Barn slår

Men nej jeg synes ikke, at barnet er ondt.. Men jeg synes, at hun er en bølle, der ikke får sat grænser fra sine forældre.. 

Uden at sige for meget, så kan jeg sige, at der ikke er meget opdragelse og ikke meget opsyn med det barn.. 

Og det er derfor, at jeg spørger ind til, hvordan jeg skal tackle det her.. For vores børn vil gerne lege med barnet, men jeg orker heller ikke at stå i flere timer og se på, at de leger, fordi det her barn ikke er opdraget særlig godt.. 

Og jeg har heller ikke tid til at stå og se på dem lege.. Vi tjekker op på vores børn ca. Hvert 10. Min. når de leger ude, samt vi har et øre på dem konstant.. Men vi kan ikke stå og kigge på dem hele tiden 

Børn omkring 3 årsalderen har ofte en periode hvor de slår, kradser, skubber eller endda bider. Tit inden de har et ordentligt sprog og kan kommunikere. Andre gange fordi de skal lære sociale spilleregler at kende. Det er helt normalt, men det er noget der skal håndteres så det ikke fortsætter/accepteres som adfærd. Derfor så skal man som forældre have det at vide så man kan gøre noget. 

Nu hvor det er sket flere gange så næste gang det sker, ville jeg gå ind og tale med forældrene om det stille og roligt. Uden at angribe dem eller barnet men mere at nu er det sket et par gange og evt at “sådan gjorde min også i den alder” (også selvom dit barn ikke gjorde det men mere for at ikke være bedrevidende eller anklagende) og om der er noget vi kan gøre sammen for at minimere det. Jeg tror dog sidstnævnte ikke bliver nødvendigt for de fleste forældre vil med det samme nogen siger at deres barn slår, undskylde og håndtere det. Men har man med evt lidt mere usikre forældre at gøre så for naboskabets skyld kan det være mere gavnligt at være mere rummende  og løsningsorienteret i fællesskab. 

Anonym skriver:

Børn omkring 3 årsalderen har ofte en periode hvor de slår, kradser, skubber eller endda bider. Tit inden de har et ordentligt sprog og kan kommunikere. Andre gange fordi de skal lære sociale spilleregler at kende. Det er helt normalt, men det er noget der skal håndteres så det ikke fortsætter/accepteres som adfærd. Derfor så skal man som forældre have det at vide så man kan gøre noget. 

Nu hvor det er sket flere gange så næste gang det sker, ville jeg gå ind og tale med forældrene om det stille og roligt. Uden at angribe dem eller barnet men mere at nu er det sket et par gange og evt at “sådan gjorde min også i den alder” (også selvom dit barn ikke gjorde det men mere for at ikke være bedrevidende eller anklagende) og om der er noget vi kan gøre sammen for at minimere det. Jeg tror dog sidstnævnte ikke bliver nødvendigt for de fleste forældre vil med det samme nogen siger at deres barn slår, undskylde og håndtere det. Men har man med evt lidt mere usikre forældre at gøre så for naboskabets skyld kan det være mere gavnligt at være mere rummende  og løsningsorienteret i fællesskab. 

Det lyder som et godt råd, og var lige præcis sådan noget jeg var ude efter - altså hvad jeg skal sige og sådan .. Og om jeg skulle gøre noget eller hvad.. 

Tak for det

Anonym skriver:

Jeg har flere gange set, at det ikke er i leg.. Også ved andre børn.. Så går hun hen og slår andre børn uden at have noget med dem at gøre..  

Og sidst med vores børn var barnet gået ind til sig selv, og så spørger vores ældste på 5 år, om hun ikke vil ind og lege.. Vores børn hører så ikke, at hun siger nej, så de spørger igen, og så er det her, at hun går hen og slår vores ældste.. 

Vores ældste kommer så hen og siger det til os, går ud til sin bror på 3 år igen og her hører vi så, at ham på 3 år græder.. Så var naboen så kommet uprovokeret hen og havde slået med knytnæve på hver side af vores søns hoved (han legede for sig selv på det tidspunkt).. Naboen var gået fra sin egen have, ind i vores, havde slået vores søn og gået tilbage igen.. 

Og det er som sagt ikke første gang, at jeg oplever, at hun slår uprovokeret (jeg var dog ikke ude til at se det her, men har før set det med andre børn)..

Men barnet er 3 år, du får det til at lyde som vold, det er jo en uheldig kontaktform, som der så er voksne der skal hjælpe med at korrigerer.

Jeg ville nok bare sørge for at være til stede og nærværende voksen når nabo kommer ind i haven, og ud fra hvad du skriver er det jo dine egne børn som inviterer ham ind. Så må du lave en aftale med dem om at det er når de voksne er ude i haven 

Uf, jeg kan godt mærke, at det river og rusker lidt i mig, når jeg læser den her tråd. Der er for mig at se to forskellige aspekter. Det ene er, at det selvfølgelig er i orden at sige fra, når ens barn bliver slået, og det kan være fint at tale med den anden familie. 

Men den anden del er jeg ikke med på præmissen på. At barnet skal fravælges, at hvis barnet ikke skældes ud, så lærer det det ikke osv. Det handler nok meget om det børnesyn, man har. Men her især handler det om et lille barn på 3 år, som slet ikke har de kognitive forudsætninger for at hverken tænke manipulerende, impulshæmme eller konsekvensberegne.

Børn gør det godt, hvis de kan. Jeg er uenig i tesen om, at børn gør det godt, hvis de VIL. Og al adfærd er kommunikation. Hvis vi kun håndterer det ved at straffe, skælde ud og ekskludere barnet, så glemmer vi at være nysgerrig på, hvad barnet egentlig forsøger på, og vi får ikke lært barnet de nødvendige færdigheder til at handle mere hensigtsmæssigt en anden gang. 

Det primære ansvar for den del ligger selvsagt hos forældrene, men det er også et generelt input ift. At tilgangen synes hos mange i tråden at være skæld ud, ekskludere, straf. 

Der kan ligge SÅ mange ting bag. Måske har barnet svært ved at kommunikere sine tanker, ønsker og intentioner med sproget og reagerer derfor fysisk. Måske mangler barnet redskaber til at komme med i en leg på en god måde. Måske har barnet svært ved at affektregulere, i hvilket tilfælde barnet i særdeleshed har brug for at spejle sig i rolige voksne. Og derudover har børnene leget selv, vi ved ikke, hvad der er gået forud. Selvfølgelig skal det lille barn ikke slå, men hvis straks at ty til skæld ud og eksklusion glemmer vi nuancerne. Har trådstarters børn handlet uhensigtsmæssigt forud for at barnet slår? Barnet skal ikke slå, men nysgerrigheden er enormt vigtigt for at forstå, hvad adfærden handler om og for at kunne hjælpe barnet til at lære et mere hensigtsmæssigt handlerepetoire.

Det er ikke en god nok forklaring at "det barn plejer altid at slå", for så har vi de facto diskvalificeret det barn. Så vil alt der sker altid være det barns skyld, fordi idet barnet "plejer" så må barnet helt sikkert bære hele ansvaret i indeværende konflikt, ikke?

Og dér bliver problemet så, at det vi vander, det gror. Hvis vi møder en lille treårig (tre år!!!) med negative forventninger, forudindtagede holdninger om, hvorfor barnet handler sådan, så er det det negative, vi giver opmærksomhed og forventer, og det er det, vi vil se mere af.

Alt det kan man sagtens tage sin del af ansvaret for som bystander, imens man selvfølgelig stadig kan trøste sit barn og sætte en grænse.

Blot et input til yderligere reflektion

Anonym skriver:

Uf, jeg kan godt mærke, at det river og rusker lidt i mig, når jeg læser den her tråd. Der er for mig at se to forskellige aspekter. Det ene er, at det selvfølgelig er i orden at sige fra, når ens barn bliver slået, og det kan være fint at tale med den anden familie. 

Men den anden del er jeg ikke med på præmissen på. At barnet skal fravælges, at hvis barnet ikke skældes ud, så lærer det det ikke osv. Det handler nok meget om det børnesyn, man har. Men her især handler det om et lille barn på 3 år, som slet ikke har de kognitive forudsætninger for at hverken tænke manipulerende, impulshæmme eller konsekvensberegne.

Børn gør det godt, hvis de kan. Jeg er uenig i tesen om, at børn gør det godt, hvis de VIL. Og al adfærd er kommunikation. Hvis vi kun håndterer det ved at straffe, skælde ud og ekskludere barnet, så glemmer vi at være nysgerrig på, hvad barnet egentlig forsøger på, og vi får ikke lært barnet de nødvendige færdigheder til at handle mere hensigtsmæssigt en anden gang. 

Det primære ansvar for den del ligger selvsagt hos forældrene, men det er også et generelt input ift. At tilgangen synes hos mange i tråden at være skæld ud, ekskludere, straf. 

Der kan ligge SÅ mange ting bag. Måske har barnet svært ved at kommunikere sine tanker, ønsker og intentioner med sproget og reagerer derfor fysisk. Måske mangler barnet redskaber til at komme med i en leg på en god måde. Måske har barnet svært ved at affektregulere, i hvilket tilfælde barnet i særdeleshed har brug for at spejle sig i rolige voksne. Og derudover har børnene leget selv, vi ved ikke, hvad der er gået forud. Selvfølgelig skal det lille barn ikke slå, men hvis straks at ty til skæld ud og eksklusion glemmer vi nuancerne. Har trådstarters børn handlet uhensigtsmæssigt forud for at barnet slår? Barnet skal ikke slå, men nysgerrigheden er enormt vigtigt for at forstå, hvad adfærden handler om og for at kunne hjælpe barnet til at lære et mere hensigtsmæssigt handlerepetoire.

Det er ikke en god nok forklaring at "det barn plejer altid at slå", for så har vi de facto diskvalificeret det barn. Så vil alt der sker altid være det barns skyld, fordi idet barnet "plejer" så må barnet helt sikkert bære hele ansvaret i indeværende konflikt, ikke?

Og dér bliver problemet så, at det vi vander, det gror. Hvis vi møder en lille treårig (tre år!!!) med negative forventninger, forudindtagede holdninger om, hvorfor barnet handler sådan, så er det det negative, vi giver opmærksomhed og forventer, og det er det, vi vil se mere af.

Alt det kan man sagtens tage sin del af ansvaret for som bystander, imens man selvfølgelig stadig kan trøste sit barn og sætte en grænse.

Blot et input til yderligere reflektion

Du har fuldstændig ret. Og det håber jeg da også at de fleste i denne tråd er enig med dig i. 

Selvfølgelig er ingen børn på 3år onde. Og selvfølgelig skal barnet ikke ekskluderes fra samfundet fordi h*n slår og sparker. Og selvfølgelig er der en årsag til at barnet gør som den gør. At slå betyder oftest "hey jeg vil rigtig gerne lege med". Uanset årsagen, så er det da lidt af en mundfuld at stå med, når det ikke er ens eget barn. Hvis jeg skulle opdragelse og tage hånd om alle de unger jeg omgås, ville jeg stå med et KÆMPE arbejde (og ansvar). 

Jeg kan godt forstår trådstarter river sig i håret over det. Det er immervæk som at få et ekstra barn i familien, at have nabobarnet rendende hele tiden. Og hvis trådstarter synes det er en stor mundfuld at have barnet på besøg med den negative adfærd, så er det da ok at sige fra. At gå i dialog med forældrene (som lyder meget inaktive mhp opdragelse) eller engang i mellem sige nej tak til besøg. 

Det er en meget romantisk tankegang du har dig om at samfundet skal være fælles om opdragelsen. Den klub melder jeg mig ud af. Fair nok at sætte grænser og guide og vejlede. Men hvis et nabobarn er så svær at korrigere som beskrevet, så må barnet retur til sine forældre. 

Det lyder jo til, at barnet tit har negativ adfærd. Det kan jeg godt forstå man bliver træt af. Hvis det skete i ny og næ, ville det jo ikke være et problem. Men hvis det er tit, så ville jeg også have brug for at sige fra. 

Du har fuldstændig ret. Og det håber jeg da også at de fleste i denne tråd er enig med dig i. 

Selvfølgelig er ingen børn på 3år onde. Og selvfølgelig skal barnet ikke ekskluderes fra samfundet fordi h*n slår og sparker. Og selvfølgelig er der en årsag til at barnet gør som den gør. At slå betyder oftest "hey jeg vil rigtig gerne lege med". Uanset årsagen, så er det da lidt af en mundfuld at stå med, når det ikke er ens eget barn. Hvis jeg skulle opdragelse og tage hånd om alle de unger jeg omgås, ville jeg stå med et KÆMPE arbejde (og ansvar). 

Jeg kan godt forstår trådstarter river sig i håret over det. Det er immervæk som at få et ekstra barn i familien, at have nabobarnet rendende hele tiden. Og hvis trådstarter synes det er en stor mundfuld at have barnet på besøg med den negative adfærd, så er det da ok at sige fra. At gå i dialog med forældrene (som lyder meget inaktive mhp opdragelse) eller engang i mellem sige nej tak til besøg. 

Det er en meget romantisk tankegang du har dig om at samfundet skal være fælles om opdragelsen. Den klub melder jeg mig ud af. Fair nok at sætte grænser og guide og vejlede. Men hvis et nabobarn er så svær at korrigere som beskrevet, så må barnet retur til sine forældre. 

Det lyder jo til, at barnet tit har negativ adfærd. Det kan jeg godt forstå man bliver træt af. Hvis det skete i ny og næ, ville det jo ikke være et problem. Men hvis det er tit, så ville jeg også have brug for at sige fra. 

Men jeg læser også, at der er flere tilfælde, hvor trådstarters egne børn inviterer nabobarnet over, og således er der ikke tale om en ensidig relation eller opsøgen på kontakt. 

Jeg vil gerne frabede mig kommentarer om, at min tankegang er romantisk - jeg har ikke skrevet noget om, at man som nabo skal varetage den fulde opdragelse af barnet, skal være den, der lærer barnet færdigheder osv.

Men det koster ikke meget at møde så lille et barn med varme, men tydelige grænser frem for skæld ud. Det koster ikke dyrt at sige, at nu hjælper jeg dig lige med at finde din far og mor, så de kan hjælpe dig - de er de små nuancer og formuleringer, der kan gøre en stor forskel, uden at man går ind i en større opdragerrolle. Det synes jeg ikke er romantiserende. Det skal jo ses i forlængelse af spørgsmål om, hvordan man som part udefra kan håndtere det.

Har man ikke lyst til det, vil man hellere skælde ud og smække med den metaforiske dør, så er det vel sådan det er. Det betyder ikke, at alternativet er romantisk eller rosenrød. Jeg har ikke skrevet, at nabobarnet ikke skal følges tilbage til sine forældre. Jeg skriver faktisk det modsatte - det ene udelukker ikke det andet, og min pointe er, at man godt kan tage del i en DEL af det som her beskrevet - samtidig med man selvfølgelig kan sætte grænser og snakke med forældrene, som trådstarter spørger om.

Mit svar er ift kommentarer om, at hvis ikke.. Så lærer barnet det jo aldrig.. Osv osv. 

Man kan godt høre, at flere i tråden ikke har oplevet, at deres børn bliver udsat for slag, spark, mm hver gang af det samme barn. 

Det èr romantiseret, at det  bare er et barn på 3 år.

Vi havde netop sådan et barn i børnehaven og det endte med, at man fik en konsulent og en psykolog ind over. Pædagogerne var til sidst magtesløse og èt barns meget voldelige adfærd (lad nu være med at romantisere det og kald det, hvad det er) kan sætte sig i andre børns bevidsthed længe og derfor skal det stoppes.

Jeg havde sagt til naboen, hvad deres barn gør og hvis det fortsætter, så må det finde andre at lege med. At dit eget barn sommetider - på trods af slag og spark - inviterer naboens barn over, siger jo blot noget om, at dit barn så småt er ved at acceptere at blive slået og sparket og det kan være utrolig svært at sætte grænser.

I øvrigt generelt til trådene her på baby. dk:

Lyt til de råd, der giver mening for din situation. Der vil altid være nogle, som ikke forstår din situation eller af andre grunde kommer med dårlige råd (se blot bort fra dem) 

Anonym skriver:

Man kan godt høre, at flere i tråden ikke har oplevet, at deres børn bliver udsat for slag, spark, mm hver gang af det samme barn. 

Det èr romantiseret, at det  bare er et barn på 3 år.

Vi havde netop sådan et barn i børnehaven og det endte med, at man fik en konsulent og en psykolog ind over. Pædagogerne var til sidst magtesløse og èt barns meget voldelige adfærd (lad nu være med at romantisere det og kald det, hvad det er) kan sætte sig i andre børns bevidsthed længe og derfor skal det stoppes.

Jeg havde sagt til naboen, hvad deres barn gør og hvis det fortsætter, så må det finde andre at lege med. At dit eget barn sommetider - på trods af slag og spark - inviterer naboens barn over, siger jo blot noget om, at dit barn så småt er ved at acceptere at blive slået og sparket og det kan være utrolig svært at sætte grænser.

I øvrigt generelt til trådene her på baby. dk:

Lyt til de råd, der giver mening for din situation. Der vil altid være nogle, som ikke forstår din situation eller af andre grunde kommer med dårlige råd (se blot bort fra dem) 

" Hvis det fortsætter, så må det finde andre at lege med. " - det er ts egne børn som inviterer barnet over, så kan ts da ikke gå over at sige til naboerne at det må finde andre at lege med

Et barn på 3 er kun et barn på 3 år, de er på dette udviklingstrin først lige begyndt at lege med andre børn og skal lære en masse sociale spilleregler at kende, afhængig af sproglige udvikling, kan det også være et issue. Ja man kan sætte ppr på et barn på 3 år, for at hjælpe det og få faglig sparing, men det er ikke barnet som er problemet, og voldelig adfærd er ikke et barn på 3 år. Jeg synes det er rystende at folk kan tage afsted fra så lille et barn som først lige er ved at lære verdenen og de sociale spilleregler at kende. I den alder kan guidning gør meget for barnets udvikling. Og hvis man ikke har tid til at guide sine børn og være til stede, så skal man jo nok ikke have legeaftaler på besøg i den alder. Hvis jeg har en 3 årige legekammerat på besøg, så er barnet mit ansvar og jeg tjekker ikke bare hvert 10 min, men er til stede og guider , det går jeg faktisk også ud fra det samme sker hvis min 3 årige er på besøg hos andre 

Fortvivlet skriver:

" Hvis det fortsætter, så må det finde andre at lege med. " - det er ts egne børn som inviterer barnet over, så kan ts da ikke gå over at sige til naboerne at det må finde andre at lege med

Et barn på 3 er kun et barn på 3 år, de er på dette udviklingstrin først lige begyndt at lege med andre børn og skal lære en masse sociale spilleregler at kende, afhængig af sproglige udvikling, kan det også være et issue. Ja man kan sætte ppr på et barn på 3 år, for at hjælpe det og få faglig sparing, men det er ikke barnet som er problemet, og voldelig adfærd er ikke et barn på 3 år. Jeg synes det er rystende at folk kan tage afsted fra så lille et barn som først lige er ved at lære verdenen og de sociale spilleregler at kende. I den alder kan guidning gør meget for barnets udvikling. Og hvis man ikke har tid til at guide sine børn og være til stede, så skal man jo nok ikke have legeaftaler på besøg i den alder. Hvis jeg har en 3 årige legekammerat på besøg, så er barnet mit ansvar og jeg tjekker ikke bare hvert 10 min, men er til stede og guider , det går jeg faktisk også ud fra det samme sker hvis min 3 årige er på besøg hos andre 

Hvad skal jeg så gøre, når barnet alligevel kommer over, selvom jeg eller mine egne børn har sagt nej? For det gør det fx også.. 

Ja så kan jeg guide det tilbage til huset og roligt sige "nej ikke i dag", men det lærer barnet ikke særlig meget af.. Det bliver jo så bare igen ekskluderet ifølge jer.. 

Men jeg vil altså ikke finde mig i, at mine børn bliver slået og endda skal finde sig i det, fordi nogle mener, at et barn ikke må irettesættes eller få en konsekvens.. Dét vil jeg simpelthen ikke udsætte mine børn for.. Og så lærer de i øvrigt også bare, at det er okay, at de bliver slået uden at nogle beskytter dem.. 

Desuden tvivler jeg godt nok på, at de fleste har tid eller lyst til at sidde og konstant stirre på 3 børn der leger i flere timer!! Vi har andet at lave herhjemme.. Og har da heller aldrig oplevet, at andre sidder og stirrer på deres børn konstant