Han er sur på mig og bliver 40 imorgen

StortOgSmåt skriver:

Det er ingen - ingen - tvivl om at du befinder dig i noget meget usundt og nedbrydende. Og så er definitionen af “psykisk vold” mere underordnet. Det interessante er, hvorfor du synes at du gerne må behandles så uværdigt? Og hvorfor han synes det samme?

Og ja, det han udfører er undertrykkende og psykisk voldeligt. Uanset om han ved det, ønsker det, gør det med vilje. Samtidig er det ganske klassisk at du som offer ikke helt synes at han bærer skylden, og samtidig tror at ham nok ikke mener det så slemt.

Hvilket menneske sender sin elskede på gaden for at handle når vedkommende er syg? Hvilket (voksent) menneske anvender tavshed og vrede for at få sin vilje fra en partner? Om din kæreste bevidst manipulerer eller ej, så vidner det om en dybt umoden og forstyrret følelseshåndtering.

Når nu du befinder dig på denne hjemmeside kan jeg ikke lade være med at bekymret spørge… du er forhåbentlig ikke igang med at få et barn midt i dette cirkus? 

Nej, nej, vi er ikke igang med at prøve at få et barn.

Anonym skriver:

Og din venindes mor?? Hvad gør hun ved det?? Hvordan håndterer hun det??

Jeg er opvokset med både fysisk og psykisk vold.
Lige fra tæsk, til en far der truede med at tage ud og skyde sig selv, når ting ikke gik som han ville det.

Min søster griner stadig over, at første gang hun skulle præsentere hendes mand for familien, var det første de mødte min far der på vej ud af døren udbrød "Nu tager jeg ud og skyder mig selv!"
Ingen reagerede på det, hvilket jo undrede min søsters mand.
Et par timer efter kom min far hjem og havde taget kage med til kaffen.


Men pointen er, at det klogeste er at få noget hjælp til at håndtere det. Min far kunne og kan stadig ikke se at han begik både fysisk og psykisk vold. Min mor endte med at forlade ham og jeg droppede kontakten med ham i tæt på 15 år.
Det er det klogeste vi nogensinde har gjort, for mit selvværd (og min mors) var nedbrudt! Og det lyder det til dit også er.
På samme måde som du undskylder uden grundlag overfor din mand, så har jeg måttet undskylde fordi min far drak sig stiv og mistede kørekortet.

Hvis det var en veninde, der fortalte dig de ting, som du skriver herinde. Hvordan ville du råde hende?
Ville du mene hendes mand behandlede hende retfærdigt?

Du kan sagtens være i et psykisk voldeligt forhold, hvor den der er psykisk voldelig ikke er klar over det. 
Jeg er personligt ikke i nærheden af at sætte et kryds på den liste, der er nævnt. Jeg er psykolog og vil klart anbefale dig at tage et godt kig på mekanismerne i jeres forhold. Du er allerede så manipuleret og “nedbrudt” at du undskylder for noget der ikke er din skyld. 
Og nej du skal ikke som syg handle og smitte andre. Dybt latterligt. Du skal bestille take away til en person og kigge på at komme væk. Eventuelt til en veninde/ forældre. Føler med dig.

Ring til hotline og få råd for du bliver kun mere fanget i det der. Og for Guds skyld - få ingen børn med ham. 

Anonym skriver:

Og din venindes mor?? Hvad gør hun ved det?? Hvordan håndterer hun det??

Nogen gange får hun sagt fra, men ofte så føjer hun ham. Særligt når han kører det der surmuleri og skyldfølelse når hun har gjort eller sagt noget han ikke bryder sig om. Så må hun komme og sige undskyld, selvom hun ikke rigtig har gjort noget. Det er ret synd for hende. 

Ofte kan personen der udøver psykisk vold ikke selv se de gør det. Det ligger dybt i deres personlighed, og udefra set vil de ofte se ud som at de påtager sig en offerrolle.. fx som din mand, det er synd for ham, du er ond/dum/tarvelig/ubetænksom, ingen forstår ham, han er ensom, ingen tænker på ham.. den meget egoistiske tankegang kan du næppe få ham fra, det er ting han selv skal være villig til at arbejde med, og problemet er ofte med den type, at de ikke kan se det er dem der er problemet. 

Jeg har selv været i sådan et forhold, kan tydeligt se de samme træk i både måden din mand opfører sig på og hvad han forventer af dig. 
Jeg fik skideballe for at være for længe om at gå ned og købe en mælk fordi min daværende kæreste havde regnet ud hvor længe det tog at gå turen til/fra centret han var så også utro, og begyndte med årene at blive fysisk også. Det tog mig 2 år at få ham ud! For han nægtede simpelthen at acceptere at jeg ikke gad mere, og fik vendt og manipuleret det til at det var mig der var ond, og ikke ville kunne klare mig uden ham. Gudskelov havde jeg en god veninde jeg vendte mig til og betroede mig til, som virkelig trådte til og hjalp mig ud af det simpelthen med hård hånd - låsen blev skiftet, hans ting stillet ud til ham og så fik han besked på at fedte af. Det tog yderligere 2 år før han helt opgav at kontakte og chikanere mig, og skrive lange mails og hvad han ellers gjorde for at fortælle hvor ond jeg var og at jeg havde ødelagt hans liv (på trods af han havde fået en ny kæreste). 

nå det blev langt.. 

men pointen: kom væk! 
det du er i, er ikke sundt. Han behandler dig ikke godt, og han er tydeligvis dybt manipulerende og psykisk voldelig. du kan få og fortjener så meget bedre. Og når man står på den anden side, og har fået helet sine sår, vil du se tilbage og tænke “hvordan i alverden kunne jeg finde mig i sådan en idiot?”. Håber du passer på dig selv, mærker godt efter og husker at du ikke gør noget galt

Anonym skriver:

Den endte faktisk skidt.

Han kom hjem og han snakkede ud omkring alt det der nager ham. Han føler sig ensom og ikke elsket af mig osv. Jeg var lyttende fordi jeg ville ikke ødelægge mere fordi hans bror og mor kom senere. 
Her var der så ikke mere i det og vi fik kage og han fik sine gaver og vi var ude og spise.

Da vi så kommer hjem er der ret koldt i stuen og jeg havde kun tændt kalenderlyset. Vi har problemer med varmen hjemme hos os for tiden. Så siger han, at de andre lys ikke også kunne tændes da det er koldt, så siger jeg, at jeg ikke tror, at de par lys vil hjælpe noget. Så bliver han sur, slukker fjernsynet og går i seng Han påstår, at jeg ikke elsker ham osv. og at jeg skulle skamme mig. 

Idag har jeg meldt mig syg på arbejde fordi jeg har ondt i maven. Ikke pga. vores konflikt. Men alligevel skal jeg tage ud og handle selvom han godt ved, at jeg har mavepine og ikke har meldt mig rask på arbejde endnu… men det er ikke noget nyt. Selvom jeg er syg skal jeg stadig tage ud og handle, da det jo er mig der står for handlen herhjemme… så nu håber jeg bare, at jeg ikke møder nogle kollegaer for hvad vil de ikke tænke…

Kan du ikie selv høre det? 
Han fryser og spørger dig om der ikk skal tændes flere lys. Hvorfor gør han det ikk bare selv ? 

AnoMor skriver:

Kan du ikie selv høre det? 
Han fryser og spørger dig om der ikk skal tændes flere lys. Hvorfor gør han det ikk bare selv ? 

Fordi han mener, at jeg godt kan være med til at skabe en hyggelig stemning. 

Anonym skriver:

Fordi han mener, at jeg godt kan være med til at skabe en hyggelig stemning. 

Der er intet i det du beskriver hvor HAN skaber en god stemning, viser indlevelse eller omsorg for dig.

Håber du kan se det.

Er I ved at planlægge børn?

Altså jeg kan sætte kryds ved en del Men inderst inde, så tror jeg ikke, at han mener det sådan eller er klart over det hvis jeg kan sige det på den måde….vi ser da også dokumentarer sammen hvor det også omhandler psykisk vold mod kvinder osv. og her siger han bare, at det jo er for sindsygt! Kan man gode yde psykisk vold mod sin partner uden at være klar over det??

Det tænkte jeg desværre nok at du kunne. Som de andre har svaret: så ja.

Jeg har været i et forhold med en fyr, der var rigtig dejlig og elskede mig, men hvor jeg også kunne tjekke rigtig mange ting af. Han accepterede f.eks. ikke nej til sex. Han plagede indtil jeg lod mig bolle på (i dag vil det jo kategoriseres som voldtægt, det havde bare ikke et ord dengang) han var bestemt ikke en der gik ind for voldtægt, og jeg tror ikke han er klar over at det er det, der faktisk er sket. Han har haft presset så meget på at jeg har været endt med at kaste op under sex, hvorefter han skældte mig ud for at være klam og overdrive..Han ville bestemme hvem af mine venner jeg måtte se. Jeg skulle tage toget hjem til ham og vente på at han kom hjem. Jeg skulle altid tage af sted før han fik gæster. Han omtalte mig ikke som sin kæreste (kun over for mig) og ville ikke så meget som holde i hånd offentligt. Han sagde en masse grimme ting om min familie og at han ikke gad være sammen med dem (og lagde vægt på at jeg skulle vælge ham)

Hvis jeg sætte grænser som ikke passede ham, nedbrød han dem eller nedgjorde dem eller blev sur indtil jeg havde "gjort det godt igen" 

Han var også sød, sjov, kærlig, opmærksom, charmerende og alt mulig andet godt. Jeg endte med at gå fra ham fordi han ikke kunne acceptere at jeg var flyttet på kollegie da jeg studerede (der var for mange mennesker jeg kunne omgås) han ville ikke ses med mig derude og ville have vi skulle bestille mad udefra og kun opholde os på mit værelse (hvis han overhovedet gad besøge mig) 

Jeg er er helt sikker på at han ikke var klar over hvad han gjorde ved mig. Jeg var så nedbrudt og følte mig som det værste menneske i verden og var decideret selvmordstruet til sidst. Og det er først efter at være havnet i et sund parforhold, at det er gået op for mig at jeg har levet i et forhold med psykisk vold. Jeg vidste det seriøst ikke dengang! Og nu jeg ser tilbage kan jeg kun være målløs over hvad jeg har fundet mig i... 

I det dårlige forhold kunne jeg vel have krydset omkring halvdelen af listen af. I mit nuværende forhold kan jeg INTET krydse af. 

Jeg tænker at det nok ryster din verden helt vildt at så mange siger den samme ting. Jeg håber du vil tænken over det og se at komme væk. For de ændrer sig ikke bare.. og nej man kan ikke redde dem (igen, ikke dit ansvar) der venter så meget godt på den anden side.

Hvis vi havde problemer med varmen herhjemme, ville min mand foreslå at vi puttede sammen under dyner og tæpper