Børn - skal - skal ikke ?

Mrs. skriver:

Jeg skulle ikke have børn, det var sat i sten mente jeg.. 

og så blev jeg gravid ved et uheld, og ja.. kunne ikke få en abort.. og jeg omlagde hele mit liv, fordi jeg besluttede med at få ham, at jeg ville give ham den bedst mulige barndom.  Hans far og jeg holdte ikke, og besluttede så en var nok han bidrager med så meget Lykke og glæde i mit liv og kan slet ikke forestille mig et liv uden ham 

så mødte jeg så min mand, og nu har vi en datter sammen  så ja.. nu har jeg to 

De er hele meningen med mit liv 

og har besluttet ikke at sige “ikke flere” for kan faktisk ikke udelukke jeg måske ikke godt kunne få en eller to mere  

 

Jeg forstår godt du elsker det liv du har nu, det gør man. Men livet med børn er så omvæltende, og man vil fra det sekund man ser det lille menneske, give og gøre alt for sit barn 

den frihed man “mister” ved at få børn, virker fuldstændig ligegyldig. Man føler ikke man mister noget, fordi børn giver så meget igen 

jeg kan ikke sige om det er det rigtige for dig at få børn, der er jo ingen krav til ens valg i livet, at vælge det fra er lige så okay som at vælge det til.. 

Men jeg kan fortælle dig, at når du ser dit barn, ændrer hele meningen med dit liv sig, og dine prioriteter vender på hovedet. den kærlighed man har til sit barn/børn er ikke noget man kan forklare der findes simpelthen ikke ord nok i verden..  

Jeg kan tale med på denne historie. 
jeg ønskede ikke børn overhovedet. Men blev så gravid ved er uheld. Fik det fjernet, og derefter kunne jeg måske godt mærke jeg skulle have et barn alligevel. Blev gravid igen og beholdte vores søn. Forholdet holdte ikke og idag har jeg en ny mand og planlægning af fælles barn plus jeg har 2 bonus piger. 
så jeg gik fra ikke at ønske at have børn overhovedet til nu at stå med mand, 3 børn og projekt baby

Ud fra det du skriver skal du ikke have børn overhovedet.

Om der er 1 eller 2 ændre ikke ved at du får en kæmpe ansvar, det ændre ikke ved at der er nogen som komme før dig og det egoistisk liv (forstå mig ret) kommer du til at ligge på hylden uanset.

Pb18 skriver:

Nu er det ikke alle enebørn, der hader det. Jeg er selv enebarn og mine forældre har sikret at jeg er tæt knyttet med onkler, tanter, fætre og kusiner. Jeg har tætte barndomsveninder og har haft en priviligeret barndom, da der var masser af tid og fokus.

Mange af mine venner er også enebørn og kun en er her som voksen begyndt at savne søskende. Måske fordi hendes mands søster ikke ønsker børn, så der kommer ikke fætre og kusiner.

Nå det blev langt, men hellere et barn man har overskud til fremfor at knække nakken med flere børn, bare fordi "det er synd at være enebarn" - det er altså misforstået! Og der er ingen garanti for at søskende får et tæt forhold som voksne. 

Så godt skrevet. Jeg er enebarn og er far til et enebarn og det er simpelthen utroligt hvad man skal høre på af fordomme omkring enebørn.

Det er klart der er visse afsavn som enebarn. Men som andre skriver er det ikke garanteret at søskende er vejen til evig lykke.

Vi har netop et enebarn fordi der af flere årsager ikke er overskud til flere. 

Jeg ville, hvis jeg var dig, genoverveje dit valg om kun ét barn.

et barn der står alene den dag forældrene væk 

et barn der ikke har nogen, at dele barndomsoplevelser med og mindes i voksenlivet 

et barn der kommer til, at tage al jeres tid - uanset om det har søskende eller ej 

et barn, som DU vælger ikke skal have søskende fordi DU ikke vil. 
De få jeg kender, som er enebarn hader det. De føler sig ensomme. Har ingen at dele julegaver med - mindre fætre og kusiner til sine egne børn senere hen. 

Overvej, hvorfor du tror det er nemmere med et end med flere? Jo flere, jo flere legekammerater og ferier der (måske) glider bedre, fordi du og din kæreste ikke partout skal underholde. 

jeg kan godt selv høre, jeg lige giver den lidt gas her - og det skal jeg huske og beklage. Men Overvej det lige én gang mere ……..

Som du beskriver det lyder det ikke rart at være enebarn, men virkeligheden er, at der er kæmpe forskel på, hvordan en person oplever at være enebarn og at have søskende. Nogle har det godt som enebarn, andre føler sig ensomme. Nogle har stor glæde af søskende, mens andre ender med konfliktfyldte forhold til deres søskende.

Jeg har to veninder, der er enebørn. De er begge godt tilfredse med det og føler ikke, at de mangler noget og det er på trods af, at den ene i en ung alder har mistet begge forældre til aggressiv sygdom. 

Modsat har jeg en veninde med 3 søskende, som godt kunne undvære dem. Det er først for omkring 5 år siden, at hun har fået et nogenlunde forhold til hendes søster, men brødrene har hun opgivet. 

Jeg har selv en bror, som jeg var tæt med gennem hele min barndom, men han ændrede sig meget i sine sene teenageår. Det var ikke til noget dårligt, men vi har bare næsten intet til fælles i dag og han har til dels trukket sig fra familien. Han bor langt fra resten af familien og det er først efter, at han har fået et barn, at han er begyndt at invitere mine forældre til jul og barnets fødselsdag. Jeg hører kun fra ham, når han ringer på min fødselsdag eller vi selv spørger om vi må komme på besøg. Inviterer vi ham og familien kommer de nogle få gange, men de fleste gange har de andre planer. 

Jeg ønsker nogen gange, at jeg var enebarn for selv om min bror lever, så føler jeg, at jeg har mistet ham, så selv om jeg har en bror kommer jeg til at sidde alene med det, når mine forældre er væk eller har en søskende at dele barndomsminder med. Vi har haft en god barndom sammen, så jeg er glad for, at jeg havde ham, men i dag er han mest kilde til en sorg, da jeg ville ønske, at vi havde et forhold, men jeg har opgivet at kæmpe for det, da der aldrig kommer noget den anden vej. Vi har aldrig haft nogen konflikter, han er bare stille og roligt gledet væk

Nå totalt sidespring fra det oprindelige indlæg

Anonym skriver:

Hejsa - Jeg er en ung mand på 31 år, jeg er i et dejligt forhold, som fungerer - Vi skal nu til at stifte familie.  

Jeg har dog en stor bekymring - Da vi er ikke enige om 1 eller 2 børn. 

Som type er jeg meget "live simpel" jeg drømmer om IKKE at have for mange faste udgifter elller forpligtigelser - Jeg elsker min frihed og interesser mm.. Jeg kunne sagtens gå igennem livet uden børn, men ønsker også at opleve den fantastiske og store ting, det må være at blive Far!. 

Jeg ved dog med mig selv, at jeg kun ønsker at være Far til max. 1 barn. 

Her opstår det store dillema, som potentielt kan skille min kæreste og jeg ad. Min kæreste har fra start sagt, at hun vil have 2 børn ligegyldigt hvad - med eller uden mig! 

What to do ? 

Skal jeg overhovedet have barn nummer 1. 

Hilsen mig. 

 

 

 

 

Det er svært for andre at sige, da tingene kan ændre sig. Som andre har fortalt, så skulle vi også kun have et barn. Da vores første blev et år, blev vi enige om, at vi ville have en mere. Forskellen til jer var dog, at vi hele tiden var enige og havde den ene ønsket et barn mere, mens den anden ikke ville, havde vi ikke fået flere. Vi var enige om at prioritere familien, hvorimod din kæreste allerede er på vej ud af familien, hvis ikke hun får sin vilje. 

Hendes ønske om 2 børn er lige så validt som dit ønske om 1 barn og stor kredit til hende for at være ærlig om, at 2 børn er vigtigere for hende end forholdet til dig. Hvis mit ønske var kun et barn, så havde jeg aldrig fået et barn med en, der meldte ud, at vedkommende ville få barn nr. 2 uden mig. Det forhold er allerede dødsdømt og sådan et forhold ville jeg ikke bringe et barn ind i. Måske ændrer en af jer mening efter det første barn, men har I stadig samme mening har I jo ikke nogen fremtid sammen medmindre I fortsat vil være sammen, mens din kæreste får barn nr. 2 med en anden eller en donor. 

Pb18 skriver:

Nu er det ikke alle enebørn, der hader det. Jeg er selv enebarn og mine forældre har sikret at jeg er tæt knyttet med onkler, tanter, fætre og kusiner. Jeg har tætte barndomsveninder og har haft en priviligeret barndom, da der var masser af tid og fokus.

Mange af mine venner er også enebørn og kun en er her som voksen begyndt at savne søskende. Måske fordi hendes mands søster ikke ønsker børn, så der kommer ikke fætre og kusiner.

Nå det blev langt, men hellere et barn man har overskud til fremfor at knække nakken med flere børn, bare fordi "det er synd at være enebarn" - det er altså misforstået! Og der er ingen garanti for at søskende får et tæt forhold som voksne. 

Jeg er SÅ enig. I min optik er det helt vanvittigt at have en holdning om partout at ville have X antal børn (nogen har oveni købet et mantra om at det SKAL være inden de fylder X antal år)

I min verden bør man tage et barn ad gangen og se, hvad man har tid, overskud OG økonomi til der hvor man nu er i sit liv.  

Anonym skriver:

Hejsa - Jeg er en ung mand på 31 år, jeg er i et dejligt forhold, som fungerer - Vi skal nu til at stifte familie.  

Jeg har dog en stor bekymring - Da vi er ikke enige om 1 eller 2 børn. 

Som type er jeg meget "live simpel" jeg drømmer om IKKE at have for mange faste udgifter elller forpligtigelser - Jeg elsker min frihed og interesser mm.. Jeg kunne sagtens gå igennem livet uden børn, men ønsker også at opleve den fantastiske og store ting, det må være at blive Far!. 

Jeg ved dog med mig selv, at jeg kun ønsker at være Far til max. 1 barn. 

Her opstår det store dillema, som potentielt kan skille min kæreste og jeg ad. Min kæreste har fra start sagt, at hun vil have 2 børn ligegyldigt hvad - med eller uden mig! 

What to do ? 

Skal jeg overhovedet have barn nummer 1. 

Hilsen mig. 

 

 

 

 

Den store omvæltning i ens liv er når man går fra ingen børn til et barn. Omvæltningen fra et til to børn er ikke nær så stor i forhold til. Din frihed og dit “simpel” Living ryger allerede ved barn nr. 1 og ikke ved barn nr. 2. 
Måske du skal finde en kæreste som ikke vil have børn. 

Anonym skriver:

Hejsa - Jeg er en ung mand på 31 år, jeg er i et dejligt forhold, som fungerer - Vi skal nu til at stifte familie.  

Jeg har dog en stor bekymring - Da vi er ikke enige om 1 eller 2 børn. 

Som type er jeg meget "live simpel" jeg drømmer om IKKE at have for mange faste udgifter elller forpligtigelser - Jeg elsker min frihed og interesser mm.. Jeg kunne sagtens gå igennem livet uden børn, men ønsker også at opleve den fantastiske og store ting, det må være at blive Far!. 

Jeg ved dog med mig selv, at jeg kun ønsker at være Far til max. 1 barn. 

Her opstår det store dillema, som potentielt kan skille min kæreste og jeg ad. Min kæreste har fra start sagt, at hun vil have 2 børn ligegyldigt hvad - med eller uden mig! 

What to do ? 

Skal jeg overhovedet have barn nummer 1. 

Hilsen mig. 

 

 

 

 

Mega rødt flag!

Hvis ikke hun kan presse dig - mod dit ønske - til at få flere end ét barn, vil hun få et med en anden.

Hun lyder virkelig, virkelig ubehagelig og ikke en, jeg ville binde mig til - end ikke et fælles ViaPlay-abonnement og da slet ikke et barn!

Soonmom skriver:

Ud fra det du skriver skal du ikke have børn overhovedet.

Om der er 1 eller 2 ændre ikke ved at du får en kæmpe ansvar, det ændre ikke ved at der er nogen som komme før dig og det egoistisk liv (forstå mig ret) kommer du til at ligge på hylden uanset.

Enig med dette indlæg. Det er et kæmpe ansvar og en stor livsomvæltning at få børn, en beslutning, der ikke bare kan gøres om, hvis du ikke trives med livet som far. 

Jeg er enig med det første indlæg - at tage det et barn ad gangen. 

Jeg er virkelig meget anderledes nu, end da jeg fik mit første barn. Der er masser af ting, der kan ændre sig og det at få et barn er altså noget, der virkelig kan påvirke ens identitet og værdier. Jeg er også blevet ældre og blødere i kanterne, jeg har lært at slappe af i familiens skød og elske en tur i legeland. Det har altså ikke sådan, jeg havde det, da jeg ikke havde børn. Men det er sådan, jeg oprigtigt har det nu. Mine værdier er anderledes, mine prioriteter er anderledes. Og det er megagodt, for jeg har da lyst til at have et liv med mange facetter og erfaringer. Forskellige epoker at se tilbage på, når jeg bliver gammel. Ikke bare en lang ungdom - selvom det var fedt at være ung og fri.

Jeg mistede min mor, da jeg havde to børn, og jeg var så glad for at være en del af en større søskendeflok, at jeg fik lyst til at give mine børn den kæmpegave til fremtiden, så nu har vi tre børn - selvom vi troede vi var færdige efter to. I mine øjne er livet ikke noget, man kan planlægge på den måde - før man overhovedet er i gang. Men jeg ved godt, der er mange, der har nogle faste ideer til, hvordan deres familie skal se ud. Det har bare aldrig rigtig givet mening for mig.

Jeg tænker, I begge skal overveje, hvad I bygger jeres overbevisning  om antal børn på. Der er ingen, der ved, hvad de går ind til før de står i det, når det kommer til børn.

Men står I begge fast på, at I er helt sikre på, at det er sådan her det skal være, og I begge sætter forholdet ind på det - så er der jo ikke noget at bygge på. I skal jo ikke få et barn i noget, I ved på forhånd er en splittet familie. Så synes jeg, I skal få børn med nogle andre.