Noget om julegaver

Anonym skriver:

Jeg er nu stadig nysgerrig efter at høre hvad du gav din mand?

Hvorfor er det vigtigt? Altså, jeg kan fortælle, at han ikke er skuffet eller ked af det.

Og jeg er fint tilfreds med den gave, jeg har købt til ham.

Jeg synes ikke, det er vigtigt, hvad jeg har givet til ham - for det handler jo ikke om indholdet i gaven, men om følelsen af at blive set og anerkendt. Og han føler sig ikke overset og skuffet, som jeg gjorde.

Ud over, at det virker lidt som om du forsøger at afsløre, at jeg er ikke har gjort det bedre end ham, og det synes jeg er lidt en underlig tilgang, så tænker jeg også, at vi er to forskellige mennesker, min mand og jeg - og der er ingen tvivl om, at det med at få en betænksom julegave er langt vigtigere for mig end for ham. Han har andre punkter, hvor det er vigtigt for ham at føle sig set og anerkendt, hvor jeg er mere ligeglad. Det er meget muligt, jeg også fejler der, og at han også skuffes over mig - men det er nu engang ikke det, som den her tråd handler om. Den er oprettet, fordi jeg var ked af det, fordi jeg følte mig overset. Min mand er velkommen til at oprette en tråd om sine skuffelser en anden dag (eller i dag - bevares)

Og en sidste ting: Jeg har ikke lyst til at dele så meget om mit privatliv, at jeg kan genkendes - tro det eller ej, men jeg er faktisk ikke superstolt over, at jeg har haft det så svært med, at min mands julegaver ikke levede op til mine forventninger.

Hvis jeg havde fået en lap papir i en kuvert, hvor der bare stod en middag / tur ud sammen, og Intet andet. 

Ingen dato, ingen planlagt pasning, intet om hvor. 

Så var jeg også blevet ked af det og skuffet... og jeg tror også jeg var blevet ret gal. 

Romantisk anlagt eller ej, god til at købe gaver eller ej osv osv. 

Det havde simpelthen ikke været okay i mine øjne. 

Så var jeg faktisk blevet mere glad og respekteret min mand hvis han var kommet til mig, lagt kortene på bordet - jeg er sku så presset i øjeblikket at det er svipset for mig med en gave til dig. 

Så havde han da i det mindste vist at han var opmærksom på det. 

Jeg synes ikke en seddel med en tur us og spise, viser han forsøger. 

For mig havde det vist - jeg gider ikke lægge mine kræfter i det. 

Det mindste - og virkelig det mindste, man kunne have gjort med sådan en gave var. 

Køb et kort. 

Skriv et gavekort ud og spise, enden hvor eller med "hvor end du ønsker" 

Samt " dato og pasning sørger jeg for eller pasning er taget hånd om" 

Jeg kan virkelig godt forstå din ærgelse, og du er ked af det. 

For mig ville den også stå ud som at man overhovedet ikke havde gidet at bruge tid på at tænke på noget som jeg ville værdsætte. 

Han skulle da også lige vove på at give mig et gavekort på at ordne en praktisk ting for mig.

Undskyld det er fandme ikke en julegave.

Sådan noget bør man vel kunne hjælpe hinanden med, uden det skal gives som en gave ligefrem 

Anonym skriver:

Hvorfor er det vigtigt? Altså, jeg kan fortælle, at han ikke er skuffet eller ked af det.

Og jeg er fint tilfreds med den gave, jeg har købt til ham.

Jeg synes ikke, det er vigtigt, hvad jeg har givet til ham - for det handler jo ikke om indholdet i gaven, men om følelsen af at blive set og anerkendt. Og han føler sig ikke overset og skuffet, som jeg gjorde.

Ud over, at det virker lidt som om du forsøger at afsløre, at jeg er ikke har gjort det bedre end ham, og det synes jeg er lidt en underlig tilgang, så tænker jeg også, at vi er to forskellige mennesker, min mand og jeg - og der er ingen tvivl om, at det med at få en betænksom julegave er langt vigtigere for mig end for ham. Han har andre punkter, hvor det er vigtigt for ham at føle sig set og anerkendt, hvor jeg er mere ligeglad. Det er meget muligt, jeg også fejler der, og at han også skuffes over mig - men det er nu engang ikke det, som den her tråd handler om. Den er oprettet, fordi jeg var ked af det, fordi jeg følte mig overset. Min mand er velkommen til at oprette en tråd om sine skuffelser en anden dag (eller i dag - bevares)

Og en sidste ting: Jeg har ikke lyst til at dele så meget om mit privatliv, at jeg kan genkendes - tro det eller ej, men jeg er faktisk ikke superstolt over, at jeg har haft det så svært med, at min mands julegaver ikke levede op til mine forventninger.

Jeg er også nysgerrig for hvad du har givet ham og om du havde skrevet en ønskeseddel?

Du skriver at han ikke har gjort noget ud af det og ingen tanker bag. Han har givet dig en tur ud og spise fordi I mangler kvalitestid, så han har da netop set dig? Skrevet en håndskrevet seddel er da også mere personligt end et overdyrt røvsygt kort fra føtex?

Jeg må stadig indrømme at jeg ikke forstår hvad han gør forkert og hvad han så skulle have gjort ? Stakkels mand

Fortvivlet skriver:

Jeg er også nysgerrig for hvad du har givet ham og om du havde skrevet en ønskeseddel?

Du skriver at han ikke har gjort noget ud af det og ingen tanker bag. Han har givet dig en tur ud og spise fordi I mangler kvalitestid, så han har da netop set dig? Skrevet en håndskrevet seddel er da også mere personligt end et overdyrt røvsygt kort fra føtex?

Jeg må stadig indrømme at jeg ikke forstår hvad han gør forkert og hvad han så skulle have gjort ? Stakkels mand

Hvorfor er det relevant at vide præcist, hvad hun har givet ham? Det siger jo intet om, hvorvidt det var en god gave, når man slet ikke kender manden, og hun redegør fint for, hvorfor hun ikke vil præcisere det - udover, at han var tilfreds. 
Jeg gav fx min mand en ternet jagtskjorte og en merino indertrøje. For ham var det en super gave, men jeg kan da godt komme i tanker om adskillige mænd, som absolut ikke ville have glæde af det. 
Og - Når TS’ mand nu ikke selv synes, at det var en fed gave at give hende, så tager jeg det til efterretning som et klart tegn på, at han godt vidste, det ikke var alletiders idé - dermed er det jo inderligt ligegyldigt, at jeg ville være blevet glad for at få den af min mand. Det er vel dét, det handler om - at man giver en gave, som man ved, modtageren vil blive glad for og i hvert fald ikke én, som man ikke selv er stolt af at give. 

*.* skriver:

Synes da det lyder som om din mand har lagt tanke i de gavekort og prøvet at ramme “rigtigt”. 
Hvis jeg var dig ville jeg sætte pris på tanken og lade det være ved det. 
jeg har slet ikke fået en eneste gave igår (min mands kommer med posten til mig) men har selv købt til alle og hjulpet børnene med hjemmelavede gaver til familien. Har ingen forventning som voksen om at få julegaver, det er børnenes fest, og ved også gaven fra min mand er et brev for det får jeg hvert år hvor han skriver hvad jeg betyder for ham, og er utrolig glad og taknemmelig for de breve! Vil hellere have et brev end et eller andet smykke eller hvad ved jeg…

ligesåvel som min fødselsdagsgave (blomster) fra min mand blev leveret forkert ved en fejl og ikke kom frem til hans store frustration - var jeg stadig så glad for han havde prøvet og tanken er bedre end en buket blomster der alligevel dør.

Tror du vil få det nemmere med den slags (især når han nu ikke er en romantisk type) hvis du flytter fokus over på at han rent faktisk prøver, og det alene er mere værd end nogen købt gave

og mht børnene - min store er snart 13 og gav altså heller ikke mig det forventer jeg bestemt heller ikke fra mit barn overhovedet. Er vigtigere ungerne har en skøn aften og får nogen gode gaver - og det er en gave i sig selv at se deres glæde.

håber du finder glæden i tanken kan ikke være rart at skulle gå og have det sådan som du skriver, og er sikker på du er meget værdsat

Dér må jeg så sige, at jeg ville studse over det, hvis jeg havde et 12-årigt barn, der ikke gav mig noget overhovedet. I den alder ville jeg forvente, at de tog sig tid til og havde lyst til også at give og ikke kun modtage. 
Det er klart, at det spiller ind, at du ingenting forventer, og dermed er det jo heldigvis ikke et problem for dit barn og dig. Men det undrer mig lidt, at tanken om en gave til mor (og far) slet ikke har strejfet en næsten-teenager. Jeg synes, det er skønt at se sine børn lyse af glæde over at give. Egentlig også, at det er noget, man skal lære sine børn. 

Dér må jeg så sige, at jeg ville studse over det, hvis jeg havde et 12-årigt barn, der ikke gav mig noget overhovedet. I den alder ville jeg forvente, at de tog sig tid til og havde lyst til også at give og ikke kun modtage. 
Det er klart, at det spiller ind, at du ingenting forventer, og dermed er det jo heldigvis ikke et problem for dit barn og dig. Men det undrer mig lidt, at tanken om en gave til mor (og far) slet ikke har strejfet en næsten-teenager. Jeg synes, det er skønt at se sine børn lyse af glæde over at give. Egentlig også, at det er noget, man skal lære sine børn. 

Han giver når han lige laver noget i skolen fx (han lavede en lille jule pynte ting jeg fik i starten af måneden), eller han finder noget. Men er også svært at give sin mor en gave når hun ikke ønsker sig noget jeg er glad for de små ting han kommer med ind i mellem, men studser bestemt ikke over han ikke gør et nummer ud af det når jeg ikke ønsker mig noget. Så vil jeg hellere have når han har lavet eller fundet noget han tænker jeg bliver glad for, den omsorg der er i det og tanken at han tænkte det er noget der vil gøre mig glad er da meget bedre end at man SKAL finde en gave fordi nu er det den og den dato.  

det betyder noget for hans far (vi er ikke sammen) og der tog vi ud og fandt en lille ting og købe til ham han kunne tage med til jul til ham. Men hans far ønsker sig kun ting til 1000kr+ og det er lige meget nok, så vi endte med at finde et kaffekrus med en sjov tekst på vores søn synes var morsom. 

Anonym skriver:

Tak for alle jeres svar. Jeg er glad for, at der er nogle af jer, der forstår mig, og også fint nok at blive udfordret - jeg synes faktisk jeg kan bruge de lidt ‘spidse’ svar til at finde ud af, hvad det egentlig er, jeg mener. Selvom jeg synes, der kan være en tendens til at indlæg herinde bliver læst, som fanden læser Biblen.

Selvfølgelig handler det ikke om selve gaverne - og det handler på ingen måde om pengegaver fra vores forældre (altså børnenes bedsteforældre, ikke vores) eller om jalousi over for min søster, som jeg holder meget af og under alle de skønne gaver, hun kunne ønske sig. Jeg skrev det bare, for at beskrive den følelse jeg fik, da jeg sad der og alle andre åbnede gave efter gave. Jeg synes egentlig, at jeg er forholdsvis tydelig i mine indlæg omkring, at det ikke er indholdet af gaven - men følelsen af manglen på omsorg fra min mands side - når vi netop har talt meget om at vi ikke får værdsat hinanden nok for tiden, og han ved (for vi har været sammen i mange år) at sådan noget som en velgennemtænkt julegave virkelig taler lige ind i mit kærlighedssprog - og så har han ikke haft overskud eller tanke på at gøre sig umage. Og jeg kender ham - det her er ikke en gave, hvor han har gjort sig umage… det er jo netop det, der skuffer mig.

Men igen: Jeg er ikke sur på ham - jeg ved godt, at han ikke har haft overskuddet til at gøre noget ud af det - jeg ved godt, at vi begge er kørt trætte for tiden. Jeg blev bare ked af det, fordi jeg selv så julegaven som en oplagt mulighed for at vi netop kunne give hinanden lidt af den opmærksomhed vi savner fra hinanden, og det havde jeg også håbet, han gjorde.

Min mand og jeg har talt lidt om det i dag - han kan jo sagtens mærke, at jeg ikke var glad, og han syntes heller ikke selv, det var en fed gave at give. Når børnene er puttede vil vi prøve at se, om vi kan komme lidt dybere ned i, hvad det hele bunder i, og hvad vi kan gøre ved det.

 

Jeg vil bare lige sige at jeg godt forstår dig Det kan være rigtig "farligt" at én bestemt handling f.eks. en jule eller fødselsdagsgave bliver sat op på en pidestal og skal bruges til at "bevise" at man "vil forholdet nok"/at man virkelig tænker på den anden på lige netop dén der HELT rigtige måde. For den helt rigtige måde er super svær at ramme én bestemt aften og særligt når parforholdet lige er ramt ned i en bølgedal  OG hvis ens kærlighedssprog ikke er det samme. Jeg har selv været der (og jeg håber at du forstår at jeg ikke mener det så bombastisk som det er skrevet, men de der fluffy følelser af mangel på anerkendelse kan være rigtig svær at sætte ord på)

Min mand har gennem årene givet mig en masse gaver ud fra kærlighed og tænkt på mine behov, hvor jeg godt har kunne se intentionen, men det har bare ramt ved siden af. Simpelthen fordi vi tænker på og tillægger gaver forskellig værdi. Vi er sådan set endt med at aftale vi ikke giver gaver til hinanden. Ikke fordi vi ikke elsker hinanden, men det præstationspres jeg føler for at skulle finde "det helt rigtige" to gange om året faktisk medførte mere stress end hygge og ønske om at glæde. Han har altid købt meget dyre gaver, hvor jeg slet ikke føler jeg har kunne være med. Det har altså trigget noget i os begge hver gang.

I stedet giver vi nu gaver hvis vi tilfældigvis finder det helt rigtige -uanset hvornår på året det er. Gaverne lander meget bedre hos os nu, når det ikke skal times med jul og fødselsdage, men vi kan lade dem komme når tiden er rigtig.

Og det er ikke sikkert i vil gøre sådan, det var blot en idé hvis i ofte kommer til at gøre hinanden kede af det i gave-givningssituationer som vi gjorde.

Den anden ting jeg vil sige er at det dælme er flot at du både kan holde på at være såret og sætte ord på at det dybest set ikke er gaven det handler om (retorisk: kan du overhovedet sige hvad han præcis skulle have gjort/givet? Og havde det været realistisk at han kunne gætte det uden at du skulle have fortalt det i detaljer?). For når man kan have dén snak om at det er følelser og ikke den fysiske gave, ærligt og roligt med hinanden, så kan man virkelig komme stærke ud på den anden side. Som du selv skriver så handler det jo ikke om gaven -det er bare triggeren for alt det andet der fylder lige nu hvor jeres forhold er nede i en bakkedal. Når I får snakket og arbejdet med forholdet skal i nok komme på en bakketop igen

Jeg hepper på jer

Anonym skriver:

Tak for alle jeres svar. Jeg er glad for, at der er nogle af jer, der forstår mig, og også fint nok at blive udfordret - jeg synes faktisk jeg kan bruge de lidt ‘spidse’ svar til at finde ud af, hvad det egentlig er, jeg mener. Selvom jeg synes, der kan være en tendens til at indlæg herinde bliver læst, som fanden læser Biblen.

Selvfølgelig handler det ikke om selve gaverne - og det handler på ingen måde om pengegaver fra vores forældre (altså børnenes bedsteforældre, ikke vores) eller om jalousi over for min søster, som jeg holder meget af og under alle de skønne gaver, hun kunne ønske sig. Jeg skrev det bare, for at beskrive den følelse jeg fik, da jeg sad der og alle andre åbnede gave efter gave. Jeg synes egentlig, at jeg er forholdsvis tydelig i mine indlæg omkring, at det ikke er indholdet af gaven - men følelsen af manglen på omsorg fra min mands side - når vi netop har talt meget om at vi ikke får værdsat hinanden nok for tiden, og han ved (for vi har været sammen i mange år) at sådan noget som en velgennemtænkt julegave virkelig taler lige ind i mit kærlighedssprog - og så har han ikke haft overskud eller tanke på at gøre sig umage. Og jeg kender ham - det her er ikke en gave, hvor han har gjort sig umage… det er jo netop det, der skuffer mig.

Men igen: Jeg er ikke sur på ham - jeg ved godt, at han ikke har haft overskuddet til at gøre noget ud af det - jeg ved godt, at vi begge er kørt trætte for tiden. Jeg blev bare ked af det, fordi jeg selv så julegaven som en oplagt mulighed for at vi netop kunne give hinanden lidt af den opmærksomhed vi savner fra hinanden, og det havde jeg også håbet, han gjorde.

Min mand og jeg har talt lidt om det i dag - han kan jo sagtens mærke, at jeg ikke var glad, og han syntes heller ikke selv, det var en fed gave at give. Når børnene er puttede vil vi prøve at se, om vi kan komme lidt dybere ned i, hvad det hele bunder i, og hvad vi kan gøre ved det.

 

Jeg forstår dig 100 %. Jeg kunne også ha skrevet dit indlæg. 
super godt i skal have en god snak.

synes desuden at du er rigtig god til at formulere dig… og giver dig ret i at det kan være ret svært herinde indimellem.

Anonym skriver:

Hvorfor er det vigtigt? Altså, jeg kan fortælle, at han ikke er skuffet eller ked af det.

Og jeg er fint tilfreds med den gave, jeg har købt til ham.

Jeg synes ikke, det er vigtigt, hvad jeg har givet til ham - for det handler jo ikke om indholdet i gaven, men om følelsen af at blive set og anerkendt. Og han føler sig ikke overset og skuffet, som jeg gjorde.

Ud over, at det virker lidt som om du forsøger at afsløre, at jeg er ikke har gjort det bedre end ham, og det synes jeg er lidt en underlig tilgang, så tænker jeg også, at vi er to forskellige mennesker, min mand og jeg - og der er ingen tvivl om, at det med at få en betænksom julegave er langt vigtigere for mig end for ham. Han har andre punkter, hvor det er vigtigt for ham at føle sig set og anerkendt, hvor jeg er mere ligeglad. Det er meget muligt, jeg også fejler der, og at han også skuffes over mig - men det er nu engang ikke det, som den her tråd handler om. Den er oprettet, fordi jeg var ked af det, fordi jeg følte mig overset. Min mand er velkommen til at oprette en tråd om sine skuffelser en anden dag (eller i dag - bevares)

Og en sidste ting: Jeg har ikke lyst til at dele så meget om mit privatliv, at jeg kan genkendes - tro det eller ej, men jeg er faktisk ikke superstolt over, at jeg har haft det så svært med, at min mands julegaver ikke levede op til mine forventninger.

Prøv lige og slap af engang først og fremmest. Du tillægger mig ting der overhovedet IKKE har noget med mit spørgsmål at gøre. 

Jeg var ikk ude på at afsløre noget som helst i den stil som du sidder og skriver der. Jeg spørger af ren og skær nysgerrighed fordi det ville afspejle hvad du havde af forventninger til din mand da ens gaver ofte afspejler hvad man selv ønsker  

Men dit angreb mod mig på den måde  uden nogen som helst grund er simpelthen ligeså langt ude som at blive børnefornærmet over en julegave