Min tøjstil

Undskyld men hold da op en idiot.. 

Dutelidut skriver:

Ej, men det er da så groft, det der. Det lyder giftigt og rædselsfuldt, og jeg ville overveje kraftigt, om jeg ville være i forholdet.

Det handler ikke (som en anden også skriver) om bukserne, men det handler om, at han skammer sig over dig. Og så fordi du er ‘for tyk’… vel at mærke efter, at du har født hans (går jeg ud fra) børn. Og at han tænker, at han har lov til at ‘straffe dig’ og bestemme, om du må komme med familien på tur. Føj for pokker.

Min mand går meget lidt op i tøj. Og nogle gange har han grimt tøj på. Hvis vi skal noget, kan jeg godt finde på at kommentere det. Men hvis han så siger: ‘Nå, jeg gider altså ikke skifte’ - så kunne det da aldrig i evighed falde mig ind, at han ikke måtte køre i samme bil som mig og børnene. Eller at sige, at jeg er flov over ham, og jeg ikke vil ses med ham. Og heller ikke, selvom jeg vitterligt måske er flov… det er da vildt sårende!

Her er forskellen oven i købet, at jeg ved, at han selv er pisseligeglad med sit tøj - jeg tænker, at du ikke er ligeglad med, at du vejer lidt for meget, siden du er i gang med at tabe dig. Så han går jo ind og er efter dig på et punkt, hvor han ved, han rammer noget sårbart.

Jeg synes, det kræver en meget alvorlig snak - og så mener jeg dybt alvorligt (og jeg er ellers typen, der synes, man skal gå langt for at blive sammen, når man har børn) - hvis han ikke fatter, at det her ikke er ok, men synes det er dig, der er problemet - så ville jeg nok gå min vej.

Enig!!!! 

Anonym skriver:

Måden det kommer til udtryk for her i tråden lyder det som om at din mand ser dig som grim/tyk - og du vil ikke ændre noget fordi ingen skal bestemme over dig. 

Har det altid været sådan? 
Har I talt om det eller er det blevet sådan en lidt ond spiral af en kamp? 

Det virker bare som om der er mere end “bare” tøjet. 

Min mand er på INGEN måde urimelig, synes jeg. Men det betyder noget for ham at jeg klæder mig pænt, sætter mit hår, lægger make-up osv. 

Jeg er selv meget forfængelig, så kunne ikke drømme om at forlade hjemme uden make-up eller i joggingbukser. 

Jeg er glad for at min mand er ærlig når han siger at en kjole eller et par bukser ikke sidder godt på mig. Jeg er en str. s-m, men mest medium og vejer 10 kg. for meget. 

Jeg spørger også selv hvad han synes om det tøj jeg har købt. Ikke at han SKAL bestemme hvad jeg skal have på, men hvis han ikke synes om det har jeg da heller ikke lyst til at have det på. 

Ligeledes gør min mand det samme - altså clearer at jeg synes om hans tøj. 

Ingen os dikterer hvad den anden skal, men har en klar forventning om at “tage sig godt ud.” 

Nu er det jo heller ikke svært at leve op til hinandens forventninger, så længe I matcher hinandens smag. Men hvis din mand nu over tid ændrede holdning til dit ydre og syntes, du var for meget, når du altid bar makeup - hvis han opfordrede dig til at dyrke det mere naturlige look og i det hele taget skrue ned for forfængeligheden og pynteriet, fordi det i hans øjne var pinligt, at du stadsede dig sådan ud blot for at gå en tur i skoven eller købe ind - så har du en situation, der minder om TS’, hvor hun ikke må være “sig selv”.
Ville du så lytte, droppe makeup og det tøj, du synes er pænt? Eller ville I ikke også ende i “en ond spiral”, hvor han syntes, du var for meget, og du ville nægte at ændre noget, fordi ingen skal bestemme over dig? 

Jeg tror, man skal forestille sig at blive underkendt på sin stil og smag på dén måde for at kunne sætte sig ind i, hvor ukærligt og respektløst og ufrit, det må opleves, når ens partner tillader sig at forlange en anden dresscode. 

Mor og meget mere skriver:

Nu er det jo heller ikke svært at leve op til hinandens forventninger, så længe I matcher hinandens smag. Men hvis din mand nu over tid ændrede holdning til dit ydre og syntes, du var for meget, når du altid bar makeup - hvis han opfordrede dig til at dyrke det mere naturlige look og i det hele taget skrue ned for forfængeligheden og pynteriet, fordi det i hans øjne var pinligt, at du stadsede dig sådan ud blot for at gå en tur i skoven eller købe ind - så har du en situation, der minder om TS’, hvor hun ikke må være “sig selv”.
Ville du så lytte, droppe makeup og det tøj, du synes er pænt? Eller ville I ikke også ende i “en ond spiral”, hvor han syntes, du var for meget, og du ville nægte at ændre noget, fordi ingen skal bestemme over dig? 

Jeg tror, man skal forestille sig at blive underkendt på sin stil og smag på dén måde for at kunne sætte sig ind i, hvor ukærligt og respektløst og ufrit, det må opleves, når ens partner tillader sig at forlange en anden dresscode. 

Jeg ved ikke om vi ville ende i en ond spiral. Jeg ved godt at vi alle er forskellige og kommunikerer på forskellige måder i vores parforhold. Men hos os ville vi være åbne og tale sammen - også om det der er sårbart. Fx vægt, selvværd, følelser m.m. 

Selvfølgelig ville jeg ikke bare lave mig selv om. Men jeg ville tale åbent til og med med min mand og prøve at forstå hans tanker og følelser som jeg ville kræve en forklaring på før jeg ændrede noget. 

Jeg læser ingen steder at TS og hendes mand taler om netop denne problematik, andet end det lidt, ud fra hvad jeg læser, har hobet sig op til et problem, hvor den ene trodser den anden. Og det tænker jeg er usundt fordi de ikke får talt om hvad der præcist tricker ham. 
Jeg forsøger ikke at holde hånden over trådstarters mand. For hvis han virkelig er sådan at han krummer tæer over TS tænker jeg også der er nogle dybereliggende problemer som ikke kun omhandler TS men også ham selv og hans eget selvværd. 
Ingen skal føle sig mindre værd uanset størrelse eller påklædning. 

Det lyder som et usundt forhold.

Jeg synes du skal overveje et stort vægttab- 

100 plus minus alt efter hvad din kæreste vejer .

Ud med ham - og ind med en der vil behandle dig med respekt og kærlighed.  

Han lyder da ikke for smart. 
Fint han har noget tøj til dig han foretrækker men han skal da respektere det du vælger og må så bare være glad for du føler dig tilpas. 
Jeg går konsekvent i natbukser hjemme medmindre der er gæster - skifter så snart jeg kommer hjem! Og min mand HADER de natbukser. (Han er ikke hjemme til hverdag så han ser dem sjældent) 

han har også sine meninger om kjoler (hvor korte de må være mm) og i nogen henseender respektere jeg hans mening, i andre får han afvide han ikke er blevet spurgt. 

Godt du har sagt fra! Og jeg synes du skal tale med ham om at så tungt vejer hans mening altså heller ikke! Og har han et problem med din påklædning kan HAN blive hjemme.

Anonym skriver:

Jeg ved ikke om vi ville ende i en ond spiral. Jeg ved godt at vi alle er forskellige og kommunikerer på forskellige måder i vores parforhold. Men hos os ville vi være åbne og tale sammen - også om det der er sårbart. Fx vægt, selvværd, følelser m.m. 

Selvfølgelig ville jeg ikke bare lave mig selv om. Men jeg ville tale åbent til og med med min mand og prøve at forstå hans tanker og følelser som jeg ville kræve en forklaring på før jeg ændrede noget. 

Jeg læser ingen steder at TS og hendes mand taler om netop denne problematik, andet end det lidt, ud fra hvad jeg læser, har hobet sig op til et problem, hvor den ene trodser den anden. Og det tænker jeg er usundt fordi de ikke får talt om hvad der præcist tricker ham. 
Jeg forsøger ikke at holde hånden over trådstarters mand. For hvis han virkelig er sådan at han krummer tæer over TS tænker jeg også der er nogle dybereliggende problemer som ikke kun omhandler TS men også ham selv og hans eget selvværd. 
Ingen skal føle sig mindre værd uanset størrelse eller påklædning. 

 

Men igen synes jeg, at du overfører det til dig selv og dit eget forhold og ikke til det af TS beskrevne. En mand, der udtrykker, at han ikke vil risikere, at andre ser ham gå med sin partner, hvis hun ikke ser pæn ud efter hans standarder, ville i mine øjne ikke kalde på lydhørhed og forståelse. Det er slet og ret grimt, ydmygende og usolidarisk over for partneren - og i praksis et forsøg på social kontrol. 
Han kører med børnene og nægter at have hende med, hvis hun ikke retter ind. Det ligner altså i bekymrende grad en adfærd, man finder i voldelige forhold - ja, i min verden er det psykisk vold at udskamme sin kæreste ved at hævde, at andre tænker negativt om hendes udseende, og endda, at det vil ramme ham. 

Jeg ser det som et sundhedstegn, at TS ikke går på kompromis med sig selv. Jeg læser - heldigvis - ikke, at hun føler sig mindreværdig, men at hun er helt klar over, at han er på afveje. Når der er noget galt med hendes bukser, sko, hår og manglende makeup, så er det da et symptom på, at han er overdrevent opmærksom på hele hendes fremtoning, og at han ønsker at kontrollere og have magt over hende. 
Det kan meget vel skyldes hans eget dårlige selvværd, men det kan anden uacceptabel adfærd også. 

Må jeg starte med at rose dig for dit vægttab? 

Virkelig godt gået - du kan roligt være stolt

Jeg er lidt forvirret i forbindelse med din kæreste. Du har valgt ham som far til dine børn, så jeg formoder, at der er et stærkt bånd imellem jer

Er dit eksempel det eneste, der adskiller jer?

Hvis ja, så vurderer jeg, at der er to muligheder:

1) dialog. Sæt ord på, hvordan du har det med hans reaktion på din tøjstil. Start alle sætninger med "jeg". Så holder du den på egen halvdel - uden at tage ejerskab af hans følelser.

2) Fastholder han sine udsagn....så vælg at gå på gaden - uden ham!! Som du selv nævner, bliver jeres børn inddirekte blandet ind i tingene, og det skal de for Guds skyld ikke.

ER din kæreste derimod generelt dominerende, vil jeg foreslå, at du søger i dig selv, og finder ud af, hvorfor du vælger mænd med denne adfærd. Det er bestemt ikke sundt, og du risikerer at trøstespise og dermed ødelægge dit flotte vægttab.

Jeg har oplevet tilsvarende mænd og de har altså en brist (psykopatiske tilbøjeligheder) og det ændrer sig aldrig...desværre - for de kan ikke selv se, at de er problemet.

Kæmpe sejt at du ikke gav efter! Fair hvis man tager afsted i træsko og joggingdragt at ens partner spørger om man ikke kan tage noget pænere på. Men det der er jo absurd og skal virkelig italesættes overfor din mand hvad det gør ved børnene. 

Mor og meget mere skriver:

Men igen synes jeg, at du overfører det til dig selv og dit eget forhold og ikke til det af TS beskrevne. En mand, der udtrykker, at han ikke vil risikere, at andre ser ham gå med sin partner, hvis hun ikke ser pæn ud efter hans standarder, ville i mine øjne ikke kalde på lydhørhed og forståelse. Det er slet og ret grimt, ydmygende og usolidarisk over for partneren - og i praksis et forsøg på social kontrol. 
Han kører med børnene og nægter at have hende med, hvis hun ikke retter ind. Det ligner altså i bekymrende grad en adfærd, man finder i voldelige forhold - ja, i min verden er det psykisk vold at udskamme sin kæreste ved at hævde, at andre tænker negativt om hendes udseende, og endda, at det vil ramme ham. 

Jeg ser det som et sundhedstegn, at TS ikke går på kompromis med sig selv. Jeg læser - heldigvis - ikke, at hun føler sig mindreværdig, men at hun er helt klar over, at han er på afveje. Når der er noget galt med hendes bukser, sko, hår og manglende makeup, så er det da et symptom på, at han er overdrevent opmærksom på hele hendes fremtoning, og at han ønsker at kontrollere og have magt over hende. 
Det kan meget vel skyldes hans eget dårlige selvværd, men det kan anden uacceptabel adfærd også. 

TAK!

Der er nemlig lige præcis psykisk vold og at prøve at nedbryde ens partner, når man taler sådan der. Alle mine alarmklokker er helt oppe at ringe, når han er så modbydelig over noget så småt... 

I et normalt og sund parforhold ville en dialog ser mere ud som det her

"Hey skat jeg tænkte egentlig på hvad du synes om de her bukser?" (For man kritiserer aldrig den anden, og man tager ikke intiativ til det heller!)

"Nu du spørger, så helt ærlig er det ikke det tøj, jeg synes aller mest om. Jeg kan meget bedre lide når du har xx på, men du er stadig dejlig og jeg elsker dig uanset hvad du går i"

Og det er kun sådan man kan tillade sig at tale om den andens tøjvalg -på opfordring, respektfuldt og med øjet på bolden og altid fokus på at forsikre sin partner i at det ikke er DEM der er noget galt med.

Nogen vil måske mene det er en overreaktion, men TS skriver jo selv at det ikke kun handler om bukser men der er mange ting han opfører sig som en røv med. Så TS helt ærlig? Overvej at kom væk. Jeg er normalt fortaler for at man arbejder rigtig meget med sit parforhold, men det her er så voldsom og grænseoverskridende adfærd at jeg tvivler på det ændrer sig, og hvis i "arbejder" med det, vil han formodentlig vende det til at det bare er dig der ser problemet, at du er skør og "hvis du virkelig synes der er et problem så må du jo ændre det"= gøre som han beder om.

Prøv at læs op på psykisk vold