Jeg er helt enig.
Sundhedsplejerskerne i vores kommune sagde også at man ikke skulle være bekymret, bl.a. fordi der er en helt anden relation mellem barnet og pædagogerne i vuggestuen, end der er mellem barnet og forældrene.
Min søn har ikke skulle rokkes i søvn, men man skal altså bare gøre det der virker i en given situation og lade være med at prøve at leve op til vanskelige idealer.
Altså ud over, at jeg er helt enig med dig i, at forældre og småbørn skal gøre det som virker bedst og skaber tryghed, fremfor hvad alle mulige andre mener og forventer… og til trods for at jeg selv ikke ville have temperament til at vugge i timevis … så får jeg samtidig også lyst til at invitere folket i tråden til en lille smule reflektion og overvejelser omkring, hvad det er for nogle grundlæggende værdier og menneskesyn man mener, at vi som samfund skal ligge til grund for spædbørns første levetid:
Mener man helt oprigtigt, at små babyer og deres mødre som udgangspunkt skal “trænes og hærdes” til det insitutionsliv som venter dem? Det er en næsten uhyggelig opfattelse i mine øjne, at trække ned over menneskers første skrøbelige levetid.
At vi byder de fleste børn adskillelse fra deres nærmeste allerede ved 1 år og sætter dem i store institutioner med for få voksne … det er jo sådan det er for mange … men at det skulle betyde at vi allerede begynder at træne de små soldater fra fødslen af … det er kun om muligt værre (og mangler vel også reelt en del viden om børns og familiers trivsel/udvikling?)…
“Nej, lille skat, du må desværre ikke blive vugget i søvn i nat, tænk dog lidt på alle de andre børn og på de dårlige normeringer … ” 
Anmeld
Citér