Samliv og sex efter børn

Hej alle. 

Jeg er en mand, som har 2 små børn med min kone som jeg har været sammen med i mange år, og som jeg elsker rigtig meget.

Desværre går jeg og er trist over vores manglede sexliv. Min kone hungrer slet ikke efter at have sex med mig. Og jeg tror nogle gange, at hun kun gør det for min skyld. Jeg er holdt op med, at ligge op til noget, så vidt muligt, fordi jeg synes, at hun gør en kæmpe indsats. Jeg tror ikke at hun har overskudet til det, og måske hun ikke helt har et samme behov som mig længere. Jeg kan bare ikke forstå i mit hoved, hvorfor hun ikke har lyst til mig, når jeg har så meget lyst til hende.

Jeg synes, at jeg hjælper til så meget jeg kan. Og støtter hende så godt, som man nu kan, som en mand. Hun er bare en skide god mor, og elsker hende rigtig meget, jeg er bare ked af det inden jeg skal sove, fordi jeg "savner" hende. 

Skal jeg bare gøre som jeg gør, og holde ud, og håbe tiden kommer? Eller er det bare noget der sker med tiden, at man mister lysten, efter børn?

Jeg ved der er mange kvinder herinde. Så er det bare en ting der sker, efter man får børn? Eller gør jeg noget forkert som mænd? Eller hvad skal jeg tænke?

Mvh mig. 

Ja, det er noget der sker for mange. For mig hjælper det, at tage på overnatning alene og have mand og kone tid  

Det vil ske i perioder for de fleste at man kører lidt fast i børn, madpakker og andre hverdagsrutiner. 
For os har det gjort en enorm forskel at når vi er sammen (min mand er sjældent hjemme) så ligger vi al elektronik og bruger tiden sammen når børnene sover. 
når han ikke er hjemme har vi fast opkald hver aften hvor VI snakker, ikke om børn og hvad der ellers skal fungere men bare om os, hinanden og vise den interesse i hinanden.

Nu skriver du, at I har to små børn.. Hvor små er de? For det gør altså en kæmpe forskel på overskuddet, synes jeg.. 

Herhjemme har ingen af os mega meget lyst generelt, men min kæreste ville dog gerne 1-2 gange om ugen, fordi hans kærlighedssprog er kærtegn og han også ofte savner mig.. Hvor jeg godt kan nøjes med 2-4 gange om måneden, og ofte skal "tvinge"/lokke mig selv i gang.. Men det har klart hjulpet, at ungerne er blevet lidt større (2 og 5 år), og sover igennem de fleste nætter.. 

Og derudover gør kæreste-tid altså også meget! Og her taler jeg ikke kun at sidde sammen i sofaen og se en film sammen, men jeg får fx klart mere lyst, når vi går ud at spiser eller i biografen - bare ham og mig.. Så måske du kan arrangere noget pasning i nogle timer, og så kan I gå ud og genfinde kærligheden og lysten til hinanden alene? 

Kan godt være, at det kræver nogle gange, før hun måske har fået overskuddet tilbage.. Men kæreste-tid gør meget! Og lad hende sove længe den ene dag hver weekend, så hun får sovet igennem - så står du op med børnene og lukker døre, så hun ikke vågner

Kommunikation. Har du prøvet at tale med hende om det? Tænker det er første skridt. 

Hjælper du til i hjemmet og med børnene ?

Rydder op efter dig selv osv ?

Hvis man hjælpes ad, tænker jeg overskuddet kommer stille og roligt

https://www.facebook.com/reel/202127272907992?fs=e&s=TIeQ9V

Kom sådan til at tænke på denne.

Man kan også blive kropsmættet som kvinde med børn der hænger op og ned ad en hele tiden. Så kan man godt blive mættet af fysisk kontakt hvilket kan gå ud over samlivet. Men synes du skal tale med hende om det. Ikke “hvorfor vil du ikke have sex med mig”, men “savner dig, og være tæt på dig”. Uden at blande sex ind i det. Men spørge ind til om du kan gøre noget for hun også har lyst til at være tæt med dig igen. Og måske i kunne tale med en parterapeut om at finde hinanden igen, det er ganske normalt at få hjælp udefra. 

Tal sammen

Men efter 9 måneder med en baby i maven og måske 6-12 måneder med amning - kan jeg huske at jeg havde behov for at min krop bare var min et stykke tid og ikke til for baby.

Og som en anden også skriver med små børn, der hænger, vil putte, nusses osv - så bliver man en smule kropsmættet og har ikke samme behov for kram og nærhed (måske næsten den omvendte).

Derudover så er der overskuddet altefter hvor meget morsyge jeres børn er, så kan man også føle at der i forvejen er mange krav til en og derfor ikke føle overskuddet til endnu en der stiller krav - og dette er ment på den sødest mulige måde - for du lyder virkelig sød og forstående - men man taler jo om omsorgstræthed og at være meget for mange er drænende (og her taler jeg ikke om det praktiske, men om simpelthen at være noget for nogen) - bare antallet af gange man hører kaldene moar på en dag.

Men tal sammen evt. tag væk fra hjemmet uden børn og lav noget sammen i nyder - så i er voksne og par og ikke forældre.

Kan ikke undgå at bide mærke i din formulering med at du synes du hjælper så godt til som du kan.

Hjælper du til i din egen husholdning eller tager du ligelig del i ansvaret for at organisere og få ting til at ske?

Forskellen ligger i at en hjælper skal have tildelt opgaver. Det kan godt være man selv spørger "skal jeg ikke lige sætte en vask over" og jo det er da en hjælp, men det er stadig hende der er bossen -står med ansvaret for det fulde overblik og over at lede og uddeligere. Det er jævnt udmattende. De dage jeg orker mest er de dage, hvor min mand gør ting 1) uden at spørge mig og 2) uden at forvente ros eller et skulderklap bagefter.

Jeg kan love dig for at den dag han sagde "jeg har lavet en madplan for næste uge og skrevet en indkøbsliste. Har du lyst til at tage med ud at handle eller skal jeg bare køre alene med børnene?" Var helt fantastisk. Der løftede han virkelig en opgave selvnog fratog mig 100% det mentale ansvar for den opgave. En opgave der eller har hængt på mig i forskellige former genne tiden. Lige fra "hvad skal vi have i aften" til "hvorfor er der ikke mere af xxx" eller "hvad skal jeg skrive på en indkøbsliste"

Det kan godt lyde som om der ikke er forskel, men hele forskellen ligger i om man involverer partneren. Og der kan det bedst betale sig at spørge hende direkte. Prøv evt at læs lidt om "the mental load" og "emotional labour" det er alt det usylige arbejde, der suger ens energi 

Og det bedste vi nogensinde har gjort herhjemme er at snakke om "lyst til at få lyst" jeg læste om det i en facebookgruppe engang. Kort sagt, skal man træde to skridt tilbage og bare aftale at man nusset og kærtegner hinanden, kysser osv. Med en klar aftale om at det kun er dét der sker  og så skal man holde det. Når man har gjort detbi noget tid kan man mens man nysser spørge om "har du lyst til at få lyst" hvor har jeg mange gange ligget og været max smadret, men egentlig gerne ville  men ikke orkede. Der kunne jeg så svare ja jeg har lyst til at få lyst eller omvendt egentlig ikke, men du må gerne blive ved med at nusse mig.

Snak med hende og lyt til hvad hendes oplevelse er. Lyt uden at fortælle hvor god du er til at hjælpe med ting. For hvis hun synes hun står for 85% af alt, så er det egentlig ligegyldigt at du føler 50/50.  (Det er det selvfølgelig ikke, men lige i den samtale hvor du vil have hende til at åbne op og være ærlig er det nødvendigt bare at bide sig i tungen) 

Sig at du savner hende. Som jeg læser det er det faktisk mest nærværet. Det kan man godt have uden sex. Sig det "jeg savner bare at holde om dig og kysse" for det er altså noget nemmere at gå til. 

Alle gange vores intimitet er gået i hårknude (det sker med bogle års interval) er det vejen frem