Hjemmeberedskab?

Jeg har ikke et hjemmeberedskab. Ønsker ikke at leve et liv i frygt og jeg har tillid til at hvis der skulle komme krig så klarer jeg mig nok på en eller anden måde. Det er ikke noget jeg går og er bange for, det vil jeg ikke bruge energi på.
Vil hellere fokusere på gode øjeblikke i mit liv og være i nuet end at preppe. 
men jeg kan godt forstå at andre har behov for at preppe og man skal gøre lige som man føler for især hvis det giver en følelse af tryghed og kontrol. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg synes, at det er svært at indkredse, hvad der her i tråden opfattes som hjemmeberedskab med krig og større kriser i tankerne - jf. referencerne til vores nabolandes opfordringer til borgerne - og hvad der bare er praktisk at have ved sygdom, kortvarigt dankortnedbrud og lignende. At have større lagre af toiletpapir m.m. købt på tilbud opfatter jeg fx slet ikke som “hjemmeberedskab”, ligesom en vis mængde tørvarer og hakkede tomater på dåse virker praktisk at have i sine skabe uden tanke for deciderede krisesituationer. At have tæpper i bilen, når der varsles om snefald,  opfatter jeg som en helt basal forholdsregel på linje med at have plaster i hjemmet. 

Jeg gætter på, at det er omtalen af “Danmarks ringe beredskab” ved krig og kriser og den aktuelle omtale i Sverige af risikoen for krig, der får folk til at forbinde hjemmeberedskab med frygt/bekymring netop for så alvorlige scenarier. 
Rettidig omhu er jo at tage højde for situationer, man opfatter som realistiske - og mon ikke, forståelsen af “realistiske” og “sandsynlige” scenarier er dybt individuel, og bevæggrundene spænder fra “praktisk ved sygdom” til decideret frygt for krig?

Nogle vil jo mene, at du ved din omtale af “ekstreme prepper” slet ikke har forstået den i deres øjne overhængende fare for atomkrig - altså, grænserne mellem sund fornuft og overdreven bekymring er selvfølgelig flydende. 
Jeg synes, det er så fint, at man gør, hvad man har det bedst med og ud fra de scenarier, man hver især opfatter som inden for det realistiskes grænser. Det er vi næppe uenige om. 

Det er helt rigtigt. Opfattelsen af, hvad der udgør hjemmeberedskab, kan variere betydeligt fra person til person, og det kan være påvirket af ens individuelle opfattelse af risici og behov.

Det vigtigste er at være forberedt på de situationer, man finder realistiske, og det kan være alt fra sygdom og kortvarige nødsituationer til større kriser eller endda krig.

Grænsen mellem sund fornuft og overdreven bekymring kan være flydende, og det er op til den enkelte at vurdere, hvad der føles rigtigt for dem.