Barn’s sygedag. FOA

StineW79 skriver:

Jeg vil så lige komme med en lille historie, fra bare nogen få år siden, hvor jeg lå sige med Roskilde syge, og det bare stod ud af begge ender, hver halve time, og jeg var så syg, at jeg endte med at ligge halv bevidstløs mellem wc'et og soveværelset, og min kæreste var nød til at hjælpe mig ind og ligge i sengen igen, fordi jeg var så dårlig. Der valgte min kæreste faktisk at tage en kærestens både første og anden sygedag, for at være hjemme og passe på mig, og den yngste, som jeg havde fået smittet, men som var lige knap så syg som mig.

Efter jeg var frisk, blev vores ældeste syg med roskildesyge, og da hun så fik smittet kæresten, og han var så dårlig i 24 timer, så tog jeg altså også en "barnets første sygedag" og passede ham 

 

 Med til den historie høre sig, at jeg faktisk blev smittet af vores borger, ude på arbejde, og jeg var virkelig dårlig i flere uger bagefter, hvor jeg havde problemer med maven. 

Jeg har på ingen måde dårlig samvittighed over, at sygedage, i løbet af de snart mange år, jeg har været ansat  på mit job.

Og curling begrebet er et lige så slidt, som begrebet en "Karen" som også bliver brugt i flæng.... vh Stine 

 

Er der noget der hedder kærestens første og anden sygedag? Eller var det bare en fridag? 

Seldomseen skriver:

Er der noget der hedder kærestens første og anden sygedag? Eller var det bare en fridag? 

Altså han valgte at være ærlig og sige til sin chef, at fordi jeg var så mega syg, så kunne han ik forsvare at tage hjemmefra, fordi jeg ik ku passe vores yngste datter, som jo også var syg. Han kunne heldigvis godt arbejde lidt hjemme fra, men han var nød til at hjælpe mig, med næsten alt, og det var 100 procent ham, der stod med vores yngste. Det kunne hans chef heldigvis sagtens forstå. 

Min chef var heldigvis også meget forstående 8g brokkede sig ik over, at jeg ik kom på arbejde, da det var den anden vej rundt.

Kærestens stedfar fik forhandlet barnebarnetes første og anden sygedage ind i hans kontrakt, da han blev 62. Det betød at han blev på arbejdspladsen, til han blev 68. Han har altså 8 børnebørn/sted børnebørn. vh Stine 

Jeg er pædagog og vi løber rigtig stærkt. Mine børn er selv 2 og 7 år. Min kollega har 2 drenge på 15 og 17 år. Han har flere gange haft barn syg pga alm sygdom, opkast, feber. Jeg syns ikke det er ok at have  barn syg med en 17 årig ung mand, som har alm influenza da jeg var 15 år gik jeg på efterskole, og klarede primært mig selv. Tænker en 15-17 årig alm fungerende ungt menneske godt kan passe sig selv ved alm sygdom

Mor-til-Alfred skriver:

Jeg er pædagog og vi løber rigtig stærkt. Mine børn er selv 2 og 7 år. Min kollega har 2 drenge på 15 og 17 år. Han har flere gange haft barn syg pga alm sygdom, opkast, feber. Jeg syns ikke det er ok at have  barn syg med en 17 årig ung mand, som har alm influenza da jeg var 15 år gik jeg på efterskole, og klarede primært mig selv. Tænker en 15-17 årig alm fungerende ungt menneske godt kan passe sig selv ved alm sygdom

Nu bliver det lige dig jeg svarer, men jeg synes det er en sjov tendens vi har om at gradbøje og ikke mindst vurdere ud fra en selv om nu det er okay hvad andre oplever og reagerer ud fra.

En på 15 kan sagtens have et stort behov for en voksen tryghed ved sygdom, hvor en på 10 kan være næsten ligeglad. Har selv i dag ladet min lige fyldt 12 årige være alene hjemme i 5 timer syg, fordi jeg vurderede det var forsvarligt og han var ved godt mod - det betyder ikke jeg vil pege fingre af andre der tager barn syg med en på 12, eller for den sags skyld at jeg vil gøre det en anden gang, hvor jeg vurderer anderledes.

Ja egentlig har jeg endda været så stor en ravnenor så da han var 8 var han alene hjemme 3 timer syg fordi jeg skulle til et vigtigt møde - og igen det vurderede jeg var okay, og jeg ville aldrig pege fingre af den der blev hjemme fra et vigtigt møde fordi en på 8 år var syg. 

Det ville klæde alle synes jeg, at vi respekterer forældres valg på deres børns vegne (selvsagt når det er valg som ikke yder skade på børnene). At vi stoler på, at bliver de hjemme, så er det fordi der er et behov, og så kan det godt være, at da jeg var ung så var tiderne da virkelig en anden.... 

Jeg er en af de heldige (7,9,13) mine børn har haft få syge dage, plus jeg arbejder tæt på og kan omlægge noget af mit arbejde til hjemmet, så jeg kan lave korte dage. Derfor har jeg forholdsvis få barns sygedage, men jeg er den første til at sige pyt og løbe lidt stærkere, når en anden forældre ikke er så heldig som mig og må tage dage hjemme.

Og at vi i forskellige fag løber stærkt, så absolut jwg ser pædagoger, sygeplejersker, lærere, læger, sosuer osv løbe med tungen ud af munden - det er der mange grunde til, men ikke en af de grunde gør, at de hjemmeboende børn ikke skal have den omsorg og tryghed som de har behov for både syge og raske. 

Mor-til-Alfred skriver:

Jeg er pædagog og vi løber rigtig stærkt. Mine børn er selv 2 og 7 år. Min kollega har 2 drenge på 15 og 17 år. Han har flere gange haft barn syg pga alm sygdom, opkast, feber. Jeg syns ikke det er ok at have  barn syg med en 17 årig ung mand, som har alm influenza da jeg var 15 år gik jeg på efterskole, og klarede primært mig selv. Tænker en 15-17 årig alm fungerende ungt menneske godt kan passe sig selv ved alm sygdom

Men du kender (tolker jeg) ikke din kollegas børn, og derfor kender du heller ikke forudsætningerne for, hvorfor din kollega valgte at blive hjemme. 

Det du tolker som almindelig sygdom, kan opleves forskelligt fra person til person, og det skal vi andre vel ikke stille os til dommer for.

Jeg er 34 år og helt voksen. Kan sagtens klare mig selv. Men jeg lider af migræne, og når jeg har et voldsomt anfald har jeg behov for at der er nogen ved mig. Eller henter mig hvor jeg er og kører mig hjem. Alle mennesker kan blive så syge at man ikke skal være alene. Også selvom det "bare" er almindelig sygdom som går over igen. Min mand er gået fra sit eget job for at hente mig midt i et migræneanfald, og han blev hjemme ved mig resten af dagen. Han fik lov at tage fri uden løn, og ingen løftede et øjenbryn. 

Jeg synes det er usympatisk at brokke sig over at en kollega bliver hjemme med et sygt barn, uanset om barnet er 3 eller 16. Man kender ikke altid den fulde historie, og der er nok en grund til at man som forældre vurderer at det er nødvendigt at barnet ikke er alene. 

Mor-til-Alfred skriver:

Jeg er pædagog og vi løber rigtig stærkt. Mine børn er selv 2 og 7 år. Min kollega har 2 drenge på 15 og 17 år. Han har flere gange haft barn syg pga alm sygdom, opkast, feber. Jeg syns ikke det er ok at have  barn syg med en 17 årig ung mand, som har alm influenza da jeg var 15 år gik jeg på efterskole, og klarede primært mig selv. Tænker en 15-17 årig alm fungerende ungt menneske godt kan passe sig selv ved alm sygdom

Det er muligt, at forholdene på din efterskole var anderledes - men det normale er nu, at lærerne har opsyn med syge elever, stikker hovedet ind og vurderer, hvordan det går, om feberen (hvis influenza) er på et kritisk niveau osv. Nogle efterskoler har en decideret sygestue. 
Dette manglede da også bare - lærerne/personalet har ansvaret for deres elever, og velkommen på forsiden af EkstraBladet til den pågældende efterskole, hvis en elevs influenza udvikler sig eller viser sig at være en anden, alvorlig sygdom - eller bare, hvis en elev har været meget, meget dårlig og utryg og slet ikke er blevet tilset. 

At stikke hovedet ind løbende og tilse et sygt barn kan lade sig gøre på en efterskole, fordi lærerne er på matriklen. Den mulighed har man ikke som far eller mor, der er på arbejdspladsen 8-16, måske med kørsel oveni. I nogle situationer vil det være decideret uansvarligt at lade en 16-årig være overladt til sig selv med høj feber og, fx, influenzasymptomer. 

Det er jo ikke et spørgsmål, nødvendigvis, om at overvåge sit barn nonstop, men om at være tæt på og kunne handle, hvis det bliver alvorligt. 

Og så synes jeg, det er mærkeligt at oplyse, at I “løber rigtigt stærkt”. Det gør mange faggrupper. Kan man tilgive sig selv, hvis man kommer hjem efter arbejde til sin syge teenager, som på den ene eller anden måde helt reelt og konkret har manglet en voksen - med forklaringen, at “jeg kunne intet gøre, for jeg er pædagog og løber stærkt”? Altså, må nogle professioner i højere grad end andre benytte sig af deres ret til at være hos et sygt barn? 

Tænker de eksempler givet i denne tråd, hvor voksne mennesker ikke selv kan klare sig under sygdom er ekstreme og egentlig ikke har så meget med tråden at gøre. Der er så vidt jeg forstår (korriger endelig hvis jeg tager fejl) tale om almindelig sygdom, hvor der ikke er fare på færde eller tale om, at den unge mand ikke selv kan klare at løfte sig op i sengen?

Anonym skriver:

Tænker de eksempler givet i denne tråd, hvor voksne mennesker ikke selv kan klare sig under sygdom er ekstreme og egentlig ikke har så meget med tråden at gøre. Der er så vidt jeg forstår (korriger endelig hvis jeg tager fejl) tale om almindelig sygdom, hvor der ikke er fare på færde eller tale om, at den unge mand ikke selv kan klare at løfte sig op i sengen?

Dybest set startede debatten med dette spørgsmål fra TS:

Jeg er nysgerrig på hvor gammel barnet skal være før man ikke længere må være hjemme med sit syge barn? Hvor går aldersgrænsen? 
Jeg er medlem af FOA hvis det har noget at skulle have sagt?

Også udviklede den sig derfra. 

Dybest set startede debatten med dette spørgsmål fra TS:

Jeg er nysgerrig på hvor gammel barnet skal være før man ikke længere må være hjemme med sit syge barn? Hvor går aldersgrænsen? 
Jeg er medlem af FOA hvis det har noget at skulle have sagt?

Også udviklede den sig derfra. 

Ja, så er tråden da gået lidt ud af et sidespor med dramatiske syge-historier