Min datter lyver

Hej alle sammen.

sagen er den min datter på 10 år lyver om alvorlige ting.

jeg ved ordet lyver er utrolig hårdt, og for det selv helt dårlig over at skrive det, men fordi at det er alvorlige ting synes jeg ikke ordet fantasifuld kan gøre det. 

hun lyver om at hun set at jeg bliver slået derhjemme af hendes papfar. 
Det skal lige siges at hun ikke har en papfar, og jeg er alene mor til mine børn, vi bor alene og jeg har ikke en kæreste. Der kommer altså intet mandelige besøg herhjemme. 
det har resulteret i underretninger til kommunen da skolen jo bliver bekymret, hvilket er forståeligt når hun fortæller hun er ked af det fordi jeg blir banket herhjemme. Når lærene beskriver hendes måde at sige det på så fortæller de at hun bryder fuldstændig sammen og er synder knust mens hun fortæller det. 
Min datter siger altid til mig at hun ikke har sagt det. Men oplever både skole, og veninders forældre fortælle historier som hun skulle have sagt. 

i går fik jeg at vide af hendes venindes mor, 
Af min datter havde fortalt at hendes mindre søskendes far, ( som iøvrigt kun henter og aflevere via børnehaven, så han er altså heller ikke herhjemme ) var kommet i fængsel og at han havde ligget ude i vores busk i haven og så var politiet kommet og hentet ham.  Intet at dette er sandt heller. Hver gang jeg forsøger spørge indtil hvorfor hun siger sådanne nogle ting ligner hun et stort spørgsmålstegn og fortæller at det har hun aldrig sagt. 
Hvad gør man? Jeg er virkelig på bar bund, og frustreret over at være kastet ud i kommune systemet på et falsk grundlag. 
plus det kan jo skade andre de ting hun siger det ikke passer.

Jeg ville fortælle kommunen det. Nu når i har en sag hos dem, så del din bekymring med dem, bed om hjælp og råd til hvad du kan gøre. 
Er meget voldsomme løgne hun kommer med, og at hun er i stand til at “holde masken” som hun gør er meget overraskende i betragtning af hendes alder. 
der må ligge noget mere bag, som gør hun føler et behov for at lyve om de her ting. Børn lyver ikke i ondskab, men fordi de vinder på det (fx opmærksomhed, omsorg, tilknytning mm). 
Nu når “skaden er sket” og du skal tale med kommunen, synes jeg det er oplagt at få rettet nogen professionelle ressourcer mod at hjælpe hende, så hun ikke føler behov for at lyve. 

Wow det er nogen meget alvorlige ting at lyve om  det er super synd for jer begge to

hvis det var her hjemme ville der være konsekvenser i form af nul fredags slik og ingen ipad og tv i en hel weekend

det er super vigtigt at hun lære det, for det er virkeligt noget som kan gøre at man bliver udstødt i en klasse og Det ville være super syndt

hun gør det fordi at hun føler at hun ikke bliver set nok, måske er det svært for hende at du og din ex ikke bor sammen. Hvis det var min datter ville jeg bruge en halv time hver dag på at spørge hende om forskellige ting som jeg vidste interesserer hende, hendes hobby, hendes yndlingsfarve, hendes livretter osv. det plejer at virke her hjemme

min den mellemste har det også med at fortælle løgn historier, dog i en mindre alvorlig grad end din datter og der synes jeg også at det hjælper hvis vi laver en fantasi verden sammen a la “hvad skulle vi ti lave hvis vi var superhelte” også taler vi om hvordan vi ville redde verden og jeg synes at han får sin fantasi levet lidt ud på den måde

Hej ts, 

Sikke noget - det lyder ikke spor sjovt for nogen. Som du selv skriver er det ret alvorlige ting hun fortæller. 

Jeg har (på den hårde måde) lært med min datter, at man ikke altid skal lytte så meget til hvad børn faktisk siger og gør men mere tænke hvorfor siger/gør de som de gør. Hvad er det de i virkeligheden prøver at fortælle. 

Når din datter har brug for at fortælle nogle voldsomme historier og bryde sammen i gråd, så kan et bud være at hun går og tumler med noget, og hun har brug for at græde og blive trøstet men måske ikke kan eller vil sætte ord på had det i virkeligheden handler om. 

Hvis jeg var dig ville jeg stoppe med at konfrontere hende med de konkrete historier og så bore lidt i, hvad der kunne plage hende. Er der nogen der driller? Føler hun sig ensom eller overset? Har hendes mindre børn et andet og bedre forhold til deres far end hun har til sin? Måske ligger der en sorg der (begge historier du skriver om her handler om en far-rolle) 

Uanset hvad ville jeg bruge den nu etablerede kontakt til kommunen til at trække på deres ressourcer. Måske en børnepsykolog kunne hjælpe hende med at sætte ord på hvad hun føler? 

Det lyder rigtig hårdt og der er sikkert et stykke arbejde foran jer. 

mvh mig

Mrs. skriver:

Jeg ville fortælle kommunen det. Nu når i har en sag hos dem, så del din bekymring med dem, bed om hjælp og råd til hvad du kan gøre. 
Er meget voldsomme løgne hun kommer med, og at hun er i stand til at “holde masken” som hun gør er meget overraskende i betragtning af hendes alder. 
der må ligge noget mere bag, som gør hun føler et behov for at lyve om de her ting. Børn lyver ikke i ondskab, men fordi de vinder på det (fx opmærksomhed, omsorg, tilknytning mm). 
Nu når “skaden er sket” og du skal tale med kommunen, synes jeg det er oplagt at få rettet nogen professionelle ressourcer mod at hjælpe hende, så hun ikke føler behov for at lyve. 

Lige præcis. 
jeg har gjort mig disse tanker selv også. 
Jeg oplever hende ikke sådan herhjemme, men istedet at hun er en pige der trives, er glad og lige som hun skal være, går på legeaftaler, har legeaftaler med hjem. Hun har tit veninder sovende og vi spiller spil sammen. Og de render på legeplads og bare de normale ting man gør som barn og familie. 
men det er altid i skolen eller hos andre at hun kommer med disse ting. 
jeg ved hun savner hendes far, ham har hun ikke set siden det nye år. og det er det eneste hun er ked af herhjemme. 
jeg føler hun lader hendes gråd (som jo er reel) over hun savner hendes far være den der styrer hende når hun fortæller alle de andre ting også. 
jeg ved hun har været utrolig ked af at gå i skole i 3 år, (siden de fik ny lærer) jeg har for nyligt skiftet hendes skole, da jeg har hørt en masse slemme ting om hvordan hendes lærer skulle være, men igen har jeg ikke kunne finde ud af om det bare var noget hun sagde eller om det var rigtigt. Dog er der flere mødre der har oplevet de samme problemer med samme lærer, derfor valgte jeg tage hende ud, da jeg har tænkt at den store mistrivsel hun har haft i skolen siden de skiftede lærer kan have noget med dette at gøre. 
puha synes det er så hårdt at stå i, hun er jo en fantastisk pige, men nogle gange er det svært ikke at blive sur over løgnene fordi de har store konsekvenser. Man bliver frustreret som mor, og det er utrolig svært at forsvare overfor kommunen, man er ligesom bare stemplet fordi ens barn kommer med sådanne udtalelser, det så ubehageligt 

Hej ts, 

Sikke noget - det lyder ikke spor sjovt for nogen. Som du selv skriver er det ret alvorlige ting hun fortæller. 

Jeg har (på den hårde måde) lært med min datter, at man ikke altid skal lytte så meget til hvad børn faktisk siger og gør men mere tænke hvorfor siger/gør de som de gør. Hvad er det de i virkeligheden prøver at fortælle. 

Når din datter har brug for at fortælle nogle voldsomme historier og bryde sammen i gråd, så kan et bud være at hun går og tumler med noget, og hun har brug for at græde og blive trøstet men måske ikke kan eller vil sætte ord på had det i virkeligheden handler om. 

Hvis jeg var dig ville jeg stoppe med at konfrontere hende med de konkrete historier og så bore lidt i, hvad der kunne plage hende. Er der nogen der driller? Føler hun sig ensom eller overset? Har hendes mindre børn et andet og bedre forhold til deres far end hun har til sin? Måske ligger der en sorg der (begge historier du skriver om her handler om en far-rolle) 

Uanset hvad ville jeg bruge den nu etablerede kontakt til kommunen til at trække på deres ressourcer. Måske en børnepsykolog kunne hjælpe hende med at sætte ord på hvad hun føler? 

Det lyder rigtig hårdt og der er sikkert et stykke arbejde foran jer. 

mvh mig

Du har så meget ret!

hun har i 3 år mistrives i skolen, 

udskammet af læren, for skylden konstant der ovre, og føler sig så forkert og frosset ude.

jeg har kæmpet med lederen og læreren om at skabe et bedre miljø for min datter i skolen. 
det lykkedes aldrig og jeg har fornyligt skiftet hendes skole. 
hun savner også utrolig meget hendes far, ham har hun ikke set de sidste 5-6 måneder. 
kun via telefon, da han har haft en laaaang behandlings periode med fnat som konstant er tilbagevendende. 
jeg føler at hun siger alle de ting for at forsøge dække et behov udefra som hun mangler, fx bland andet fra hendes far, og at hendes søskende ser deres far fast gør det måske svært for min datter, så hun ser sig vred på ham måske hun har før efterspurgt om st komme hjem til ham med hendes søskende også, men det har jeg ikke ønsket da det i mine øjne ville være at involvere hende i endnu et ustabilt samvær og det ville ikke gavne hende. 
jeg er simpelthen så frustreret, jeg vil så gerne hjælpe hende, men kan ikke give hende det hun ønsker. Jeg har “presset” hendes far til at være mere i hendes liv, men mere kan jeg ikke gøre. Jeg er ikke herre over hans fnat forløb, istedet er jeg begyndt skrive til ham flere gange dagligt han skal ringe hende op og tale lidt. 
og når han gør det er hun bare SÅ glad! Hun glæder sig også utrolig meget til at skifte skole (hun starter i morgen). Jeg håber det kan hjælpe lidt, flere er taget ud af klasse det sidste år pga konflikter med den samme lærer. 
hun har fortalt mig hun ikke tør sige sandheden i skolen omkring hvad der er galt fordi hun altid for at vide af hendes lærer at det er noget pjat det hun føler. Jeg har talt med læreren i telefon omkring dette da de aldrig er i stand til at give mig et møde, hvor læreren også siger det er noget pjat evig og altid.  

Anonym skriver:

Wow det er nogen meget alvorlige ting at lyve om  det er super synd for jer begge to

hvis det var her hjemme ville der være konsekvenser i form af nul fredags slik og ingen ipad og tv i en hel weekend

det er super vigtigt at hun lære det, for det er virkeligt noget som kan gøre at man bliver udstødt i en klasse og Det ville være super syndt

hun gør det fordi at hun føler at hun ikke bliver set nok, måske er det svært for hende at du og din ex ikke bor sammen. Hvis det var min datter ville jeg bruge en halv time hver dag på at spørge hende om forskellige ting som jeg vidste interesserer hende, hendes hobby, hendes yndlingsfarve, hendes livretter osv. det plejer at virke her hjemme

min den mellemste har det også med at fortælle løgn historier, dog i en mindre alvorlig grad end din datter og der synes jeg også at det hjælper hvis vi laver en fantasi verden sammen a la “hvad skulle vi ti lave hvis vi var superhelte” også taler vi om hvordan vi ville redde verden og jeg synes at han får sin fantasi levet lidt ud på den måde

Jeg ved hun har set stort ønske om mig og hendes far finder sammen, vi gik fra hinanden da hun var baby. jeg ved hun savner hendes far. Jeg ved hun ikke har det godt i skolen, derfor jeg har valgt efter nogle års forsøg på at skabe en god trivsel for hende, at skifte skole. Hun starter mandag jeg har prøvet alt det du skriver, men synes tingene hun blir værre med årene. Hun ser dog heller ikke sin far og har ikke gjort de sidste 5-6 måneder. Her er det for alvor eskaleret med historierne. 
Jeg ved hun græd i skolen fordi hun savnede hendes far, men at de havde spurgt hende indtil hvad der ellers var galt fordi de synes det var  mærkeligt hun græd så meget over hun savner hendes far.  Og så havde hun sagt hun så mig blive banket derhjemme hver dag af hendes papfar. Det her løgnene begynder og underretningerne kommer ind. Og det er så svært for mig at stå i, jeg har 4 børn i alt, det er kun min ældste der er “problemer” med, i form af de løgne til andre udenfor hjemmet.

hun har helt sikkert et faderligt behov det ikke bliver dækket, og slet ikke i den grad hun ønsker sig det. Før i tiden når jeg holdte børnefødselsdage så var hun enormt glad, lige indtil gæsterne kom, så løb hun pludselig grædende ind på sit værelse, og så begyndte gæsterne en efter en at gå ind og forsøge at gøre hende glad. I mine øjne var det et forsøg på opmærksomhed.Fordi hun ikke for opmærksomhed fra min familie hvis hun ikke græder, de bruger ikke tid med mine børn, og jeg ved ikke om det min datters alder (hun er den ældste) der gør hun virkelig er bevidst om hvad hun mangler og derfor finder en taktik der virker for at få den, og det er at græde hver gang der er gæster og ikke vil ud til fødselsdagen. Det stoppede hun med for 2 års tid siden, fordi jeg bad min familie stoppe med at løbe indtil hende og fodre situationen. Nu trives hun fint når der er gæster fra familien. 
det er kun med min familie hun er ikke sådan med faderens side af familien, de giver hende nemlig utrolig meget opmærksomhed når hun er der. Men hendes mormor og morfar giver ingen opmærksomhed, hun sådan overfladisk. Og jeg har pointeret det 1000 gange for dem, men de synes jeg er for meget. 

Wow det er nogen meget alvorlige ting at lyve om  det er super synd for jer begge to

hvis det var her hjemme ville der være konsekvenser i form af nul fredags slik og ingen ipad og tv i en hel weekend

det er super vigtigt at hun lære det, for det er virkeligt noget som kan gøre at man bliver udstødt i en klasse og Det ville være super syndt

hun gør det fordi at hun føler at hun ikke bliver set nok, måske er det svært for hende at du og din ex ikke bor sammen. Hvis det var min datter ville jeg bruge en halv time hver dag på at spørge hende om forskellige ting som jeg vidste interesserer hende, hendes hobby, hendes yndlingsfarve, hendes livretter osv. det plejer at virke her hjemme

min den mellemste har det også med at fortælle løgn historier, dog i en mindre alvorlig grad end din datter og der synes jeg også at det hjælper hvis vi laver en fantasi verden sammen a la “hvad skulle vi ti lave hvis vi var superhelte” også taler vi om hvordan vi ville redde verden og jeg synes at han får sin fantasi levet lidt ud på den måde

Hvordan lærer man ikke at lyve, ved at bruge straf som ingen relation har til det, der lyves om? Jeg er nysgerrig ift. Hvordan du tænker, at sådanne sanktioner skaber læring? Fredagsslik iPad osv. er ikke nødvendigvis noget, der ligger i direkte relation til at lyve om de ting, der beskrives?

Jeg svarer lige anonymt. Jeg var det barn som løj om forfærdelige ting da jeg var i den alder. I mit tilfælde tog det år før mine forældre oplevede hvor dårligt jeg havde det. Jeg led blandt andet af en stærk depression. 

Jeg ville tage det som et udtryk for at hun har brug for hjælp. Jeg ville få en henvisning til en psykolog og en psykiater (der er lang ventetid så hellere nu end senere). 

Anonym skriver:

Hej alle sammen.

sagen er den min datter på 10 år lyver om alvorlige ting.

jeg ved ordet lyver er utrolig hårdt, og for det selv helt dårlig over at skrive det, men fordi at det er alvorlige ting synes jeg ikke ordet fantasifuld kan gøre det. 

hun lyver om at hun set at jeg bliver slået derhjemme af hendes papfar. 
Det skal lige siges at hun ikke har en papfar, og jeg er alene mor til mine børn, vi bor alene og jeg har ikke en kæreste. Der kommer altså intet mandelige besøg herhjemme. 
det har resulteret i underretninger til kommunen da skolen jo bliver bekymret, hvilket er forståeligt når hun fortæller hun er ked af det fordi jeg blir banket herhjemme. Når lærene beskriver hendes måde at sige det på så fortæller de at hun bryder fuldstændig sammen og er synder knust mens hun fortæller det. 
Min datter siger altid til mig at hun ikke har sagt det. Men oplever både skole, og veninders forældre fortælle historier som hun skulle have sagt. 

i går fik jeg at vide af hendes venindes mor, 
Af min datter havde fortalt at hendes mindre søskendes far, ( som iøvrigt kun henter og aflevere via børnehaven, så han er altså heller ikke herhjemme ) var kommet i fængsel og at han havde ligget ude i vores busk i haven og så var politiet kommet og hentet ham.  Intet at dette er sandt heller. Hver gang jeg forsøger spørge indtil hvorfor hun siger sådanne nogle ting ligner hun et stort spørgsmålstegn og fortæller at det har hun aldrig sagt. 
Hvad gør man? Jeg er virkelig på bar bund, og frustreret over at være kastet ud i kommune systemet på et falsk grundlag. 
plus det kan jo skade andre de ting hun siger det ikke passer.

Har du tænkt på at en neutral person der kunne snakke med hende, kunne være en ide? Komme til bunds i hvad der gør at hun føler hun skal fortælle de her historier.? Nogle gange kan det være svært at sige tingene til sin mor, far eller andre, men at snakke med en der intet kender til en, kan give en anden frihed. Et frirum.

Eller en støtte person.