Hvad pokker er det rigtige for MIG

Rigin15 skriver:

Det lyder i hvertfald dejligt  Men er det realistisk at stile efter? 

Måske ikke, men så vil jeg hellere leve alene end at skrue ned for nogle punkter

Rigin15 skriver:

Ja, selvfølgelig kan ingen svare mig på det. Men jeg har brug for at lufte mine tanker, og høre hvad andre tænker.

Lidt om mig: Jeg er 27 år, i gang med kandidaten af mit lægestudie og alenemor til to: en pige på 7 år og en dreng på 4 år. Jeg gik fra deres far for over 2 år siden, da han viste sig at være alkoholiker, og det gik ud over mig og mine børn (det er en laaaang historie). Jeg har dem 11 ud af 14 dage,
Jeg er kæreste med en super sød mand, som er 16 år ældre og har to noget ældre børn som han har 7:7. Vi bor ikke sammen, men dog tæt på hinanden. Vi har været sammen i 1,5 år.

Og nu til det, der fylder hos mig: Min kæreste og jeg er rigtig gode til at snakke sammen om stort og småt, men det resulterer så også i, at der nogle gange bliver vendt nogle mindre sjove emner. fx: At jeg er lidt "for" ung i min opførsel nogle gange. Han understregede at det ikke var for at kritisere, men at han bare havde brug for at vende det. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle bruge informationen til. Den gjorde mig mest af alt bare lidt ked af det.
Et andet eksempel: At hans ældste søn ikke kan lide min ældste, og han derfor prioriterer at mine børn ikke er hos ham, når hans søn også er der, fordi han ikke synes, sønnen skal føle sig nødsaget til at trække sig op på værelset. Jeg ved godt, min datter kan være lidt "meget" når hun er et sted, hvor hun ikke føler sig 100% hjemme. Hun kan ikke altid finde ud af, at falde ned og bare være sig selv i sådanne situationer. Det hjælper i hvertfald slet ikke, hvis hun kan mærke, at hun bliver set lidt skævt på. Det var i hvertfald ikke rart at høre. Og jeg synes måske, det var bedre at sønnen prøvede at lære hende at kende frem for at trække sig (han er 17).
Et tredje eksempel: Vi er begge drømmere, som finder meget hygge i at drømme om fremtiden. Det har også ført til, at vi har kigget på huse, bare for sjov. Men en dag, så sagde han, at han efter at have kigget på hus ikke kunne undlade at tænke over, hvordan vi dog skulle kunne føre vores familier sammen. Både grundet hans ældstes syn på min datter, og på grund af, hvor forskellige vi er, når det kommer til vores hjem. Han er meget ryddelig, modsat mig, som lever i et kaos grundet min meget pressede tidsplan hver dag, og så har jeg heller ikke en uges børnefri til at få styr på en masse.

Nå, men den sidste snak fik mig til at spørge ham om, hvad han egentlig gerne vil. Han fortalte, at han faktisk som udgangspunkt slet ikke havde søgt en kæreste at skabe familie med, men i stedet en "hyggekæreste" han kunne gå ud med, og dele oplevelser med - en COLA-kæreste (couples living apart). Men at han nu var i tvivl om, hvad det faktisk er, han ønsker. Han kunne sagtens forstå, at jeg søgte en at skabe familie med. Hvilket jeg gør, for jeg har aldrig rigtig oplevet at være en velfungerende børnefamilie. Taget min alder i betragtning kommer det nok heller ikke som et chok for mange, at jeg ikke er klar til at opgive familiedrømmen. Jeg fortalte ham også, at jeg havde en følelse af, at han gerne ville mig, men ikke ville mine børn. Til det svarede han: "Det er nok også sådan han har det lige nu".  Men altså...
Han vil også helst dyrke hans børn uden vi er der...

Nu ved jeg godt, at jeg har skrevet en masse, som sikkert får de fleste til at tænke, at jeg helt åbenlyst ikke bør være sammen med ham. Men jeg elsker ham jo. Vi er meget meget ens på mange personlige punkter. Deler de samme holdninger og kan virkelig grine sammen som om vi aldrig har gjort andet. Men igen, så er det, når vi bare er sammen uden børn.

Hvad fanden gør jeg? Bør jeg tænke, at der er noget bedre derude? En der kan give mig drømmen om en familie, og måske et barn mere, som min nuværende kæreste ikke vil have. Til trods for, at jeg synes vi passer perfekt på de fleste andre punkter.

Jeg ville nok se det fra mine egne børns side først og fremmest. 

Din kæreste er ældre og hans børn flyver fra reden om nogle år. Det lyder til han faktisk ser frem til det og et mere frit liv igen.

Du er et helt andet sted i livet, dine børn er små og du vil evt. gerne give dem en søskende og et familieliv med en stedfar.

Han ønsker ikke dine børn rigtigt. Måske han kan lære at leve med dem og accepterer dem fordi han vil dig, men er det det du ønsker for dine børn. At de kun er tålt, men ikke elsket?

Ps.
Hans ældste er 17 år og snart voksen. Jeg synes ikke man kan bebrejde ham, at han ikke gider involverer sig i nye mindre papsøskende. 

Roselil skriver:

Jeg ville nok se det fra mine egne børns side først og fremmest. 

Din kæreste er ældre og hans børn flyver fra reden om nogle år. Det lyder til han faktisk ser frem til det og et mere frit liv igen.

Du er et helt andet sted i livet, dine børn er små og du vil evt. gerne give dem en søskende og et familieliv med en stedfar.

Han ønsker ikke dine børn rigtigt. Måske han kan lære at leve med dem og accepterer dem fordi han vil dig, men er det det du ønsker for dine børn. At de kun er tålt, men ikke elsket?

Ps.
Hans ældste er 17 år og snart voksen. Jeg synes ikke man kan bebrejde ham, at han ikke gider involverer sig i nye mindre papsøskende. 

Nej jeg ville slet ikke kunne bære, at børnene bare er tålt. Det er ikke fordi, jeg forventer, at han vil elske dem som sine egne. For det vil de jo aldrig blive. Men det skal ikke bare være sådan, at han holder ud, så længe de er små, og så kan ånde ud, når de er blevet store. 

helt enig. Det er fair kok, at en 17 årig ikke vil involverer sig. Men jeg er mere ked af, at han vælger ikke at kunne lide min datter, uden han nogensinde rigtig har snakket med hende.

Roselil skriver:

Jeg ville nok se det fra mine egne børns side først og fremmest. 

Din kæreste er ældre og hans børn flyver fra reden om nogle år. Det lyder til han faktisk ser frem til det og et mere frit liv igen.

Du er et helt andet sted i livet, dine børn er små og du vil evt. gerne give dem en søskende og et familieliv med en stedfar.

Han ønsker ikke dine børn rigtigt. Måske han kan lære at leve med dem og accepterer dem fordi han vil dig, men er det det du ønsker for dine børn. At de kun er tålt, men ikke elsket?

Ps.
Hans ældste er 17 år og snart voksen. Jeg synes ikke man kan bebrejde ham, at han ikke gider involverer sig i nye mindre papsøskende. 

Jeg synes, det er helt ok, at den 17-årige ikke involverer sig. Men jeg ville blive stiktosset, hvis det var min 17-årige, der sagde om en lille pige - uanset relation - at han decideret ikke kunne lide hende. Det ville jeg tage som en meget relevant og påkrævet anledning til at lære ham lidt om rummelighed og ordentlig opførsel over for et barn - i stedet for at acceptere det og ligefrem citere knægtens ucharmerende bemærkning over for barnets mor. 

Hvad er det ved et COLA-forhold, du godt kan lide? 
jeg kan også sagtens se, at et sådant forhold kan fungere. Men jeg forestiller mig, at det mest tiltaler personer hvis børn er så store, at de er ved at være fløjet fra redden. Eller personer, som min kæreste, som har børnene hveranden uge. 

Jeg har overhovedet ikke lyst til at have en hygge-/deltidskæreste. Jeg drømmer om en at komme hjem til. En at dele både gode og dårlige stunder med. En at være et team med. 
Lige nu kæmper jeg mig gennem hverdagen, og jeg har ingen fritid. Når jeg har børnefri, så er jeg hos ham, fordi jeg vælger at prioritere ham, når jeg kan. Men jeg er så presset i min hverdag, fordi jeg er alene om alting.  jeg forestiller mig et forhold, hvor vi hjælper hinanden, og gør hverdagen lidt lettere at sluge, frigiver ekstra fritid, så der både er fri til hinanden og fri til sig selv. 

Kan sagtens forstå hvorfor du foretrækker et traditionelt forhold. Det har jeg også altid gjort.

Men har det også sådan at efter et langt ægteskab, med villa vovse og Volvo med hvad det indebærer at rutiner og hamsterhjul, så vil jeg helt klart foretrække at ikke bo sammen med en eventuelt fremtidig partner. Det er dejligt at have prøvet familielivet med hverdag på godt og ondt, men det hænger måske også sammen med hvordan jeg er som person. Kan virkelig godt lide mit eget selskab og har givet afkald på stort set alt i de år min mand og jeg har været sammen fordi jeg har taget mig af det meste og en fritidsaktivitet skal planlægges og bookes i min mands kalender flere uger i forvejen.

Savner min frihed til at lave hvad jeg vil uden nogen har en holdning til hvad jeg laver og hvornår. Og et cola forhold kan give mig det space jeg har brug for. Det betyder ikke at det er et åbent forhold, men blot at man ikke bor under samme tag. 

min mand og jeg er sammen og jeg har endda luftet for ham at jeg tror vi ville have et bedre forhold hvils vi ikke boede sammen men stadig er et par. Men det er ikke en mulighed og blev ikke taget så godt imod.

At man er to betyder absolut ikke at man deles om tingene. Jeg hat aldrig fri, mig der står for det meste - så et cola forhold ville give mig en smule frihed og mulighed for at sende mit barn til deres far. For på 5 år har jeg haft sammenlagt 2 døgn hvor jeg ikke var primær passer af barnet morgen middag og aften. 

Der er ganske vist mange dejlige ting ved at bo sammen. Mange minder og øjeblikke man ikke får hvis man bor hver for sig. Men tanken om at have sit helt eget hjem hvor man kan gøre og lave præcis  hvad man vil er tiltalende. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg synes, det er helt ok, at den 17-årige ikke involverer sig. Men jeg ville blive stiktosset, hvis det var min 17-årige, der sagde om en lille pige - uanset relation - at han decideret ikke kunne lide hende. Det ville jeg tage som en meget relevant og påkrævet anledning til at lære ham lidt om rummelighed og ordentlig opførsel over for et barn - i stedet for at acceptere det og ligefrem citere knægtens ucharmerende bemærkning over for barnets mor. 

 

Yes, den del af det er temmelig ucharmerende, endnu mere fra kærestens side end sønnikes

Kan sagtens forstå hvorfor du foretrækker et traditionelt forhold. Det har jeg også altid gjort.

Men har det også sådan at efter et langt ægteskab, med villa vovse og Volvo med hvad det indebærer at rutiner og hamsterhjul, så vil jeg helt klart foretrække at ikke bo sammen med en eventuelt fremtidig partner. Det er dejligt at have prøvet familielivet med hverdag på godt og ondt, men det hænger måske også sammen med hvordan jeg er som person. Kan virkelig godt lide mit eget selskab og har givet afkald på stort set alt i de år min mand og jeg har været sammen fordi jeg har taget mig af det meste og en fritidsaktivitet skal planlægges og bookes i min mands kalender flere uger i forvejen.

Savner min frihed til at lave hvad jeg vil uden nogen har en holdning til hvad jeg laver og hvornår. Og et cola forhold kan give mig det space jeg har brug for. Det betyder ikke at det er et åbent forhold, men blot at man ikke bor under samme tag. 

min mand og jeg er sammen og jeg har endda luftet for ham at jeg tror vi ville have et bedre forhold hvils vi ikke boede sammen men stadig er et par. Men det er ikke en mulighed og blev ikke taget så godt imod.

At man er to betyder absolut ikke at man deles om tingene. Jeg hat aldrig fri, mig der står for det meste - så et cola forhold ville give mig en smule frihed og mulighed for at sende mit barn til deres far. For på 5 år har jeg haft sammenlagt 2 døgn hvor jeg ikke var primær passer af barnet morgen middag og aften. 

Der er ganske vist mange dejlige ting ved at bo sammen. Mange minder og øjeblikke man ikke får hvis man bor hver for sig. Men tanken om at have sit helt eget hjem hvor man kan gøre og lave præcis  hvad man vil er tiltalende. 

Jeg må desværre stemme i her - jeg står også for stort set alt praktisk herhjemme, min mand hjælper hvis jeg beder ham om det, men han er et rodehoved og har et andet forhold til rengøring og ikke mindst planlægning end jeg. Jeg tror ikke vi nogensinde ville være kommet på ferie eller børnene ville gå til fritidsaktiviteter hvis ikke jeg havde taget teten på de ting.

Jeg kender til hans barndom og (manglende/kaotiske) opdragelse, så har forståelse for hvor det kommer fra, så selvom jeg elsker ham, har jeg tit tænkt at det ville være dejligt ikke at bo sammen med ham - og at hvis jeg nogensinde blev alene, vil jeg ALDRIG bo sammen med andre igen - vil nyde at skulle bruge MIN tid på MIG, og ikke på alle andre.

Vi har indrettet os så jeg kun arbejder 30 timer om ugen, så har jeg trods alt de 7 timer ekstra til arbejdet i hjemmet og børnene.

Jeg synes i øvrigt det er fedt der pt er lidt fokus på det at kvinderne ofte sidder med den usynlige opgave omkring planlægning og koordinering.

Til TS: Jeg forstår godt hans ønske om et COLA forhold, MEN det lyder som om du allerede ofrer dig en del mere end han gør, så jeg stemmer i med de andre - det er ikke den rigtige løsning for dig og dine børn, du bør finde en der elsker dig/jer præcis som I er. Enig i at HAN lyder umoden, og uacceptabelt at han ikke tør tage konflikten med hans søn, så det ender med at gå ud over et barn.

Minime2018 skriver:

Kan sagtens forstå hvorfor du foretrækker et traditionelt forhold. Det har jeg også altid gjort.

Men har det også sådan at efter et langt ægteskab, med villa vovse og Volvo med hvad det indebærer at rutiner og hamsterhjul, så vil jeg helt klart foretrække at ikke bo sammen med en eventuelt fremtidig partner. Det er dejligt at have prøvet familielivet med hverdag på godt og ondt, men det hænger måske også sammen med hvordan jeg er som person. Kan virkelig godt lide mit eget selskab og har givet afkald på stort set alt i de år min mand og jeg har været sammen fordi jeg har taget mig af det meste og en fritidsaktivitet skal planlægges og bookes i min mands kalender flere uger i forvejen.

Savner min frihed til at lave hvad jeg vil uden nogen har en holdning til hvad jeg laver og hvornår. Og et cola forhold kan give mig det space jeg har brug for. Det betyder ikke at det er et åbent forhold, men blot at man ikke bor under samme tag. 

min mand og jeg er sammen og jeg har endda luftet for ham at jeg tror vi ville have et bedre forhold hvils vi ikke boede sammen men stadig er et par. Men det er ikke en mulighed og blev ikke taget så godt imod.

At man er to betyder absolut ikke at man deles om tingene. Jeg hat aldrig fri, mig der står for det meste - så et cola forhold ville give mig en smule frihed og mulighed for at sende mit barn til deres far. For på 5 år har jeg haft sammenlagt 2 døgn hvor jeg ikke var primær passer af barnet morgen middag og aften. 

Der er ganske vist mange dejlige ting ved at bo sammen. Mange minder og øjeblikke man ikke får hvis man bor hver for sig. Men tanken om at have sit helt eget hjem hvor man kan gøre og lave præcis  hvad man vil er tiltalende. 

De grunde du beskriver lyder mere som om det er dig der hænger på alle de praktiske opgaver og der skal en seriøs opgavefordeling i gang end nødvendigvis et cola forhold? 

jeg tænker der er da ingen som vil bo sammen med en hvor man er den der trækker det store læs altid uanset hvilket forhold man har. Jeg er single men ville elske at bo sammen med en kæreste og alt det gejl - men hvis resultatet var at jeg stod for det hele så.. ville jeg da klart hellere bo alene. Så ud fra det du beskriver kan jeg godt forstå dig, men virker til det er mere fordi du ikke får den optimale støtte i dagligdagen 

Du er 27 og ønsker et sammenbragt familieliv. Det skal du have!!! Tænk et langt liv du har foran dig, hvor der er plads til en mand der kan komme ind i dine børns liv, helt fra de er ret små Og de kan få en kærlig og tæt bonusforældre. 

men det er ikke din kæreste der kan tilbyde jer det liv. Det er der til gengæld masser af andre gode mænd, der kan. 

Det vil være et alt for sindsygt kompromis, for dig, at skulle leve efter din kærestes holdninger. Han vil kun dig. Han glæder sig til at være voksen uden børn igen, og kunne have et forhold hvor der kun er alt det søde. Du bliver, som du selv siger, degraderet til bolleven eller elskerinde. 

Det vil ikke fungere er jeg bange for. I er simpelthen for forskellige og vil forskellige ting. Alle mine alarmklokker bimler og bamler her.  Iøvrigt synes jeg det er nedværdigende at han kommenterer på din alder og siger du ikke er moden. 

Jeg tror også, mine egne alarmklokker har bimlet lidt, hvilket netop har fået mig til at skrive her, for jeg kan slet ikke finde ud af det

jeg har også fortalt ham efterfølgende, at jeg ikke synes, det giver mening at han fortæller mig. Jeg kan jo ikke ændre på det. For jeg ér jo ung. Omend ikke umoden. Det er klart jeg ikke opfører mig som ham. Jeg synes, han burde se det som en fordel