Ked af rollen som bonusmor

2017morigen skriver:

Som barn var jeg stedbarn som bestemt ikke levede op til min stedmors forventninger og regler. Jeg flyttede hjem til hende og min far i periode på 1.5år hvor jeg så min mor hver 2 weekend. Vi så ikke imellem tiden da vi boede omkring 2 timers kørsel fra hinanden. I den periode fik min mor brystkræft og fik behandling. Det har selvfølgelig haft en betydning. 

Min stedmor og jeg var meget forskellige af personlighed. Hendes egene børn var noget ældre end mig og ikke hjemmeboende. Det satte jævnligt hårdt mod hårdt imod hinanden. Det er ikke min stil.

Vi er ude i noget der minder om/var psykisk terror for mig. Bl.a ligger jeg stadigvæk t-shits sammen på den måde hun ville have selvom det ligger snart 25år tilbage i tiden. Blev det ikke gjort rigtigt da jeg boede hos hende og min far blev alt tøj hævet ud af kommoden og jeg kunne starte forfra. Det samme hvis hylderne ikke blev støvet af efter hendes forskrifter. Min far havde lange arbejdstider og opdagede det aldrig. Som du nok kan gætte er jeg stadigvæk mærket af det og vil altid have en skrøbelighed i mig som blev grundlagt da jeg den skrøbelige teenager som der ikke blev set og taget sig af.

Jeg tænker ikke at du, ts udøver psykisk vold som jeg oplevede. Men jeg tror at du ikke ser hvor skrøbelige din steddatter er og hvor meget hendes verden har ændret sig. Som en skrevet at sit barn er meget tydelige konfrontation med at hendes forældre aldrig finder sammen igen. Plus at hun er teenager hvor hjernen fungere ret så ujævnligt. Sådan er det i hvertfald med min 13 årige datter.

Og med din depression er det begrænset hvad du kan magte. Det kender fra mig selv da jeg fik en belastningsreaktion da min far begik selvmord da min yngste var knapt et år. Der gik længe hvor jeg ikke magtede ret meget andet end min yngste. Der var ikke meget opmærksomhed jeg havde ar give til min ældste. Jeg er så glad for min mand og far.til begge børn, tog et stor læs.

Jeg tænker du og din mand er nød til at snakke meget grundig om at få skabt plads til jer begge og finde en balance i det. Hvis du ikke allerede har fået nogle redskaber ved psykologen til håndtere den del af din hverdag som din steddatter er en del af. Så synes jeg det er en god ide at afprøve.

Der er ikke nogen af jer som er tjent med at fortsætte som nu

Fuldstændig enig i 4. afsnit..

Helt grundlæggende tænker jeg, at det store problem lige nu ikke så meget er det, at du ikke magter rollen som bonusmor - men mere at du i dit parforhold lige nu har en mand, som ikke i tilstrækkelig grad tager den del af læsset i sin familie, som han bør?

Du skriver “Får ikke rigtigt noget ud af at gå til far”, som om at dette er argument for at kampe og frustrationer med din bonusdatter så dermed må lande hos dig. Men det skal det jo ikke - din udfordring er parforholdsmæssig - det er ikke en løsning at far tilsyneladende er stået af, imens du så løber død mellem at skulle jonglere hans datter, baby og egen terapi. 

Hvorfor er han ikke på banen? Hvorfor er han ikke primus motor i sin familie? Din bonusdatter er givetvis ekstremt skrøbelig - hvad gør han ved det? Hvordan aflaster han dig ift. depression?

Ovenstående spørgsmål er de essentielle ift. din situation - meget mere essentielle, end at det du vender blikket indad omkring hvordan *du* skal klare situationen…

Tak for jeres mange brugbare svar.

Jeg startede nok ud med at tage meget ansvar. Far arbejder meget, så jeg hentede ofte efter skole osv. Men under min graviditet blev det for meget, og jeg måtte være meget tydelig både overfor ham og hendes familie på den anden side, at jeg ikke bare var til rådighed som chauffør og passer, bare fordi jeg gik hjemme pga sygemelding.

Far er på banen og aflaster så meget han kan, men har selvfølgelig svært ved at forstå at jeg ikke rigtigt kan rumme hans datter. Han ser dog heller ikke rigtigt rodet hun efterlader og at jeg nogle gange står i situationer hvor vi ikke har fået forventningsafstemt om hvad hun skal.

Det største problem er dog min dårlige samvittighed, fordi jeg ikke føler jeg hjælper nok, hvis han skal bøvle med at hente hende hos en bedsteforælder eller lignende når han er sent hjemme fra arbejde. Og jeg kan da også mærke på hende, at hun undrer sig lidt over at hun skal tage om til en bedsteforælder når jeg er hjemme.

Anonym skriver:

Tak for jeres mange brugbare svar.

 

Jeg startede nok ud med at tage meget ansvar. Far arbejder meget, så jeg hentede ofte efter skole osv. Men under min graviditet blev det for meget, og jeg måtte være meget tydelig både overfor ham og hendes familie på den anden side, at jeg ikke bare var til rådighed som chauffør og passer, bare fordi jeg gik hjemme pga sygemelding.

 

Far er på banen og aflaster så meget han kan, men har selvfølgelig svært ved at forstå at jeg ikke rigtigt kan rumme hans datter. Han ser dog heller ikke rigtigt rodet hun efterlader og at jeg nogle gange står i situationer hvor vi ikke har fået forventningsafstemt om hvad hun skal.

Det største problem er dog min dårlige samvittighed, fordi jeg ikke føler jeg hjælper nok, hvis han skal bøvle med at hente hende hos en bedsteforælder eller lignende når han er sent hjemme fra arbejde. Og jeg kan da også mærke på hende, at hun undrer sig lidt over at hun skal tage om til en bedsteforælder når jeg er hjemme.

Du kan vælge at tage mindre ansvar, men mere af det gode. Se om I kan se en film, tage på cafe, bage eller andet som I synes er hyggeligt sammen. 

Og ja, hun roder. Det gør 13-årige piger, og det er bare lidt mere irriterende med bonusbørn end ens egne. Så øv dig i at sige pyt, og at det også er hendes hjem. Evt lav en kasse eller en aftale om, hvor rodet kan samles. 

Om lidt har du mere rod og mindre overskud, når den lille kommer uanset hvad 

Anonym skriver:

Tak for jeres mange brugbare svar.

 

Jeg startede nok ud med at tage meget ansvar. Far arbejder meget, så jeg hentede ofte efter skole osv. Men under min graviditet blev det for meget, og jeg måtte være meget tydelig både overfor ham og hendes familie på den anden side, at jeg ikke bare var til rådighed som chauffør og passer, bare fordi jeg gik hjemme pga sygemelding.

 

Far er på banen og aflaster så meget han kan, men har selvfølgelig svært ved at forstå at jeg ikke rigtigt kan rumme hans datter. Han ser dog heller ikke rigtigt rodet hun efterlader og at jeg nogle gange står i situationer hvor vi ikke har fået forventningsafstemt om hvad hun skal.

Det største problem er dog min dårlige samvittighed, fordi jeg ikke føler jeg hjælper nok, hvis han skal bøvle med at hente hende hos en bedsteforælder eller lignende når han er sent hjemme fra arbejde. Og jeg kan da også mærke på hende, at hun undrer sig lidt over at hun skal tage om til en bedsteforælder når jeg er hjemme.

Ang rod.. jeg tror du er nødt til at slippe din kontrol lidt. I har et fælles hjem og det indebærer også en teenage pige. Teenagere roder.

det er svært at vide hvad du præcis mener med rod. For vores grænser er forskellige. Men prøv at tage helikopteren op og se det ovenfra - er det virkelig SÅ slemt at du vil lade dig gå på af det? 
og igen, tag faren med på banen hvis du synes det er for meget. Men lad være at tage ansvar for det. Så har du lagt den over til ham. Så kan og skal du ikke gøre mere i den sag. Og hvis det bare hober sig helt vildt op - så må du bede faren om at rydde op hvis han ikke vil bede sin datter om det.

ift at komme hjem fra skole - kan hun selv komme hjem? I så fald, kan hun vel godt tage hjem? Hun skal vel ikke vartes op med Lego underholdning og udskåret frugt som et lille barn? Hvis det er fordi hun skal hentes, kan jeg godt se det må være sådan med bedsteforældre. Men hun er altså også stor nok til at i kan italesætte hvorfor tingene er som de er. At du har fået konstateret fødselsdepression og det gør simpelthen at du har svært ved at rumme de praktiske opgaver som hente og bringe. At det ikke handler om hende og om hun er ønsket hos jer eller ej - men udelukkende dit helbred lige nu.. og forvis hende om at det nok skal blive godt igen, det kræver bare tid og behandling. 

Er der mon nogle bud på hvordan jeg håndtere søskende jalousien?

Vi var feks afsted på en tur her i weekenden, hvor den ene bedsteforælder sidder med den lille og bonusdatter så sidder ved siden, og siger "min bedste" igen og igen. Hun får rigtigt meget opmærksomhed af dem alle sammen, og får også tid alene med dem. Så jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal gøre. Har sagt det til manden, at det gør mig rigtigt led af det. Men han gør ikke noget ved det.

Anonym skriver:

Er der mon nogle bud på hvordan jeg håndtere søskende jalousien?

 

Vi var feks afsted på en tur her i weekenden, hvor den ene bedsteforælder sidder med den lille og bonusdatter så sidder ved siden, og siger "min bedste" igen og igen. Hun får rigtigt meget opmærksomhed af dem alle sammen, og får også tid alene med dem. Så jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal gøre. Har sagt det til manden, at det gør mig rigtigt led af det. Men han gør ikke noget ved det.

 

Hun er en usikker teenager det tester om hun stadig er elsket selvom der er kommet en ny lille spændende skabning til verden.. jeg ville ignorere det og “kvæle det med kærlighed”. 
simpelthen lade hende vide hver gang hun gør noget godt, sødt, hjælpsomt. Lade hende vide at det er dejligt hun er der. 

Jeg får sådan lidt ondt i maven på vegne af den 13-årige pige. Jeg kan på ingen måde forestille mig at hun handler som hun gør for at irritere, genere eller fordi hun er "dårlig opdraget". Det er livsændrende at være barn i en skilsmisse. At derefter få halvsøskende, kan være endnu et krater af dimensioner som skal tackles og forceres. Det kan sagtens være, at du synes hun er anmassende og jo får rigeligt med opmærksomhed. Men hun er tydeligvis stadig ikke affundet sig med situationen og vakler stadig i alt det nye. Præcis som du gør. Du er bare voksen og er netop blevet mor som vakler i det nye i at være en del af min, din og vores familie. Bliv ved med at anerkend hende. Også selvom du synes nu er nok. Hun er 13år. Det er jo ingen alder. Og hendes hjerne er inde i en storm af udvikling. Giv hende en chance og plads. Din mand skal også lære at være i den konstellation. Det er ikke en evne der kommer over nat. Det tager tid. Og jeg tror på at tiden er en rigtig god investering for jer. Tal sammen, rum hinanden og giv det tid. I er alle tre på udebane ❤️

Lyt til de gode råd omkring bonusdatter, det er hende, der er offeret i det her, og som en siger, skal kvæles i kærlighed, roses, anerkendes og alt andet godt. Det har hun brug for, og vupti vil det også på sigt gavne jer alle. 

Anonym skriver:

Er der mon nogle bud på hvordan jeg håndtere søskende jalousien?

 

Vi var feks afsted på en tur her i weekenden, hvor den ene bedsteforælder sidder med den lille og bonusdatter så sidder ved siden, og siger "min bedste" igen og igen. Hun får rigtigt meget opmærksomhed af dem alle sammen, og får også tid alene med dem. Så jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal gøre. Har sagt det til manden, at det gør mig rigtigt led af det. Men han gør ikke noget ved det.

 

Men er det slemt, at hun opfører sig sådan? Det går jo ikke ud over nogen, at hun siger “Min bedste” 20 gange. Den lille får uden tvivl oceaner af opmærksomhed, endda uden at forstå det, og mister intet ved, at storesøsteren også bekræftes. 
Det kan godt være, at det provokerer dig at opleve hende sådan, men reelt synes jeg, det er positivt, at hun så tydeligt og simpelt viser, at hun har dette behov. Det ville være langt værre, hvis hun puttede med sine følelser og trak sig fra bedste, far osv, såret og vred på verden. Sådan ville mange i den alder reagere - og så ville der være en stor “efterregning” at betale både for hende og jer. 

Hvorfor gør det dig ked af det?