Ked af rollen som bonusmor

Jeg er havnet i den ulykkelig situation at jeg er blevet enormt ked af rollen som bonusmor. Jeg får helt ondt i maven dagene op til at min bonusdatter skal komme (13år i 7/7 ordning)

Jeg kæmper med fødselsdepression i forvejen som jeg går i behandling for.

Jeg føler mig konstant på overarbejde fordi jeg skal huske hende på helt basale ting som at huske at rydde op, pakke tasken og børste tænder, skylle ud i toilettet eller hvad det nu kunne være. Jeg er ked af altid at skulle være den skrappe eller hele tiden rydde op efter hende osv. Får ikke rigtigt noget ud af at gå til far.

Derudover har jeg svært ved at hun er så jaloux på den lille, selvom vi gør alt for at hun føler sig set og værdsat. Hun har et stort behov for at blive set og hørt og blive aktiveret og det kan jeg hverken rumme eller honorere pt.

Jeg er efterhånden der hvor jeg tænker det er bedst for alle at jeg flytter ud... og jeg fortryder min beslutning om at gå ind i "deres" lille familie. Men vil for alt i verden heller ikke skulle undvære mit barn hveranden uge.

Ved ikke rigtigt hvad jeg vil med opslaget, udover at få luft og håber der måske er nogen som har prøvet det samme og som kan sige det bliver bedre.

Hvad sker der hvis du slipper tøjlerne og ikke husker hende på taske, oprydning osv? 

Jeg øver på at sige pyt. Jeg trives bare ikke ret godt med rod.. 

Hun er 13 år. Du skal ikke gå og huske hende på de ting. Jeg ville sætte mig og sige til hendes far at det ikke er noget du kan rumme lige pt (tænker jeg også han forstår og han ved du har en fødselsdepression), og så sig at han må stå for det, eller også får hun ikke børstet tænder, pakket taske osv. i kan evt lave et skema hvor der står for hver dag hvad hun skal, og hun så kan krydse af når det er gjort. 

mht. jalousi kan jeg ikke komme med de store input da min dreng på 11 ikke har nogen jalousi over for den lille - tværtimod er det ren kærlighed. Men jeg tænker at en 13 årig skal kunne behovs udsætte og underholde sig selv. Selvfølgelig skal hun inddrages, værdsættes og stadig have kærlighed og opmærksomhed, men hun er også så stor, at hun godt kan smøre sig en mad selv hvis du er optaget af baby, eller sætte sig og lave noget selv hvis baby har brug for dig. - i værste fald må hun jo sidde og kede sig, det er også sundt

Håber det bliver bedre, så jeres lille familie kommer til at køre på skinner og du kommer godt igennem fødselsdepressionen.

Hvad siger din mand til det?

Lugter desværre kraftigt af nogle røde flag.

KoFy skriver:

Hvad siger din mand til det?

Lugter desværre kraftigt af nogle røde flag.

Hvis jeg går til ham og påtaler at hun feks ikke har fået børstet tænder så tager han den også med hende. Og han tager egentlig også hensyn til at jeg ikke kan rumme at have hende hjemme alene en hel eftermiddag. Han gennemgår også lige tingene med hende aftenen inden, hvis jeg skal have hende kørt i skole næste morgen feks.

Men det er som om der ikke rigtigt sker noget på hendes front og jeg skal alligevel huske hende på meget af det. Min rolle er stadig forholdsvis ny og de har været selv i mange år. 

KoFy skriver:

Hvad siger din mand til det?

Lugter desværre kraftigt af nogle røde flag.

Men han siger også nogle gange at jeg ikke skal regne med at det bliver anderledes med vores fælles barn og at hun har meget at tænke på. Synes bare ikke det undskylde at hun ikke rydder op efter sig selv osv.

Jeg har bedt ham tage fat på det med jalousien, men det gør han ikke.

Er det først efter, at du har fået din fødselsdepression, at det er blevet svært for dig at rumme din bonusdatter? Og får du behandling for den? Fødselsdepression er forfærdeligt, men der er en vej ud af det. Kan I ændre pigens samværsordning i en periode eller kan det slet ikke komme på tale? 

Kontrast skriver:

Er det først efter, at du har fået din fødselsdepression, at det er blevet svært for dig at rumme din bonusdatter? Og får du behandling for den? Fødselsdepression er forfærdeligt, men der er en vej ud af det. Kan I ændre pigens samværsordning i en periode eller kan det slet ikke komme på tale? 

Det begyndte faktisk allerede midt i min graviditet. Men mistænker der allerede lurede en depression der. (Blev sygemeldt fordi jeg fysisk ikke kunne varetage mit arbejde). Men samtidig måtte jeg også hele tiden sætte skarpe grænser, fordi både min kæreste og resten af hans datters familie forventede at jeg kunne varetage hendes fritidsinteresse for ridning osv, fordi jeg jo bare gik hjemme. Min kæreste tog det dog til sig med det samme.

Jeg går til psykolog som en del af min behandling for depressionen. 

Ændret samværs ordning har jeg ikke arbejdet i, for det kunne ikke engang lade sig gøre lige efter jeg havde født. (Jeg lå 2 nætter indlagt alene, fordi han skulle være hos hende fremfor at hun kunne være blevet hos hendes mor et par dage ekstra.)

Kontrast skriver:

Er det først efter, at du har fået din fødselsdepression, at det er blevet svært for dig at rumme din bonusdatter? Og får du behandling for den? Fødselsdepression er forfærdeligt, men der er en vej ud af det. Kan I ændre pigens samværsordning i en periode eller kan det slet ikke komme på tale? 

Hun er en meget følsom pige og bliver selv efter 11 år, ked af at hendes forældre ikke er sammen mere. Så tror han ville være bange for at gøre hende ked af det.