Måske Adhd?

Fortvivlet skriver:

Nu fungerer det ikke helt sådan med psykiske diagnoser. Det har intet at gøre med at stemple ham, men simpelthen fordi det skal gavne at få en diagnose ellers hvorfor skulle man da få en ? Hvad skal han have ud af at få skrevet en diagnose på papiret, hvis han ender op som en velfungerende ung mand ? Det kan gøre at man fx kigger på ham når han engang selv skal have børn, uden det nødvendigvis har en betydning blot fordi nogen ser der står autisme (autisme er mange forskellige ting og udarter sig på mange måder, nogen er nok ikke egnet som forældre , men andre er).

Vi er alle forskellige, skal vi have et navn for alle personligheder ?

En diagnose gavner barnet, da omgivelserne kan tage de fornødne hensyn og hjælpe barnet med de særlige udfordringer, det har, på en relevant måde. Hvis man har autisme, har man i sagens natur nogle træk, der adskiller sig fra andres. Det kan der være positive sider ved, men det giver også udfordringer og gør det svært for andre at forstå én - og for én selv at forstå andres reaktioner, tankegang, “koder” etc. 

Det er så forfærdeligt synd for de børn, som når at fylde 13-14 år eller mere, før forældrene indvilliger i en udredning - fordi problemerne i skolen og socialt ikke bare er forduftet med tiden. Så står man med et ungt menneske, der typisk for sin alder bare gerne vil være som de andre, og som er nået til at føle sig forkert og misforstået. Og de år, som er gået på den måde, kommer ikke tilbage med den mulighed for hjælp og indsigt i egne særtræk, de kunne have givet. 

Risikoen for at ende som utilpasset og ikke velfungerende er langt større, hvis man ikke er blevet mødt og hjulpet, som man er. Og dét springer mere i øjnene og er mere bekymrende end en diagnose, hvis vi endelig skal ud i, at nogen “kigger på én”, når man selv skal have børn. 

Jeg kan ikke forestille mig, at nogen mor eller far ville undlade at lade deres barn udrede for en fysisk tilstand af frygt for en diagnose. 

Hvem skulle kigge på ham, når han engang selv skal have børn? 

Panther skriver:

Altså nu er autisme jo et spektrum, men hvis dit barn reelt har autisme og er (snart) skolealderen, så er man ikke i tvivl om de udfordringer, der følger med i sociale kontekster udenfor hjemmet. Disse udfordringer kan afhjælpes ved, at omverdenen ved hvordan den skal forholde sig til barnet, og her kommer diagnostik ind. Det er ikke kun (overhovedet ikke faktisk) et spørgsmål om at putte et mærkat på et barn, men at lære specifikt hvordan det barn fungerer og hvad barnet responderer positivt på. 
I skolesammenhæng er der blevet tabt enormt mange børn i vores generation, fordi de ikke er blevet set og har skullet passe ned i bestemte kasser, som ikke var mulige for dem. Selv hvis de udvendigt ser velfungerende ud, kan der være indre ar fra at vokse op og følge sig “forkert” og anderledes tænkende og fungerende end alle andre - uden en forklaring herpå. Derfor er det en meget voldsom besked at blive udredt som voksen på godt og ondt - fordi ens selvforståelse rykkes markant.

Så summasummarum - hvis du ikke ved særlig meget om området, så har du ingen jordisk chance for at forstå hvad det rent faktisk handler om, og hvor meget “en diagnose” kan afhjælpe.

Og ps - en autismediagnose alene har intet at gøre med forældreegenskaber og bliver heller ikke vurderet som sådan.

Jeg arbejder selv indenfor området tak, så jeg ved udemærket hvad det er og hvad en diagnose er, ofte er det mest forældrene som søger det og "jubler" over når deres barn så får en fordi så kan de dække sig ind "helt uden ansvar , han har en diagnose" (selvfølgelig ikke alle, men der er skræmmende mange).

Man skal altid se på barnets behov, det behøver ikke have et navn, det gør ikke den store forskel for igen, der er stor forskel på en med autismes behov.

At der bliver tabt mange børn har igen ikke noget med diagnose at gøre, men med økonomi fordi man vil inkluderer for mange, men igen skoletilbud bliver givet udfra om skolen vurderer om de kan rumme barnet på bagrund af barnets udfordringer, ikke nødvendigvis diagnose.

At børn vokser op og føler sig forkert, tænker jeg da især har noget med opdragelse og forældre at gøre. Nuvel jeg var da også speciel især som teenager, men det har jo bare gjort mig til den jeg er i dag

Mor og meget mere skriver:

En diagnose gavner barnet, da omgivelserne kan tage de fornødne hensyn og hjælpe barnet med de særlige udfordringer, det har, på en relevant måde. Hvis man har autisme, har man i sagens natur nogle træk, der adskiller sig fra andres. Det kan der være positive sider ved, men det giver også udfordringer og gør det svært for andre at forstå én - og for én selv at forstå andres reaktioner, tankegang, “koder” etc. 

Det er så forfærdeligt synd for de børn, som når at fylde 13-14 år eller mere, før forældrene indvilliger i en udredning - fordi problemerne i skolen og socialt ikke bare er forduftet med tiden. Så står man med et ungt menneske, der typisk for sin alder bare gerne vil være som de andre, og som er nået til at føle sig forkert og misforstået. Og de år, som er gået på den måde, kommer ikke tilbage med den mulighed for hjælp og indsigt i egne særtræk, de kunne have givet. 

Risikoen for at ende som utilpasset og ikke velfungerende er langt større, hvis man ikke er blevet mødt og hjulpet, som man er. Og dét springer mere i øjnene og er mere bekymrende end en diagnose, hvis vi endelig skal ud i, at nogen “kigger på én”, når man selv skal have børn. 

Jeg kan ikke forestille mig, at nogen mor eller far ville undlade at lade deres barn udrede for en fysisk tilstand af frygt for en diagnose. 

 

Hvem skulle kigge på ham, når han engang selv skal have børn? 

Jeg tænker ikke det er selvsagt at omgivelserne tager det fornødne hensyn. Hvis en bekendt barn var diagnosticeret med adhd ved jeg da på ingen måde hvilke hensyn jeg skal tage. Men fx min søn er vi åbne omkring at til fx familiefester kan han have brug for at trække sig samt at han ikke skal placeres hos nogen han ikke kender eller nogen som er "direkte"/jokende og som presser på for at få en samtale igang. Igen det har intet med diagnose , men om åbenhed.

Igen det handler om at se på barnets behov og det kan man sagtens støtte, vejlede og guide i ? Igen hvad gør et navn?

Så snart du har en psykisk diagnose kigger kommunen på dig og nej det er slet ikke sikkert at der her nogen betydning, men du får stadig en ret så stor bekymring yderligere 

Anonym skriver:

Jeg arbejder selv indenfor området tak, så jeg ved udemærket hvad det er og hvad en diagnose er, ofte er det mest forældrene som søger det og "jubler" over når deres barn så får en fordi så kan de dække sig ind "helt uden ansvar , han har en diagnose" (selvfølgelig ikke alle, men der er skræmmende mange).

Man skal altid se på barnets behov, det behøver ikke have et navn, det gør ikke den store forskel for igen, der er stor forskel på en med autismes behov.

At der bliver tabt mange børn har igen ikke noget med diagnose at gøre, men med økonomi fordi man vil inkluderer for mange, men igen skoletilbud bliver givet udfra om skolen vurderer om de kan rumme barnet på bagrund af barnets udfordringer, ikke nødvendigvis diagnose.

At børn vokser op og føler sig forkert, tænker jeg da især har noget med opdragelse og forældre at gøre. Nuvel jeg var da også speciel især som teenager, men det har jo bare gjort mig til den jeg er i dag

Hvordan arbejder du indenfor området? For du siger nogle ting, der på ingen måder er retvisende eller i tråd med forskning, praksis eller retningslinjer.

Selvfølgelig søger forældrene svar på deres børns vegne og “jubler” over at kunne få hjælp og værktøjer - særligt da det ikke er en nem proces at gå igennem en udredning. Det er netop forældre der er deres ansvar bevidst og søger hjælp til bedst at kunne give deres børn de bedste betingelser.

Med diagnoser følger økonomi - du kommer i hvert fald ikke langt uden.

Og du kan være den bedste forælder i verden og rumme dit barn, men du kan ikke være der non-stop. Der er fx mange børn med et sundt hjemmeliv, der bliver mobbet i skolen og får psykiske men - er det også bare et spørgsmål om opdragelse? Barnet skal ud i verden på egen hånd, og der hjælper det for både barnet og omverdenen at have et sprog.

Panther skriver:

Hvordan arbejder du indenfor området? For du siger nogle ting, der på ingen måder er retvisende eller i tråd med forskning, praksis eller retningslinjer.

Selvfølgelig søger forældrene svar på deres børns vegne og “jubler” over at kunne få hjælp og værktøjer - særligt da det ikke er en nem proces at gå igennem en udredning. Det er netop forældre der er deres ansvar bevidst og søger hjælp til bedst at kunne give deres børn de bedste betingelser.

Med diagnoser følger økonomi - du kommer i hvert fald ikke langt uden.

Og du kan være den bedste forælder i verden og rumme dit barn, men du kan ikke være der non-stop. Der er fx mange børn med et sundt hjemmeliv, der bliver mobbet i skolen og får psykiske men - er det også bare et spørgsmål om opdragelse? Barnet skal ud i verden på egen hånd, og der hjælper det for både barnet og omverdenen at have et sprog.

Jeg er pædagog og kender regler og praksis og du får ikke synderligt mere hjælp med en diagnose, man SKAL kigge på barnets behov. Selvfølgelig kan adhd fx give adgang til medicinering, men fx autisme giver ikke noget, måske kurser, men det er jo frit for at søge viden uanset. Hvad er det for en økonomi du tænker man pludselig får adgang til med en diagnose ?

Igen bliver du bedre forældre af at barnet har en diagnose? Alle kan blive mobbet igen heller intet at gøre med diagnose eller opdragelse for den sags skyld?

Anonym skriver:

Jeg arbejder selv indenfor området tak, så jeg ved udemærket hvad det er og hvad en diagnose er, ofte er det mest forældrene som søger det og "jubler" over når deres barn så får en fordi så kan de dække sig ind "helt uden ansvar , han har en diagnose" (selvfølgelig ikke alle, men der er skræmmende mange).

Man skal altid se på barnets behov, det behøver ikke have et navn, det gør ikke den store forskel for igen, der er stor forskel på en med autismes behov.

At der bliver tabt mange børn har igen ikke noget med diagnose at gøre, men med økonomi fordi man vil inkluderer for mange, men igen skoletilbud bliver givet udfra om skolen vurderer om de kan rumme barnet på bagrund af barnets udfordringer, ikke nødvendigvis diagnose.

At børn vokser op og føler sig forkert, tænker jeg da især har noget med opdragelse og forældre at gøre. Nuvel jeg var da også speciel især som teenager, men det har jo bare gjort mig til den jeg er i dag

Pudsigt. Jeg har arbejdet som psykolog i børne og ungdomspsykiatrien i fire år, og nu sidder jeg i PPR. Jeg har aldrig mødt nogen, der bruger en diagnose som en undskyldning eller ansvarsfralæggelse. Jeg møder forældre, der kæmper for deres børns trivsel, og for hvem det typisk er en sorg at erkende, at de har et barn med en udviklingsforstyrrelse. Bekymringerne for fremtiden, vi ønsker jo alle vores børn det bedste. Jeg kan ikke genkende det billede, du maler.

Til gengæld er jeg enig i, at børn skal have den hjælp, de har brug for, uagtet om de har en diagnose eller ej. Der er flere børn i "mine" specialklasser, som garanteret har en diagnose, men hvor forældrene ikke har ønsket udredning. Men de har stadig kunne placeres i special, og (dette sagt ud i tråden) når PPR vurderer, om et barn har behov for specialpædagogisk bistand i mere end 9 timer om ugen, så er det i grove træk ret irrelevant, om barnet har en diagnose. Man kigger på behovene.

Jeg er nok midt i mellem i alt det diagnosehejs. Jeg er selv sendiagnosticeret med ADD og har en søn med ADHD. Og jeg ser helt klart mange, hvor rettidig diagnosticering vil være en kæmpe hjælp, og især når det offentlige tænker meget i kasser. Også ift udskoling, særlige vilkår til eksamen, ret til hjælp og efterværn i de tidlige voksenår.

Men jeg ser også tilfælde, hvor jeg kan tænke, at ja. Barnet kunne nok godt have ADHD. Men det er et barn, der trives, udvikler sig fagligt, socialt og personligt. Er glad for at komme i skole og trives godt derhjemme. Men hvor skolen prøver at presse til udredning, fordi barnets uro er irriterende for de andre elever. Der kan jeg nok være mere skeptisk. Det er ikke sort/hvidt.. 

Panther skriver:

Hvordan arbejder du indenfor området? For du siger nogle ting, der på ingen måder er retvisende eller i tråd med forskning, praksis eller retningslinjer.

Selvfølgelig søger forældrene svar på deres børns vegne og “jubler” over at kunne få hjælp og værktøjer - særligt da det ikke er en nem proces at gå igennem en udredning. Det er netop forældre der er deres ansvar bevidst og søger hjælp til bedst at kunne give deres børn de bedste betingelser.

Med diagnoser følger økonomi - du kommer i hvert fald ikke langt uden.

Og du kan være den bedste forælder i verden og rumme dit barn, men du kan ikke være der non-stop. Der er fx mange børn med et sundt hjemmeliv, der bliver mobbet i skolen og får psykiske men - er det også bare et spørgsmål om opdragelse? Barnet skal ud i verden på egen hånd, og der hjælper det for både barnet og omverdenen at have et sprog.

Det kommer vel ret beset an på, hvilken del af det offentlige, du taler om. Du har ret i, at der kan være noget kassetænkning ift hvilken kasse, du passer ned i, i socialforvaltning. Hører barnet til i børnehandicap eller ej?

Men hvis du mener ift hvilken hjælp, barnet kan få i skolen, så er diagnosen irrelevant ift økonomien og hjælpen. Det er os hos PPR, der vurderer, om et barn har behov for specialpædagogisk bistand, og det kan vi fint vurdere på børn, der ikke har diagnoser. Faktisk er det nok det, jeg gør mest - så er det ofte bagefter, at forældrene beder om udredning. Men hvis ppr vurderer behov for specialpædagogisk bistand over 9 timer, så skal skolen efterleve det, og i dén del af systemet er det uafhængigt af, om barnet har diagnose. 

Anonym skriver:

Jeg er pædagog og kender regler og praksis og du får ikke synderligt mere hjælp med en diagnose, man SKAL kigge på barnets behov. Selvfølgelig kan adhd fx give adgang til medicinering, men fx autisme giver ikke noget, måske kurser, men det er jo frit for at søge viden uanset. Hvad er det for en økonomi du tænker man pludselig får adgang til med en diagnose ?

Igen bliver du bedre forældre af at barnet har en diagnose? Alle kan blive mobbet igen heller intet at gøre med diagnose eller opdragelse for den sags skyld?

Så du arbejder ikke med børn i skoleregi og er ikke specialiseret inden for autisme. Når man er blevet udredt er sandsynligheden for at modtage støtte i forskellige former alt afhængigt af barnets specifikke behov væsentligt højere - alt fra særlige skoletilbud, rådgivning til hjælpemidler. Det er en lang og ressourcekrævende proces (dvs ikke for den dovne forælder, som du så åbenbart ser mange af), og i mange tilfælde desværre slet ikke nok. Men du har mulighed for at søge hjælp og sparring, som du ikke kan indstilles til uden at have været udredt.

At du tror at psykiske diagnoser i sig selv får kommunen til at reagere ved graviditet (det er i øvrigt som udgangspunkt ved “naturlige” graviditeter lægen, der vurderer og evt. inddrager kommunen ved tvivlspørgsmål) er helt misledende.

Man kan sagtens blive en bedre forælder ved at ens barn får en diagnose - fordi man kan søge hjælp og vejledning. En diagnose er ikke slutmålet i sig selv, og barnet er ikke lig med diagnosen, men det giver en forståelsesramme - også i situationer hvor barnets forældre ikke er til stede til at italesætte det.
Og ja - alle kan blive mobbet og nej - det har intet med diagnose at gøre. Det var netop et eksempel for at modsige dit argument med, at det udelukkende er forældrenes skyld, hvis børn føler sig forkerte. Børn kan sagtens føle sig forkerte pga ting der sker udenfor hjemmet, selvom forældrene har skabt en tryg base.

Panther skriver:

Så du arbejder ikke med børn i skoleregi og er ikke specialiseret inden for autisme. Når man er blevet udredt er sandsynligheden for at modtage støtte i forskellige former alt afhængigt af barnets specifikke behov væsentligt højere - alt fra særlige skoletilbud, rådgivning til hjælpemidler. Det er en lang og ressourcekrævende proces (dvs ikke for den dovne forælder, som du så åbenbart ser mange af), og i mange tilfælde desværre slet ikke nok. Men du har mulighed for at søge hjælp og sparring, som du ikke kan indstilles til uden at have været udredt.

At du tror at psykiske diagnoser i sig selv får kommunen til at reagere ved graviditet (det er i øvrigt som udgangspunkt ved “naturlige” graviditeter lægen, der vurderer og evt. inddrager kommunen ved tvivlspørgsmål) er helt misledende.

Man kan sagtens blive en bedre forælder ved at ens barn får en diagnose - fordi man kan søge hjælp og vejledning. En diagnose er ikke slutmålet i sig selv, og barnet er ikke lig med diagnosen, men det giver en forståelsesramme - også i situationer hvor barnets forældre ikke er til stede til at italesætte det.
Og ja - alle kan blive mobbet og nej - det har intet med diagnose at gøre. Det var netop et eksempel for at modsige dit argument med, at det udelukkende er forældrenes skyld, hvis børn føler sig forkerte. Børn kan sagtens føle sig forkerte pga ting der sker udenfor hjemmet, selvom forældrene har skabt en tryg base.

Nej men arbejder med børn og ved at man kigger på barnets udfordringer fx i forbindelse med særlig skoletilbud, som du selv nævner, det har intet med diagnose at gøre, min egen dreng fik også specialtilbud uden problemer selvom han ikke har diagnose og er normal begavet, men han havde brug for nogle andre rammer (få børn, flere voksne). rådgivning kan alle i øvrigt også søge og har heller intet med diagnose at gøre, igen se på barnet. 

Jeg vil gerne have et konkret eksempel på hvad det er du kan søge hjælp til med en diagnose som du ikke kan uden (andet end medicinering ved fx adhd)

Anonym skriver:

Det kommer vel ret beset an på, hvilken del af det offentlige, du taler om. Du har ret i, at der kan være noget kassetænkning ift hvilken kasse, du passer ned i, i socialforvaltning. Hører barnet til i børnehandicap eller ej?

Men hvis du mener ift hvilken hjælp, barnet kan få i skolen, så er diagnosen irrelevant ift økonomien og hjælpen. Det er os hos PPR, der vurderer, om et barn har behov for specialpædagogisk bistand, og det kan vi fint vurdere på børn, der ikke har diagnoser. Faktisk er det nok det, jeg gør mest - så er det ofte bagefter, at forældrene beder om udredning. Men hvis ppr vurderer behov for specialpædagogisk bistand over 9 timer, så skal skolen efterleve det, og i dén del af systemet er det uafhængigt af, om barnet har diagnose. 

“En undersøgelse, som professor Niels Egelund, har lavet, viser, hvorfor en diagnose kan være en klar fordel. Sandsynligheden for at få støtte til sit barn stiger nemlig betydeligt med en diagnose. Selvom graden af adfærdsvanskeligheder og faglige problemer er nogenlunde ens blandt eleverne, er sandsynligheden for at modtage støtte tre gange højere, hvis eleverne har diagnoser som indlæringsvanskeligheder, ADHD og autisme, viser undersøgelsen.”

Jeg skal ikke kunne sige, om der er sket et væsentligt paradigmeskifte, men det flugter med de mange oplevelser, jeg har haft med skolevæsenet.