke rent/rydder op mens børnene er vågne, alt handler om børnene, vi laver mad sammen og hygger. Når børnene så sover, ordner jeg alt så det er klar til næste dag. Vi er så heldige, at vi står økonomisk på en måde der også giver den frihed, uden vi behøver at leve sparet eller undvære noget, og det er igen noget der har været tanke på før vi valgte at få 3 børn (forhåbentlig snart flere), fordi vi vil have frihed til at bruge mest muligt tid med børnene og være nærværende samtidigt med at kunne leve et liv i en vis grad af økonomisk frihed. Vi tilvælger her hjemme mange børn, fordi de er en gave i vores liv, det er hvad vi ønsker som par og sådan vi ønsker vores familie skal være, og vi vil bruge mest muligt tid med dem. Der er så også fravalg fra vores side med nu 3 børn, dvs. at jeg tager fx ikke lige ned og træner en time fordi jeg har lyst  den time prioriteres til børnene. Jeg har ikke hobbyer der går ind i vores hverdag og optager tid, fordi den tid kunne jeg bruge med børnene. Igen, det er et prioriterings spørgsmål, og det er en prioritering jeg har gjort, fordi det er hvad der er det rigtige for mig som person. Det liv og den hverdag vi har, er sikkert ikke for alle, vi er jo gudskelov forskellige og har alle forskellige syn på hvad det gode liv er. 

Forældremøder får du til at lyde som en sur pligt? Men det hører jo altså med, og jeg kan til nu ikke mærke den forskel. Synes det er rigtig dejligt med input til forældresamtaler, skolehjem samtaler og hvad der ellers er. Det er dejligt at kunne få en finger på pulsen og vide hvad der sker omkring ens børn uden for hjemmet.

Og ift du skriver med fødselsdage, konfirmationer osv. ærligt? JEG elsker fødselsdage! Vi holder 2 for familien, 1 for venner af familien, (pr barn) og for skole eller institution hvor de inviteres hjem til hygge. Jul er fantastisk også! Dyrt men fantastisk! Konfirmationer, har vi opsparinger til hvert barn så der er sparet mere end rigeligt op til hvert barn til den tid til både fest og gave mm. Der er opsparing til kørekort så de alle kan få det til den tid, Og vores børn har ligeledes børneopsparinger mm som mange andre børn, og vores kommende børn, får samme opsparinger.  Igen - det er hvad man mener er vigtigt, og hvilken økonomi man ser som nødvendig for “det gode liv”. Vi har gjort os vores tanker om hvad vi mener er vigtigt, hvad vi skal sikre der er økonomi til pr barn. Og tænker at alle voksne mennesker der vil have børn om det er 1 eller 10 har gjort sig nogen overvejelser omkring det.

men vil også vædde med at der vil være enorm stor forskel i hvad folk prioritere, uanset antal af børn, og igen - der er ikke én rigtig måde. Man skal vælge den måde der er den rigtige for ens familie jo.

vi er dybt uenige, og det er helt okay. Er sjovt at læse en der ser det på en helt anden måde. Sidder tilbage med stof til eftertanke - ift hvordan man også kan opleve og se det. Og det synes jeg er enormt interessant man kan se den slags så forskelligt, så her får du mit PERSONLIGE INPUT. 

Men du nævnte ikke hvad du syntes burde overvejes alene, du skrev hvad du mente og de problemer du kunne se. Derfor jeg mener det er antagelser du gør dig. Det er din formulering, ikke problemstillingerne. 
‘og som du kan se, på mit personlige input, kan de problemstillinger modargumenteres, men igen - det gør ikke mit syn på det, vores valg for vores familie osv mere rigtige end dit syn og dine valg. Det var skam blot for at pointere subjektiviteten i det du skrev.

Igen, hvis du vil påpege pointer man skal tage til overvejelse, bør du for det første være objektiv, det er du ikke, da de ting du skriver alle er argumenteret med dit personlige ståsted. Så skulle du have udelukket den personlige holdning og skrevet fx “man bør nok overveje: økonomi, overskud, hvordan trives jeres familie bedst osv osv… “ og altså uden dine personlige holdninger. Ellers skulle du have lagt ud med at sige “jeg ville se sådan her på det…, fordi det er sådan jeg ville opleve det/have det”.. der er stor forskel på de to ting. 

dertil har ts jo gjort klart fx ift økonomi det ikke var et problem. Der må det jo så antages de har taget med, om de kan leve det liv de ønsker fortsat med endnu et barn inklusiv fødselsdage, konfirmationer mm. 

Nu har jeg en på snart 14 år, og to på hhv 2 og 1 år. Dvs jeg har været mor til kun en i 11 år. Jeg gør præcis det samme med min store nu, som jeg gjorde før hans søskende kom. Vi laver lektier sammen, vi har mor-søn ture mm. Præcis som hans søstre også får deres tid, mor-datter tur alene osv. det handler jo udelukkende om prioritering. Min store har selv givet udtryk for han synes det er dejligt med søskende, og han ikke savner tiden hvor vi var “ham og mig”. Men det kræver jo så også nogle benhårde prioriteringer. Fx har jeg aldrig haft et job der ikke passede til mine børn og den tid jeg ville kunne give dem. (Ingen af dem har nogensinde været i institution mere end Max 5 timer fx), jeg vil have friheden til at kunne tage fri dage i løbet af alle månederne for at kunne give dem deres “egne” dage hvor vi hygger. Vi gør ikke rent/rydder op mens børnene er vågne, alt handler om børnene, vi laver mad sammen og hygger. Når børnene så sover, ordner jeg alt så det er klar til næste dag. Vi er så heldige, at vi står økonomisk på en måde der også giver den frihed, uden vi behøver at leve sparet eller undvære noget, og det er igen noget der har været tanke på før vi valgte at få 3 børn (forhåbentlig snart flere), fordi vi vil have frihed til at bruge mest muligt tid med børnene og være nærværende samtidigt med at kunne leve et liv i en vis grad af økonomisk frihed. Vi tilvælger her hjemme mange børn, fordi de er en gave i vores liv, det er hvad vi ønsker som par og sådan vi ønsker vores familie skal være, og vi vil bruge mest muligt tid med dem. Der er så også fravalg fra vores side med nu 3 børn, dvs. at jeg tager fx ikke lige ned og træner en time fordi jeg har lyst  den time prioriteres til børnene. Jeg har ikke hobbyer der går ind i vores hverdag og optager tid, fordi den tid kunne jeg bruge med børnene. Igen, det er et prioriterings spørgsmål, og det er en prioritering jeg har gjort, fordi det er hvad der er det rigtige for mig som person. Det liv og den hverdag vi har, er sikkert ikke for alle, vi er jo gudskelov forskellige og har alle forskellige syn på hvad det gode liv er. 

Forældremøder får du til at lyde som en sur pligt? Men det hører jo altså med, og jeg kan til nu ikke mærke den forskel. Synes det er rigtig dejligt med input til forældresamtaler, skolehjem samtaler og hvad der ellers er. Det er dejligt at kunne få en finger på pulsen og vide hvad der sker omkring ens børn uden for hjemmet.

Og ift du skriver med fødselsdage, konfirmationer osv. ærligt? JEG elsker fødselsdage! Vi holder 2 for familien, 1 for venner af familien, (pr barn) og for skole eller institution hvor de inviteres hjem til hygge. Jul er fantastisk også! Dyrt men fantastisk! Konfirmationer, har vi opsparinger til hvert barn så der er sparet mere end rigeligt op til hvert barn til den tid til både fest og gave mm. Der er opsparing til kørekort så de alle kan få det til den tid, Og vores børn har ligeledes børneopsparinger mm som mange andre børn, og vores kommende børn, får samme opsparinger.  Igen - det er hvad man mener er vigtigt, og hvilken økonomi man ser som nødvendig for “det gode liv”. Vi har gjort os vores tanker om hvad vi mener er vigtigt, hvad vi skal sikre der er økonomi til pr barn. Og tænker at alle voksne mennesker der vil have børn om det er 1 eller 10 har gjort sig nogen overvejelser omkring det.

men vil også vædde med at der vil være enorm stor forskel i hvad folk prioritere, uanset antal af børn, og igen - der er ikke én rigtig måde. Man skal vælge den måde der er den rigtige for ens familie jo.

vi er dybt uenige, og det er helt okay. Er sjovt at læse en der ser det på en helt anden måde. Sidder tilbage med stof til eftertanke - ift hvordan man også kan opleve og se det. Og det synes jeg er enormt interessant man kan se den slags så forskelligt, så her får du mit PERSONLIGE INPUT. 

Men du nævnte ikke hvad du syntes burde overvejes alene, du skrev hvad du mente og de problemer du kunne se. Derfor jeg mener det er antagelser du gør dig. Det er din formulering, ikke problemstillingerne. 
‘og som du kan se, på mit personlige input, kan de problemstillinger modargumenteres, men igen - det gør ikke mit syn på det, vores valg for vores familie osv mere rigtige end dit syn og dine valg. Det var skam blot for at pointere subjektiviteten i det du skrev.

Børnene hos t’s  er 9,8,5,3 … der er en stor forskel i mine øjne på at have 5 skolebørn med de aftaler og arrangementer der følger med end dig der har et skolebørn og to meget små børn der ikke engang har legeaftaler. Du læser også kun lektier med et barn og har et barns fritidsaktiviteter. Kan ikke rigtigt sammenlignes. 
Jeg synes ikke fødselsdage, julearrangementer og forældremøder og fredags forældre morgenmad i klasserne er belastende overhoved men x 5 børn bliver i min verden meget tid. Med to børn synes jeg virkelig at man skal holde hovedet koldt for at følge med på aula. 

Pippihaløj skriver:

Du kan ikke give 5 børn lige med tid… som hvis du har et barn. Det siger jo sig selv. Man har kun 24 timer i døgnet. At nogen så ikke bruger så meget tid på deres ene barn er selvfølgelig en anden sag og er synd for barnet. 

Det er fem klasser, hvor der forventes at man deltager til forældre arrangementer- mødre aften osv. Herudover lektier, forældremøder og skole hjem samtaler for 5 børn.  5 børnefødselsdage og fem børn der der taler i skole fødselsdage. 5 evt konfirmationer osv osv osv. 

En mand der måske skal løbe endnu hurtigere mht arbejde fordi der er ikke fire men fem børn.

Og jo jeg synes ikke man skal få børn, fordi man ikke er færdig med babyfasen, amning, gåture med barnevogn. Man skal vurdere om man ønsker et barn ekstra,eller om man bare sørger lidt over at det slutter, og man bliver ældre. 

Men det er helt fair at vi er uenige. Jeg nævner det jeg synes bør overvejes. 

 

Ville egentlig ikke have involveret mig i denne debat, men synes du har et meget snævert syn på det at have 5 børn.

Jeg er mor til 5 børn. De er nu fra 17-30 år.

Da jeg fik nr 5 var de hhv 0-3-6-9 og 12 år. Og der er ingen af mine børn, hvor vi ikke har deltaget i alt fra forældremøder, arbejdsdage og fødselsdage. De er alle også konfirmeret. Nogle har valgt at blive fejret herhjemme med mad ude fra, andre er holdt på diverse kroer. Vi har haft sparet op til festerne. Og ungerne har udover festerne fået 5000kr i gave.

Mine unger har i dag et nært sammenhold. Jeg elsker når de er samlet. De griner, pjatter, og snakker alvorligt. De ældste byder ind i de yngstes liv. De kommer med råd til hinanden og til mig.

Vi har hjulpet med lektier, som værende dem med ansvaret, men de ældste har da også hjulpet de yngste. Ikke fordi de skulle, men fordi de ville.

Vi har aldrig kørt meget med dem, trods vi har boet på landet. De har enten cyklet eller også har vi skiftes med andre forældre med at hente og bringe til fritidsaktiviteter, fødselsdage og andet.

Alle mine unger klare sig selv. De arbejder eller er under uddannelse.

Jeg forstår ikke din pointe med at pege på alt det der er "besværligt "- set med dine øjne.

Intet har været besværligt! Det hele handler om på hvilke grundlag man bygger sin familie op. Mine børn er modne og beviste individer. De er robuste og meget rummelig mennesker.

Og jeg vil udfordre dig og sige, at jeg langt hen ad vejen , tror at mine børn rummer langt flere personlige kvalifikationer,  end enebarnet.

Tænker du bør udvide din horisont. For nogle er et barn det der er rigtigt og for andre er det 10 børn.

Og nej vi er deleme ikke millionær.  Jeg er uddannet social og sundhedshjælper og har arbejdet som dette i det meste af mit liv og min mand er murer. Nu selvstændig. 

Tin skriver:

Ville egentlig ikke have involveret mig i denne debat, men synes du har et meget snævert syn på det at have 5 børn.

 

Jeg er mor til 5 børn. De er nu fra 17-30 år.

Da jeg fik nr 5 var de hhv 0-3-6-9 og 12 år. Og der er ingen af mine børn, hvor vi ikke har deltaget i alt fra forældremøder, arbejdsdage og fødselsdage. De er alle også konfirmeret. Nogle har valgt at blive fejret herhjemme med mad ude fra, andre er holdt på diverse kroer. Vi har haft sparet op til festerne. Og ungerne har udover festerne fået 5000kr i gave.

Mine unger har i dag et nært sammenhold. Jeg elsker når de er samlet. De griner, pjatter, og snakker alvorligt. De ældste byder ind i de yngstes liv. De kommer med råd til hinanden og til mig.

Vi har hjulpet med lektier, som værende dem med ansvaret, men de ældste har da også hjulpet de yngste. Ikke fordi de skulle, men fordi de ville.

Vi har aldrig kørt meget med dem, trods vi har boet på landet. De har enten cyklet eller også har vi skiftes med andre forældre med at hente og bringe til fritidsaktiviteter, fødselsdage og andet.

Alle mine unger klare sig selv. De arbejder eller er under uddannelse.

Jeg forstår ikke din pointe med at pege på alt det der er "besværligt "- set med dine øjne.

Intet har været besværligt! Det hele handler om på hvilke grundlag man bygger sin familie op. Mine børn er modne og beviste individer. De er robuste og meget rummelig mennesker.

Og jeg vil udfordre dig og sige, at jeg langt hen ad vejen , tror at mine børn rummer langt flere personlige kvalifikationer,  end enebarnet.

Tænker du bør udvide din horisont. For nogle er et barn det der er rigtigt og for andre er det 10 børn.

 

Og nej vi er deleme ikke millionær.  Jeg er uddannet social og sundhedshjælper og har arbejdet som dette i det meste af mit liv og min mand er murer. Nu selvstændig. 

“Og jeg vil udfordre dig og sige, at jeg langt hen ad vejen , tror at mine børn rummer langt flere personlige kvalifikationer,  end enebarnet.”

Det er da godt nok lige så snæversynet eller forudindtaget, som det du mener jeg er. For det første kan enebørn sagtens være meget rummelige og forstående. Og det er ikke de sidste 1-2 børn der giver de kvalifikationer vi ender med at have.

Og det er da fint at du intet besvær her med at jonglere mange børn og daglige gøremål og ansvar. Jeg ville selv se en udfordring i det. Og det er vel heller ikke kun rygklap “go for it” ts søger. Så kan det jo være ligegyldigt. 

 … vil så også nævne at man ikke ved hvad man får af børn. Jeg har et barn med diabetes (dårlig søvn mm). Jeg har veninder med børn der har autisme. Det er heller ikke noget man ved på forhånd. Eller handicap. … måske kan ens familie “tåle” et rask barn - men hvad med børn der kræver mere. Det kan også bar være ordblindhed.

Pippihaløj skriver:

“Og jeg vil udfordre dig og sige, at jeg langt hen ad vejen , tror at mine børn rummer langt flere personlige kvalifikationer,  end enebarnet.”

Det er da godt nok lige så snæversynet eller forudindtaget, som det du mener jeg er. For det første kan enebørn sagtens være meget rummelige og forstående. Og det er ikke de sidste 1-2 børn der giver de kvalifikationer vi ender med at have.

Og det er da fint at du intet besvær her med at jonglere mange børn og daglige gøremål og ansvar. Jeg ville selv se en udfordring i det. Og det er vel heller ikke kun rygklap “go for it” ts søger. Så kan det jo være ligegyldigt. 

 … vil så også nævne at man ikke ved hvad man får af børn. Jeg har et barn med diabetes (dårlig søvn mm). Jeg har veninder med børn der har autisme. Det er heller ikke noget man ved på forhånd. Eller handicap. … måske kan ens familie “tåle” et rask barn - men hvad med børn der kræver mere. Det kan også bar være ordblindhed.

Nej t’s bad faktisk ikke engang om input fra folk der var “imod” flere børn end gennemsnittet, efter som hun skrev “Så jer som er gået fra 4 til 5, var der den store forskel? Fortæl fortæl”. Hun bad faktisk ikke om at høre at du ville se udfordringer i det hvis det var dig, for hun har jo netop allerede tilvalgt 4 børn, fordi hun kan magte det. Det var ikke en “hvad synes du”-debat. Det var en “jeg søger nogen at spejle mig i i samme situation”. 

det vil sige du har egentlig bare hældt din negative holdning omkring det livsvalg at have flere børn ud, fordi du kan, ikke fordi du læste hvad hun egentlig søgte efter.

dertil, tænker jeg de fleste har i baghovedet man kan risikere der er noget med et barn - og tager det med. + hvis man skal stille det sådan op, så skal man slet ikke få børn. Hvad hvis dit barn er ude for et uheld og bliver handicappet for livet? Hvad hvis dit barn får en sygdom der gør det på den ene eller anden måde ikke kan fungere i hverdagen fx? Hvad hvis dit barn bliver socialt udfordret?  Hvad hvis du bare får et barn der er vildt udadregerende og slet ikke vil høre? Man ved aldrig hvad der sker, det tager man en ting af gangen, og tilpasser sig sine børns behov. Det er jo det skønne ved børn, de er forskellige! Vi elsker vores børn for dem de er, uanset hvad, og støtter dem gennem livet på godt og ondt. Det er jo hvad det indebærer at være forælder, det gælder om du har 1 eller 10.

og ordblindhed… ikke lige et handicap der bør fremhæves i samme kontekst? Det var da noget af et spænd fra autisme til ordblindhed. Tænker de jeg kender der er ordblinde eller har ordblinde børn vil opleve det som lidt af en fornærmelse

Anonym skriver:

De er 9, 8, 5 og 3 år.

Vi er en god dynamik, hverdagen kører og alle børn trives. Jeg tænker ikke det handler om så meget andet end de andre gange vi har fået børn, men mere fordi jeg synes at en 5'er ville betyde at vi har mange børn, det føler/synes jeg på ingen måder vi har nu hvor vi har fire

Og omvendt ville jeg aldrig få et barn fordi jeg mente at der var en som bare skulle være storebror/søster, det ville aldrig været et altafgørende argument her. Ja nogen børn er omsorgsfulde og super gode til babyer, men det kan man jo ikke regne med når det er en som pludselig kræver mor /far så man skal dele, så den teori ville være alt for usikker for os .

Jeg er vildt imponeret over, at nogen kan klare så mange børn (jeg synes 4 er rigtig mange ;-)). Vi har ét barn og synes, at med to krævende fuldtidsjob, at vi kun lige er der for hende. 

*.* skriver:

Nej t’s bad faktisk ikke engang om input fra folk der var “imod” flere børn end gennemsnittet, efter som hun skrev “Så jer som er gået fra 4 til 5, var der den store forskel? Fortæl fortæl”. Hun bad faktisk ikke om at høre at du ville se udfordringer i det hvis det var dig, for hun har jo netop allerede tilvalgt 4 børn, fordi hun kan magte det. Det var ikke en “hvad synes du”-debat. Det var en “jeg søger nogen at spejle mig i i samme situation”. 

det vil sige du har egentlig bare hældt din negative holdning omkring det livsvalg at have flere børn ud, fordi du kan, ikke fordi du læste hvad hun egentlig søgte efter.

dertil, tænker jeg de fleste har i baghovedet man kan risikere der er noget med et barn - og tager det med. + hvis man skal stille det sådan op, så skal man slet ikke få børn. Hvad hvis dit barn er ude for et uheld og bliver handicappet for livet? Hvad hvis dit barn får en sygdom der gør det på den ene eller anden måde ikke kan fungere i hverdagen fx? Hvad hvis dit barn bliver socialt udfordret?  Hvad hvis du bare får et barn der er vildt udadregerende og slet ikke vil høre? Man ved aldrig hvad der sker, det tager man en ting af gangen, og tilpasser sig sine børns behov. Det er jo det skønne ved børn, de er forskellige! Vi elsker vores børn for dem de er, uanset hvad, og støtter dem gennem livet på godt og ondt. Det er jo hvad det indebærer at være forælder, det gælder om du har 1 eller 10.

og ordblindhed… ikke lige et handicap der bør fremhæves i samme kontekst? Det var da noget af et spænd fra autisme til ordblindhed. Tænker de jeg kender der er ordblinde eller har ordblinde børn vil opleve det som lidt af en fornærmelse

Jeg nævner det ikke for at sammenligne ordblindhed med autisme. Hold nu op du læser da hvad du vil. 
Ha en dejligt dag og nu tror jeg ikke du behøver skriver mere til mig. 

Ville egentlig ikke have involveret mig i denne debat, men synes du har et meget snævert syn på det at have 5 børn.

 

Jeg er mor til 5 børn. De er nu fra 17-30 år.

Da jeg fik nr 5 var de hhv 0-3-6-9 og 12 år. Og der er ingen af mine børn, hvor vi ikke har deltaget i alt fra forældremøder, arbejdsdage og fødselsdage. De er alle også konfirmeret. Nogle har valgt at blive fejret herhjemme med mad ude fra, andre er holdt på diverse kroer. Vi har haft sparet op til festerne. Og ungerne har udover festerne fået 5000kr i gave.

Mine unger har i dag et nært sammenhold. Jeg elsker når de er samlet. De griner, pjatter, og snakker alvorligt. De ældste byder ind i de yngstes liv. De kommer med råd til hinanden og til mig.

Vi har hjulpet med lektier, som værende dem med ansvaret, men de ældste har da også hjulpet de yngste. Ikke fordi de skulle, men fordi de ville.

Vi har aldrig kørt meget med dem, trods vi har boet på landet. De har enten cyklet eller også har vi skiftes med andre forældre med at hente og bringe til fritidsaktiviteter, fødselsdage og andet.

Alle mine unger klare sig selv. De arbejder eller er under uddannelse.

Jeg forstår ikke din pointe med at pege på alt det der er "besværligt "- set med dine øjne.

Intet har været besværligt! Det hele handler om på hvilke grundlag man bygger sin familie op. Mine børn er modne og beviste individer. De er robuste og meget rummelig mennesker.

Og jeg vil udfordre dig og sige, at jeg langt hen ad vejen , tror at mine børn rummer langt flere personlige kvalifikationer,  end enebarnet.

Tænker du bør udvide din horisont. For nogle er et barn det der er rigtigt og for andre er det 10 børn.

 

Og nej vi er deleme ikke millionær.  Jeg er uddannet social og sundhedshjælper og har arbejdet som dette i det meste af mit liv og min mand er murer. Nu selvstændig. 

Jeg var egentlig langt hen af vejen enig i det du skrev. Men må også indrømme jeg blev dybt provokeret af den snæversynethed du selv fremstår med, med din sætning om at dine børn har flere kvalifikationer end enebarnet. 
Min dreng er enebarn. Og han er det mest omsorgsfulde, hjælpsomme og rummelige barn. Han er den bedste i sin klasse og hjælper de “svage”. Han inviteres på lege aftaler hver dag af forskellige børn fra klassen osv. 

han har ingen søskende nej. Men det er ikke søskende der afgør hvilke personlige kvalifikationer et barn får. Det er opdragelse fra barnets forældre.

så hvilke personlige kvalifikationer mener du at dine 5 børn besidder som mit enebarn ikke gør?

Tin skriver:

Ville egentlig ikke have involveret mig i denne debat, men synes du har et meget snævert syn på det at have 5 børn.

 

Jeg er mor til 5 børn. De er nu fra 17-30 år.

Da jeg fik nr 5 var de hhv 0-3-6-9 og 12 år. Og der er ingen af mine børn, hvor vi ikke har deltaget i alt fra forældremøder, arbejdsdage og fødselsdage. De er alle også konfirmeret. Nogle har valgt at blive fejret herhjemme med mad ude fra, andre er holdt på diverse kroer. Vi har haft sparet op til festerne. Og ungerne har udover festerne fået 5000kr i gave.

Mine unger har i dag et nært sammenhold. Jeg elsker når de er samlet. De griner, pjatter, og snakker alvorligt. De ældste byder ind i de yngstes liv. De kommer med råd til hinanden og til mig.

Vi har hjulpet med lektier, som værende dem med ansvaret, men de ældste har da også hjulpet de yngste. Ikke fordi de skulle, men fordi de ville.

Vi har aldrig kørt meget med dem, trods vi har boet på landet. De har enten cyklet eller også har vi skiftes med andre forældre med at hente og bringe til fritidsaktiviteter, fødselsdage og andet.

Alle mine unger klare sig selv. De arbejder eller er under uddannelse.

Jeg forstår ikke din pointe med at pege på alt det der er "besværligt "- set med dine øjne.

Intet har været besværligt! Det hele handler om på hvilke grundlag man bygger sin familie op. Mine børn er modne og beviste individer. De er robuste og meget rummelig mennesker.

Og jeg vil udfordre dig og sige, at jeg langt hen ad vejen , tror at mine børn rummer langt flere personlige kvalifikationer,  end enebarnet.

Tænker du bør udvide din horisont. For nogle er et barn det der er rigtigt og for andre er det 10 børn.

 

Og nej vi er deleme ikke millionær.  Jeg er uddannet social og sundhedshjælper og har arbejdet som dette i det meste af mit liv og min mand er murer. Nu selvstændig. 

Helt seriøst - tænker du sådan om egne og andres børn? At nogle (dine) har langt flere “personlige kvalifikationer” end andre (enebørn)? Det er i mine øjne et skræmmende menneskesyn - som om, der er tale om en konkurrence. 
Hvilke objektive kriterier ligger til grund for sådan en vurdering? 

Tin skriver:

Ville egentlig ikke have involveret mig i denne debat, men synes du har et meget snævert syn på det at have 5 børn.

 

Jeg er mor til 5 børn. De er nu fra 17-30 år.

Da jeg fik nr 5 var de hhv 0-3-6-9 og 12 år. Og der er ingen af mine børn, hvor vi ikke har deltaget i alt fra forældremøder, arbejdsdage og fødselsdage. De er alle også konfirmeret. Nogle har valgt at blive fejret herhjemme med mad ude fra, andre er holdt på diverse kroer. Vi har haft sparet op til festerne. Og ungerne har udover festerne fået 5000kr i gave.

Mine unger har i dag et nært sammenhold. Jeg elsker når de er samlet. De griner, pjatter, og snakker alvorligt. De ældste byder ind i de yngstes liv. De kommer med råd til hinanden og til mig.

Vi har hjulpet med lektier, som værende dem med ansvaret, men de ældste har da også hjulpet de yngste. Ikke fordi de skulle, men fordi de ville.

Vi har aldrig kørt meget med dem, trods vi har boet på landet. De har enten cyklet eller også har vi skiftes med andre forældre med at hente og bringe til fritidsaktiviteter, fødselsdage og andet.

Alle mine unger klare sig selv. De arbejder eller er under uddannelse.

Jeg forstår ikke din pointe med at pege på alt det der er "besværligt "- set med dine øjne.

Intet har været besværligt! Det hele handler om på hvilke grundlag man bygger sin familie op. Mine børn er modne og beviste individer. De er robuste og meget rummelig mennesker.

Og jeg vil udfordre dig og sige, at jeg langt hen ad vejen , tror at mine børn rummer langt flere personlige kvalifikationer,  end enebarnet.

Tænker du bør udvide din horisont. For nogle er et barn det der er rigtigt og for andre er det 10 børn.

 

Og nej vi er deleme ikke millionær.  Jeg er uddannet social og sundhedshjælper og har arbejdet som dette i det meste af mit liv og min mand er murer. Nu selvstændig. 

Kvalifikation = egenskab, evne eller erfaring som er nødvendig for at kunne udføre en bestemt opgave eller varetage et bestemt arbejde (den danske ordbog). 
Så hvad er dine børn særligt personligt kvalificerede til at udføre i forhold til et enebarn? Eller mener du i virkeligheden personlige kvaliteter? Altså, de er bare bedre mennesker end et enebarn? 

Diskussionen handlede om forældres overskud til og muligheder for at være der for deres børn alt efter antal. Nu skal det simpelthen handle om, hvilke børn der bliver bedst? Fordi mennesker kun er et resultat af deres miljø, og fordi man kan måle på menneskers nytteværdi? 

Det er skam ok at være stolt af sine børn. Man skal nok være lidt forsigtig med at ranke dem i forhold til andre.