Ked af rollen som bonusmor

Hun er en meget følsom pige og bliver selv efter 11 år, ked af at hendes forældre ikke er sammen mere. Så tror han ville være bange for at gøre hende ked af det.

Det forstår jeg godt, jeg tænker heller ikke, at det er optimalt med en ændret ordning, men du skal jo kunne hænge sammen, før du kan være noget for hende. 

Anonym skriver:

Hvis jeg går til ham og påtaler at hun feks ikke har fået børstet tænder så tager han den også med hende. Og han tager egentlig også hensyn til at jeg ikke kan rumme at have hende hjemme alene en hel eftermiddag. Han gennemgår også lige tingene med hende aftenen inden, hvis jeg skal have hende kørt i skole næste morgen feks.

Men det er som om der ikke rigtigt sker noget på hendes front og jeg skal alligevel huske hende på meget af det. Min rolle er stadig forholdsvis ny og de har været selv i mange år. 

 

Hvis de har været selv i mange år og din rolle er forholdsvis ny + du har en baby og fødselsdepression. Hvorfor har du så overhovedet ansvar for datteren nu? Kan de ikke køre deres rutiner videre som før, så du kan have rum til at fokusere på baby og helbred? 

selvfølgelig skal du være der og være interesseret i bonus, men de 2 har vel godt kunne klare ridning, skole, kørsel, madpakker og tandbørster selv, før du kom… 

Jeg er ikke selv bonusmor, men jeg kan forestille mig, at der kommer nogle følelsesmæssige udfordringer, når man som bonusmor får sit første biologiske barn. Fordi der er så meget, der pludselig ændrer sig for dig - du skal jo finde dig selv i en ny identitet som mor, og man bliver overvældet af store følelser af ansvar, kærlighed, sorg over at have mistet sit gamle liv - og i dit tilfælde også en fødselsdepression. Og så står det her andet barn, som man har ansvar for på en måde, og så alligevel ikke, og man har måske følelser for barnet, men alligevel på en anden måde end over for sit biologiske barn. Kan forestille mig, at det er rigtig svære følelser. 

Når det er sagt, så står din bonusdatter også i en ny situation, som hun skal finde fodfæste i. Hun er pludselig ikke det eneste barn hos far. Hun er sikkert bange for at miste det, de har sammen, nu der er kommet en lille. Du skriver hun stadig er ked af, at hendes mor og far ikke er sammen. Måske ser hun baby som en endelig dødsdom for hendes kernefamilie. Hun har mistet noget ved at blive storesøster. Hun har selvfølgelig også fået noget, og man synes måske hun kunne fokusere på det. Men hun er et barn, og i mine øjne skal hun mødes i sine følelser, rummes og forstås. Men jeg synes omvendt ikke, det er din opgave som bonusmor. Her må far på banen.

Jeg tror, I skal passe på med at forvente for meget af hende i forhold til selv at tage ansvar for oprydning osv. måske skal I (far) lave et meget konkret skema med opgaver, hvor hun fx skal rydde op efter sig selv hver dag inden hun spiser aftensmad eller tager til håndbold eller sådan noget. Og så strukturere de andre opgaver hun skal også.

Og så skal det være fars opgave at følge op på det. Så du kan lægge den sure bonusmor-rolle fra dig og i stedet kan falde tilbage på nogle klare aftaler med din mand og med bonus om, hvad I forventer af hinanden. Og bonus skal også høres i, hvad hun synes der er rimeligt. Så har hun mere lyst til at leve op til sin del af ansvaret.

Så kan du gå til din mand og sige: I dag har hun ikke holdt sin del af aftalen, og så nå han tage det med hende.

Jeg tænker nemlig  ikke, det er rimeligt, at du skal tage konflikterne om manglende oprydning osv, men jeg tænker, det er rimeligt at alle går på kompromis og I sammen laver nogle aftaler, som I alle kan være i.

Jeg har selv stået i nogenlunde det samme. 

En far som ikke selv så tingene med det samme og derfor var mig som huskede på ting og var obs på om tingene blev gjort. 

Det var så frustrende. 

Jeg endte desværre somme tider med at være den trælse og "barnlige" ved at samle alt sammen af barnets som lå spredt og gik ind på barnets værelse og lagde det hele midt på sengen. Uanset om barnet så lå og slappede af. Uanset hvor meget det så var. Det gjorde barnet irriteret, men far kunne godt se det ikke var okay jeg skulle rydde op. Og barnet måtte så selv rode med om det gad sidde i alle tingene eller rydde dem op. 

Måske ikke den rigtige ting at gøre, men man orker ikke at fortsætte. Og så var det ude af mit syn. 

Tusind tak for jeres gode og meget søde svar. 

Jeg ved godt du hat det svært pt men så faren sku få finger ud og hjælpe til. 
men måske skulle du også sætte dig i pigen sted selv om det er svært for dig lige nu mor og far er ikke sammen mere og nu en ny baby og det lyder som om det kun dig der er der for hende og ikke far. Hvad med at lade hende hjælpe dig med babyen lave lidt pige ting sammen og snak om hvad kan vi gøre for du husker det eller det.

vores dreng er utrolig følsom og har altid været det bare far er på arbejde og vi ikke er samlet har han svært ved at sove. Her har vi lavet et skema husk det mandag husk det tirsdag pg nu laver han de ting. Han elsker at være med i alt med hans lille søster også når hun skal bades og det må han så gerne for hold da op en kærlighed de har skabt her det sidste 1/2år og han er snart 12 1/2 og hun 6 mdr det er fantastisk 

Som barn var jeg stedbarn som bestemt ikke levede op til min stedmors forventninger og regler. Jeg flyttede hjem til hende og min far i periode på 1.5år hvor jeg så min mor hver 2 weekend. Vi så ikke imellem tiden da vi boede omkring 2 timers kørsel fra hinanden. I den periode fik min mor brystkræft og fik behandling. Det har selvfølgelig haft en betydning. 

Min stedmor og jeg var meget forskellige af personlighed. Hendes egene børn var noget ældre end mig og ikke hjemmeboende. Det satte jævnligt hårdt mod hårdt imod hinanden. Det er ikke min stil.

Vi er ude i noget der minder om/var psykisk terror for mig. Bl.a ligger jeg stadigvæk t-shits sammen på den måde hun ville have selvom det ligger snart 25år tilbage i tiden. Blev det ikke gjort rigtigt da jeg boede hos hende og min far blev alt tøj hævet ud af kommoden og jeg kunne starte forfra. Det samme hvis hylderne ikke blev støvet af efter hendes forskrifter. Min far havde lange arbejdstider og opdagede det aldrig. Som du nok kan gætte er jeg stadigvæk mærket af det og vil altid have en skrøbelighed i mig som blev grundlagt da jeg den skrøbelige teenager som der ikke blev set og taget sig af.

Jeg tænker ikke at du, ts udøver psykisk vold som jeg oplevede. Men jeg tror at du ikke ser hvor skrøbelige din steddatter er og hvor meget hendes verden har ændret sig. Som en skrevet at sit barn er meget tydelige konfrontation med at hendes forældre aldrig finder sammen igen. Plus at hun er teenager hvor hjernen fungere ret så ujævnligt. Sådan er det i hvertfald med min 13 årige datter.

Og med din depression er det begrænset hvad du kan magte. Det kender fra mig selv da jeg fik en belastningsreaktion da min far begik selvmord da min yngste var knapt et år. Der gik længe hvor jeg ikke magtede ret meget andet end min yngste. Der var ikke meget opmærksomhed jeg havde ar give til min ældste. Jeg er så glad for min mand og far.til begge børn, tog et stor læs.

Jeg tænker du og din mand er nød til at snakke meget grundig om at få skabt plads til jer begge og finde en balance i det. Hvis du ikke allerede har fået nogle redskaber ved psykologen til håndtere den del af din hverdag som din steddatter er en del af. Så synes jeg det er en god ide at afprøve.

Der er ikke nogen af jer som er tjent med at fortsætte som nu

Man behøver ikke have en fødselsdepression for at have det svært i rollen som bonusmor. Det er en rolle med enormt mange følelser, nye indtryk og oplevelser på godt og ondt.

Jeg vil foreslå parterapi. Altså finde en rigtig dygtig fagperson, som kan hjælpe jer med at sætte rammerne for JERES familie, så ALLE kan være I den. For du skal trives i jeres hverdag, og der skal være plads til 13-årige bonusbørn. 

For du har valgt at få et barn med en, der havde et i forvejen. Det kræver arbejde og en indsats, og det må være ekstra svært som nybagt mor. Det er dog ikke umuligt, men kræver en indsats fra alle. 

Slip ansvaret for hende indtil videre. Har hun ikke børstet tænder? Så mine hende om det 1 gang og ellers overlad det til faren. Han fik det til at fungere før, du kom, så det kan han også efter. 
tillykke med den lille!

Jeg forstår ikke rigtigt hvor er hendes far i alt det her?

Jeg tror desværre at du af et godt hjerte har påtaget dig alt for meget ansvar i forhold til din bonus datter. Derudover tror jeg heller ikke det er rart for hende at du har en opdragende rolle når hun er så stor,  og som jeg fornemmer, først er kommet ind i hendes liv da hun var forholdsvis stor 

Her er det mig der har bragt et barn ind i forholdet. Hun var 10 da vi lærte hinanden at kende og 12 da vi flyttede sammen. Min kæreste har ingen rolle der nærmer sig noget forældreansvar. Han kan max blive bedt om at hente hende på stationen eller lign hvis jeg selv er forhindret. Vi bruger iøvrigt heller ikke betegnelsen bonus far / barn. Her er det mig der er forældre til hende og det uanset om jeg nu også har et spædbarn på armen. Min kæreste er selvfølgelig på lige fod med mig hvad angår de praktiske opgaver i hjemmet, men han kunne aldrig finde på at bede min datter om at børste tænder eller rydde op på værelset og jeg tror min datter ville reagerer ret negativt hvis han gjorde. Og ærligt 13 år så burde man være ret selvkørende (min egen er 14)

Hvis jeg var dig ville jeg tage en snak med din kæreste om at du nu bakker ud og koncentrere dig om jeres fælles barn. Og så vær den gode og sjove 'bonus mor' der giver hende et extra stykke kage, ser et tv program med hende som hun synes er sjovt eller tag hende med ud på rulleskøjter eller i biografen. Men drop at være forældre for hende og nyd din lille baby. Og ikke mindst pas på dig selv!

Anonym skriver:

 

Jeg er ikke selv bonusmor, men jeg kan forestille mig, at der kommer nogle følelsesmæssige udfordringer, når man som bonusmor får sit første biologiske barn. Fordi der er så meget, der pludselig ændrer sig for dig - du skal jo finde dig selv i en ny identitet som mor, og man bliver overvældet af store følelser af ansvar, kærlighed, sorg over at have mistet sit gamle liv - og i dit tilfælde også en fødselsdepression. Og så står det her andet barn, som man har ansvar for på en måde, og så alligevel ikke, og man har måske følelser for barnet, men alligevel på en anden måde end over for sit biologiske barn. Kan forestille mig, at det er rigtig svære følelser. 

Når det er sagt, så står din bonusdatter også i en ny situation, som hun skal finde fodfæste i. Hun er pludselig ikke det eneste barn hos far. Hun er sikkert bange for at miste det, de har sammen, nu der er kommet en lille. Du skriver hun stadig er ked af, at hendes mor og far ikke er sammen. Måske ser hun baby som en endelig dødsdom for hendes kernefamilie. Hun har mistet noget ved at blive storesøster. Hun har selvfølgelig også fået noget, og man synes måske hun kunne fokusere på det. Men hun er et barn, og i mine øjne skal hun mødes i sine følelser, rummes og forstås. Men jeg synes omvendt ikke, det er din opgave som bonusmor. Her må far på banen.

Jeg tror, I skal passe på med at forvente for meget af hende i forhold til selv at tage ansvar for oprydning osv. måske skal I (far) lave et meget konkret skema med opgaver, hvor hun fx skal rydde op efter sig selv hver dag inden hun spiser aftensmad eller tager til håndbold eller sådan noget. Og så strukturere de andre opgaver hun skal også.

Og så skal det være fars opgave at følge op på det. Så du kan lægge den sure bonusmor-rolle fra dig og i stedet kan falde tilbage på nogle klare aftaler med din mand og med bonus om, hvad I forventer af hinanden. Og bonus skal også høres i, hvad hun synes der er rimeligt. Så har hun mere lyst til at leve op til sin del af ansvaret.

Så kan du gå til din mand og sige: I dag har hun ikke holdt sin del af aftalen, og så nå han tage det med hende.

Jeg tænker nemlig  ikke, det er rimeligt, at du skal tage konflikterne om manglende oprydning osv, men jeg tænker, det er rimeligt at alle går på kompromis og I sammen laver nogle aftaler, som I alle kan være i.

AMEN- og fuldstændig enig.

Sidenote, hvis ikke der er mere plads og forståelse for bonusdatters svære situation, så ja, så er det nok en ide at flytte. Og der er ikke noget at sige til at hun efter 11 år stadig er ked af deres skilsmisse, kender mange, som op i voksenlivet stadig er ked af en sådan situation.

Derudover, jeg oplevede selv at blive storesøster til en bonussøskende som 13-14 årig, det var frygteligt, idag elsker jeg begge mine bonussøskende, men dengang var det mega hårdt, hvilket kun er naturligt. 

Så. Du er den voksne uanset hvad, og børns følelser kommer altid først. Læg den sure bonusmor på hylden, og lad flere ting gå igennem far.