Hvad pokker er det rigtige for MIG

Ja, selvfølgelig kan ingen svare mig på det. Men jeg har brug for at lufte mine tanker, og høre hvad andre tænker.

Lidt om mig: Jeg er 27 år, i gang med kandidaten af mit lægestudie og alenemor til to: en pige på 7 år og en dreng på 4 år. Jeg gik fra deres far for over 2 år siden, da han viste sig at være alkoholiker, og det gik ud over mig og mine børn (det er en laaaang historie). Jeg har dem 11 ud af 14 dage,
Jeg er kæreste med en super sød mand, som er 16 år ældre og har to noget ældre børn som han har 7:7. Vi bor ikke sammen, men dog tæt på hinanden. Vi har været sammen i 1,5 år.

Og nu til det, der fylder hos mig: Min kæreste og jeg er rigtig gode til at snakke sammen om stort og småt, men det resulterer så også i, at der nogle gange bliver vendt nogle mindre sjove emner. fx: At jeg er lidt "for" ung i min opførsel nogle gange. Han understregede at det ikke var for at kritisere, men at han bare havde brug for at vende det. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle bruge informationen til. Den gjorde mig mest af alt bare lidt ked af det.
Et andet eksempel: At hans ældste søn ikke kan lide min ældste, og han derfor prioriterer at mine børn ikke er hos ham, når hans søn også er der, fordi han ikke synes, sønnen skal føle sig nødsaget til at trække sig op på værelset. Jeg ved godt, min datter kan være lidt "meget" når hun er et sted, hvor hun ikke føler sig 100% hjemme. Hun kan ikke altid finde ud af, at falde ned og bare være sig selv i sådanne situationer. Det hjælper i hvertfald slet ikke, hvis hun kan mærke, at hun bliver set lidt skævt på. Det var i hvertfald ikke rart at høre. Og jeg synes måske, det var bedre at sønnen prøvede at lære hende at kende frem for at trække sig (han er 17).
Et tredje eksempel: Vi er begge drømmere, som finder meget hygge i at drømme om fremtiden. Det har også ført til, at vi har kigget på huse, bare for sjov. Men en dag, så sagde han, at han efter at have kigget på hus ikke kunne undlade at tænke over, hvordan vi dog skulle kunne føre vores familier sammen. Både grundet hans ældstes syn på min datter, og på grund af, hvor forskellige vi er, når det kommer til vores hjem. Han er meget ryddelig, modsat mig, som lever i et kaos grundet min meget pressede tidsplan hver dag, og så har jeg heller ikke en uges børnefri til at få styr på en masse.

Nå, men den sidste snak fik mig til at spørge ham om, hvad han egentlig gerne vil. Han fortalte, at han faktisk som udgangspunkt slet ikke havde søgt en kæreste at skabe familie med, men i stedet en "hyggekæreste" han kunne gå ud med, og dele oplevelser med - en COLA-kæreste (couples living apart). Men at han nu var i tvivl om, hvad det faktisk er, han ønsker. Han kunne sagtens forstå, at jeg søgte en at skabe familie med. Hvilket jeg gør, for jeg har aldrig rigtig oplevet at være en velfungerende børnefamilie. Taget min alder i betragtning kommer det nok heller ikke som et chok for mange, at jeg ikke er klar til at opgive familiedrømmen. Jeg fortalte ham også, at jeg havde en følelse af, at han gerne ville mig, men ikke ville mine børn. Til det svarede han: "Det er nok også sådan han har det lige nu".  Men altså...
Han vil også helst dyrke hans børn uden vi er der...

Nu ved jeg godt, at jeg har skrevet en masse, som sikkert får de fleste til at tænke, at jeg helt åbenlyst ikke bør være sammen med ham. Men jeg elsker ham jo. Vi er meget meget ens på mange personlige punkter. Deler de samme holdninger og kan virkelig grine sammen som om vi aldrig har gjort andet. Men igen, så er det, når vi bare er sammen uden børn.

Hvad fanden gør jeg? Bør jeg tænke, at der er noget bedre derude? En der kan give mig drømmen om en familie, og måske et barn mere, som min nuværende kæreste ikke vil have. Til trods for, at jeg synes vi passer perfekt på de fleste andre punkter.

Du skal være sammen med en der elsker hele dig. Alle dine sider, alt dit intensitet og alt dit rod. 

Jeg drømmer om et cola-forhold hvis jeg skal have en kæreste igen. Men kun med en der har lyst og har samme behov og ikke går håber man måske skifter mening. Man kan godt elske en person og være tro, uden at bo sammen. 

Hvis det ikke er for dig og du inderligt går og drømmer om at flytte sammen en dag, så er det nok ikke ham du skal satse hele puljen på. 

Rigin15 skriver:

Ja, selvfølgelig kan ingen svare mig på det. Men jeg har brug for at lufte mine tanker, og høre hvad andre tænker.

Lidt om mig: Jeg er 27 år, i gang med kandidaten af mit lægestudie og alenemor til to: en pige på 7 år og en dreng på 4 år. Jeg gik fra deres far for over 2 år siden, da han viste sig at være alkoholiker, og det gik ud over mig og mine børn (det er en laaaang historie). Jeg har dem 11 ud af 14 dage,
Jeg er kæreste med en super sød mand, som er 16 år ældre og har to noget ældre børn som han har 7:7. Vi bor ikke sammen, men dog tæt på hinanden. Vi har været sammen i 1,5 år.

Og nu til det, der fylder hos mig: Min kæreste og jeg er rigtig gode til at snakke sammen om stort og småt, men det resulterer så også i, at der nogle gange bliver vendt nogle mindre sjove emner. fx: At jeg er lidt "for" ung i min opførsel nogle gange. Han understregede at det ikke var for at kritisere, men at han bare havde brug for at vende det. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle bruge informationen til. Den gjorde mig mest af alt bare lidt ked af det.
Et andet eksempel: At hans ældste søn ikke kan lide min ældste, og han derfor prioriterer at mine børn ikke er hos ham, når hans søn også er der, fordi han ikke synes, sønnen skal føle sig nødsaget til at trække sig op på værelset. Jeg ved godt, min datter kan være lidt "meget" når hun er et sted, hvor hun ikke føler sig 100% hjemme. Hun kan ikke altid finde ud af, at falde ned og bare være sig selv i sådanne situationer. Det hjælper i hvertfald slet ikke, hvis hun kan mærke, at hun bliver set lidt skævt på. Det var i hvertfald ikke rart at høre. Og jeg synes måske, det var bedre at sønnen prøvede at lære hende at kende frem for at trække sig (han er 17).
Et tredje eksempel: Vi er begge drømmere, som finder meget hygge i at drømme om fremtiden. Det har også ført til, at vi har kigget på huse, bare for sjov. Men en dag, så sagde han, at han efter at have kigget på hus ikke kunne undlade at tænke over, hvordan vi dog skulle kunne føre vores familier sammen. Både grundet hans ældstes syn på min datter, og på grund af, hvor forskellige vi er, når det kommer til vores hjem. Han er meget ryddelig, modsat mig, som lever i et kaos grundet min meget pressede tidsplan hver dag, og så har jeg heller ikke en uges børnefri til at få styr på en masse.

Nå, men den sidste snak fik mig til at spørge ham om, hvad han egentlig gerne vil. Han fortalte, at han faktisk som udgangspunkt slet ikke havde søgt en kæreste at skabe familie med, men i stedet en "hyggekæreste" han kunne gå ud med, og dele oplevelser med - en COLA-kæreste (couples living apart). Men at han nu var i tvivl om, hvad det faktisk er, han ønsker. Han kunne sagtens forstå, at jeg søgte en at skabe familie med. Hvilket jeg gør, for jeg har aldrig rigtig oplevet at være en velfungerende børnefamilie. Taget min alder i betragtning kommer det nok heller ikke som et chok for mange, at jeg ikke er klar til at opgive familiedrømmen. Jeg fortalte ham også, at jeg havde en følelse af, at han gerne ville mig, men ikke ville mine børn. Til det svarede han: "Det er nok også sådan han har det lige nu".  Men altså...
Han vil også helst dyrke hans børn uden vi er der...

Nu ved jeg godt, at jeg har skrevet en masse, som sikkert får de fleste til at tænke, at jeg helt åbenlyst ikke bør være sammen med ham. Men jeg elsker ham jo. Vi er meget meget ens på mange personlige punkter. Deler de samme holdninger og kan virkelig grine sammen som om vi aldrig har gjort andet. Men igen, så er det, når vi bare er sammen uden børn.

Hvad fanden gør jeg? Bør jeg tænke, at der er noget bedre derude? En der kan give mig drømmen om en familie, og måske et barn mere, som min nuværende kæreste ikke vil have. Til trods for, at jeg synes vi passer perfekt på de fleste andre punkter.

Han kommer jo aldrig til at give dig det familie/parforhold du ønsker dig når han ikke vil dine børn. 
så du skal jo gøre op med dig selv om du vil leve i et forhold hvor I bor hver for sig og Jeres børn ikke kommer til at have noget med hinanden at gøre. 
men jeg ville se det som er turn-off hvis han ikke gider mine børn. Børnene er en del af min pakke. 
men jeg synes nu også han selv lyder lidt “for ung af sin opførsel” taget hans alder i betragtning. 

Det vil ikke fungere er jeg bange for. I er simpelthen for forskellige og vil forskellige ting. Alle mine alarmklokker bimler og bamler her.  Iøvrigt synes jeg det er nedværdigende at han kommenterer på din alder og siger du ikke er moden. 

Jeg ville personligt ikke bryde mig om, at der tales så åbent om at nogen ikke "kan lide" mit 7 årige barn. Dét ville være min grænse. Hvis hun er impulsstyret, usikker, "for meget" (eller hvordan man vælger at udtrykke sig) på udebane, ville jeg aldrig tage hende ind i et miljø hvor to (næsten) voksne mennesker tilsyneladende ikke brød sig om hende. Hvis ikke de kan rumme hende, så fair nok, det er jo deres ret, men hun følger jo altså med dig og har lige så stor ret til at blive rummet og være sig selv som de store børn. Ellers er jeg bange for hun kommer til at føle sig forkert. Jeg tænker at en familiekonstellation hvor alle nærmest ikke kan være i samme rum er opskriften på stress for alle parter, også børnene.

I mine ører er det ham, der er umoden og usikker på hvad han vil. Jeg ville i hvert fald holde min datter væk, men hvis du har lyst til et forhold hvor I kun ses uden børn så kan det vel godt fungere.

Du skriver, at I passer perfekt sammen på mange områder, men passer I sammen på de VIGTIGSTE områder?

Du må mærke efter, om du er okay med at være hyggekærester/COLA eller, hvad man vil definere det som eller, om drømmen om familielivet er vigtigere for dig. Det er helt sikkert ikke nogen nem beslutning, når du elsker manden, men som du beskriver det, så får du ikke det du drømmer om hos ham. Svaret du må finde frem til må så være, om du elsker manden nok til, at nøjes med det han vil tilbyde dig.

Vi andre kan skrive nok så meget om, at sådan et forhold kunne vi ikke være i, men hvis det er ok for dig, at I kun ses uden børn og ikke får et hverdagsliv sammen i hvert fald så længe du har hjemmeboende børn, så er det jo ligegyldigt hvad vi andre kan være i. Alle lovlige familiekonstellationer er ok, når alle parter er lykkelige i det (inklusive hjemmeboende børn), men er du det? Og er du det nu, er du så også det om 5 år? 10 år?

Sprit25 skriver:

Du skal være sammen med en der elsker hele dig. Alle dine sider, alt dit intensitet og alt dit rod. 

Det lyder i hvertfald dejligt  Men er det realistisk at stile efter? 

Minime2018 skriver:

Jeg drømmer om et cola-forhold hvis jeg skal have en kæreste igen. Men kun med en der har lyst og har samme behov og ikke går håber man måske skifter mening. Man kan godt elske en person og være tro, uden at bo sammen. 

Hvis det ikke er for dig og du inderligt går og drømmer om at flytte sammen en dag, så er det nok ikke ham du skal satse hele puljen på. 

Hvad er det ved et COLA-forhold, du godt kan lide? 
jeg kan også sagtens se, at et sådant forhold kan fungere. Men jeg forestiller mig, at det mest tiltaler personer hvis børn er så store, at de er ved at være fløjet fra redden. Eller personer, som min kæreste, som har børnene hveranden uge. 

Jeg har overhovedet ikke lyst til at have en hygge-/deltidskæreste. Jeg drømmer om en at komme hjem til. En at dele både gode og dårlige stunder med. En at være et team med. 
Lige nu kæmper jeg mig gennem hverdagen, og jeg har ingen fritid. Når jeg har børnefri, så er jeg hos ham, fordi jeg vælger at prioritere ham, når jeg kan. Men jeg er så presset i min hverdag, fordi jeg er alene om alting.  jeg forestiller mig et forhold, hvor vi hjælper hinanden, og gør hverdagen lidt lettere at sluge, frigiver ekstra fritid, så der både er fri til hinanden og fri til sig selv. 

321 skriver:

Han kommer jo aldrig til at give dig det familie/parforhold du ønsker dig når han ikke vil dine børn. 
så du skal jo gøre op med dig selv om du vil leve i et forhold hvor I bor hver for sig og Jeres børn ikke kommer til at have noget med hinanden at gøre. 
men jeg ville se det som er turn-off hvis han ikke gider mine børn. Børnene er en del af min pakke. 
men jeg synes nu også han selv lyder lidt “for ung af sin opførsel” taget hans alder i betragtning. 

Du skriver det, jeg inderst inde nok tænker. For det har jeg slet sungen interesse i. 

Jeg synes også, det er skide svært, for jeg har snakket med ham om det med min datter, at det ikke er okay at fjerne sig fra hende for at “skåne” hans søn. Hun er jo stadig bare en lille pige, der er ved at finde sin plads i verden. 
Han understregede, at når han sagde, at han ikke ville mine børn, så var det sådan han havde det lige nu, men at det ikke er det samme som at han definitivt slet ikke vil dem. Men jeg synes bare, at det er mere sort og hvidt, når det kommer til forhold med børn indblandet. Så er man nødt til enten at investerer sig i hele pakken, eller slet ikke. Man kan ikke bare vælge til og fra som det lige passer. Det kan man hverken byde mig eller mine børn. Det sagde jeg også til ham.

Han aner i hvertfald ikke, hvad han gerne vil. Han vil gerne være sammen med mig, men kun de gode sider af mig. Altså den lette del. 

Jeg flet mest af alt, at det degraderer mig mere til en bolleven end en kæreste.