Øv jeg er så ked af det

Anonym skriver:

Der er du mere heldig end mig, min mand har aldrig været i svømmehallen, legeland eller lign  vi har en enkelt gang været på stranden men der var han mega sur på hele turen (jeg tror at det var fordi at han følte sig tvunget med) 

vi går nogen gange en tur sammen som familie (sker en gang hver 3 mdr) men det er så også det

Puha hvordan har du affundet dig med det? Jeg tror ærligt talt ikke, at jeg havde været sammen med min mand hvis han heller ikke gad og være lave noget sammen med vores barn

Anonym skriver:

Jeg forstår overhovedet ikke hvordan man ikke ønsker at lave noget sammen med den person man deler et liv med men man kan godt med venner  Og det behøver ikke og være romantisk at tage en tur på stranden eller Tyskland eller andet  

 

Sådan er folk jo heldigvis så forskellige. Jeg forstår jo heller ikk behovet for alt det du efterspørger eller hvordan du kan kalde det hjertesorg og ulykkelig, netop fordi det bare ikke er mig. Ligesom det heller ikke er din mand. Men følelserne du har er da valide nok. Men det er vores andres også der ikke har samme følelser om det. Man må accepterer og respekterer hinanden eller finde en man passer sammen med hvis man ikke er lykkelig i sit forhold. 

Anonym skriver:

Sådan er min mand også +at han heller ikke tager med til familie fødselsdage  han har ikke nogen venner og trives fint med det, jeg har mine veninder som jeg laver ting med, men vores liv er meget opdelt  

det har taget nogen år at vende mig til det, men jeg tror at jeg er ved at have accepteret det  

når jeg ser familier på stranden eller i skoven som laver ting sammen og jeg får misundelige tanker, så øver jeg mig i at fokuserer på de ting ved ham som jeg godt kan lide, som F.eks at han ofte køber søde gaver til mig og godt kan lide at tage ud at spise med mig (uden børnene )

Er du sikker på du ikke er mig Det er mit liv du beskriver. Jeg troede jeg var den eneste i verden. 

Jeg forstår godt din sorg  jeg har intet godt råd eller andet….. men min mand gad det heller ikke ret godt inden vi fik børn, og det har taget ham tid eller modning om man vil, til at gøre det. Nu er han mega social og vi laver mange flere ting sammen end før.. så måske lidt tid? Måske han med alderen ændre det og ellers må du mærke efter om du kan være i det og ellers synes jeg du skal overveje dit forhold. Du skal jo ikke leve dit liv på en hjertesorg - og han skal ikke tvinges til noget som for ham, virker forkert 

alt det bedste og kram til dig 

Jeg forstår dig virkelig godt
For mig betyder det også meget om min mand gider at bruge tid sammen med mig eller ej. Hvis han ikke ville det, ville jeg hurtigt miste interessen for ham. Dels ville jeg ikke føle at jeg betød noget for ham og hvorfor i alverden skal vi så være et par? Og dels ville jeg ikke blive tilfredsstillet i et parforhold, hvor vi lever hver vores liv under det samme tag og kun mødes omkring børn og sex. 

Jeg mener stadig det er vigtigt at man også har hver sit liv og hver får lov at dyrke sine interesser, venner osv. men der er stor forskel på at partneren også har sit eget liv og så på at han ikke har lyst til at bruge tid med mig ind imellem.

Jeg er stødt på flere, der lever med en partner som de mere betragter som en "kollegial samarbejdspartner" på hjemmefronten end en egentlig kæreste/mand og sådan ville jeg hurtigt føle det, hvis min mand ikke ville bruge tid sammen med mig.
Nogle vil gerne have det sådan, andre vil ikke kunne trives i det.

Jeg tror du er inde på noget af det rigtige, når du nævner kærlighedssprog og det lyder som om du og din mand ikke taler det samme kærlighedssprog og så føler man sig nemt ikke-elsket i et forhold. Det bliver man ked af og det er sgu fuld forståeligt.

Du må selvfølgelig respektere at din mand ikke har det behov, for han skal ikke presses ned i en kæreste-rolle som han ikke ønsker at have. 

Men det lyder ikke som om I er enige om hvad I ønsker i et parforhold. Prøv at skriv ned for dig selv hvordan du ønsker et parforhold skal være. Prøv derefter at finde alle de positive ting ved ham og jeres forhold. Og så må du vurdere om du kan blive glad i jeres forhold ved at flytte fokus over på de gode ting ved din mand eller om I måske begge to skal ud og finde en anden partner, som I matcher bedre med. 

Du er ikke alene. Vi lever også meget delte liv herhjemme og har altid gjort det. Jeg ser på det positive - kan gøre hvad jeg vil og tage hen hvor jeg vil med børnene. Det hjælper at have gode venskaber og familie at være sammen med - men selv efter 17 år kan jeg da også nogle gange blive lidt misundelig på andre symbiotiske par i parken. 

Er nysgerrig til jer der er kede af forskelligheden mellem jer selv og jeres mænd.

• Har jeres mænd altid været sådan eller er det noget der er kommet med tiden?
• Snakker i med dem om det?
• Hvad tænker I at de tænker om jer? 
• er der nogle andre ting I sætter pris på ved jeres mænd siden i vælger at få børn med dem og blive hos dem frem for at finde en der kan give jer det der gør jer glade?

Jeg har altid tænkt, men self gør alt for sin kæreste som han/hun elsker og giver det de elsker til dem. Hvis det self er gensidigt. Som han går på stranden med mig, jeg lader ham drikke med gutterne. Self ikke aftale det men at man går på kompromis og giver sig selv til hinanden. Min eks mand og jeg var sådan et par, men vi var også utrolig ens. Min nye kæreste er bestemt ikke sådan. Har sine egen holdninger og gør det han vil og er bedst for ham, og så må jeg finde andre at gøre de ting med han ikk vil. Det er underligt for mig, men efter en del år har jeg oplevet mange par ikke nødvendigvis laver det store sammen uden for hjemmet. Og det som de gør med gutterne/veninderne, er ikke noget de gør med kæresten. 

dog forstår jeg det ikke, men jeg har altid været sådan med at jeg ville lave alt med den kæreste jeg nu havde. Men ja at jeg har den holdning er ikke ens med at ens partner har den. Enten acceptere man det eller også ja, må man gå sine egne veje 

Anonym skriver:

Er du sikker på du ikke er mig Det er mit liv du beskriver. Jeg troede jeg var den eneste i verden. 

Ja jeg troede også at jeg var den eneste i verden  

på positiv-siden vil jeg sige at når jeg ser den slags mænd som laver alt muligt med deres familie… og den værste af misundelsen er gået af, så tænker jeg alligevel at jeg nok ikke ville kunne få det til at fungerer i ægtesengen med den type mand  altså den der type som lige laver deres stemme lidt mere lys i det når han taler til børnene  det er ikke så maskulint synes jeg

Anonym skriver:

Er nysgerrig til jer der er kede af forskelligheden mellem jer selv og jeres mænd.

• Har jeres mænd altid været sådan eller er det noget der er kommet med tiden?
• Snakker i med dem om det?
• Hvad tænker I at de tænker om jer? 
• er der nogle andre ting I sætter pris på ved jeres mænd siden i vælger at få børn med dem og blive hos dem frem for at finde en der kan give jer det der gør jer glade?

Bare fordi man nogle gange bliver kede af, at ens partner ikke ønsker at deltage i gåture, picnic eller babysalmesang, så betyder det ikke at man behøver at gå fra sin partner. 
min mand er bare selvstændig af natur og det er vores børn også som de efterhånden er blevet store, at jeg så har behov for at han godt gad at tage mere med til familie tamtam, må jeg bare acceptere ligesom han må sluge nogle kameler ved mig. 
Jeg sætter i bund og mega meget pris på at min mand har lært mig at klarere tingene selv. Jeg har været gift med en der konstant ville behage mig, det var ikke rart