Måske Adhd?

Panther skriver:

“En undersøgelse, som professor Niels Egelund, har lavet, viser, hvorfor en diagnose kan være en klar fordel. Sandsynligheden for at få støtte til sit barn stiger nemlig betydeligt med en diagnose. Selvom graden af adfærdsvanskeligheder og faglige problemer er nogenlunde ens blandt eleverne, er sandsynligheden for at modtage støtte tre gange højere, hvis eleverne har diagnoser som indlæringsvanskeligheder, ADHD og autisme, viser undersøgelsen.”

Jeg skal ikke kunne sige, om der er sket et væsentligt paradigmeskifte, men det flugter med de mange oplevelser, jeg har haft med skolevæsenet. 

Det forekommer ikke specielt logisk og flugter slet ikke med det, vi oplever i min kommune. Ikke mindst fordi at PPVen næsten 100% af tiden kommer før henvisning og udredning, og det vil altså sige, at PPR (i denne kommune, og også i adskillige andre) vurderer barnets støttebehov, før barnet overhovedet er udredt.

Når man tager stilling til støttebehovet kigger man på barnets konkrete udfordringer (og ressourcer), og vurderer, om der er arbejdet målrettet pædagogisk op til de 9 timer. Det er egentlig fløjtende ligegyldigt, om vi har kaldt det ADHD. Når skole og hjem beskriver store vanskeligheder med koncentration, afledelighed, udtrætning, uro, sammenbrud, vrede, intet overskud hjemme og et enormt stort behov for tæt støtte for bare at kunne lave lidt, så vurderer jeg støttebehov over 9 timer, som skolen er forpligtet til at efterleve. Også selv om barnet ikke er udredt (endnu).

En vurdering af støttebehov i skolen må aldrig afhænge af diagnose. Ikke mindst fordi du kan have ADHD og i virkeligheden være så velfungerende, at man i PPR regi ikke vil vurdere behov for specialpædagogisk bistand i mere end 9 timer om ugen

Anonym skriver:

Nej men arbejder med børn og ved at man kigger på barnets udfordringer fx i forbindelse med særlig skoletilbud, som du selv nævner, det har intet med diagnose at gøre, min egen dreng fik også specialtilbud uden problemer selvom han ikke har diagnose og er normal begavet, men han havde brug for nogle andre rammer (få børn, flere voksne). rådgivning kan alle i øvrigt også søge og har heller intet med diagnose at gøre, igen se på barnet. 

Jeg vil gerne have et konkret eksempel på hvad det er du kan søge hjælp til med en diagnose som du ikke kan uden (andet end medicinering ved fx adhd)

Se ovenfor.

Og du kan jo ikke søge støtte og rådgivning, hvis du ikke forstår problematikken. Hvilket er det en udredning hjælper med. En ting er, at de fleste forældre ikke er specialister indenfor børnepsykologi og -psykiatri, men et andet er den bias man har overfor sit egen barn.

Igen - slår man lidt ud på spektret og er ellers velfungerende - fint nok. Men det er ikke den holdning, jeg læser, du formidler, når du skriver om dovne forældre, der “jubler” over ansvarsfralæggelse, og at autister kan risikere overvågning fra kommunen alene fordi de er autister.

Anonym skriver:

Det forekommer ikke specielt logisk og flugter slet ikke med det, vi oplever i min kommune. Ikke mindst fordi at PPVen næsten 100% af tiden kommer før henvisning og udredning, og det vil altså sige, at PPR (i denne kommune, og også i adskillige andre) vurderer barnets støttebehov, før barnet overhovedet er udredt.

Når man tager stilling til støttebehovet kigger man på barnets konkrete udfordringer (og ressourcer), og vurderer, om der er arbejdet målrettet pædagogisk op til de 9 timer. Det er egentlig fløjtende ligegyldigt, om vi har kaldt det ADHD. Når skole og hjem beskriver store vanskeligheder med koncentration, afledelighed, udtrætning, uro, sammenbrud, vrede, intet overskud hjemme og et enormt stort behov for tæt støtte for bare at kunne lave lidt, så vurderer jeg støttebehov over 9 timer, som skolen er forpligtet til at efterleve. Også selv om barnet ikke er udredt (endnu).

En vurdering af støttebehov i skolen må aldrig afhænge af diagnose. Ikke mindst fordi du kan have ADHD og i virkeligheden være så velfungerende, at man i PPR regi ikke vil vurdere behov for specialpædagogisk bistand i mere end 9 timer om ugen

Men det var så det, der blev fastslået der - undersøgelsen er dog fra 2017. Og igen, det er den vej jeg har oplevet er blevet anbefalet i 6 tilfælde siden 2019. Om der er forskel på praksis i kommunerne skal jeg ikke kunne sige.

Anonym skriver:

Nogle kvinder derude der i sit voksen liv har fået konstateret adhd? Jeg er begyndt at mistænke at jeg har det. Jeg tør bare ikke rigtig sige det til nogen da jeg ikke vil stemples. Ikke at der er noget galt i at have det men tror nogle i mine omgivelser kunne have visse meninger.
hvad gør man hvis man mistænker det og hvordan forgår udredning mm?

Og beklager til dig over at tråden tog en drejning. Jeg er blevet udredt som voksen, og du er velkommen til at skrive en privat besked, hvis du har lyst til at vide mere om min oplevelse.

Jeg kan sagtens forstå dilemmaet om udredning eller ej - og trods mine tidligere indlæg, så er jeg ikke pro-diagnoser for enhver pris :-)

Anonym skriver:

Jeg tænker ikke det er selvsagt at omgivelserne tager det fornødne hensyn. Hvis en bekendt barn var diagnosticeret med adhd ved jeg da på ingen måde hvilke hensyn jeg skal tage. Men fx min søn er vi åbne omkring at til fx familiefester kan han have brug for at trække sig samt at han ikke skal placeres hos nogen han ikke kender eller nogen som er "direkte"/jokende og som presser på for at få en samtale igang. Igen det har intet med diagnose , men om åbenhed.

Igen det handler om at se på barnets behov og det kan man sagtens støtte, vejlede og guide i ? Igen hvad gør et navn?

Så snart du har en psykisk diagnose kigger kommunen på dig og nej det er slet ikke sikkert at der her nogen betydning, men du får stadig en ret så stor bekymring yderligere 

Nej, DU ved det måske ikke. Men som lærer får jeg mulighed for at tilpasse min tilgang til barnet ud fra min viden om den specifikke diagnose og kan tilrettelægge undervisningen herefter. Jeg ved - og får kyndig vejledning i - hvilket værktøj, jeg skal gribe til. Det gør jeg altså ikke, når forældrene negligerer barnets udfordringer og bare mener, han er lidt en vildbasse, ligesom hans far var - eller at hans problemer med at begå sig socialt skyldes, at klassekammeraterne ikke er ordentlige ved ham. Og at skolen fejler, selvfølgelig. 
Jeg kan kun sige, at jeg gang på gang på gang oplever, hvordan et barn har fået alt for lidt ud af de første 6 skoleår, fordi forældrene ikke har villet se i øjnene, at der “var noget”. Og når vi så når 7. klasse, og de nye lærere - bl.a. mig - samlet fortæller om vores bekymringer og undren, sideløbende med, at der stilles større krav til eleverne, SÅ søger forældrene om udredning. SÅ kan vi gribe til målrettet hjælp. 

Det er jo ikke, fordi vi ikke gerne vil hjælpe Hans Jørgen, før han får en diagnose. Men med diagnosen er vi vidende om, hvad der særligt gør sig gældende for hans situation, hvad vi realistisk set kan forvente af ham, hvad der sædvanligvis gavner elever med dén diagnose. Osv. 

Det er sådan set ikke så forskelligt fra fx dysleksi - hvis et barn læser og staver dårligt, griber vi det an ved at træne målrettet i den forventning, at han knækker koden på et tidspunkt. Når en elev derimod testes ordblind, ved vi, at det er en helt anden vej, vi skal gå. Og hvor kan et barn nå at lide mange nederlag, hvis vi i bedste mening går den forkerte vej. 

Dét er, hvad et navn gør. Ligesom det gør, når jeg kender min fysiske diagnose og kan fortælle om den til mine omgivelser - møde forståelse - og ikke mindst SELV kan søge viden og SELV forstå. 

Anonym skriver:

Jeg tænker ikke det er selvsagt at omgivelserne tager det fornødne hensyn. Hvis en bekendt barn var diagnosticeret med adhd ved jeg da på ingen måde hvilke hensyn jeg skal tage. Men fx min søn er vi åbne omkring at til fx familiefester kan han have brug for at trække sig samt at han ikke skal placeres hos nogen han ikke kender eller nogen som er "direkte"/jokende og som presser på for at få en samtale igang. Igen det har intet med diagnose , men om åbenhed.

Igen det handler om at se på barnets behov og det kan man sagtens støtte, vejlede og guide i ? Igen hvad gør et navn?

Så snart du har en psykisk diagnose kigger kommunen på dig og nej det er slet ikke sikkert at der her nogen betydning, men du får stadig en ret så stor bekymring yderligere 

I øvrigt har kommunen aldrig nogensinde “kigget på” min søn, som fik Aspergers-diagnosen som 6-årig. Aldrig. I hvilken sammenhæng skulle de gøre det? 

Panther skriver:

Se ovenfor.

Og du kan jo ikke søge støtte og rådgivning, hvis du ikke forstår problematikken. Hvilket er det en udredning hjælper med. En ting er, at de fleste forældre ikke er specialister indenfor børnepsykologi og -psykiatri, men et andet er den bias man har overfor sit egen barn.

Igen - slår man lidt ud på spektret og er ellers velfungerende - fint nok. Men det er ikke den holdning, jeg læser, du formidler, når du skriver om dovne forældre, der “jubler” over ansvarsfralæggelse, og at autister kan risikere overvågning fra kommunen alene fordi de er autister.

Jeg er nok tilbøjelig til at være uenig i det første du skriver. Man kan fint rådgive pædagogisk og sætte støttetiltag ind baseret på symptombilledet.

Hvis jeg møder et barn med symptomer på autisme, kan barnet sagtens støttes pædagogisk ud fra en specialpædagogisk tilgang, selv om barnet ikke er udredt. Det samme med adhd. Det kræver ikke en diagnose at analysere på adfærden, gøre sig nysgerrig på, hvornår tingene fungerer, hvornår de ikke gør, trække på de situationer, hvor det gør osv.

Det er faktisk tit et fint spørgsmål at udfordre med. Fx til lærere (ikke for at hænge dem negativt ud, for hold kæft der er så mange fantastiske lærere, der knokler og kæmper hver dag, og som er mega badass!). "Hvad ville du gøre anderledes, hvis han havde en ADHD-diagnose, som du ikke kan gøre allerede nu?" den er ofte svær at svare på

Jeg er nok tilbøjelig til at være uenig i det første du skriver. Man kan fint rådgive pædagogisk og sætte støttetiltag ind baseret på symptombilledet.

Hvis jeg møder et barn med symptomer på autisme, kan barnet sagtens støttes pædagogisk ud fra en specialpædagogisk tilgang, selv om barnet ikke er udredt. Det samme med adhd. Det kræver ikke en diagnose at analysere på adfærden, gøre sig nysgerrig på, hvornår tingene fungerer, hvornår de ikke gør, trække på de situationer, hvor det gør osv.

Det er faktisk tit et fint spørgsmål at udfordre med. Fx til lærere (ikke for at hænge dem negativt ud, for hold kæft der er så mange fantastiske lærere, der knokler og kæmper hver dag, og som er mega badass!). "Hvad ville du gøre anderledes, hvis han havde en ADHD-diagnose, som du ikke kan gøre allerede nu?" den er ofte svær at svare på

Men den specielle tilgang som kan anvendes uanset om der er diagnose eller ej kræver i mange tilfælde ekstra tid og ressourcer. Og min erfaring fra den kommune vi bor i er at uden diagnose er der 0 hjælp eller ekstra ressourcer, hverken til forældre eller de lærere/pædagoger som har med barnet at gøre. Så er det da fint at stå med sin viden og gode intentioner, men hvis der ikke er tid til fordi der er 20-25 andre børn som også skal håndteres, så rækker det ikke langt.

Anonym skriver:

Jeg tænker ikke det er selvsagt at omgivelserne tager det fornødne hensyn. Hvis en bekendt barn var diagnosticeret med adhd ved jeg da på ingen måde hvilke hensyn jeg skal tage. Men fx min søn er vi åbne omkring at til fx familiefester kan han have brug for at trække sig samt at han ikke skal placeres hos nogen han ikke kender eller nogen som er "direkte"/jokende og som presser på for at få en samtale igang. Igen det har intet med diagnose , men om åbenhed.

Igen det handler om at se på barnets behov og det kan man sagtens støtte, vejlede og guide i ? Igen hvad gør et navn?

Så snart du har en psykisk diagnose kigger kommunen på dig og nej det er slet ikke sikkert at der her nogen betydning, men du får stadig en ret så stor bekymring yderligere 

Jeg er altså også nødt til lige at kommentere på det sidste. 

For det første har kommunen ikke pr automatik adgang til en viden om, at du har en diagnose, bare fordi du er udredt. 

For det andet er "kommunen" (hvilket godt nok er et bredt begreb) for travlt optaget til at stikke en lang finger i hver eneste forældre med en diagnose eller hvert eneste barn med en diagnose. De har dårligt nok ressourcer til at hjælpe dem, der rent faktisk har brug for hjælp. Nuvel, der findes dårlige historier, der er reelle. Der findes også mennesker, hvor der har været indgreb, fordi de på baggrund af blandt andet diagnose ikke kunne varetage deres forældrefunktion på forsvarlig vis, og som herefter spreder budskabet om, at "kommunen" er djævlen.

Det er selvfølgelig et anekdotisk eksempel det følgende, men jeg har fire børn. Jeg var fejldiagnosticeret med borderline under to af mine graviditeter. Jeg har været sygemeldt pga belastningsreaktion under en af mine graviditeter. Der er aldrig nogen, der med ét ord har så meget som kommenteret på den diagnose, fordi jeg ellers var/er velfungerende, velreflekteret, gode forældrekompetencer. Da jeg var gravid med mit sidste barn og var blevet genudredt og fået den korrekte diagnose ADD, var der ingen der sagde noget. Jeg har været sygemeldt pga belastning på baggrund af min ADD, hvor jeg var i kontakt med kommunens jobcenter. Jeg oplevede kun god og varm kompetent vejledning ift. Hvilke muligheder for støtte på arbejde, den diagnose gav adgang til.

"Kommunen" har nogen gange et helt skævt ry. En diagnose er ikke pr automatik et rødt flag - det kan være en bekymrende omstændighed, hvis der samtidig foregår andre ting, der giver anledning til bekymring. 

Nogle kvinder derude der i sit voksen liv har fået konstateret adhd? Jeg er begyndt at mistænke at jeg har det. Jeg tør bare ikke rigtig sige det til nogen da jeg ikke vil stemples. Ikke at der er noget galt i at have det men tror nogle i mine omgivelser kunne have visse meninger.
hvad gør man hvis man mistænker det og hvordan forgår udredning mm?

Nå, undskyld jeg har rodet rundt i din tråd

Jeg er sendiagnosticeret med ADD. Jeg er udredt i det offentlige. Det burde jeg nok egentlig ikke, men da jeg selv arbejder i systemet fik jeg talt min sag og fik åbnet den dør. Nu om stunder kan man kun blive udredt i det offentlige, hvis man er alvorligt ramt af psykisk sygdom/udviklingsforstyrrelse, har et markant nedsat funktionsniveau og/eller 'fejler' mere end én ting.

Det lyder ikke til, at det er tilfældet hos dig. Så skal du gå til egen læge og bede om henvisning til privatpraktiserende psykiater med ydernr. Du skal forklare din læge, hvorfor du tror, at du har ADHD, og hvordan symptomerne påvirker din hverdag. 

Hvis lægen henviser dig, skal du derefter selv finde en psykiater. Du skal søge efter en psykiater med ydernummer, så kan du bruge din henvisning og skal ikke betale. Der kan være meget lang ventetid. 

Du ringer og fortæller, du har en henvisning og ønsker tid til udredning. 

Hvordan psykiaterne udreder er meget forskellige. Nogen steder er de meget grundige og har også psykologer ansat, der laver tests osv. Nogen steder er det et par få samtaler. 

Ofte vil man gerne inddrage familien, fx forældre. En ADHD-diagnose kræver, at symptomerne har været til stede siden barndommen og ikke kan forklares på anden vis. Derfor spørges dine forældre ofte ind til din udviklingshistorie. Hvis du ikke ønsker familie inddraget, kan man tale med psykiateren om det. Det er heller ikke alle, hvis forældre stadig lever.

På baggrund af undersøgelser stiller psykiateren diagnose og vurderer, om du skal tilbydes medicin. Det er samtidig vigtigt at vide, at selv om du udredes for ADHD, så kan det ske, at psykiateren finder ud af, at det handler om en helt anden diagnose. På den måde kan man ikke "bestille" at det skal ende ud i en adhd diagnose.

Men spørg også endelig løs hos det sted, der skal udrede dig. Det er vildt forskelligt, hvad de gør, og hvor grundige de er

Det er også værd at vide, at udredes du privat, har de offentlige myndigheder ikke pr automatik adgang til din diagnose. Det vil fx ikke fremgå af dine patientoplysninger på sygehuset.