Barn’s sygedag. FOA

Anonym skriver:

Ja, så er tråden da gået lidt ud af et sidespor med dramatiske syge-historier

Jeg syntes nu ikke der er tale om dramatiske sygehistorier, men mere et nuanceret billede af, hvordan virkeligheden også kan se ud

Anonym skriver:

Ja, så er tråden da gået lidt ud af et sidespor med dramatiske syge-historier

Sidesporet er vel først og fremmest temaet om, hvorvidt man kan tillade sig at bruge barns første sygedag til børn i en vis alder. De dramatiske sygehistorier er jo udelukkende en reaktion på disse holdningsbaserede “Min kollegas 15-årige var efter min vurdering slet ikke syg nok” og “Når mine børn bliver 15/Da jeg var 15”-historier. 

Nu er mine kun 7 og 10, så jeg er stadig hos dem ved sygom med god samvittighed, og som regel arbejder jeg også hjemme noget af tiden. 

Jeg har desværre en tragisk historie i bagagen fra min ældre barndom, som gør, at jeg ikke helt ved, hvornår jeg tør lade mine børn være alene selv under såkaldt almindelig sygdom. Det er en del år siden, men en dreng i min lillebrors klasse døde efter, at hans forældre havde ladet ham være alene med det de troede var almindelig sygdom. Han havde ondt i maven og feber, men det viste sig desværre, at han havde fået tarmslyng og endte med at dø af et hjertestop. Han nåede at ringe til hans mor og sige, at han var meget dårlig, men da hun kom hjem var det for sent. 

Jeg ved godt, at den historie er specielt tragisk og ekstrem sjælden, men når man har stået i, at vores lærer grædende fortalte, at Lars desværre var død efter, hvad man troede var almindelig sygdom ugen efter, at han var hjemme og lege, så sidder det dybt. 

Da jeg var gravid uden for livmoderen, måtte jeg ikke være alene, da man kan miste bevidstheden ved indre blødninger man ikke kan mærke.
Fuck - og jeg var endda 28, 29 og 33.

Der er masser af sygdomme, hvor det ikke er forsvarligt at være alene. Netop fordi man jo kan miste bevidstheden. Som eksemplevis ved stor afkræftelse ved svær Roskilde syge - og det kan jo ramme både en på 3 år og en på 15 og en på 37 osv. 

 

Jeg tror de fleste herinde mener, at en 15-årig med lidt hovedpine og snotnæse godt kan være alene hjemme og ville kunne ringe til forældre ved forværring. Men hvis en 15-årig kaster op og er afkræftet og ikke kan indtage væske - så skal de selvfølglig helst ikke være alene. Der er jo klart nuancer. 

Hvis man mener, at man er for gammel til basal omsorg som 15-årig, så tænker jeg at man ikke rummer ret meget empati.

basal omsorg er ikke curling. 
curling er at skrive en ansøgning for sin 17-årige, der ikke lider af nogen som helst former for sygdom - fysisk eller mentalt.
Jeg ville da også hjælpe min 17-årig med at skrive en ansøgning, hvis de led af angst, eller spurgte om sparring. Ligesom jeg gar sparret med utallige kollegaer i forhold til jobansøgninger. 

Selvfølgelig hjælper man en rigtig syg person - 150 år eller 15. 

Ja, du har helt ret. Der er da ingen af os der gider at være hjemme og passe en 15 årig med snot og forkølelse. Der ligger nok noget bag. Barnet kan ikke tage vare på sig selv derfor er mor hjemme. Om de er 15 eller 30 så undskyld mig mine kollegaer er de sidste jeg tænkte på da mit barn var indlagt og var meget syg……

Mom skriver:

Jeg syntes nu ikke der er tale om dramatiske sygehistorier, men mere et nuanceret billede af, hvordan virkeligheden også kan se ud

Jo, virkeligheden kan jo se meget forskellig ud. Men tænker da det er ekstreme situationer, hvor voksne mennesker ikke kan tage vare på sig selv. Så er det jo ikke almindelig sygdom.

Anonym skriver:

Jo, virkeligheden kan jo se meget forskellig ud. Men tænker da det er ekstreme situationer, hvor voksne mennesker ikke kan tage vare på sig selv. Så er det jo ikke almindelig sygdom.

Men hvad der ekstremt for dig, kan være almindeligt for en anden. Fx,. kan nogle have en næste normal hverdag med 39 i feber, imens jeg er ret syg allerede ved 38,5 i feber.  Vi bør ikke stille os til dommere overfor hvornår noget er almindeligt eller ekstremt ifht. sygdom, da folk oplever det forskelligt.

Men hvad der ekstremt for dig, kan være almindeligt for en anden. Fx,. kan nogle have en næste normal hverdag med 39 i feber, imens jeg er ret syg allerede ved 38,5 i feber.  Vi bør ikke stille os til dommere overfor hvornår noget er almindeligt eller ekstremt ifht. sygdom, da folk oplever det forskelligt.

Stiller mig absolut ikke til dommer!!! Hvad jeg mener med almindelig sygdom er jo netop der, hvor man kan klare sig selv. Og tja, måske det er helt almindelig for nogen aldrig at kunne det. 

Men ja, folk har forskellige smertetærskler og nogle har sikkert også mere behov for at blevet taget sig af end andre. Men tænker da dog, at meget meget få kan have en normal hverdag med 39 i feber . 

Anonym skriver:

Stiller mig absolut ikke til dommer!!! Hvad jeg mener med almindelig sygdom er jo netop der, hvor man kan klare sig selv. Og tja, måske det er helt almindelig for nogen aldrig at kunne det. 

Men ja, folk har forskellige smertetærskler og nogle har sikkert også mere behov for at blevet taget sig af end andre. Men tænker da dog, at meget meget få kan have en normal hverdag med 39 i feber . 

Jeg mener ikke, at nogle aldrig ville kunne det. Hvad mener du med det? 

Og det med at du tror, at det er de færreste der kan have en normal hverdag med 39 i feber, belyser egentlig meget godt min pointe. Vi tror en hel masse om andre mennesker og deres oplevelse af diverse sygdomme, men vi VED det ikke, og derfor skal vi nok bare tro på, at den enkelte oplever tingene forskelligt, og dermed har forskellige behov under sygdom. 

Mom skriver:

Jeg mener ikke, at nogle aldrig ville kunne det. Hvad mener du med det? 

Og det med at du tror, at det er de færreste der kan have en normal hverdag med 39 i feber, belyser egentlig meget godt min pointe. Vi tror en hel masse om andre mennesker og deres oplevelse af diverse sygdomme, men vi VED det ikke, og derfor skal vi nok bare tro på, at den enkelte oplever tingene forskelligt, og dermed har forskellige behov under sygdom. 

Men det er jo netop det, jeg skriver :-). At jeg ikke ved det og, at nogle givetvis har behov for mere omsorg end andre (nogen foretrækker bare at være sig selv, hvis de er syge). Og at nogle føler sig mere syge end andre. Og at en smertetærskel er forskellig fra person til person (eller hvornår man reagerer på den eller fortæller andre om den). 

Cool hvis nogen kan gå på job med 39 grader i feber . 

Anonym skriver:

Ja, så er tråden da gået lidt ud af et sidespor med dramatiske syge-historier

Jeg tror, at det handler om at overdrivelse fremmer forståelsen.

Drr oprindelige spørgsmål kom der vist svar på allerede på side 1, nemlig at FOA skriver: barn under 18 som et hjemmeboende. 

Men så gik vi fra regler til "bør", og for nogen er det utænkeligt, at et ungt menneske på 15 jan have brug for omsorg og tryghed fra sine forældre i en sygsomssituation med mindre der var tale om indlæggelse eller også et totalt curling barn. 

Det kunne vist ikke stå ubemærket hen, og derfor kom der historier om sygdomsforløb som ikke betød indlæggelse, men hvor man ikke bare kan være alene hjemme. Og dramatiske hmm en hjernerystelse, en god omgang Roskilde syge, influenza med høj feber er vel i bund og grund ikke specielt dramatiske, men ville være grund til, ar en af os voksne blev hjemme med en på 15 år. Pg var jeg ansat i en FOA overenskomst så overholdt jeg reglerne og ville være pænt ligeglad med om mine kollegaer mente at jeg var pylret eller måske endda ligefrem at jeg pjækkede