Ked af rollen som bonusmor

Jeg er selv bonusmor... det er altså ikke unormalt at man skal huske børn på ting og din bonus datter er måske vant til andre rammer fra sin mor. (vores bonus børster ikke tænder hvis vi ikke siger han skal gøre det mens vi kigger på.. han er altså 13 år!!!)

Jeg tror du er nødt at bede din mand om at komme med på banen... så han kan hjælpe i den "opdragende" rolle og så er du nødt at tage det roligt og lade tingene sejle lidt, ikke ment på en bogstavelig måde. Men fx. før vi fik vores datter (og vi kun havde bonus) der shinede vores hjem til at være på forsiden af et ugeblad... alt var perfekt, flot og lækkert. Men når man får børn, især små børn er tingene bare anderledes. Jeg forstår godt dine følelser, men sæt ambitions niveauet lidt ned.

Vores bonus er også overdrevet far glad, han følger efter far overalt og det er bare "far far far" hele tiden, det er næsten lidt for meget - men det er en ny hverdag med en lillebror/søster... og jo mere involvering I kan lave jo bedre. Fx. få jeres bonus til at hjælpe med at lave mad, tage ud og handle, bed din mand lave lektier med hende.. se en film om aftenen osv. Derudover måske send din mand afsted med hende i bio hvor de har en kvalitetstid sammen engang imellem, lav ting sammen og lad hende skubbe barnevogn når I går tur osv. osv. Det har ihvertfald hjulpet hos os.

Men vigtigst af alt, tag en ting af gangen, sæt ambitions niveauet ned, sørg for involvering, struktur og fast rammer... så tænker jeg det nok skal gå Trust me, jeg ved det er svært.. men husk hun også er et barn, hendes liv er jo halv hos jer og halv hos hendes mor... hun har ikke selv valgt situationen, så når hun er farsyg, er det tit udtryk for et behov for tryghed, nærhed og så er skift med 7/7 bare svær for nogle børn... Få far MEGET mere på banen.

Jeg ved faktisk ikke hvorfor det rammer mig sådan, at hun er jaloux. Jeg kan måske bare ikke rumme alle de der følelser midt i min depression.

Jeg har de sidste par dage trukket mig rigtigt meget. Lader far styre det hele omkring hende. Jeg ved ikke hvordan det opleves for hende, men lige nu gør det I hvertfald noget godt for mig at jeg slipper noget af kontrollen.. 

Anonym skriver:

Jeg ved faktisk ikke hvorfor det rammer mig sådan, at hun er jaloux. Jeg kan måske bare ikke rumme alle de der følelser midt i min depression.

 

Jeg har de sidste par dage trukket mig rigtigt meget. Lader far styre det hele omkring hende. Jeg ved ikke hvordan det opleves for hende, men lige nu gør det I hvertfald noget godt for mig at jeg slipper noget af kontrollen.. 

Jeg håber ikke, hun opfatter det negativt og ubehageligt, men derimod at hun ikke rigtig opfatter det. For barnet kommer altid i første række. Så det er fint at slippe noget kontrol, og at du kan mærke, det gør noget godt for dig. Men kontrollen må ikke stippes på en meget åbenlyst, "jeg er ligeglad", ignorerende eller næsten provokerende-ligeglad måde.

Som svar på, hvorfor du ikke kan rumme, at hun er jaloux. Det er ret enkelt, det er fordi du selv er jaloux. Det er en menneskelig følelse, som vi alle kan rammes af, men hun er trods alt et barn, med en kedelig baggrundshistorie med en skilsmisse som kan være noget så traumatiserende, en ny bonusmor og nu en lille ny. Hendes følelser er bestemt normale og forventlige, og at børn som voksne kan rammes af dette, gør også bare, at du som den voksne må rumme hendes følelser, se igennem fingre med det, og sige til dig selv, at det går over.

Jeg havde selv en bonusmor, som var enormt jaloux på mig (ikke helt samme eksempel), og hun var jaloux af bare pommeren på mine børns forhold til deres oldeforældre, som så er farmor/farfar til hendes børn hun fik med min far. Alle kunne se det, og hun/de fik aldrig et godt forhold til de her farmor/farfar. Det var for alle skrækkeligt at mærke denne voksne kvindes store jalousi, og det ødelagde desvære tingene for hende og hendes/min fars børns tilknytning til den resterende familie, når ikke hun kunne give plads.

Anonym skriver:

Jeg ved faktisk ikke hvorfor det rammer mig sådan, at hun er jaloux. Jeg kan måske bare ikke rumme alle de der følelser midt i min depression.

 

Jeg har de sidste par dage trukket mig rigtigt meget. Lader far styre det hele omkring hende. Jeg ved ikke hvordan det opleves for hende, men lige nu gør det I hvertfald noget godt for mig at jeg slipper noget af kontrollen.. 

Jeg tænker: pas på dig selv Får du hjælp til at komme dig oven på fødselsdepression en? Jeg tror at nøglen til at løse det her er at du selv får det bedre. Det er sindsygt hårdt at blive mor og med en fødsels depression oven i må det være endnu sværere. Det skal nok blive godt igen

Anonym skriver:

Jeg håber ikke, hun opfatter det negativt og ubehageligt, men derimod at hun ikke rigtig opfatter det. For barnet kommer altid i første række. Så det er fint at slippe noget kontrol, og at du kan mærke, det gør noget godt for dig. Men kontrollen må ikke stippes på en meget åbenlyst, "jeg er ligeglad", ignorerende eller næsten provokerende-ligeglad måde.

Jeg har bare sluppet kontrollen omkring mange af de praktiske ting. Så jeg er ikke ligeglad, jeg lader bare far tage mere over.

Anonym skriver:

Som svar på, hvorfor du ikke kan rumme, at hun er jaloux. Det er ret enkelt, det er fordi du selv er jaloux. Det er en menneskelig følelse, som vi alle kan rammes af, men hun er trods alt et barn, med en kedelig baggrundshistorie med en skilsmisse som kan være noget så traumatiserende, en ny bonusmor og nu en lille ny. Hendes følelser er bestemt normale og forventlige, og at børn som voksne kan rammes af dette, gør også bare, at du som den voksne må rumme hendes følelser, se igennem fingre med det, og sige til dig selv, at det går over.

Jeg havde selv en bonusmor, som var enormt jaloux på mig (ikke helt samme eksempel), og hun var jaloux af bare pommeren på mine børns forhold til deres oldeforældre, som så er farmor/farfar til hendes børn hun fik med min far. Alle kunne se det, og hun/de fik aldrig et godt forhold til de her farmor/farfar. Det var for alle skrækkeligt at mærke denne voksne kvindes store jalousi, og det ødelagde desvære tingene for hende og hendes/min fars børns tilknytning til den resterende familie, når ikke hun kunne give plads.

Jeg synes ikke jeg er jaloux på hendes forhold til hendes bedsteforældre, for deres forhold til mit barn er det samme. Jeg bliver da enormt ked af det, fordi hun ikke ønsker at dele med hendes lillebror. Uanset hvor meget vi prøver at sørge for at hun bliver set og hørt. Hun har meget tid med sine bedsteforældre også uden at lillebror er med. Vi prøver virkeligt at tilgodese hende og så er det bare ikke "godt nok". En lille smule afmagt måske.

Jeg tænker alle mødre vil blive lidt kede af det, hvis de ikke føler deres barn er ønsket af søskende. Også selvom det kun er nogle situationer. Jeg gør mit bedste for at rumme det.

I morges var det omkring hunden hun var jaloux. Det er lidt svært at navigere i nogle gange, fordi hun til tider knuselsker lillebror. Den ene dag får han en bamse.. Den næste dag river hun den fra ham, fordi det er hendes. Jeg havde personligt ikke forventet den reaktion fra en på 13år. Men jeg er også ny i mor rollen og har kun været omkring børn i den alder i forbindelse med arbejde.

Jeg håber det bliver bedre som nogle af jer skriver, og fortsætter med at give hende så meget opmærksomhed som muligt.