Et ultimatum? Kæreste delebørn og dominerende eks

Ønskebaby1987 skriver:

Nej det kan du ikke. Du kan ikke bede en far vælge mellem dig eller hans børn.

Du må tage hele pakken eller sige stop.

Uha det giver et helt hak i hjertet bare at læse det sat så hårdt op men ja det er vel i bund og grund det jeg gør .. og det egentlig ikke børnene jeg "vil af med " det det konstante kaos i form af et manglende forældre samarbejde 

Du skriver om dine behov..? Og ikke om dine bærn. For dine børns skyld afslut det… de fortjente bedre end det kaos du/I sætter dem i.

Uha det giver et helt hak i hjertet bare at læse det sat så hårdt op men ja det er vel i bund og grund det jeg gør .. og det egentlig ikke børnene jeg "vil af med " det det konstante kaos i form af et manglende forældre samarbejde 

Jeg er enig med de andre at du ikke kan stille sådan et ultimatum op, men at jeg forstår fuldt ud din frustration. Det må være umenneskeligt hårdt at være vidne til. 

men synes virkelig også du skal have ros for at tage folks ord til dig og at du kan anerkende at dit ultimatum er uretfærdigt og garanteret skrevet i netop frustration. 

hvordan reagerer dine egne børn i det her kaos? 

Jeg forstår godt du kan føle behov for at sige enten eller til ham, og at dit ultimatum ikke bunder i du ønsker at fratage ham børnene eller han skal vælge mellem dig og børnene, men det ville faktisk give rigtig god mening når der er så dårligt et samarbejde at der kom ro i børnenes hverdag og de havde en mere fast base. Kan sagtens se du mener det godt og faktisk har lagt noget tanke i hvad der også kunne være bedst for børnene på sigt.. men da det ikke er dine børn kan du desværre ikke tillade dig at blande dig på nogen måde. 
Når det har stået på så mange år med dårligt samarbejde vil det næppe ændre sig, og det er frygteligt synd for børnene. 
men kan også forstå du ikke kan holde ud at være i det, selvom det er fra sidelinjen er det da super drænende! Blev helt mentalt udmattet bare af at læse det for man tænker jo straks hvorfor? Hva med børnene? Ku de ikk bare..? 

Jeg kan ikke sige hvad du skal gøre, men personligt var jeg gået. Havde hverken ønsket at være en del af det (selv ikke på sidelinjen) eller at bo med den ballade i hjemmet med mine egne børn der også til at se splitting, diskussioner mellem de to voksne og frustrationer fra både børn og deres far. 
jeg ville opleve det som at jeg og mine børn var bedre tjent med at komme videre, eventuelt hvis muligt stadig være venner så du kan støtte og lytte i det omfang du magter. Men forhold, flytte sammen osv ville ikke fungere for mig.. 

du siger også jeres forhold ikke rykker sig, og det er jo klart når din partner er godt hængt op af eksen og børnene, underretninger og politianmeldelser.. det lyder i det hele taget utrolig Stressende…

*.* skriver:

Jeg forstår godt du kan føle behov for at sige enten eller til ham, og at dit ultimatum ikke bunder i du ønsker at fratage ham børnene eller han skal vælge mellem dig og børnene, men det ville faktisk give rigtig god mening når der er så dårligt et samarbejde at der kom ro i børnenes hverdag og de havde en mere fast base. Kan sagtens se du mener det godt og faktisk har lagt noget tanke i hvad der også kunne være bedst for børnene på sigt.. men da det ikke er dine børn kan du desværre ikke tillade dig at blande dig på nogen måde. 
Når det har stået på så mange år med dårligt samarbejde vil det næppe ændre sig, og det er frygteligt synd for børnene. 
men kan også forstå du ikke kan holde ud at være i det, selvom det er fra sidelinjen er det da super drænende! Blev helt mentalt udmattet bare af at læse det for man tænker jo straks hvorfor? Hva med børnene? Ku de ikk bare..? 

Jeg kan ikke sige hvad du skal gøre, men personligt var jeg gået. Havde hverken ønsket at være en del af det (selv ikke på sidelinjen) eller at bo med den ballade i hjemmet med mine egne børn der også til at se splitting, diskussioner mellem de to voksne og frustrationer fra både børn og deres far. 
jeg ville opleve det som at jeg og mine børn var bedre tjent med at komme videre, eventuelt hvis muligt stadig være venner så du kan støtte og lytte i det omfang du magter. Men forhold, flytte sammen osv ville ikke fungere for mig.. 

du siger også jeres forhold ikke rykker sig, og det er jo klart når din partner er godt hængt op af eksen og børnene, underretninger og politianmeldelser.. det lyder i det hele taget utrolig Stressende…

Ohh tak for dit skriv

Du har nemlig fuldstændig ret, det handler netop overhovedet ikke om at jeg ikke vil børnene, eller at jeg synes far og børns relation skal ødelægges eller lign . Overhovedet..  for er der noget de 2 børn i den grad har brug for, så det virkelig at mærke at de velkommen at de er ubetinget elsket og holdt af , også at deres bonus forældre .  Og at de har en tryg base,   jeg har kendt dem fra de var 3, ( de er tvillinger) så jeg har selvfølgelig også fået opbygget en omsorg og interesse for deres trivsel  og vores børn har meget glæde af hinanden. Så det handler ikke om at jeg ikke kan li dem, eller i den dur , slet slet ikke . . 

Men jeg synes også at de fortjener en god barndom på lige fod med mine egne børn , de skal da opleve stabilitet, omsorg , og forældre der kan tilsidesætte egne frustrationer meninger og holdninger til gavn for deres trivsel og udvikling. . Men min holdning udfra erfaring, er bare at det kan ikke lade sig gøre og slet ikke i en 7/7 ordning, da denne ordning jo i den grad indebærer at der skal være 2 fornuftige voksne til at få det til at glide .. og det kan de forældre desværre ikke ..  har også nævnt overfor min kæreste at det i princippet er ligegyldigt, forstå mig ret, hvem af forældrene der for dem primært , så for "min skyld " kan det lige så godt være far der har dem mere end mor . Men det er min kæreste ikke interesseret i . Han er bange for der bare kommer endnu flere anklager og kampe så mellem dem .. derved min ide om at lade mor få dem de få dage mere , også derved forhåbentlig få skabt lidt mere ro for børnene således for de voksne .. 

Men ja , jeg har ikke en dyt at skulle have sagt .  Og den er bare svær at være i, specielt fordi der bare ikke er en "slut dato " og det har stået på altid . Og jeg har ikke længere lysten til at stå stand by i mit liv pga min kærestes forhold til sin ekskone   samme tid for jeg jo også dårlig samvittighed, for er ikke af den holdning at man " bare skrider " fra hinanden fordi noget er lidt svært . Men det her er bare såå forstyrrende efterhånden

Anonym skriver:

Jeg er enig med de andre at du ikke kan stille sådan et ultimatum op, men at jeg forstår fuldt ud din frustration. Det må være umenneskeligt hårdt at være vidne til. 

men synes virkelig også du skal have ros for at tage folks ord til dig og at du kan anerkende at dit ultimatum er uretfærdigt og garanteret skrevet i netop frustration. 

hvordan reagerer dine egne børn i det her kaos? 

Mine egne børn er heldigvis gået fri fra kaosset da vi ikke bor sammen, og vi selvfølgelig kun drøfter disse problemstillinger når vi er alene . Både for at beskytte mine børn, for en masse tumult der overhovedet ikke har noget med dem at gøre , ligeldes for ikke at "udstille mine kærestes børn , samt deres mor , for uanset hvad jeg end måtte synes om deres mor , er det jo stadig deres mor, og de knuselsker jo hende .. forståeligt så har ikke indtrykket af at mine børn ved så meget på den front   havde det påvirket dem, var jeg smuttet for længst

Anonym skriver:

Ohh tak for dit skriv

Du har nemlig fuldstændig ret, det handler netop overhovedet ikke om at jeg ikke vil børnene, eller at jeg synes far og børns relation skal ødelægges eller lign . Overhovedet..  for er der noget de 2 børn i den grad har brug for, så det virkelig at mærke at de velkommen at de er ubetinget elsket og holdt af , også at deres bonus forældre .  Og at de har en tryg base,   jeg har kendt dem fra de var 3, ( de er tvillinger) så jeg har selvfølgelig også fået opbygget en omsorg og interesse for deres trivsel  og vores børn har meget glæde af hinanden. Så det handler ikke om at jeg ikke kan li dem, eller i den dur , slet slet ikke . . 

Men jeg synes også at de fortjener en god barndom på lige fod med mine egne børn , de skal da opleve stabilitet, omsorg , og forældre der kan tilsidesætte egne frustrationer meninger og holdninger til gavn for deres trivsel og udvikling. . Men min holdning udfra erfaring, er bare at det kan ikke lade sig gøre og slet ikke i en 7/7 ordning, da denne ordning jo i den grad indebærer at der skal være 2 fornuftige voksne til at få det til at glide .. og det kan de forældre desværre ikke ..  har også nævnt overfor min kæreste at det i princippet er ligegyldigt, forstå mig ret, hvem af forældrene der for dem primært , så for "min skyld " kan det lige så godt være far der har dem mere end mor . Men det er min kæreste ikke interesseret i . Han er bange for der bare kommer endnu flere anklager og kampe så mellem dem .. derved min ide om at lade mor få dem de få dage mere , også derved forhåbentlig få skabt lidt mere ro for børnene således for de voksne .. 

Men ja , jeg har ikke en dyt at skulle have sagt .  Og den er bare svær at være i, specielt fordi der bare ikke er en "slut dato " og det har stået på altid . Og jeg har ikke længere lysten til at stå stand by i mit liv pga min kærestes forhold til sin ekskone   samme tid for jeg jo også dårlig samvittighed, for er ikke af den holdning at man " bare skrider " fra hinanden fordi noget er lidt svært . Men det her er bare såå forstyrrende efterhånden

 

Du lyder meget reflekteret og omsorgsfuld og jeg tror alle os der har svaret dig "imod" sagtens forstår hvor svær situationen er. Jeg synes ikke du behøver have dårlig samvittighed ved at afbryde forholdet hvis der ikke er tegn på bedring. Det er jo ikke fordi det kun er "lidt svært" - det er rigtig svært og det bliver helt sindssygt svært, hvis I flytter sammen for så bliver du og dine børn blandet endnu mere ind i det.

Jeg tror egentlig du kan have ret i at 10-4 måske er en bedre løsning for de børn, men jeg forstår også godt lidt farens forbehold. Hvis han først giver sig på dagene - er det så som at række fanden en lillefinger? Jeg ved det ikke, men det lyder ulykkeligt for de børn i hvert fald.

Det lyder rigtig hårdt at opleve og være vidne til. Du er kæreste med en mand og har valgt en mand med børn med store samarbejdsvanskeligheder med sin eks. Det er hans liv og hans ansvar at få styr på det shit. Det lyder ikke til at det bliver bedre. Du kan desværre ikke gøre så meget til eller fra. 

Du må gøre op med dig selv om du kan leve sådan og være aktivt vidne til alt den kaos og problemer. For det virker ikke til det vil ændre sig. Pas på dig selv. 

Jeg er enig i at du ikke kan stille et ultimatum op, men det er jo fair nok at du tager en snak med din kæreste om at det dræner dig med alle de konflikter ham og eksen imellem. Og at du har svært ved at blive i et forhold med ham, hvis der bliver ved med at være så mange konflikter og problemer.

Og du er mor, siger du? Og du har selv børn? Jeg ser kun én ting, som værende en løsning, og det er, at du bakker enten tilbage eller ud. Børnene kommer ALTID over en ny partner.