Børn - skal - skal ikke ?

Hejsa - Jeg er en ung mand på 31 år, jeg er i et dejligt forhold, som fungerer - Vi skal nu til at stifte familie.  

Jeg har dog en stor bekymring - Da vi er ikke enige om 1 eller 2 børn. 

Som type er jeg meget "live simpel" jeg drømmer om IKKE at have for mange faste udgifter elller forpligtigelser - Jeg elsker min frihed og interesser mm.. Jeg kunne sagtens gå igennem livet uden børn, men ønsker også at opleve den fantastiske og store ting, det må være at blive Far!. 

Jeg ved dog med mig selv, at jeg kun ønsker at være Far til max. 1 barn. 

Her opstår det store dillema, som potentielt kan skille min kæreste og jeg ad. Min kæreste har fra start sagt, at hun vil have 2 børn ligegyldigt hvad - med eller uden mig! 

What to do ? 

Skal jeg overhovedet have barn nummer 1. 

Hilsen mig. 

Om du vil have et barn, er svært for andre at finde ud af. 

Hvis du og din kæreste bliver enige om  at I gerne vil have et barn sammen, så er mit bedste råd; tag ét barn ad gangen. Jeg er på ingen måder tilhænger af at sige "jeg SKAL have 3 børn" eller modsat "jeg skal kun have ét barn". 

At blive forældre er livsændrende. Alt vendes på hoved. Både fordi der er et minimenneske som kræver alt ens tid, men det er også livsændrende, fordi nye værdier kommer til. 

Du bestemmer selv, hvordan tilgangen og hverdagen skal være med jeres lille purk. Simple life kunne fortsætte. Måske i kommer på andre tanker. Kærlighed og nærvær kan findes på mange forskellige veje. 

Den perfekte tid for at få er barn findes ikke. Og man bliver aldrig 100% klar. Aldrig. 

Vær ærlig og tal med din kæreste. Men lad være med at diskutere om I skal have én eller 8. Det er der ingen der ved. Måske din kæreste ligefrem ændre holdning efter nr 1. 

Lykke til jer begge. 

Det er jo umuligt for udefrakommende at svare på MEN jeg synes virkelig at I skal tænke jer godt om. Du vil kun have 1 barn, hun vil have 2 uanset hvad. Måske ændrer du holdning, måske gør hun, men udgangspunktet for jer pt er jo at I står i en uforenelig situation.

Skal det barn i sætter i verdenen så være skilsmissebarn pga en præmis i begge var bekendt med? Man er jo forelskede og glade for hinanden, så jeg kan sagtens sætte mig ind i at man tænker, at det finder vi ud af. Personligt kender jeg dog flere par som er gået fra hinanden, da det viste sig at manden sørme mente det antal børn han havde sagt.

Så tag en god snak om det hele. Hellere nu end når der først er et barn. 

Nu siger du ik noget om, hvor længe i har været sammen, men som udgangspunkt, tænker jeg, i er nød til at være enige fra start af.

Hvis du holder på, du kun vil have 1 barn og hun holder på, at hun vil have 2 lige meget hvad, så tænker jeg da, at I ska gå hver til sit, så I begge ka få det i vil have. Vh Stine 

Du vil muligvis blive overrasket over, at ét barn såmænd fjerner det meste af friheden og mig-tiden, så to børn gør nok ikke det store fra eller til. 

Men ja, den vigtigste er faktisk jeres ikke-eksisterende barn. Hvis I begge holder stejlt på jeres, så lad være med at bringe det ind i verden. Kan I derimod snakke sammen og finde åbninger, så gør endelig det. Altså at I ikke står fast på det ene eller det andet.

Jeg ville, hvis jeg var dig, genoverveje dit valg om kun ét barn.

et barn der står alene den dag forældrene væk 

et barn der ikke har nogen, at dele barndomsoplevelser med og mindes i voksenlivet 

et barn der kommer til, at tage al jeres tid - uanset om det har søskende eller ej 

et barn, som DU vælger ikke skal have søskende fordi DU ikke vil. 
De få jeg kender, som er enebarn hader det. De føler sig ensomme. Har ingen at dele julegaver med - mindre fætre og kusiner til sine egne børn senere hen. 

Overvej, hvorfor du tror det er nemmere med et end med flere? Jo flere, jo flere legekammerater og ferier der (måske) glider bedre, fordi du og din kæreste ikke partout skal underholde. 

jeg kan godt selv høre, jeg lige giver den lidt gas her - og det skal jeg huske og beklage. Men Overvej det lige én gang mere ……..

Du bliver dælme også låst af kun at have ét barn… 

Har i begge fra start givet helt klart udtryk for, hvor i står mht antal? Du skriver at din kæreste fra start har sagt to, men har du også fra start sagt Max 1?? Hvis ikke har du jo lidt holdt hende for nar, i min optik.

I må jo tage en alvorlig snak… Hvis i slet ikke kan nærme jer hinanden, så lad vær at spilde mere af hinandens tid

Jeg skulle ikke have børn, det var sat i sten mente jeg.. 

og så blev jeg gravid ved et uheld, og ja.. kunne ikke få en abort.. og jeg omlagde hele mit liv, fordi jeg besluttede med at få ham, at jeg ville give ham den bedst mulige barndom.  Hans far og jeg holdte ikke, og besluttede så en var nok han bidrager med så meget Lykke og glæde i mit liv og kan slet ikke forestille mig et liv uden ham 

så mødte jeg så min mand, og nu har vi en datter sammen  så ja.. nu har jeg to 

De er hele meningen med mit liv 

og har besluttet ikke at sige “ikke flere” for kan faktisk ikke udelukke jeg måske ikke godt kunne få en eller to mere  

Jeg forstår godt du elsker det liv du har nu, det gør man. Men livet med børn er så omvæltende, og man vil fra det sekund man ser det lille menneske, give og gøre alt for sit barn 

den frihed man “mister” ved at få børn, virker fuldstændig ligegyldig. Man føler ikke man mister noget, fordi børn giver så meget igen 

jeg kan ikke sige om det er det rigtige for dig at få børn, der er jo ingen krav til ens valg i livet, at vælge det fra er lige så okay som at vælge det til.. 

Men jeg kan fortælle dig, at når du ser dit barn, ændrer hele meningen med dit liv sig, og dine prioriteter vender på hovedet. den kærlighed man har til sit barn/børn er ikke noget man kan forklare der findes simpelthen ikke ord nok i verden..  

CKJ skriver:

Jeg ville, hvis jeg var dig, genoverveje dit valg om kun ét barn.

et barn der står alene den dag forældrene væk 

et barn der ikke har nogen, at dele barndomsoplevelser med og mindes i voksenlivet 

et barn der kommer til, at tage al jeres tid - uanset om det har søskende eller ej 

et barn, som DU vælger ikke skal have søskende fordi DU ikke vil. 
De få jeg kender, som er enebarn hader det. De føler sig ensomme. Har ingen at dele julegaver med - mindre fætre og kusiner til sine egne børn senere hen. 

Overvej, hvorfor du tror det er nemmere med et end med flere? Jo flere, jo flere legekammerater og ferier der (måske) glider bedre, fordi du og din kæreste ikke partout skal underholde. 

jeg kan godt selv høre, jeg lige giver den lidt gas her - og det skal jeg huske og beklage. Men Overvej det lige én gang mere ……..

Nu er det ikke alle enebørn, der hader det. Jeg er selv enebarn og mine forældre har sikret at jeg er tæt knyttet med onkler, tanter, fætre og kusiner. Jeg har tætte barndomsveninder og har haft en priviligeret barndom, da der var masser af tid og fokus.

Mange af mine venner er også enebørn og kun en er her som voksen begyndt at savne søskende. Måske fordi hendes mands søster ikke ønsker børn, så der kommer ikke fætre og kusiner.

Nå det blev langt, men hellere et barn man har overskud til fremfor at knække nakken med flere børn, bare fordi "det er synd at være enebarn" - det er altså misforstået! Og der er ingen garanti for at søskende får et tæt forhold som voksne. 

Pb18 skriver:

Nu er det ikke alle enebørn, der hader det. Jeg er selv enebarn og mine forældre har sikret at jeg er tæt knyttet med onkler, tanter, fætre og kusiner. Jeg har tætte barndomsveninder og har haft en priviligeret barndom, da der var masser af tid og fokus.

Mange af mine venner er også enebørn og kun en er her som voksen begyndt at savne søskende. Måske fordi hendes mands søster ikke ønsker børn, så der kommer ikke fætre og kusiner.

Nå det blev langt, men hellere et barn man har overskud til fremfor at knække nakken med flere børn, bare fordi "det er synd at være enebarn" - det er altså misforstået! Og der er ingen garanti for at søskende får et tæt forhold som voksne. 

Kunne ikke have sagt det bedre. Jeg er godt nok ikke enebarn. Jeg har en storebror. Men vi er og har aldrig været tætte. Vi ses måske maks 10 gange om året og det er som oftest i forbindelse med fødselsdag eller vores mor. 
Jeg elsker min bror. Men jeg ville nok ikk gave følt nogen forskel fra om jeg havde ham eller var enebarn