Er han okay tror i?

Anonym skriver:

Men børnehaven sagde han ikke var sig selv idag, virkede fjern, gik for sig selv og på et tidspunkt havde trukket sig og gået ud på deres wc for at sidde under håndvasken? Det da ikke normalt ?

Hvorfor skulle de sige det til mig, hvis de ikke var bekymrede også for ham. ?

De informerer dig om noget, der er sket i dag. Det er én dag. Og tænker det er almindelig information til dig som hans mor. Synes nu også det virker meget normalt at have en dag, hvor man trækker sig. 

Min datters børnehave har også sagt, at "hun var lidt sur i dag og gad ikke være med til at lege". Og så var alt ok dagen efter. 

I dit oprindelige indlæg lister du en del lidelser, du gennem tiden har været bange for, at han lider af. Leukæmi, demens, epilepsi. Ingen af de lidelser har som symptom, at han er fjern en dag og har trukket sig. Epilepsi vil du næppe være i tvivl om, da barnet ( i de fleste tilfælde) får kramper. Børne demens - hvorfor tror du det? Jeg har passet en unge pige, der havde det. Hun var stærkt kognitivt og fysisk svækket - kunne ikke gå, tale, se, spise. Det lader ikke til at være tilfældet med din søn. 

Hvis børnehaven oprigtigt var bekymrede for ham havde de da sagt det. Og ikke blot givet dig en information. 

Anonym skriver:

Jeg har jo søgt hjælp og er i "behandling" med piller, og venter på gruppeforløb. 

Men det hjælper mig jo ikke nu. Og det hjælper jo heller ikke min søn hvis han er syg. Dengang han blev født kaldet jeg på hjælp til ham uden at blive hørt. Der gik 10 uger før der var nogen som hjalp ham. Ingen i sundhedsvæsenet lyttede til mig og ingen hjælp fik vi før vi forældre var ved at give op. 

Det sidder i mig, at ingen lytter til mig. Nu det endnu værre, for nu har jeg diagnosen angst og ocd hvilket gør det ENDNU sværere at få hjælp, for alle siger det mig der er noget galt med ikke ham. Hvad gør jeg? 

Jeg er sikker på der er noget galt, jeg kan mærke det. Men alle lytter ikke. Og måske er jeg paranoid, men er så bange for at miste ham. Det gør så ondt. Jeg kan ikke holde til det.

Min mand og ældre børn bliver også meget påvirket af mig og jeg forstår dem godt. 

Er nødt til at spørge, selvom det gør frygteligt ondt. Er en skilsmisse bedre for mine børn og mand ? 

Overvejer virkelig at lade mig skille så min mand får fuld forældremyndighed over vores søn. Så kan de andre børn også bedre være sammen med mig uden jeg er bange hele tiden omkring vores søn.

Hvad er det bedste at gøre? Systemet kan ikke hjælpe mig føler jeg. De arbejder for langsomt. Hvis ikke det er min søn som syg og ingen hjælper.

 

Hvad fejlede din søn efter han blev født og du havde bedt om hjælp i 10 uger?

Anonym skriver:

Jeg har jo søgt hjælp og er i "behandling" med piller, og venter på gruppeforløb. 

Men det hjælper mig jo ikke nu. Og det hjælper jo heller ikke min søn hvis han er syg. Dengang han blev født kaldet jeg på hjælp til ham uden at blive hørt. Der gik 10 uger før der var nogen som hjalp ham. Ingen i sundhedsvæsenet lyttede til mig og ingen hjælp fik vi før vi forældre var ved at give op. 

Det sidder i mig, at ingen lytter til mig. Nu det endnu værre, for nu har jeg diagnosen angst og ocd hvilket gør det ENDNU sværere at få hjælp, for alle siger det mig der er noget galt med ikke ham. Hvad gør jeg? 

Jeg er sikker på der er noget galt, jeg kan mærke det. Men alle lytter ikke. Og måske er jeg paranoid, men er så bange for at miste ham. Det gør så ondt. Jeg kan ikke holde til det.

Min mand og ældre børn bliver også meget påvirket af mig og jeg forstår dem godt. 

Er nødt til at spørge, selvom det gør frygteligt ondt. Er en skilsmisse bedre for mine børn og mand ? 

Overvejer virkelig at lade mig skille så min mand får fuld forældremyndighed over vores søn. Så kan de andre børn også bedre være sammen med mig uden jeg er bange hele tiden omkring vores søn.

Hvad er det bedste at gøre? Systemet kan ikke hjælpe mig føler jeg. De arbejder for langsomt. Hvis ikke det er min søn som syg og ingen hjælper.

 

I mens du venter på gruppeforløb, skal du kontakte din læge. Hos din læge skal du sige at du har behov for samtaler hos dem indtil du starter i gruppeforløb , at du er så angst, at du slet ikke kan være i det. 

Udfra det du skriver om din dreng, lyder det til at han er en sundt barnet. At han i dag har glemt sig ude på toilettet er ikke ensbetydende med at han er syg. Han har haft en svær dag og det har alle børn fra tid til anden.

Du lyder som en mor der elsker sine børne og familie overalt, men hvor angsten og ocd'en har overtaget i din liv. Det er ikke sådan det skal være, du og din mand skal blive ved med at søge hjælp til dig, indtil du har det godt igen. Og hvis din mand ikke ved hvor slemt det er, skal du fortælle ham det, så han kan hjælpe dig. 

Anonym skriver:

Jeg har jo søgt hjælp og er i "behandling" med piller, og venter på gruppeforløb. 

Men det hjælper mig jo ikke nu. Og det hjælper jo heller ikke min søn hvis han er syg. Dengang han blev født kaldet jeg på hjælp til ham uden at blive hørt. Der gik 10 uger før der var nogen som hjalp ham. Ingen i sundhedsvæsenet lyttede til mig og ingen hjælp fik vi før vi forældre var ved at give op. 

Det sidder i mig, at ingen lytter til mig. Nu det endnu værre, for nu har jeg diagnosen angst og ocd hvilket gør det ENDNU sværere at få hjælp, for alle siger det mig der er noget galt med ikke ham. Hvad gør jeg? 

Jeg er sikker på der er noget galt, jeg kan mærke det. Men alle lytter ikke. Og måske er jeg paranoid, men er så bange for at miste ham. Det gør så ondt. Jeg kan ikke holde til det.

Min mand og ældre børn bliver også meget påvirket af mig og jeg forstår dem godt. 

Er nødt til at spørge, selvom det gør frygteligt ondt. Er en skilsmisse bedre for mine børn og mand ? 

Overvejer virkelig at lade mig skille så min mand får fuld forældremyndighed over vores søn. Så kan de andre børn også bedre være sammen med mig uden jeg er bange hele tiden omkring vores søn.

Hvad er det bedste at gøre? Systemet kan ikke hjælpe mig føler jeg. De arbejder for langsomt. Hvis ikke det er min søn som syg og ingen hjælper.

 

Din frygt vokser og vokser. Og du bliver VED med at se nye spøgelser, fordi det fortæller din hjerne dig der er...  

Skilsmisse er ikke svaret... Du skal have hjælp.få hjælp til dine katastrofer tanker. Hans hårde start har sat en lavine i gang, og snebolden bliver større og større .

Lad vær med at google ting. Børn må godt have en off dag, det gør ikke at de er alvorlig syge. 

Anonym skriver:

Men børnehaven sagde han ikke var sig selv idag, virkede fjern, gik for sig selv og på et tidspunkt havde trukket sig og gået ud på deres wc for at sidde under håndvasken? Det da ikke normalt ?

Hvorfor skulle de sige det til mig, hvis de ikke var bekymrede også for ham. ?

Fordi han har haft en off/dårlig dag. Havde brug for at trække sig. Det betyder ikke det er noget galt. 

Og de informerer dig jo bare om hans dag, at han var anderledes end han plejer, igen alle har off dage... Men straks springer du til at der er noget galt? Hvorfor? Fordi din angst "siger" det... 

Anonym skriver:

Men børnehaven sagde han ikke var sig selv idag, virkede fjern, gik for sig selv og på et tidspunkt havde trukket sig og gået ud på deres wc for at sidde under håndvasken? Det da ikke normalt ?

Hvorfor skulle de sige det til mig, hvis de ikke var bekymrede også for ham. ?

Måske var han lidt træt den dag. Måske havde nogle drillet ham. Måske havde han lyst til at være alene. Alle mennesker børn som voksne, kan have en dag hvor man er lidt ved siden af sig selv. Det betyder ikke at man er syg. Man kan ikke have overskud, være glad og ‘på’ altid og kun have gode dage. Men fordi man har en dårlig dag hist og her betyder det ikke at man er syg. 
tingene er ikke så sort/hvide ☺️ At de informerer dig er jo kun dejligt, det betyder dog stadig ikke noget. 

Anonym skriver:

Men børnehaven sagde han ikke var sig selv idag, virkede fjern, gik for sig selv og på et tidspunkt havde trukket sig og gået ud på deres wc for at sidde under håndvasken? Det da ikke normalt ?

Hvorfor skulle de sige det til mig, hvis de ikke var bekymrede også for ham. ?

Hvis de var alvorligt bekymrede for ham og opfattede hans adfærd som udtryk for noget meget kritisk, ville de have reageret helt anderledes og direkte opfordret dig til at opsøge læge straks. De har formentlig ikke anet, hvad det ville sætte i gang hos dig. 

Det er en ubærlig situation for dig og din familie, og I har brug for akut hjælp. Jeg synes, du skal fortælle din søns børnehave eller jeres læge om, hvor alvorlig situationen er, og bede om at få lavet en underretning - du kan selv være med til at formulere den. På den måde sikrer I, at du og jeres familie får hurtig hjælp. Det har I allesammen brug for. 

Der er intet alvorligt galt med din søn

Grunden til at pædagogerne nævner hans adfærd er, så du kan holde øje med, om han er ved at blive "almindeligt" syg med forkølelse eller sådan noget, eller så du kan snakke med ham om det, hvis han bare havde en svær dag.. 

Men du skal helt klart presse din læge til at få hurtigere hjælp.. Evt. Snakke med lægen hver uge som en anden nævner, indtil du kan starte i gruppeforløb 

Jeg kan godt forstå du overvejer skilsmisse. Men det er ikke en nem løsning der lige umiddelbart er til fordel for børnene. De vil formentlig stå tilbage med “hvorfor ville min mor mig ikke?” “Er vi ikke gode nok til at hun kan elske os og forlader os så vi aldrig ser hende igen”. Du og din mand skal kontakte linjen og få hjælp til at håndtere når mor er psykisk syg. Du KAN hjælp, dog ikke til at bekræfte at der er noget galt med din søn, men til at få hjælp til hvordan I som familie navigerer i at du har det som du har det. Please gør noget.

https://psykiatrifonden.dk/viden/temaer/boern-unge-paaroerende

Det må være så vanvittigt hårdt at have det, som du har det. At føle at du er den eneste, der kan se “sandheden”. Men det lyder som din sygdom, der taler. Og jeg kan godt forstå tanken om at skride fra det hele for at beskytte både dig, din mand og dine børn, men det hjælper ikke i det lange løb. Din kærlighed til dine børn (også det yngste) forsvinder ikke trods afstand. Jeg ved, at psykiatrien er udfordret i Danmark, men du bliver simpelthen nødt til at banke på døren hos egen læge eller psykiatrisk skadestue og fortælle, hvor slemt det står til. Hellere overdrive end prøve at skjule dine tanker. Jeg håber virkelig, du kan få hjælp snarest muligt!