Er han okay tror i?

Jeg har før skrevet omkring min bekymring for min søn. Han er næsten fire år, men jeg har altid en konstant følelse af, at han fejler noget alvorligt eller der er noget galt med ham. Ved godt det lyder underligt.

Han havde det rigtig svært da han blev født og vejede ikke så meget (2400g). 

Efterfølgende har jeg fået svært ved at være sammen med ham. Ser ting min mand ikke kan se. Tror han er syg hele tiden. 

Enten tror jeg han har leukæmi, så kommer jeg væk fra det, så tror jeg det børne demens eller epilepsi osv. Det virkelig ikke rart. men jeg er helt oprigtigt bange for han fejler noget. 

Den sidste tid synes jeg han har haft svært ved at huske og virker fraværende og lidt underlig. 

Idag hentede jeg ham i børnehave og der sagde de, at de syntes han havde virket underlig og ikke som sig selv. Han har gået for sig selv og siddet ude på deres wc under håndvasken alene. 

Nu jeg bange. Sidder herhjemme med min søn og er ved at gå fuldstændig i panik. Hvad gør jeg?

Du skal have noget hjælp. Ikke fordi din søn er syg, men fordi du desværre er det, og må have støtte til at det ikke går yderligere ud over dit barn. Ring til din egen læge hurtigst muligt, og bed om samtale - hvis ventetiden er for lang og du har mulighed for det, kan du også opsøge privat behandling. Både du og dit barn fortjener at du får hjælp til din angst. Det er muligt at få det bedre

For mig lyder det som om at den start på livet din søn havde med den lave vægt har været rigtig hård ved dig og sat sig som en form for traume som måske har udløst en form for angst hos dig. Det lyder i hvert fald rigtig meget som angst hos dig, det du fortæller. Så jeg tror at jeg ville starte med at ringe til jeres læge og fortælle det som du skriver her for at få afklaret om din søn evt. fejler noget. Det må lægen jo bedst kunne vurdere. Og derudover, uanset om han fejler noget eller ej, synes jeg du bør arbejde med dig selv sammen med en psykolog. Gerne en der har erfaring med efterfødselsreaktioner og angst. Det lyder utrolig hårdt og jeg kan godt huske dine andre oplæg. Det er jo slet ikke til at være til når man er så bekymret for sit barn og det har du måske brug for nogle værktøjer til at håndtere. Rigtig, rigtig mange har angst også folk som har børn. At du har det skidt psykisk gør dig fx ikke til en dårlig forælder eller noget i den stil, der er ikke nogen der dømmer dig, hverken læger, psykologer eller pædagoger, men det er vigtigt at du får opsøgt noget hjælp så du får det bedre  

Din søn har haft en off dag - det har alle. Han bliver god igen. Han er fuldstændig rask med helt normal adfærd. 

Det er et stort skridt på vejen, at du godt ved at dine tanker ikke er inden for "normalen". 

Dit næste skridt er at tale med din mand. Ved Han godt hvordan du har der? Han kan være en rigtig stor støtte igennem den proces og udvikling du står overfor. 

I morgen (!) Ringer du til din læge og beder om en akut tid. At du psykisk har det elendigt og du har brug for hjælp og vejledning nu. Hvis du ikke selv kan få ringet, så allier dig med din mand, så han er ved din side når di ringer. 

Det er ingen skam i at bede om hjælp. Du fortjener en bedre relation til din søn ❤️ Du fortjener at nyde ham og alle hans dage med både dårlige og gode stunder ❤️

Du skal have noget hjælp, kontakt din læge så du kan få noget hjælp hurtigst muligt inden der udvikler sig til noget rigtig grimt

Din søn lyder helt normal og alle kan have en off dag hvor de ikke er sig selv

Og du skal have hjælp fordi din angst smitter af på din søn så han  selv kan udvikle angst eller andre personlighedsforstyrrelser. Så afsted til læge asap, både for din og din søns skyld. 

Anonym skriver:

Jeg har før skrevet omkring min bekymring for min søn. Han er næsten fire år, men jeg har altid en konstant følelse af, at han fejler noget alvorligt eller der er noget galt med ham. Ved godt det lyder underligt.

Han havde det rigtig svært da han blev født og vejede ikke så meget (2400g). 

Efterfølgende har jeg fået svært ved at være sammen med ham. Ser ting min mand ikke kan se. Tror han er syg hele tiden. 

Enten tror jeg han har leukæmi, så kommer jeg væk fra det, så tror jeg det børne demens eller epilepsi osv. Det virkelig ikke rart. men jeg er helt oprigtigt bange for han fejler noget. 

Den sidste tid synes jeg han har haft svært ved at huske og virker fraværende og lidt underlig. 

Idag hentede jeg ham i børnehave og der sagde de, at de syntes han havde virket underlig og ikke som sig selv. Han har gået for sig selv og siddet ude på deres wc under håndvasken alene. 

Nu jeg bange. Sidder herhjemme med min søn og er ved at gå fuldstændig i panik. Hvad gør jeg?

Du skal have hjælp, for du ser spøgelser overalt. Du skal have hjælp så du ikke går og er bange hele tiden. Og at han ikke bliver påvirket.

Jeg har jo søgt hjælp og er i "behandling" med piller, og venter på gruppeforløb. 

Men det hjælper mig jo ikke nu. Og det hjælper jo heller ikke min søn hvis han er syg. Dengang han blev født kaldet jeg på hjælp til ham uden at blive hørt. Der gik 10 uger før der var nogen som hjalp ham. Ingen i sundhedsvæsenet lyttede til mig og ingen hjælp fik vi før vi forældre var ved at give op. 

Det sidder i mig, at ingen lytter til mig. Nu det endnu værre, for nu har jeg diagnosen angst og ocd hvilket gør det ENDNU sværere at få hjælp, for alle siger det mig der er noget galt med ikke ham. Hvad gør jeg? 

Jeg er sikker på der er noget galt, jeg kan mærke det. Men alle lytter ikke. Og måske er jeg paranoid, men er så bange for at miste ham. Det gør så ondt. Jeg kan ikke holde til det.

Min mand og ældre børn bliver også meget påvirket af mig og jeg forstår dem godt. 

Er nødt til at spørge, selvom det gør frygteligt ondt. Er en skilsmisse bedre for mine børn og mand ? 

Overvejer virkelig at lade mig skille så min mand får fuld forældremyndighed over vores søn. Så kan de andre børn også bedre være sammen med mig uden jeg er bange hele tiden omkring vores søn.

Hvad er det bedste at gøre? Systemet kan ikke hjælpe mig føler jeg. De arbejder for langsomt. Hvis ikke det er min søn som syg og ingen hjælper.

Skilsmisse er ikke svaret, du vil fortsat bekymre dig og det vil fortsat påvirke alle. Måske endda i værre grad.

Jeg er ikke læge men ud fra det du har beskrevet tidligere og det her så kan jeg med 99% garantere at DIN SØN ER SUND OG RASK. Problemet med din angst og ocd er at hver gang du ‘tjekker’ om han nu også er rask og får det bekræftet, så fodrer du dine tvangstanker og kræver mere og mere bekræftelse (kontrol adfærd) for at berolige dig selv. Det er en ond cirkel. 

Din søn er okay. Men det er du ikke. Lær evt nogle meditationsteknikker, vejrtrækningsøvelser, vær ude i naturen, yoga og den slags for at du kan få lidt ro på dig indtil du får noget terapi behandling for din angst. Selv hvis din søn er syg, skal han nok få hjælp og i skal nok klare den. Hav tillid til det. 

Solsikke9 skriver:

Skilsmisse er ikke svaret, du vil fortsat bekymre dig og det vil fortsat påvirke alle. Måske endda i værre grad.

Jeg er ikke læge men ud fra det du har beskrevet tidligere og det her så kan jeg med 99% garantere at DIN SØN ER SUND OG RASK. Problemet med din angst og ocd er at hver gang du ‘tjekker’ om han nu også er rask og får det bekræftet, så fodrer du dine tvangstanker og kræver mere og mere bekræftelse (kontrol adfærd) for at berolige dig selv. Det er en ond cirkel. 

Din søn er okay. Men det er du ikke. Lær evt nogle meditationsteknikker, vejrtrækningsøvelser, vær ude i naturen, yoga og den slags for at du kan få lidt ro på dig indtil du får noget terapi behandling for din angst. Selv hvis din søn er syg, skal han nok få hjælp og i skal nok klare den. Hav tillid til det. 

Men børnehaven sagde han ikke var sig selv idag, virkede fjern, gik for sig selv og på et tidspunkt havde trukket sig og gået ud på deres wc for at sidde under håndvasken? Det da ikke normalt ?

Hvorfor skulle de sige det til mig, hvis de ikke var bekymrede også for ham. ?