Manglende forældre opbakning i klassen

Kære alle
Vores store pige startede i sommers i 0. klasse, hun er et barn der altid har været godt med, så det var skønt og nemt for hende at begynde. I vores datters klasse er der både ressourcestærke børn/forældre og knap så ressourcestærke børn/forældre. 
Klasselærer og klassepædagogen er begge fantastisk dygtige og gør alt hvad de kan for at skabe et godt læringsrum for børnene. 
Vi er dog landet i at der er udfordringer i klassen med larm, uro, træls sprog og anden uhensigtsmæssig adfærd. Der er ca. 4 børn i klassen der har udfordringer, hvor særligt 2 fylder enormt meget. Jeg er helt med på at der skal bruges mere lærertid på disse børn og jeg tænker faktisk det er sundt for mit barn at opleve at vi er forskellige. Når det er sagt, så kan jeg mærke det går mig en smule på, at vi som forældre ikke får bakket mere op om klassen, når der nu er udfordringer. Til alle arrangementer er vi de samme der træder til og de samme forældre som aflevere børnene og smutter igen. 
Jeg tænker at det bliver svært at samle den her klasse uden forældreopbakning. Skolen hr italesat denne udfordring, men det hjælper ikke rigtigt. Nogen med erfaringer eller gode råd der har stået i samme udfordringer? 

Det er svært, nærmest umuligt, da man desværre ikke kan tvinge forældre til at angagere sig i deres børn og det er desværre ofte de børn med udfordringer, hvor forældrene ikke deltager (er min erfaring), så det er jo rigtig svært at ændre på en klasse uden opbakning fra alle forældre, så ja det er svært hvad man lige skal gør

I kan jo ikke påtvinge forældrene at engagere sig mere.. Tror det er ganske normalt at nogle forældre engagerer sig mere i skolen end andre. Dette kan jo være af forskellige grunde, og ikke nødvendigvis fordi forældrene ikke er ressourcestærke. 
Jeg har gennem de sidste 5 år min dreng har gået i skole, fundet ud af det er bedst at acceptere at vi alle er forældre på forskellige måder, og vi alle vælger at engagere os i forskellige ting. Hvis man sætter forventningerne til de andre forældre ned, og acceptere tingene som de er, så bliver skolegangen også bare nemmere og uden irritationsmomenter. 

Forstår udemærket det kan være frustrerende med manglende engagement fra forældre, og at det er de samme der tager “en for holdet” og står for arrangementer mm. 
Men istedet for at se på hvor irriterende det er de ikke gør det, så opvej om man selv gør det med en forventning om at få noget igen eller om det er fordi man virkelig vil. 

Lyder som om et forældremøde med en forventningsafstemning kunne være en god ide, uden at påbedutte nogen mere end de magter/ønsker. Og så tal forældrene imellem hvis der er problemer mellem børnene. Man kan komme langt med en god legeaftale til at få løst eventuelle overensstemmelser

Anonym skriver:

Kære alle
Vores store pige startede i sommers i 0. klasse, hun er et barn der altid har været godt med, så det var skønt og nemt for hende at begynde. I vores datters klasse er der både ressourcestærke børn/forældre og knap så ressourcestærke børn/forældre. 
Klasselærer og klassepædagogen er begge fantastisk dygtige og gør alt hvad de kan for at skabe et godt læringsrum for børnene. 
Vi er dog landet i at der er udfordringer i klassen med larm, uro, træls sprog og anden uhensigtsmæssig adfærd. Der er ca. 4 børn i klassen der har udfordringer, hvor særligt 2 fylder enormt meget. Jeg er helt med på at der skal bruges mere lærertid på disse børn og jeg tænker faktisk det er sundt for mit barn at opleve at vi er forskellige. Når det er sagt, så kan jeg mærke det går mig en smule på, at vi som forældre ikke får bakket mere op om klassen, når der nu er udfordringer. Til alle arrangementer er vi de samme der træder til og de samme forældre som aflevere børnene og smutter igen. 
Jeg tænker at det bliver svært at samle den her klasse uden forældreopbakning. Skolen hr italesat denne udfordring, men det hjælper ikke rigtigt. Nogen med erfaringer eller gode råd der har stået i samme udfordringer? 

Man kan jo ikke tvinge forældre til at bruge tid og kræfter på deres børns skolegang, hvor godt det end kunne være bl.a. i en situation som denne. Ligesom du ønsker, at din datter oplever, at børn er forskellige, må du også rumme, at forældre er det, og at nogle ikke kan eller vil prioritere som du. Af forskellige årsager - nogle måske mere forståelige end andre, men i bund og grund kender vi jo aldrig fuldt ud andre familiers vilkår og begrænsninger.

Som lærer kan jeg opleve det nærmest pinagtigt, når jeg til forældremøder efterlyser medlemmer til forældrerådet, og der bliver dødsensstille, fordi de sædvanlige, der har trukket læsset i 7-8 år, bevidst (og umiddelbart rimeligt) afventer, at andre melder sig - og jeg hører og forstår deres frustration bagefter, når det alligevel endte med at være dem, der igen-igen tog tjansen. På den anden side sidder jeg også jævnligt inde med en viden om, hvorfor de passive forældre ikke har overskuddet eller modet eller tiden. Og ja - i andre tilfælde kan det skyldes ugidelighed. 

Jeg tror, desværre, at du må slutte fred med, at nogle ikke kommer på banen. Hellere dét end tilbagevendende frustration over andres passivitet. Fokuser hellere på, at I heldigvis er nogle, der kan og vil. Det er meget bedre end ingenting. 

Endelig har jeg, både som mor til tre og som lærer, set et vist mønster i, at førstegangs-skoleforældre meget ofte prioriterer deres barns skole og klassemiljøet meget højt, mens forældre, der har været det igennem flere gange før, ikke lægger samme fokus på og energi i det. Måske tager de mere afslappet på det - måske er det svært at finde overskud til at engagere sig i tre-fire klasser og arrangementer og møder og medforældre og … - og måske synes de, at de har taget deres tørn med barn og klasse nummer et og to. 

Jeg er en af de forældre der ikke giver det ekstra tid til skolen. 

Jeg har to børn med særlige behov, min lille kan ikke passes af andre end mig uden reaktioner i flere dage efter, han kan ikke rumme forandringer eller fremmede mennesker/steder uden høje skrig og destruktiv adfærd. 

Så jeg er nød til at prioterer, skal jeg vælge  min søns velfærd eller male hegn med skolen. Det bliver min søn. 

Hej!

Jeg kan sagtens forstå, at du synes det er frusterende, og du lyder meget rummelig synes jeg

I min datters 3. Klasse er der også problemer med uro. Her formoder vi dog at det til dels skyldes mange lærerskift. Det er min oplevelse at forældrene faktisk gerne vil bakke op, men føler sig lidt i vildrede med hvordan. Så altså ikke helt samme situation som du står i… Glæd dig over at skolen byder ind og ser udfordringerne! 

På vores skole er der ikke noget forældreråd. Til gengæld skal der arrangeres 3 arrangementer om året, og ALLE forældre bliver delt i tre grupper der skal stå for et arrangement hver. Det foregår ved lodtrækning, og der er en tovholder. Pga. Corona har der jo så ikke været så meget. Selvfølgelig er det typisk de samme de er aktive, men man får ikke lov at “gemme” sig bag et forældreråd. Så det var måske en mulighed. 

Der var også forslag om at mødes på en legeplads sådan uden det kræver det vilde at arrangere. Men hvor børn og forældre kunne ses på kryds og tværs - dem der nu kunne. Ideen synes jeg var mega god. Det forsøgte jeg faktisk selv at tage initiativ til en lørdag formiddag, men ingen dukkede op desværre…. Måske prøver jeg igen en anden dag.

Det er bare super svært, så kun lidt input og ingen geniale løsninger herfra  

Jeg hører det der bliver skrevet, men jeg kan mærke jeg ikke bare kan slå det hen. Hvis det bare handlede om at det var mig der skulle arrangere fester, bage kage, ordne praktiske ting på skolen så havde det ikke betydet det store, det der er svært at acceptere er at stemning i klassen blandt børnene jo ikke ændrer sig, hvis forældrene ikke bakker op omkring de lærer der knokler for at få det til at lykkedes. 
Jeg har selv gået på privatskole fra 0-9., og selvom det er svært at indrømme så burde vi måske have valgt den løsning til vores børn. 

Anonym skriver:

Kære alle
Vores store pige startede i sommers i 0. klasse, hun er et barn der altid har været godt med, så det var skønt og nemt for hende at begynde. I vores datters klasse er der både ressourcestærke børn/forældre og knap så ressourcestærke børn/forældre. 
Klasselærer og klassepædagogen er begge fantastisk dygtige og gør alt hvad de kan for at skabe et godt læringsrum for børnene. 
Vi er dog landet i at der er udfordringer i klassen med larm, uro, træls sprog og anden uhensigtsmæssig adfærd. Der er ca. 4 børn i klassen der har udfordringer, hvor særligt 2 fylder enormt meget. Jeg er helt med på at der skal bruges mere lærertid på disse børn og jeg tænker faktisk det er sundt for mit barn at opleve at vi er forskellige. Når det er sagt, så kan jeg mærke det går mig en smule på, at vi som forældre ikke får bakket mere op om klassen, når der nu er udfordringer. Til alle arrangementer er vi de samme der træder til og de samme forældre som aflevere børnene og smutter igen. 
Jeg tænker at det bliver svært at samle den her klasse uden forældreopbakning. Skolen hr italesat denne udfordring, men det hjælper ikke rigtigt. Nogen med erfaringer eller gode råd der har stået i samme udfordringer? 

Jeg tror det er sindsyg vigtigt at acceptere, at vi alle byder ind forskelligt i forældreskabet omkring en klasse, for ellers er det en kilde til evig frustration pg kan i yderste konsekvens føre til mere splittelse i en klasse og rent faktisk dårligere fællesskab fordi det smitter af på børnene. 

Jeg arbejder på en skole, hvor der er stor forskel på familierne fx bor nogle i ghettoen og andre i den nybyggede 6 millioner villa. De forskelle kommer også til udtryk i forståelsen af, hvad er et godt forældresamarbejde, og hvad forventer vi af de andre familier. Vi forsøger at italesætte, at man kan have forskellige tilgange, forskelligt overskud og ikke mindst forskellig forståelse, og det skal der være plads til. Det giver stadig en del frustration, pg det er forståeligt når det er de samme som føler de trækker læsset, men vi som er omkring klasserne ved jo der er grunde til de forskellige former for engagement. 

En klasse er en social enhed vi pådutter børnene, og der kan skole og hjem samarbejde om at få skabt et fællesskab, hvor alle børn føler sig som en del af fællesskabet. Det kan vi sagtens uden, at alle forældre er lige involveret, så længe ingen børn udelukkes. De som har overskuddet kan række hånden ud og spørge om de skal tage et barn med til arrangementet, de kan ringe til dem de ikke hører fra fx i forbindelse med fødselsdage osv. 

Så kæmp for børnefællesskabet, og bliv enige med hinanden om, at forskelligheden hos forældrene ikke skal overskygge.

Og så til sidst, jeg er på 3. Barn i folkeskolen, og midt i skoler, arbejde, fritidsinteresser osv. Så bliver jeg også hurtig den der bare afleverer og henter - skulle jeg involvere mig som jeg kan se nogle med fx kun et barn gør, så måtte jeg ende med at sige mit arbejde op Jeg skal nok få holdt spise/legegruppe, fødselsdage (og ringe fundt til dem jeg ikke hører fra), vores hjem er åben for alle legekammerater/venner osv. Men jeg kan ikke overskue at være med til at arrangere halloween, fastelavn, klassefest, hyttetur, forældrefest og det både i skolen og til fritidsinteresserne. 

Og så et konkret råd som de bruger i 0. Klasse hos os. De laver 4 grupper af forældrene (der er lærerne der laver dem), og de 4 grupper står for et arrangement hver i skoleåret. For mange er det lettere med noget konkret en gang på et år end den der: hvem vil? På den måde mødes man eller i kontakt med andre, og man skal ikke have er kæmpe overblik for man kan dele opgaverne mellem sig. Derudover så oplever vi, at de forældre som ellers ofte ikke kommer med sikkerhed kommer til det arrangement de er medansvarlige for.

Anonym skriver:

Jeg hører det der bliver skrevet, men jeg kan mærke jeg ikke bare kan slå det hen. Hvis det bare handlede om at det var mig der skulle arrangere fester, bage kage, ordne praktiske ting på skolen så havde det ikke betydet det store, det der er svært at acceptere er at stemning i klassen blandt børnene jo ikke ændrer sig, hvis forældrene ikke bakker op omkring de lærer der knokler for at få det til at lykkedes. 
Jeg har selv gået på privatskole fra 0-9., og selvom det er svært at indrømme så burde vi måske have valgt den løsning til vores børn. 

Men sådan er det.

Jeg er lærer og det er en del af mit arbejde at få forældre til at bakke op - for nogle er det helt naturligt og de har tillid fra dag 1, for andre skal der en del relationsarbejde til måske fordi de selv har haft dårlige erfaringer med skolen. 

Jeg går som udgangspunkt altid udefra, at alle forældre ønsker deres barn skal lykkes i skolen både fagligt og socialt og det møder jeg dem med. Er der så noget som er udfordrende fx uro, fantiske bandeord eller hvad ved jeg, så beder jeg ikke forældrene om at få deres børn til at rette ind, men jeg fortæller, hvad vi gør for at hjælpe deres barn og jeg håber de bakker det op - fællesskabet i skolen er mit ansvar, jeg kan modtage gode råd fra forældrene som er dem der kender deres børn bedst, men jeg kan ikke bede dem fjernstyre dem. 

Det sociale fællesskab kan forældrene være med til at skabe med legegrupper, arrangementer, legeaftaler, fødselsdage osv. Og det er så skønt når nogle forældre har tid og lyst til det, der smitter virkelig af på klassen især hvis forældregruppen accepterer, at nogle byder mindre ind end andre.

Men dynamikken og alle øs mulighed for deltagelse i klassen på skolen, der er det mit og mine kollegaers ansvar fx kan lille Pia sagtens have en fest til halloween festen og frikvarterne, men være udfordret i dansktimerne og være med til at skabe uro - det er mit ansvar. 

Anonym skriver:

Jeg hører det der bliver skrevet, men jeg kan mærke jeg ikke bare kan slå det hen. Hvis det bare handlede om at det var mig der skulle arrangere fester, bage kage, ordne praktiske ting på skolen så havde det ikke betydet det store, det der er svært at acceptere er at stemning i klassen blandt børnene jo ikke ændrer sig, hvis forældrene ikke bakker op omkring de lærer der knokler for at få det til at lykkedes. 
Jeg har selv gået på privatskole fra 0-9., og selvom det er svært at indrømme så burde vi måske have valgt den løsning til vores børn. 

Men hvad er alternativet? At du bliver mere og mere frustreret, og det måske ender med at have en negativ påvirkning dit barn.

De fleste gør hvad de kan, der hvor de i livet, også er der er fåtal som kan, men ikke vil, og det hverken kan eller skal du gøre noget ved. Bidrag med det gode og positive du kan.