Børn - skal - skal ikke ?

KoFy skriver:

Mega rødt flag!

Hvis ikke hun kan presse dig - mod dit ønske - til at få flere end ét barn, vil hun få et med en anden.

Hun lyder virkelig, virkelig ubehagelig og ikke en, jeg ville binde mig til - end ikke et fælles ViaPlay-abonnement og da slet ikke et barn!

Jeg mener, du gør hende uret. Hun gjorde det klart fra begyndelsen, at hun ville have to børn. Det har man da fuld ret til at ville, ligesom man har ret til at ville have et eller slet ingen. 

Begge har på trods af denne uenighed holdt fast i parforholdet - måske i håb om, at den ene ændrer holdning undervejs, måske ud fra en tanke om, at deres forhold så ikke vil vare livet ud.  Skal man  leve i den overbevisning, at det er for resten af livet, når man indgår i et parforhold?  
Spiller man med åbne kort og fortæller sin kæreste, at to børn er et ufravigeligt ønske -  eller at man kun ønsker ét - så har ingen noget at bebrejde den anden senere. Og et krav om to børn er da ikke mere et pres på kæresten mod dennes vilje end et krav om ingen eller ét. Hvorfor er det mere okay at sige “Jeg vil ikke være med til at opfylde dit ønske om to børn” end “Jeg vil ikke kun have ét barn, sådan som du ønsker det” - ? 

Børn er for resten af livet - partnere kan komme og gå. Over 50 procent af alle ægteskaber ender i skilsmisse. Set i det lys virker det ganske forståeligt og legitimt at vægte antallet af børn - eller om man vil have børn overhovedet - højere end sit nuværende parforholds varighed. Og hverken max 1 eller mindst 2 trumfer den andens ønske. 

Så meget desto vigtigere er det, at de to får talt sammen - igen - før de beslutter at prøve at få et barn. Begge skal være afklarede omkring, at de hver især står ved, hvad de har sagt førhen, hvilket jo så må betyde, at de enten skilles nu, eller at de ved, det bliver udfaldet senere. Det første vil være mest hensynsfuldt over for det potentielle barn. 

CKJ skriver:

Jeg ville, hvis jeg var dig, genoverveje dit valg om kun ét barn.

et barn der står alene den dag forældrene væk 

et barn der ikke har nogen, at dele barndomsoplevelser med og mindes i voksenlivet 

et barn der kommer til, at tage al jeres tid - uanset om det har søskende eller ej 

et barn, som DU vælger ikke skal have søskende fordi DU ikke vil. 
De få jeg kender, som er enebarn hader det. De føler sig ensomme. Har ingen at dele julegaver med - mindre fætre og kusiner til sine egne børn senere hen. 

Overvej, hvorfor du tror det er nemmere med et end med flere? Jo flere, jo flere legekammerater og ferier der (måske) glider bedre, fordi du og din kæreste ikke partout skal underholde. 

jeg kan godt selv høre, jeg lige giver den lidt gas her - og det skal jeg huske og beklage. Men Overvej det lige én gang mere ……..

Nu skriver du det selv: at du giver den lidt gas. For det er en forsimplet udgave af status som enebarn eller en del af en søskende flok - der er vist fordele og ulemper ved begge ting.

Jeg er enebarn og jeg hader det ikke. De ting du nævner er slet ikke det som jeg mangler julegaver kan jeg da dele med hvem som helst, og mine børn har et hav af venner selvom de ikke deler blod

Men jeg kan da godt kigge misundeligt efter det tætte forhold nogle søskende har (og tænker de med dårlige søskende er misundelige på mig).

Jeg er glad for min mor har levet så længe, ikke fordi jeg så er den sidste med minderne (har jo fætre, barndomsvenner mm), men fordi jeg nu ikke skal stå alene med sorgen den da hun bliver syg og/eller dør fordi mine børn er ved at være store. 

Jeg har fået 4 børn (dog desværre kun 3 i armene). Det kunne jo tyde på, at jeg har hadet at være enebarn og ville give mine børn noget andet - det er dog ikke historien, men jo jeg har ønsket mig to børn fordi jeg som jeg skriver et lidt misundelig på dem med tætte forhold (og ved godt det slet ikke er sikkert de får det). Men jeg tænker da nogen gange puha, jeg kan jo slet ikke give hvert enkelt af mine børn det samme som min mor kunne give mig. 

Jeg har rejst rigtigt meget med min mor som voksen blandt andet 2 gange med rygsæk i Kina og Tibet. Hun er min faste makker til operaer og en del teaterstykker. Efter jeg har fået børn har vi rejst sammen med børnene en gang om året. Hun har efter hun gik på pension været vores kæmpe hjælp når der var barn syg, hun kommer når begge vores arbejde trækker ud, hun er noget af det vigtigste for mine børn. Havde jeg haft søskende havde hun ikke haft den tid, de midler til det - jeg kan aldrig leve op til hende og jeg kan da nogen gange tænke: Hvis jeg kun havde fået et barn, så havde jeg kunne...