Hvad pokker er det rigtige for MIG

3 skønne banditter skriver:

Jeg ville personligt ikke bryde mig om, at der tales så åbent om at nogen ikke "kan lide" mit 7 årige barn. Dét ville være min grænse. Hvis hun er impulsstyret, usikker, "for meget" (eller hvordan man vælger at udtrykke sig) på udebane, ville jeg aldrig tage hende ind i et miljø hvor to (næsten) voksne mennesker tilsyneladende ikke brød sig om hende. Hvis ikke de kan rumme hende, så fair nok, det er jo deres ret, men hun følger jo altså med dig og har lige så stor ret til at blive rummet og være sig selv som de store børn. Ellers er jeg bange for hun kommer til at føle sig forkert. Jeg tænker at en familiekonstellation hvor alle nærmest ikke kan være i samme rum er opskriften på stress for alle parter, også børnene.

I mine ører er det ham, der er umoden og usikker på hvad han vil. Jeg ville i hvert fald holde min datter væk, men hvis du har lyst til et forhold hvor I kun ses uden børn så kan det vel godt fungere.

Yeah… jeg blev også ked af det. Jeg har så vidt muligt holdt min datter væk, fordi jeg ikke vil risikere, at hun kommer til at føle sig set skævt på.

jeg har ikke på noget tidspunkt i vores forhold lagt skjul på, at jeg vil have en familie. Men han har ikke været tydelig omkring han COLA-drømme. Sandsynligvis for, han slet ikke selv har været bevidst om det, før jeg spurgte ham direkte. 

Rigin15 skriver:

Jeg tror også, mine egne alarmklokker har bimlet lidt, hvilket netop har fået mig til at skrive her, for jeg kan slet ikke finde ud af det

jeg har også fortalt ham efterfølgende, at jeg ikke synes, det giver mening at han fortæller mig. Jeg kan jo ikke ændre på det. For jeg ér jo ung. Omend ikke umoden. Det er klart jeg ikke opfører mig som ham. Jeg synes, han burde se det som en fordel

Det forstår jeg virkelig godt og jeg kender godt det med at det kan være svært at mærke efter hvad der er det rigtige. Nogle gange skal svarene også komme til os, når vi er klar. 
hvis du nu bliver stille og slipper tanker, meninger, ‘burde’ osv.. så tror jeg du kan lytte til hvad dit inderste - dit hjerte og din intuition siger. Spørgsmålet er om det er af frygt for ikke at finde noget bedre du er i det forhold? Du behøver ikke svare her, men værd at reflektere over om man vil leve et liv styret af frygt eller kærlighed. 
jeg er sikker på du nok skal gøre det helt rigtige for dig :-) 

Janey skriver:

Du skriver, at I passer perfekt sammen på mange områder, men passer I sammen på de VIGTIGSTE områder?

Du må mærke efter, om du er okay med at være hyggekærester/COLA eller, hvad man vil definere det som eller, om drømmen om familielivet er vigtigere for dig. Det er helt sikkert ikke nogen nem beslutning, når du elsker manden, men som du beskriver det, så får du ikke det du drømmer om hos ham. Svaret du må finde frem til må så være, om du elsker manden nok til, at nøjes med det han vil tilbyde dig.

Vi andre kan skrive nok så meget om, at sådan et forhold kunne vi ikke være i, men hvis det er ok for dig, at I kun ses uden børn og ikke får et hverdagsliv sammen i hvert fald så længe du har hjemmeboende børn, så er det jo ligegyldigt hvad vi andre kan være i. Alle lovlige familiekonstellationer er ok, når alle parter er lykkelige i det (inklusive hjemmeboende børn), men er du det? Og er du det nu, er du så også det om 5 år? 10 år?

Du skriver det så rigtigt. Det er jo det der er problemet, kan jeg se. At selvom vi passer så godt sammen på det personlige plan, så drømmer vi om noget helt forskelligt. Så på det (vigtigste) område er vi et mismatch. 

nej jeg tror ikke, jeg elsker ham nok til at ville give helt afkald på mine drømme. Og jeg vil jo heller ikke ændre på ham og hans drømme. Jeg kan heller ikke give han det, han drømmer om.

jeg har indtil nu bare fundet mig i at vi mest af alt ses uden børn. For han har været igennem en periode med familieproblemet og depression. Sammenholdt med, at han ikke tydeligt har sagt, hvad han ønsker og ikke ønsker, så har jeg nok forgæves gået og håbet på, han ville bliver klar til at vi sås mere end det.

Mor11 skriver:

Du er 27 og ønsker et sammenbragt familieliv. Det skal du have!!! Tænk et langt liv du har foran dig, hvor der er plads til en mand der kan komme ind i dine børns liv, helt fra de er ret små Og de kan få en kærlig og tæt bonusforældre. 

men det er ikke din kæreste der kan tilbyde jer det liv. Det er der til gengæld masser af andre gode mænd, der kan. 

Det vil være et alt for sindsygt kompromis, for dig, at skulle leve efter din kærestes holdninger. Han vil kun dig. Han glæder sig til at være voksen uden børn igen, og kunne have et forhold hvor der kun er alt det søde. Du bliver, som du selv siger, degraderet til bolleven eller elskerinde. 

Ja. Det er min drøm og håb for fremtiden.

jeg har nok bare ikke så meget erfaring med mænd. Jeg har kun været sammen med børnenes far og min nuværende kæreste. Jeg er ikke typen der hurtigt giver op og smutter. Men jeg kan godt se, at der nok kommer tidspunkter, hvor det er bedst at give slip og åbne døren til nye muligheder. 

Cerenia skriver:

Det forstår jeg virkelig godt og jeg kender godt det med at det kan være svært at mærke efter hvad der er det rigtige. Nogle gange skal svarene også komme til os, når vi er klar. 
hvis du nu bliver stille og slipper tanker, meninger, ‘burde’ osv.. så tror jeg du kan lytte til hvad dit inderste - dit hjerte og din intuition siger. Spørgsmålet er om det er af frygt for ikke at finde noget bedre du er i det forhold? Du behøver ikke svare her, men værd at reflektere over om man vil leve et liv styret af frygt eller kærlighed. 
jeg er sikker på du nok skal gøre det helt rigtige for dig :-) 

Det er virkelig en sød besked.

ja, jeg tror, jeg har fået lidt ar på sjælen efter 8 år med børnenes far. Han endte med at være enormt manipulerende. Så da jeg endelig tog modet til mig og gik fra ham, så havde jeg ingen intentioner om at starte et nyt forhold i laaaaaang tid. Men så var det, min nuværende kæreste skrev til mig på Facebook, og så har jeg bare hængt ved lige siden. 
Men efter at have læst alle jeres svar, så har jeg mere og mere ro i maven over tanken om, at jeg ikke kan være sammen med ham. Jeg føler mig fanget, hvis man kan sige det. Det føles som om, der er sat så mange begrænsninger på min fremtid. 

Yeah… jeg blev også ked af det. Jeg har så vidt muligt holdt min datter væk, fordi jeg ikke vil risikere, at hun kommer til at føle sig set skævt på.

jeg har ikke på noget tidspunkt i vores forhold lagt skjul på, at jeg vil have en familie. Men han har ikke været tydelig omkring han COLA-drømme. Sandsynligvis for, han slet ikke selv har været bevidst om det, før jeg spurgte ham direkte. 

Jeg kan godt forstå du blev ked af det. Jeg har selv prøvet præcis det samme, og jeg fik ikke sagt fra dengang. Det er så utrolig nedbrydende at være i et forhold, hvor man hele tiden skal være på vagt på den måde for at holde alle glade og undgå konflikter.

Jeg håber du passer godt på dig selv her, for selvom det måske er "nemmere" at blive i det forhold, som du allerede har investeret tid og følelser i, er det bare et ufatteligt stort kompromis du bliver nødt til at indgå. Og du er ung med alt tid i verden foran dig, så jeg håber ikke du bruger dine bedste år med én, der kalder dig umoden og taler grimt om dine børn

Rigin15 skriver:

Ja. Det er min drøm og håb for fremtiden.

jeg har nok bare ikke så meget erfaring med mænd. Jeg har kun været sammen med børnenes far og min nuværende kæreste. Jeg er ikke typen der hurtigt giver op og smutter. Men jeg kan godt se, at der nok kommer tidspunkter, hvor det er bedst at give slip og åbne døren til nye muligheder. 

Det i har, er det jeg vil kalde et “situation-ship”. Et forhold, hvor man ses uden at tage stilling til de vigtige ting. Hvor man bare lever i nuet og hygger sig. 
ofte rammer man et punkt hvor den ene har brug for klarhed om fremtidens udsigter, fordi følelserne vokser og tankerne om fremtid begynder at banke på, samt tvivlen om hvor den anden part ser sig selv. Og først der, ved man om forholdet faktisk er værd at bygge videre på. 

når du kommer videre i din færd i dating-land. Så vær opmærksom på om du lander i et situationship igen. du kan afværge det, ved at tage snakken om forhold og fremtidsdrømme op, når du kan mærke du er tiltagende glad for én. Hvis han lukker samtalen eller på anden vis taler uden om - så er i højest sandsynligt ikke samme sted, og han vil gerne holde det i limbo hvor det bare er hyggeligt og ikke for seriøst. - og så skal du videre

UPDATE:

For en uge siden gjorde jeg det forbi med ham. Det var skide hårdt! Virkelig. Men jo længere tid der er gået siden, jo mere rigtigt føles det. Jeg er ikke længere i tvivl om, at det var det rigtige for mig at gøre. Og jeg har måtte sande, at jeg nok slet ikke elskede ham på den måde, jeg bildte mig selv ind. At det nok i virkeligheden var mere en tryghed for mig at blive. Men det lette valg er ikke altid det rigtige. 

tusind tak for alle jeres svar. Det gav mig det sidste puf, jeg havde brug for

Desuden har jeg efterfølgende fundet ud af, at en af mine skønne venner fra studiet længe har stået på sidelinjen og håbet på, jeg blev single. Hvem ved. Måske er “Mr. Right” slet ikke så langt væk. Han er simpelthen så sød, og han kan godt lide mine børn 

3 skønne banditter skriver:

Jeg ville personligt ikke bryde mig om, at der tales så åbent om at nogen ikke "kan lide" mit 7 årige barn. Dét ville være min grænse. Hvis hun er impulsstyret, usikker, "for meget" (eller hvordan man vælger at udtrykke sig) på udebane, ville jeg aldrig tage hende ind i et miljø hvor to (næsten) voksne mennesker tilsyneladende ikke brød sig om hende. Hvis ikke de kan rumme hende, så fair nok, det er jo deres ret, men hun følger jo altså med dig og har lige så stor ret til at blive rummet og være sig selv som de store børn. Ellers er jeg bange for hun kommer til at føle sig forkert. Jeg tænker at en familiekonstellation hvor alle nærmest ikke kan være i samme rum er opskriften på stress for alle parter, også børnene.

I mine ører er det ham, der er umoden og usikker på hvad han vil. Jeg ville i hvert fald holde min datter væk, men hvis du har lyst til et forhold hvor I kun ses uden børn så kan det vel godt fungere.

Så rigtigt! Jeg er helt enig med dig

Rigin15 skriver:

Du skriver det, jeg inderst inde nok tænker. For det har jeg slet sungen interesse i. 

Jeg synes også, det er skide svært, for jeg har snakket med ham om det med min datter, at det ikke er okay at fjerne sig fra hende for at “skåne” hans søn. Hun er jo stadig bare en lille pige, der er ved at finde sin plads i verden. 
Han understregede, at når han sagde, at han ikke ville mine børn, så var det sådan han havde det lige nu, men at det ikke er det samme som at han definitivt slet ikke vil dem. Men jeg synes bare, at det er mere sort og hvidt, når det kommer til forhold med børn indblandet. Så er man nødt til enten at investerer sig i hele pakken, eller slet ikke. Man kan ikke bare vælge til og fra som det lige passer. Det kan man hverken byde mig eller mine børn. Det sagde jeg også til ham.

Han aner i hvertfald ikke, hvad han gerne vil. Han vil gerne være sammen med mig, men kun de gode sider af mig. Altså den lette del. 

Jeg flet mest af alt, at det degraderer mig mere til en bolleven end en kæreste. 

Hrmmm - jeg kan slet ikke forestille mig at have lyst til at være i et forhold med en mand som helt åbenlyst gav udtryk for ikke at gide mine børn? Hvad pokker er fremtiden i dag? For mig er mine børn ubetinget nr. 1 og de og jeg er en enhed - altid! 

Jeg synes egentlig ofte problematikken er oppe at vende herinde og jeg mærker, at jeg egentlig nok står noget alene med min holdning - det undrer mig dog…