Noget om julegaver

Nu er det morgen efter en egentlig rigtig fin juleaften. Børnene var glade for deres gaver, maden blev fin, alle hyggede sig.

Men jeg er bare så skuffet. For jeg fik ikke nogen gave af min mand. Eller… det passer ikke. Jeg fik ‘et gavekort’ på noget praktisk, der skal ordnes i huset, ‘et gavekort’ på at vi skal ud at spise en dag (ikke en bestemt dag, bare en dag) og så en lille, praktisk ting, som jeg godt nok manglede, fordi den jeg havde, er gået i stykker.

I forvejen er der ikke så mange til at give gaver til mig - bedsteforældrene er gamle og sender bare penge. Jeg fik en lille gave fra min søster, som jeg blev glad for.

Min søster og hendes familie var på besøg. Hun fik flere, spændende, sjove og overraskende gaver fra sin mand. Hendes børn havde lavet fine gaver til hende i SFOen. Mine børn havde tegnet en sjusket tegning (de er altså ikke så små, at de ikke godt kunne lave noget)

I forvejen kører det ikke sådan supergodt i vores parforhold. Vi har snakket en del om det - at vi har glemt os selv og hinanden på det sidste. Og at det kan være svært at føle, at der er noget, som er ‘for os’ i en presset hverdag, hvor man bare falder om i sofaen om aftenen og ikke orker noget. Og for mig betyder sådan noget som en personlig julegave, hvor han har overvejet hvem jeg er, og hvad jeg vil blive glad for, at jeg føler mig set og værdsat. Og det er så lidt det modsatte, der er sket.

Jeg ved godt, at jeg ikke har giftet mig med verdens mest kreative og romantiske mand. Jeg ved, han prøver at gøre det godt, selvom det ikke altid lykkes. Jeg ved godt, han selv er presset for tiden, og jeg ved godt, at jeg heller ikke er god til at værdsætte ham altid. Jeg ved også godt det er barnligt at være så skuffet over en julegave. Men lige nu er jeg bare så ked af, at efter jeg har brugt en måned på at overveje og købe gaver til alle børn og voksne i familien - og det er mig der står for det - så var der slet ikke nogen, der brugte tid på at overveje og finde en gave til mig.

Så hvad ønsker jeg med det her opslag? Det ved jeg ikke. Måske bare nogle opmuntrende ord - eller nogle råd til hvordan det kommer til at fylde mindre. Eller nogle råd til, hvordan vi kan snakke om det her, uden at jeg kommer til at lyde som en forkælet 7-årig.

Anonym skriver:

Nu er det morgen efter en egentlig rigtig fin juleaften. Børnene var glade for deres gaver, maden blev fin, alle hyggede sig.

Men jeg er bare så skuffet. For jeg fik ikke nogen gave af min mand. Eller… det passer ikke. Jeg fik ‘et gavekort’ på noget praktisk, der skal ordnes i huset, ‘et gavekort’ på at vi skal ud at spise en dag (ikke en bestemt dag, bare en dag) og så en lille, praktisk ting, som jeg godt nok manglede, fordi den jeg havde, er gået i stykker.

I forvejen er der ikke så mange til at give gaver til mig - bedsteforældrene er gamle og sender bare penge. Jeg fik en lille gave fra min søster, som jeg blev glad for.

Min søster og hendes familie var på besøg. Hun fik flere, spændende, sjove og overraskende gaver fra sin mand. Hendes børn havde lavet fine gaver til hende i SFOen. Mine børn havde tegnet en sjusket tegning (de er altså ikke så små, at de ikke godt kunne lave noget)

I forvejen kører det ikke sådan supergodt i vores parforhold. Vi har snakket en del om det - at vi har glemt os selv og hinanden på det sidste. Og at det kan være svært at føle, at der er noget, som er ‘for os’ i en presset hverdag, hvor man bare falder om i sofaen om aftenen og ikke orker noget. Og for mig betyder sådan noget som en personlig julegave, hvor han har overvejet hvem jeg er, og hvad jeg vil blive glad for, at jeg føler mig set og værdsat. Og det er så lidt det modsatte, der er sket.

Jeg ved godt, at jeg ikke har giftet mig med verdens mest kreative og romantiske mand. Jeg ved, han prøver at gøre det godt, selvom det ikke altid lykkes. Jeg ved godt, han selv er presset for tiden, og jeg ved godt, at jeg heller ikke er god til at værdsætte ham altid. Jeg ved også godt det er barnligt at være så skuffet over en julegave. Men lige nu er jeg bare så ked af, at efter jeg har brugt en måned på at overveje og købe gaver til alle børn og voksne i familien - og det er mig der står for det - så var der slet ikke nogen, der brugte tid på at overveje og finde en gave til mig.

Så hvad ønsker jeg med det her opslag? Det ved jeg ikke. Måske bare nogle opmuntrende ord - eller nogle råd til hvordan det kommer til at fylde mindre. Eller nogle råd til, hvordan vi kan snakke om det her, uden at jeg kommer til at lyde som en forkælet 7-årig.

Nu ved jeg ikke hvordan din man er med gaver, men jeg ved at min mand slet ikke kan det der med at finde personlige gaver, det er ikke fordi han ikke vil, han er bare rigtig dårlig til det. Jeg har da fx få nogle bageting fordi jeg er glad for at bage, men fx sådanne noget med at finde et smykke eller lignende(det kunne jeg rigtig godt tænke mig) det duer han ikke til, sp der er jeg nødt til at sende ham 5-10 ønsker hvor jeg ved jeg vil blive rigtig glad for dem, og sp kan han vælge derimellem.

Jeg kan godt forstå det er træls med praktiske ting i gave hvis man ikke har ønske sig dem. Men ud fra hvad du skriver, kan det jo være han har tænkt med gavekortet til en middag, at det var en mulig for jer til netop at få noget af den tid sammen I mangler, hvor I får afsat børnene og har tid til hinanden. Sådan ville jeg i hvert fald prøve at tænke. Og for mig er en gave til en oplevelse med den person som har givet mig den, en personlig og god gave, da det betyder dig gerne vil bruge deres tid sammen med mig. Det betyder meget mere end materielle ting.

I forhold til den med børnene, sp er det jo svært, nu skriver du ikke hvor gamle de er, men jeg har skulle lave julegaver med børn og selvom de har ke alder hvor de kan lave noget fint, er det bare ikke altid koncentrationen eller lysten er der når der er en voksen som siger at nu skal vi lave det her til mor og far....

Men hvis du vil snakke med ham om det, så vil jeg vente lidt og se om du ikke kan gøre det et tidspunkt hvor du er mere glad og ikke indebrændt(sådan læser jeg lidt din besked) så han ikke føler du er sur, men I kan få et rolig konstruktivt samtale om det.

“så var der slet ikke nogen, der brugte tid på at overveje og finde en gave til mig”

Du beskriver selv, at I nogle gange glemmer hinanden. Det kan man jo sagtens som forældre. Jeg synes da netop, han har tænkt sig om mht st få noget alenetid og hygge med dig. 

Hvad havde været bedre - en parfume?

Synes da det lyder som om din mand har lagt tanke i de gavekort og prøvet at ramme “rigtigt”. 
Hvis jeg var dig ville jeg sætte pris på tanken og lade det være ved det. 
jeg har slet ikke fået en eneste gave igår (min mands kommer med posten til mig) men har selv købt til alle og hjulpet børnene med hjemmelavede gaver til familien. Har ingen forventning som voksen om at få julegaver, det er børnenes fest, og ved også gaven fra min mand er et brev for det får jeg hvert år hvor han skriver hvad jeg betyder for ham, og er utrolig glad og taknemmelig for de breve! Vil hellere have et brev end et eller andet smykke eller hvad ved jeg…

ligesåvel som min fødselsdagsgave (blomster) fra min mand blev leveret forkert ved en fejl og ikke kom frem til hans store frustration - var jeg stadig så glad for han havde prøvet og tanken er bedre end en buket blomster der alligevel dør.

Tror du vil få det nemmere med den slags (især når han nu ikke er en romantisk type) hvis du flytter fokus over på at han rent faktisk prøver, og det alene er mere værd end nogen købt gave

og mht børnene - min store er snart 13 og gav altså heller ikke mig det forventer jeg bestemt heller ikke fra mit barn overhovedet. Er vigtigere ungerne har en skøn aften og får nogen gode gaver - og det er en gave i sig selv at se deres glæde.

håber du finder glæden i tanken kan ikke være rart at skulle gå og have det sådan som du skriver, og er sikker på du er meget værdsat

Nu ved jeg ikke hvordan din man er med gaver, men jeg ved at min mand slet ikke kan det der med at finde personlige gaver, det er ikke fordi han ikke vil, han er bare rigtig dårlig til det. Jeg har da fx få nogle bageting fordi jeg er glad for at bage, men fx sådanne noget med at finde et smykke eller lignende(det kunne jeg rigtig godt tænke mig) det duer han ikke til, sp der er jeg nødt til at sende ham 5-10 ønsker hvor jeg ved jeg vil blive rigtig glad for dem, og sp kan han vælge derimellem.

Jeg kan godt forstå det er træls med praktiske ting i gave hvis man ikke har ønske sig dem. Men ud fra hvad du skriver, kan det jo være han har tænkt med gavekortet til en middag, at det var en mulig for jer til netop at få noget af den tid sammen I mangler, hvor I får afsat børnene og har tid til hinanden. Sådan ville jeg i hvert fald prøve at tænke. Og for mig er en gave til en oplevelse med den person som har givet mig den, en personlig og god gave, da det betyder dig gerne vil bruge deres tid sammen med mig. Det betyder meget mere end materielle ting.

I forhold til den med børnene, sp er det jo svært, nu skriver du ikke hvor gamle de er, men jeg har skulle lave julegaver med børn og selvom de har ke alder hvor de kan lave noget fint, er det bare ikke altid koncentrationen eller lysten er der når der er en voksen som siger at nu skal vi lave det her til mor og far....

Men hvis du vil snakke med ham om det, så vil jeg vente lidt og se om du ikke kan gøre det et tidspunkt hvor du er mere glad og ikke indebrændt(sådan læser jeg lidt din besked) så han ikke føler du er sur, men I kan få et rolig konstruktivt samtale om det.

Tak for din besked. Jeg er ikke sur eller indebrændt, faktisk, men kan godt forstå, man kan opfatte mit indlæg sådan. Jeg er egentlig bare ked af det og skuffet. Som du selv skriver, så har min mand jo ikke gjort det med vilje. Så det er ikke sådan en ‘helt ærligt, du kunne sgu da godt lige…’ 

Det er heller ikke indholdet i gaverne. Men følelsen af, at der ikke var nogen, der havde lyst til at bruge tiden på at finde noget til mig. 

Altså, jeg kan jo sagtens selv høre, at jeg lyder utaknemmelig. Det er måske lidt for svært at gøre rede for nuancer og følelser osv i det her Forum. Det handler ikke om ‘gaven’ men om den manglende omhyggelighed… altså, det handler om, at jeg ikke føler mig værdsat… 

 så selvom jeg sagtens forstår min mand - og jeg ved hvordan han er - og han har så mange gode kvaliteter osv - og jeg elsker ham - så synes jeg stadig, det ikke var spor sjovt, at der ikke var nogen, der havde haft lyst eller tid til at gøre noget ud af at give mig en gave… lige sådan med børnene - altså, jeg er slet ikke sur over, at de ikke har lavet noget. Men jeg ville bare være blevet så glad, hvis nogen havde brugt tid og energi på mig.

Altså, min mand havde skrevet ‘gavekortene’ på linieret papir og lagt dem i en hvid kuvert. Der var ikke kræset for nogen detaljer. Og det var jo ikke ‘praktiske ting’ - det var een lille ting, som jeg lige så godt selv kunne have købt i Føtex. Dette bare skrevet for at sige - at nej, det var vitterligt ikke en gave, han havde brugt lang tid på hverken at lave eller at overveje. Heller ikke selvom vi får tid sammen uden børnene. For når vi engang imellem er ude, er det jo altid ‘ude at spise’ - ej, det er sgu svært at forklare… men vi har snakket om, at vi skulle opleve noget sammen også - prøve noget nyt og anderledes. 

Men det er svært at skrive, uden at jeg netop kommer til at lyde indebrændt og sur - men jeg er faktisk bare ked af det.

Jeg syntes ikke du lyder forkælet eller indebrændt, nærmere udbrændt.

Du lyder som en der bruger uendelig meget tid og energi på at være der for andre og bare gerne vil have at nogen en sjælden gang gør det for dig.

Måske skal i se på fordelingen af opgaver i hjemmet. Måske skal du fortælle din mand præcis hvad der kunne give dig den følelse,  ja det er selvfølgelig lidt snyd, men med træning kan han jo lære det og ingen er tankelæser.

Anonym skriver:

Nu er det morgen efter en egentlig rigtig fin juleaften. Børnene var glade for deres gaver, maden blev fin, alle hyggede sig.

Men jeg er bare så skuffet. For jeg fik ikke nogen gave af min mand. Eller… det passer ikke. Jeg fik ‘et gavekort’ på noget praktisk, der skal ordnes i huset, ‘et gavekort’ på at vi skal ud at spise en dag (ikke en bestemt dag, bare en dag) og så en lille, praktisk ting, som jeg godt nok manglede, fordi den jeg havde, er gået i stykker.

I forvejen er der ikke så mange til at give gaver til mig - bedsteforældrene er gamle og sender bare penge. Jeg fik en lille gave fra min søster, som jeg blev glad for.

Min søster og hendes familie var på besøg. Hun fik flere, spændende, sjove og overraskende gaver fra sin mand. Hendes børn havde lavet fine gaver til hende i SFOen. Mine børn havde tegnet en sjusket tegning (de er altså ikke så små, at de ikke godt kunne lave noget)

I forvejen kører det ikke sådan supergodt i vores parforhold. Vi har snakket en del om det - at vi har glemt os selv og hinanden på det sidste. Og at det kan være svært at føle, at der er noget, som er ‘for os’ i en presset hverdag, hvor man bare falder om i sofaen om aftenen og ikke orker noget. Og for mig betyder sådan noget som en personlig julegave, hvor han har overvejet hvem jeg er, og hvad jeg vil blive glad for, at jeg føler mig set og værdsat. Og det er så lidt det modsatte, der er sket.

Jeg ved godt, at jeg ikke har giftet mig med verdens mest kreative og romantiske mand. Jeg ved, han prøver at gøre det godt, selvom det ikke altid lykkes. Jeg ved godt, han selv er presset for tiden, og jeg ved godt, at jeg heller ikke er god til at værdsætte ham altid. Jeg ved også godt det er barnligt at være så skuffet over en julegave. Men lige nu er jeg bare så ked af, at efter jeg har brugt en måned på at overveje og købe gaver til alle børn og voksne i familien - og det er mig der står for det - så var der slet ikke nogen, der brugte tid på at overveje og finde en gave til mig.

Så hvad ønsker jeg med det her opslag? Det ved jeg ikke. Måske bare nogle opmuntrende ord - eller nogle råd til hvordan det kommer til at fylde mindre. Eller nogle råd til, hvordan vi kan snakke om det her, uden at jeg kommer til at lyde som en forkælet 7-årig.

Hm. Jeg synes, det er rigtigt svært helt at sætte sig ind i andres ønsker og forhåbninger, så det er ikke fordi, jeg vil underkende din skuffelse - men jeg kan sige, hvad jeg selv ville tænke: Min mand er ikke så god til at prioritere at få lavet praktiske projekter i huset. Jeg ville blive så glad, hvis han i stedet for at købe ting til mig gav mig sin tid og energi til at få gjort noget ved de ting, jeg ønsker gjort i huset og ikke selv kan gøre. 
Selvfølgelig afhængigt af, hvad der er tale om - jeg ville ikke juble over et løfte om hovedrengøring, men hvis han gav mig som gave at love at male lofterne, tapetsere og male stuen eller en af de andre ting, som jeg sukker efter, og han egentlig ikke helt kan se behovet for - så ville det for mig være en skøn gave. Også større og mere betydningsfuldt end en ting, som jeg i princippet selv kunne gå ud og købe. 

Og: Når I nu har glemt hinanden lidt, og der ikke er noget i hverdagen, som er for jer - er det så ikke netop det, han giver dig ved at invitere dig ud at spise? Symbolsk: “Jeg vil gøre noget sammen med dig, vi skal hygge os bare os to, jeg savner at være sammen med dig” - ? 

Nu afhænger alt selvfølgelig af, at han rent faktisk indfrier sine løfter - hvis I når til marts, uden at der er sket noget, har det været en gratis omgang for ham, og SÅ ville jeg også blive skuffet i dit sted. 

Jeg kender flere kvinder, som bliver overlæsset med fine gaver fra deres mænd - og som først og fremmest savner deres nærvær og en prioritering af deres, altså mændenes, tid i hverdagen. Det kan godt virke som en nem måde at “købe aflad” på - bare for at se det i et andet perspektiv. 

Anonym skriver:

Tak for din besked. Jeg er ikke sur eller indebrændt, faktisk, men kan godt forstå, man kan opfatte mit indlæg sådan. Jeg er egentlig bare ked af det og skuffet. Som du selv skriver, så har min mand jo ikke gjort det med vilje. Så det er ikke sådan en ‘helt ærligt, du kunne sgu da godt lige…’ 

Det er heller ikke indholdet i gaverne. Men følelsen af, at der ikke var nogen, der havde lyst til at bruge tiden på at finde noget til mig. 

Altså, jeg kan jo sagtens selv høre, at jeg lyder utaknemmelig. Det er måske lidt for svært at gøre rede for nuancer og følelser osv i det her Forum. Det handler ikke om ‘gaven’ men om den manglende omhyggelighed… altså, det handler om, at jeg ikke føler mig værdsat… 

 så selvom jeg sagtens forstår min mand - og jeg ved hvordan han er - og han har så mange gode kvaliteter osv - og jeg elsker ham - så synes jeg stadig, det ikke var spor sjovt, at der ikke var nogen, der havde haft lyst eller tid til at gøre noget ud af at give mig en gave… lige sådan med børnene - altså, jeg er slet ikke sur over, at de ikke har lavet noget. Men jeg ville bare være blevet så glad, hvis nogen havde brugt tid og energi på mig.

Altså, min mand havde skrevet ‘gavekortene’ på linieret papir og lagt dem i en hvid kuvert. Der var ikke kræset for nogen detaljer. Og det var jo ikke ‘praktiske ting’ - det var een lille ting, som jeg lige så godt selv kunne have købt i Føtex. Dette bare skrevet for at sige - at nej, det var vitterligt ikke en gave, han havde brugt lang tid på hverken at lave eller at overveje. Heller ikke selvom vi får tid sammen uden børnene. For når vi engang imellem er ude, er det jo altid ‘ude at spise’ - ej, det er sgu svært at forklare… men vi har snakket om, at vi skulle opleve noget sammen også - prøve noget nyt og anderledes. 

Men det er svært at skrive, uden at jeg netop kommer til at lyde indebrændt og sur - men jeg er faktisk bare ked af det.

Jeg forstår dig godt - og du lyder ikke bitter og indebrændt, men som en der giver rigtig meget uden at få noget særligt igen. Ikke fordi det skal være en konkurrence men de fleste har behov for  anerkendelse i ny og næ.

Jeg synes nogle mænd slipper lidt nemt under dække af "han er ikke den romantiske type". Jeg er heller ikke synderligt romantisk, men det er heller ikke mit indtryk at det er nødvendigt, hvis blot de gaver man giver indeholder en smule tid og omtanke. De gavekort din mand giver kan vel sådan set være en god gave, men hvis de var blevet præsenteret lidt elegant så havde det måske gjort en verden til forskel.

Anonym skriver:

Nu er det morgen efter en egentlig rigtig fin juleaften. Børnene var glade for deres gaver, maden blev fin, alle hyggede sig.

Men jeg er bare så skuffet. For jeg fik ikke nogen gave af min mand. Eller… det passer ikke. Jeg fik ‘et gavekort’ på noget praktisk, der skal ordnes i huset, ‘et gavekort’ på at vi skal ud at spise en dag (ikke en bestemt dag, bare en dag) og så en lille, praktisk ting, som jeg godt nok manglede, fordi den jeg havde, er gået i stykker.

I forvejen er der ikke så mange til at give gaver til mig - bedsteforældrene er gamle og sender bare penge. Jeg fik en lille gave fra min søster, som jeg blev glad for.

Min søster og hendes familie var på besøg. Hun fik flere, spændende, sjove og overraskende gaver fra sin mand. Hendes børn havde lavet fine gaver til hende i SFOen. Mine børn havde tegnet en sjusket tegning (de er altså ikke så små, at de ikke godt kunne lave noget)

I forvejen kører det ikke sådan supergodt i vores parforhold. Vi har snakket en del om det - at vi har glemt os selv og hinanden på det sidste. Og at det kan være svært at føle, at der er noget, som er ‘for os’ i en presset hverdag, hvor man bare falder om i sofaen om aftenen og ikke orker noget. Og for mig betyder sådan noget som en personlig julegave, hvor han har overvejet hvem jeg er, og hvad jeg vil blive glad for, at jeg føler mig set og værdsat. Og det er så lidt det modsatte, der er sket.

Jeg ved godt, at jeg ikke har giftet mig med verdens mest kreative og romantiske mand. Jeg ved, han prøver at gøre det godt, selvom det ikke altid lykkes. Jeg ved godt, han selv er presset for tiden, og jeg ved godt, at jeg heller ikke er god til at værdsætte ham altid. Jeg ved også godt det er barnligt at være så skuffet over en julegave. Men lige nu er jeg bare så ked af, at efter jeg har brugt en måned på at overveje og købe gaver til alle børn og voksne i familien - og det er mig der står for det - så var der slet ikke nogen, der brugte tid på at overveje og finde en gave til mig.

Så hvad ønsker jeg med det her opslag? Det ved jeg ikke. Måske bare nogle opmuntrende ord - eller nogle råd til hvordan det kommer til at fylde mindre. Eller nogle råd til, hvordan vi kan snakke om det her, uden at jeg kommer til at lyde som en forkælet 7-årig.

Mig og min kæreste splejsede til nye lækre vinterdyner, tidligere på måneden, som vi kaldte for vores julegaver til hinanden.

Ellers er det primært børnene der skal forkæles juleaften. Jeg vil hellere have pengene bliver brugt på at glæde vores drenge  

Vi fik én gave hver, fra vores ene søn som han havde lavet i børnehaven - en lille rund nøglering i plastik med hans tegning og glimmer indeni. Den blev jeg rigtig glad for, og det er den første gave vi har fået af ham  

Jeg ved godt, at det kan være svært at fjerne skuffelsen, men de andre har flere gode pointer. Nogle mennesker er ikke gode til gaver, slet ikke når de er pressede. 

Du ville gerne se umage og have fjernet ansvaret for at finde en dag, men han tænkte i det mindste på tid sammen. Så nu finder I en dag, du tager den flotte kjole på og så forsøger I sammen at få en dejlig oplevelse. I mangler begge at blive fyldt lidt op på kærlighedskontoen, og det er et fælles ansvar. Hans gave er en mulighed for netop dette, så grib den

Glædelig jul