Er jeg helt galt på den

Hej piger, 

jeg skriver da jeg ikke rigtigt ved, om jeg er for meget, eller om det er ok at have det som jeg har. 

Vi har lige fået en baby min mand og jeg. 
Vores dreng er en glad baby og til at have med og gøre. Nogle gange piver han efter lidt opmærksomhed og andre gange græder han og er utrøstelig i ca. 15-30 min og så er han ok igen. 
når han skal sove, ligger han og pludre og græder lidt men falder i søvn kort efter. Han er oppe og ammes hver time om natten, og sover kun 20 minutter af gangen om dagen.. 

Her kommer sagen, min mand bliver højlydet og gal når vores dreng begynder at græde.. Han begynder at råbe af mig, og sige at han ikke kan holde den lyd ud, og at vores drengs stemme skære i ørene.. udover det, er det altid så synd for ham, og han mener at han ikke for noget søvn, hvilken er løgn. Han sover 8-9 timer hvor er er oppe hver time med den lille og sover min. 30 minutter af gangen, der mener han er mit problem, da jeg bare kan sove ligeså snart baby sover. 
Det som gøre mig ked af det er, at han altid er sur, og råber af mig når baby græder, han er oveni ikke forstående overfor mig, og hvor hårdt jeg har det, for han mener han har det hårdest af os. Han høre mig slet ikke, hvis jeg siger, “jeg har så i min ryg” afbryder han mig med, hvad skal jeg så sige, din smerte er ingenting i forhold til min.. 

Han mener, at jeg er mærkelig, og at jeg bare vil give ham skylden for at jeg ikke kan finde ud af at være mor. Er jeg virkelig mærkelig? Er det mig der kræver for meget, og det er kun at få lidt plads og luft..  

beklager rodet opslag, men sidder for mig selv og tænker alt igennem, imens jeg har min søn i skødet og græder.. 

Kære du. I skal have hjælp. Omgående - og her tænker jeg primært på dig, som skal have hjælp til at finde ud af, hvorfor du tillader at den partner som burde være en ligeværdig del af det nye forældreskab og din klippe og støtte i den nye tid… i stedet behandler dig så uværdigt? Og tilmed få dig til at tvivle på, om det er dig, som er urimelig. Det får nogle meget store advarselslamper til at blinke hos mig - i kombination med at du beskriver ham som tæt på agressiv og råbende når jeres søn er ked af det (en baby græder for at udtrykke behov, han klynker bestemt ikke “for opmærksomhed”, som du fejlagtigt skriver - det er ret vigtigt, at I forstår det begge to!).

Behandler han dig ellers kærligt og respektfuldt? Støttende og anerkendende? Og agerer han følelsesmæssigt på en sund og rask måde i livet, som du gerne vil videregive til din egen søn? De spørgsmål tænker jeg, skal være ret afgørende for den kommende tid… 

Anonym skriver:

Hej piger, 

jeg skriver da jeg ikke rigtigt ved, om jeg er for meget, eller om det er ok at have det som jeg har. 

Vi har lige fået en baby min mand og jeg. 
Vores dreng er en glad baby og til at have med og gøre. Nogle gange piver han efter lidt opmærksomhed og andre gange græder han og er utrøstelig i ca. 15-30 min og så er han ok igen. 
når han skal sove, ligger han og pludre og græder lidt men falder i søvn kort efter. Han er oppe og ammes hver time om natten, og sover kun 20 minutter af gangen om dagen.. 

Her kommer sagen, min mand bliver højlydet og gal når vores dreng begynder at græde.. Han begynder at råbe af mig, og sige at han ikke kan holde den lyd ud, og at vores drengs stemme skære i ørene.. udover det, er det altid så synd for ham, og han mener at han ikke for noget søvn, hvilken er løgn. Han sover 8-9 timer hvor er er oppe hver time med den lille og sover min. 30 minutter af gangen, der mener han er mit problem, da jeg bare kan sove ligeså snart baby sover. 
Det som gøre mig ked af det er, at han altid er sur, og råber af mig når baby græder, han er oveni ikke forstående overfor mig, og hvor hårdt jeg har det, for han mener han har det hårdest af os. Han høre mig slet ikke, hvis jeg siger, “jeg har så i min ryg” afbryder han mig med, hvad skal jeg så sige, din smerte er ingenting i forhold til min.. 

Han mener, at jeg er mærkelig, og at jeg bare vil give ham skylden for at jeg ikke kan finde ud af at være mor. Er jeg virkelig mærkelig? Er det mig der kræver for meget, og det er kun at få lidt plads og luft..  

beklager rodet opslag, men sidder for mig selv og tænker alt igennem, imens jeg har min søn i skødet og græder.. 

Skal prøve at formulere mig på en pæn måde, men hvilke mand er det dog du har, hans søns gråd gør ham gal og irriteret.

Kan kun tale på mine egne vegne, men det ville jeg ikke kunne være i, jeres dreng har ikke fortjent det, og du har heller ikke, eller brug for, at din mand rent faktisk får dig til at tvivle på dig selv som mor, du gør det bedste du kan, og det er hårdt når man ingen søvn får og er på 24/7.

Undskyld hvis du synes jeg er for hård

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Kære du. I skal have hjælp. Omgående - og her tænker jeg primært på dig, som skal have hjælp til at finde ud af, hvorfor du tillader at den partner som burde være en ligeværdig del af det nye forældreskab og din klippe og støtte i den nye tid… i stedet behandler dig så uværdigt? Og tilmed få dig til at tvivle på, om det er dig, som er urimelig. Det får nogle meget store advarselslamper til at blinke hos mig - i kombination med at du beskriver ham som tæt på agressiv og råbende når jeres søn er ked af det (en baby græder for at udtrykke behov, han klynker bestemt ikke “for opmærksomhed”, som du fejlagtigt skriver - det er ret vigtigt, at I forstår det begge to!).

Behandler han dig ellers kærligt og respektfuldt? Støttende og anerkendende? Og agerer han følelsesmæssigt på en sund og rask måde i livet, som du gerne vil videregive til din egen søn? De spørgsmål tænker jeg, skal være ret afgørende for den kommende tid… 

Tak for dit svar! 
ved piver efter opmærksomhed mener jeg, at han laver små lyde så jeg kan begynde at snakke til ham eller lege på gulvet, så griner han højt derefter. Mener ikke opmærksomhed som et dårligt ting.. 

du skriver nogle ting, som er tankevækkende.. Nej han er ikke altid respektfuld overfor mig, jeg holder ud, fordi jeg altid har fået at vide af ham og andre at jeg overdriver.. så min tanke er, at det nok bare er mig der er krævende. Men efter vi har fået os en baby er det begyndt at ramme mig dybt, og mest af alt, bange for at det også rammer vores søn. Det knuser mit hjerte, at der bliver råbt når han græder, i stedet for st trøste ham.. 

Mitguld skriver:

Skal prøve at formulere mig på en pæn måde, men hvilke mand er det dog du har, hans søns gråd gør ham gal og irriteret.

Kan kun tale på mine egne vegne, men det ville jeg ikke kunne være i, jeres dreng har ikke fortjent det, og du har heller ikke, eller brug for, at din mand rent faktisk får dig til at tvivle på dig selv som mor, du gør det bedste du kan, og det er hårdt når man ingen søvn får og er på 24/7.

Undskyld hvis du synes jeg er for hård

Tak for dit svar! 
Nej du er ikke hård, bare ærlig. Og det er det jeg håber på folk omkring mig er. Jeg råber højt efter råd og hjælp fra min familie og venner, men alle mener at det er små ting, som kan ses igennem fingrene med.. derfor begynder jeg at tvivle på, om er for følsom, for mærkelig eller for krævende over for ham.. om jeg overhovedet har ret til at blive såret af hans måde at være på over for mig.. 

jeg har ikke sovet i flere uger, da jeg har svært ved at falde i søvn hurtigt, og min baby er oppe hver time.. alligevel er jeg positiv og glad hele dagen. Leger med baby, snakker med ham, giver ham mad og bad og går små ture samt ryder op og laver mad.. kan lige forstille mig, hvis han var ved min plads, om han vil kunne klare det uden søvn. 

Udfra hvad jeg kan læse mig frem til lyder han som et uempatisk egoistisk røvhul og det er endda pænt sagt  

du fortjener så meget bedre og det samme gør jeres dreng. Du er på ingen som helst hverken gal på den, mærkelig eller en dårlig mor. Du gør dit bedste det er tydeligt at læse synes jeg. 

hvis jeg var dig så havde jeg skyndt mig at lede efter et andet sted at bo. Ville aldrig lade mig blive behandlet sådan af den person som faktisk burde støtte mig mest af alt. 

Anonym skriver:

Tak for dit svar! 
Nej du er ikke hård, bare ærlig. Og det er det jeg håber på folk omkring mig er. Jeg råber højt efter råd og hjælp fra min familie og venner, men alle mener at det er små ting, som kan ses igennem fingrene med.. derfor begynder jeg at tvivle på, om er for følsom, for mærkelig eller for krævende over for ham.. om jeg overhovedet har ret til at blive såret af hans måde at være på over for mig.. 

jeg har ikke sovet i flere uger, da jeg har svært ved at falde i søvn hurtigt, og min baby er oppe hver time.. alligevel er jeg positiv og glad hele dagen. Leger med baby, snakker med ham, giver ham mad og bad og går små ture samt ryder op og laver mad.. kan lige forstille mig, hvis han var ved min plads, om han vil kunne klare det uden søvn. 

Jeg håber virkelig, at du vælger at ikke ignorerer at du har en mand, der ikke er god for dig eller jeres dreng, han har ikke fortjent jer, i mine øjne har din mand narcissistisk træk.

Forstår ikke din familie/venner udtalelser, hvis det er pga det er hårdt at være at være alene med en lille, så udefra det du beskriver, så er du meget alene i det i forvejen, du har brug for en mand der støtter op om dig, og elsker din drengs lyde.

Stop med at tvivle på dig selv

Er din mand blevet screenet for efterfødselsreaktion? De kan vise sig anderledes hos fædre, bl.a. som vrede.

Vil også lige sige at i skal tjekkes for fødsels depression hos din mand inden man bare mener at han er en lort, kan være at han er ramt.

Hvis han så ikke er mener jeg at I har et større problem

Uanset hvad der ligger bag din mands opførsel, SKAL du reagere på det. En far, der bliver så frustreret over gråd fra sit barn, kan være til regulær fare for barnets liv. 

Kontakt sundhedsplejersken og/eller jeres læge og fortæl præcis, hvad du har skrevet her. Og lad ikke din mand være alene med jeres barn. 

En ting er, hvis han “bare” er et røvhul - det skal du også handle på og se at komme væk fra ham sammen med din søn. Men når han ikke tåler gråd fra sit barn, kan det ende med, han gør ham fortræd. Det må du ikke vente med at reagere på.