Øv jeg er så ked af det

Er der nogen herinde der har en mand der ikke er et familiemenneske og ikke interesseret i oplevelser/ture og tilbringe tid sammen fx på picnic, tur på stranden osv. Jeg er typen der vild med de ovennævnte ting og kvalitetstid er mit kærlighedssprog. Jeg kunne også tænke mig at vi en gang imellem gjorde stuen/soveværelset hyggeligt fx med stearinlys eller andet og hygge og nyde hinandens selskab. Men jeg må desværre erkende og leve med at sådan er min mand ikke. Det skaber virkelig splid og konflikter i forholdet, da jeg selvfølgelig er i sorg over det og ked af det. Vi har flere gange diskuteret om det, hvor jeg nærmeste har tudet, da jeg sagde, at jeg ikke føler mig prioriteret og elsket. Desværre er der ikke sket en forandring  Jo han inviterede mig på frokost i havn en dag og jeg blev mega overrasket over det, men jeg blev også grumpy indeni, da jeg blev usikker på om han oprigtigt ville det. Min mand er typen der er tilfreds med at kun have samleje, kysse og kramme. 

Jeg er så ulykkelig og i hjertesorg. Jeg må bare erkende og leve med det. Og så må jeg sørge for oplevelser osv. med vores barn. Den anden dag gik jeg nærmeste grædende væk fra parken, da jeg så andre mænd og deres koner i parken og nogle med deres børn også

Anonym skriver:

Er der nogen herinde der har en mand der ikke er et familiemenneske og ikke interesseret i oplevelser/ture og tilbringe tid sammen fx på picnic, tur på stranden osv. Jeg er typen der vild med de ovennævnte ting og kvalitetstid er mit kærlighedssprog. Jeg kunne også tænke mig at vi en gang imellem gjorde stuen/soveværelset hyggeligt fx med stearinlys eller andet og hygge og nyde hinandens selskab. Men jeg må desværre erkende og leve med at sådan er min mand ikke. Det skaber virkelig splid og konflikter i forholdet, da jeg selvfølgelig er i sorg over det og ked af det. Vi har flere gange diskuteret om det, hvor jeg nærmeste har tudet, da jeg sagde, at jeg ikke føler mig prioriteret og elsket. Desværre er der ikke sket en forandring  Jo han inviterede mig på frokost i havn en dag og jeg blev mega overrasket over det, men jeg blev også grumpy indeni, da jeg blev usikker på om han oprigtigt ville det. Min mand er typen der er tilfreds med at kun have samleje, kysse og kramme. 

Jeg er så ulykkelig og i hjertesorg. Jeg må bare erkende og leve med det. Og så må jeg sørge for oplevelser osv. med vores barn. Den anden dag gik jeg nærmeste grædende væk fra parken, da jeg så andre mænd og deres koner i parken og nogle med deres børn også

Jeg er som din mand. Jeg gider ikke alt det der romantiske pladder med levende lys, blomster osv. jeg gider heller ikke sender familie ture og udflugter. Gør det dog for min søn fordi han er er barn og han ikk bare skal sidde inde hele dagen. 

og kan godt være at det her kommet til at lyde hårdt. Men jeg gad dæleme da heller ikk gøre noget for min partner hvis han så gik og var grumpy fordi at han så ikk vidste om det var af lyst eller tvang. For så kan man jo intet gøre for at stille en tilfreds. 

lyder umiddelbart som en kæmpe overreaktion at direkte tude over det. Så tænker om der ligger andet til bunds i jeres parforhold der gør du reagerer så voldsomt som der måske skal arbejdes på. 

Sådan er min mand også +at han heller ikke tager med til familie fødselsdage  han har ikke nogen venner og trives fint med det, jeg har mine veninder som jeg laver ting med, men vores liv er meget opdelt  

det har taget nogen år at vende mig til det, men jeg tror at jeg er ved at have accepteret det  

når jeg ser familier på stranden eller i skoven som laver ting sammen og jeg får misundelige tanker, så øver jeg mig i at fokuserer på de ting ved ham som jeg godt kan lide, som F.eks at han ofte køber søde gaver til mig og godt kan lide at tage ud at spise med mig (uden børnene )

Anonym skriver:

Sådan er min mand også +at han heller ikke tager med til familie fødselsdage  han har ikke nogen venner og trives fint med det, jeg har mine veninder som jeg laver ting med, men vores liv er meget opdelt  

det har taget nogen år at vende mig til det, men jeg tror at jeg er ved at have accepteret det  

når jeg ser familier på stranden eller i skoven som laver ting sammen og jeg får misundelige tanker, så øver jeg mig i at fokuserer på de ting ved ham som jeg godt kan lide, som F.eks at han ofte køber søde gaver til mig og godt kan lide at tage ud at spise med mig (uden børnene )

Jeg tror desværre også jeg må acceptere det, og leve med sorgen  min mand køber ikke gaver eller andet, det har jeg dog accepteret. Vi går ud og spiser med og uden vores barn. Han tager også vores barn til legeland, svømning osv. 

AnoMor skriver:

Jeg er som din mand. Jeg gider ikke alt det der romantiske pladder med levende lys, blomster osv. jeg gider heller ikke sender familie ture og udflugter. Gør det dog for min søn fordi han er er barn og han ikk bare skal sidde inde hele dagen. 

og kan godt være at det her kommet til at lyde hårdt. Men jeg gad dæleme da heller ikk gøre noget for min partner hvis han så gik og var grumpy fordi at han så ikk vidste om det var af lyst eller tvang. For så kan man jo intet gøre for at stille en tilfreds. 

lyder umiddelbart som en kæmpe overreaktion at direkte tude over det. Så tænker om der ligger andet til bunds i jeres parforhold der gør du reagerer så voldsomt som der måske skal arbejdes på. 

Min mand er god til at tage vores barn til legeland, svømning eller andet. Og så går vi ud og spiser. Men han vil ikke på ture/oplevelser fx en tur til Tyskland, weekendtur til København, eller bare på  picnic. Det var også sådan da det var kun mig og ham, og jeg skulle nærmeste tvinge ham og tigge om en tur i skoven når vejret var godt. Også i graviditeten skulle jeg overtale til en gå tur. 

Men han kan sagtnes gå ud og grille med sine venner, tilbringe timevis med dem og tage på

sommerhus osv.  

Anonym skriver:

Min mand er god til at tage vores barn til legeland, svømning eller andet. Og så går vi ud og spiser. Men han vil ikke på ture/oplevelser fx en tur til Tyskland, weekendtur til København, eller bare på  picnic. Det var også sådan da det var kun mig og ham, og jeg skulle nærmeste tvinge ham og tigge om en tur i skoven når vejret var godt. Også i graviditeten skulle jeg overtale til en gå tur. 

Men han kan sagtnes gå ud og grille med sine venner, tilbringe timevis med dem og tage på

sommerhus osv.  

Der er også stor forskel på de to ting. Jeg kan også sagtens bruge timer sammen med mine venner/veninder på en shoppingtur eller en tur i byen eller lign. Men har aldrig gidet der der familie tam tam. Eller romantiske pladder. 

hvis han altid har været sådan fra dag 1. Så skal du ikk forvente at han ændre sig. Det er bare ikke ham og det skal og må du accepterer og respekterer. Kan du ikke det. Så er i bare ikke det rette match. 

Og det at han kan tage ud med børnene. Det er igen noget andet. Det er fordi det er børn. 

Anonym skriver:

Jeg tror desværre også jeg må acceptere det, og leve med sorgen  min mand køber ikke gaver eller andet, det har jeg dog accepteret. Vi går ud og spiser med og uden vores barn. Han tager også vores barn til legeland, svømning osv. 

Der er du mere heldig end mig, min mand har aldrig været i svømmehallen, legeland eller lign  vi har en enkelt gang været på stranden men der var han mega sur på hele turen (jeg tror at det var fordi at han følte sig tvunget med) 

vi går nogen gange en tur sammen som familie (sker en gang hver 3 mdr) men det er så også det

Min mand er god til at tage vores barn til legeland, svømning eller andet. Og så går vi ud og spiser. Men han vil ikke på ture/oplevelser fx en tur til Tyskland, weekendtur til København, eller bare på  picnic. Det var også sådan da det var kun mig og ham, og jeg skulle nærmeste tvinge ham og tigge om en tur i skoven når vejret var godt. Også i graviditeten skulle jeg overtale til en gå tur. 

Men han kan sagtnes gå ud og grille med sine venner, tilbringe timevis med dem og tage på

sommerhus osv.  

Det er virkelig ikke for at være streng, men så har du jo hele vejen været klar over, hvad du gik ind til. Hvis han altid har været sådan og du alligevel har valgt at stifte familie med ham, så må du jo vælge at fokusere på de gode ting ved ham og det man må formode du forelskede dig i.

AnoMor skriver:

Der er også stor forskel på de to ting. Jeg kan også sagtens bruge timer sammen med mine venner/veninder på en shoppingtur eller en tur i byen eller lign. Men har aldrig gidet der der familie tam tam. Eller romantiske pladder. 

hvis han altid har været sådan fra dag 1. Så skal du ikk forvente at han ændre sig. Det er bare ikke ham og det skal og må du accepterer og respekterer. Kan du ikke det. Så er i bare ikke det rette match. 

Og det at han kan tage ud med børnene. Det er igen noget andet. Det er fordi det er børn. 

Jeg forstår overhovedet ikke hvordan man ikke ønsker at lave noget sammen med den person man deler et liv med men man kan godt med venner  Og det behøver ikke og være romantisk at tage en tur på stranden eller Tyskland eller andet  

IenFart skriver:

Det er virkelig ikke for at være streng, men så har du jo hele vejen været klar over, hvad du gik ind til. Hvis han altid har været sådan og du alligevel har valgt at stifte familie med ham, så må du jo vælge at fokusere på de gode ting ved ham og det man må formode du forelskede dig i.

Jeg fandt desværre ud af det da vi flyttede ind sammen  Og sådan som jeg var naiv og stadig i honeymoon fasen, da jeg blev gravid, fokuserede jeg ikke så meget på det. For mig er det naturligt at man ønsker at tilbringe tid sammen med den person man deler et liv med og er ens livskærlighed. Og at man som en familie godt kan tage på stranden eller en tur til kbh eller whatever.

Men jeg må acceptere og leve med at vi er forskellige