Som mor til en dreng med lignende udfordringer vil jeg sige:
1: Jeg vil vædde hele min indkomst i et år på, at hun ikke er ligeglad - selvom det måske kan virke sådan. Det er ikke fordi du direkte skriver det - men når hun fx ignorerer at hun har tisset og lader som om hun ikke mærker det, så kan det virke som om hun er ligeglad - men det handler nok mere om en forsvarsmekanisme - hendes hjerne er trods alt stadig umoden, og hun kan ikke gennemskue, at det hele faktisk bliver værre af, at hun ikke tager sig af det.
2: Af omsorg for pigen (og også for dine møbler) ville jeg tale med min kæreste om at få hende afsted til lægen igen og få en henvisning til en læge med specialist-viden. Vi er selv tilknyttet Skejby. Det er langt hyppigere at inkontinens hos børn (både stort og småt) skyldes noget fysisk - og oftest er det forstoppelse, der på et tidspunkt har forvirret signalerne til hjernen - end at det er et psykisk problem. Jeg mener, det er ca 85% der skyldes forstoppelse - eller at barnet på et tidspunkt har været forstoppet, og det har påvirket signalerne til hjernen.
3: Har de mon faste toilettider? Måske kan du bede din kæreste om at lave en aftale med pigen om, at når I er hos dig, så skal der tisses hver 2-3.time. Skal hun overnatte, skal hun selvfølgelig sove på inkontinenslagen, som din kæreste selvfølgelig sørger for - det er jo hans barn. Der findes desuden et hav af inkontinens-underbukser, natbukser osv, som nok kan tage en del af trykket, så dine madrasser ikke bliver ødelagt.
4: Selvfølgelig skal pigen ikke udskammes, hun gør det ikke med vilje, og hun skammer sig sikkert selv over det. Men det lyder lidt som om, at din kæreste - måske i frygt for at hun skal føle sig udskammet - ikke rigtig får hjulpet hende. Og det er noget møg. Her i huset er der faste toilettider med tis, og hver morgen og aften en længere tur på toilettet for at prøve at komme af med afføring.
5: Vi er alle mennesker, og jeg har nogle gange været så fucking fyldt op af tis og lort i bukserne, at jeg slet slet ikke har gjort det rigtige i forhold til at mit barn ikke følte sig forkert. Det er sindssygt frustrerende, men desværre er der nok ikke noget kvikfix. Vi har været i behandling i 4-5 år, og nu går det meget bedre, men der er stadig uheld ind imellem.
Hun er et barn, der skal have noget hjælp til det her - og når hun er 10 år og aldrig har været renlig, så er jeg helt sikker på, hun selv ønsker det mere end nogen anden. Så hvis jeg var dig, ville jeg tage en stille og rolig snak med din kæreste om det og insistere på, at der skal ske noget mere her.
Og Ps: oprydningen efter de her uheld synes jeg ærligt talt godt din kæreste kunne hjælpe med at tage ansvar for.
