Måske Adhd?

Nogle kvinder derude der i sit voksen liv har fået konstateret adhd? Jeg er begyndt at mistænke at jeg har det. Jeg tør bare ikke rigtig sige det til nogen da jeg ikke vil stemples. Ikke at der er noget galt i at have det men tror nogle i mine omgivelser kunne have visse meninger.
hvad gør man hvis man mistænker det og hvordan forgår udredning mm?

Kontakt din læge hvis du mistænker det, ville ikke stemple en hvis det er. Synes efterhånden alle får konstateret adhd den dag i dag, det er ikke "specielt" mere, så tror da ingen vil se ned på dig 

Min kæreste og jeg snakker tit om at jeg sagtens kunne have autisme og han sagtens kunne have adhd og hvis han havde været barn i dag havde han 100% fået det konstateret modsat i 80'er.

Vi går ikke viderer med det, vi kan ikke se at vi får noget ud af en diagnose, vi har så at sige ikke noget at skulle bruge den til, for vi fungerer fint.

Vores ene barn mistænker vi også for at have autisme, men ønsker pt heller ikke udredning, da vi heller ikke kan se vi/barnet får noget ud af det 

Hvad vil du bruge en diagnose til? Blot nysgerrig. Hvis du har adhd og det påvirker din hverdag i sådan en grad at du ikke kan hænge sammen kan medicin hjælpe men bør ikke stå alene. Har selv adhd og er dog ikke sendiagnosticeret. Ved en udredning skal symptomer også have været synlige i barndommen da adhd ikke er noget der opstår ud af det blå. Ofte kan udbrændthed og belastningsreaktioner give samme symptomer som adhd.

så gør op med dig selv hvad en diagnose vil gøre for dig. Personligt er det kun mit allernærmeste netværk der ved det, men ved at mange har behov for at fortælle vidt og bredt hvilket jeg på ingen måde kan forstå da en diagnose ikke bør være ens identitet. 

Men snak med din læge eller betal en udredning selv hvis dine symptomer er så slemme at du ikke kan få dit liv og hverdag til at hænge sammen. 

Jeg skal starte udredning for ADHD til juli, så jeg har lige været igennem det. Du skal tale med din egen læge om det og udfylde et skema. Hvis det ud fra skemaet kunne tyde på, at du evt. har ADHD, så vil du blive henvist til en privatpraktiserende psykiater til udredning. 

Hvis I mistænker at jeres barn har autisme, så skal I få det undersøgt. Det er synd, hvis han skal gå gennem livet uden hensyn (hvertfald i skole)

Hvad siger institutionen omkring jeres mistanke mht barnet? Har i haft dialog med institution som evt kan få en fys ud og observere? 

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg snakker tit om at jeg sagtens kunne have autisme og han sagtens kunne have adhd og hvis han havde været barn i dag havde han 100% fået det konstateret modsat i 80'er.

Vi går ikke viderer med det, vi kan ikke se at vi får noget ud af en diagnose, vi har så at sige ikke noget at skulle bruge den til, for vi fungerer fint.

Vores ene barn mistænker vi også for at have autisme, men ønsker pt heller ikke udredning, da vi heller ikke kan se vi/barnet får noget ud af det 

Når I har en mistanke om, at jeres barn har autisme, så er det jeres pligt som forældre, at få det undersøgt. Nu ved jeg ikke hvor gammel barnet er, men det vil få store konsekvenser for barnet på sigt. Er det fordi, at I er bange for, at barnet bliver stemplet?

MoarHvidovre skriver:

Når I har en mistanke om, at jeres barn har autisme, så er det jeres pligt som forældre, at få det undersøgt. Nu ved jeg ikke hvor gammel barnet er, men det vil få store konsekvenser for barnet på sigt. Er det fordi, at I er bange for, at barnet bliver stemplet?

Nu fungerer det ikke helt sådan med psykiske diagnoser. Det har intet at gøre med at stemple ham, men simpelthen fordi det skal gavne at få en diagnose ellers hvorfor skulle man da få en ? Hvad skal han have ud af at få skrevet en diagnose på papiret, hvis han ender op som en velfungerende ung mand ? Det kan gøre at man fx kigger på ham når han engang selv skal have børn, uden det nødvendigvis har en betydning blot fordi nogen ser der står autisme (autisme er mange forskellige ting og udarter sig på mange måder, nogen er nok ikke egnet som forældre , men andre er).

Vi er alle forskellige, skal vi have et navn for alle personligheder ?

Nu fungerer det ikke helt sådan med psykiske diagnoser. Det har intet at gøre med at stemple ham, men simpelthen fordi det skal gavne at få en diagnose ellers hvorfor skulle man da få en ? Hvad skal han have ud af at få skrevet en diagnose på papiret, hvis han ender op som en velfungerende ung mand ? Det kan gøre at man fx kigger på ham når han engang selv skal have børn, uden det nødvendigvis har en betydning blot fordi nogen ser der står autisme (autisme er mange forskellige ting og udarter sig på mange måder, nogen er nok ikke egnet som forældre , men andre er).

Vi er alle forskellige, skal vi have et navn for alle personligheder ?

Altså nu er autisme jo et spektrum, men hvis dit barn reelt har autisme og er (snart) skolealderen, så er man ikke i tvivl om de udfordringer, der følger med i sociale kontekster udenfor hjemmet. Disse udfordringer kan afhjælpes ved, at omverdenen ved hvordan den skal forholde sig til barnet, og her kommer diagnostik ind. Det er ikke kun (overhovedet ikke faktisk) et spørgsmål om at putte et mærkat på et barn, men at lære specifikt hvordan det barn fungerer og hvad barnet responderer positivt på. 
I skolesammenhæng er der blevet tabt enormt mange børn i vores generation, fordi de ikke er blevet set og har skullet passe ned i bestemte kasser, som ikke var mulige for dem. Selv hvis de udvendigt ser velfungerende ud, kan der være indre ar fra at vokse op og følge sig “forkert” og anderledes tænkende og fungerende end alle andre - uden en forklaring herpå. Derfor er det en meget voldsom besked at blive udredt som voksen på godt og ondt - fordi ens selvforståelse rykkes markant.

Så summasummarum - hvis du ikke ved særlig meget om området, så har du ingen jordisk chance for at forstå hvad det rent faktisk handler om, og hvor meget “en diagnose” kan afhjælpe.

Og ps - en autismediagnose alene har intet at gøre med forældreegenskaber og bliver heller ikke vurderet som sådan.