Mon mit barn er højt begavet?

Ja, som overskriften siger, går jeg og spekulerer over, om mit barn er højt begavet. Jeg er slet ikke sikker, men jeg kan se, at hans skolearbejde falder ham meget let og han udvikler sig i en enorm fart, og at lærerne misforstår ham. De tror, han ikke hører, ikke er med - men han har 100% styr på alt det faglige der kommer fra dem. Derudover er han helt sindssygt nysgerrig - elsker at sætte sig ind i ting og har en meget stor og bred almen viden af en 7-årig.

Men han har også ting, der ikke glider så nemt, og når jeg læser om begavede børn synes jeg han passer på noget af det, de skriver, men ikke det hele.

Han er bare sådan lidt ‘off’ men ikke på samme måde som fx et adhd-barn eller en autist. Han skal selvfølgelig bare være sig selv - han er et ganske skønt barn. Men vi er kommet til at snakke om det her med om han kunne være højt begavet, og så har jeg svært ved at slippe det.

Jeg ved selvfølgelig godt, at ingen af jer kan give et svar, men jeg tænkte, om der er nogle der har nogle erfaringer - enten med egne børn eller professionelt, som kan fortælle lidt om, hvordan forløbet har været og hvordan disse børn har passet på profilerne, man kan finde på nettet.

Min søn på 10 år har kunne + og - siden han var 3, og som 4 årig gik han igang med gange og division.. han lærte så småt at læse og skrive i samme alder, har en vild interesse for kemi og fysik, og fremlagde til sin første fremlæggelse i 1 klasse om kemiske reaktioner der kan frembringe krystaller, og han lærte sig selv at tale flydende engelsk i en alder af 6 år, og han er ikke hvad de kalder “ekstraordinært begavet”. 

Alt fagligt falder ham nemt, men han er lige så god socialt og følelsesmæssigt, og er utrolig langt fremme af sin alder og velformuleret. Men han har bare hovedet godt skruet på. Nogen falder det nemmere at lære ting, jeg har det på samme måde og var lige som ham som barn også. 

Alle mennesker har jo nogen særlige talenter, og ting der falder dem mere naturligt/nemt end andre. 

Det jeg har oplevet som en udfordring er at kunne møde ham i hans interesser og udvide hans viden. Han suger til sig! Og det gør det også svært i folkeskolen, for de skal virkelig holdes til ilden i forhold til at udfordre ham, for han har nemlig en tendens til at “lalle rundt” når han kan det de laver, og så får jeg besked om at han ikke følger med i undervisningen og ikke har lavet sine ting. Men når det så kommer til stykket kan han genfortælle alt læreren har sagt, og har lavet alt han skulle.. 

Jeg tror på alle børn har talent for noget og er unikke og specielle  det handler bare om vi som forældre udfordrer dem og støtter dem i deres talent så de kan udvikle sig mest muligt

Personligt er jeg lidt imod den der med begavelsen for det sætter også lidt nogen børn i boks, og nogen steder er de hurtigt til at sætte label på - og det gør også der følger nogen forventninger til barnet, hvis det giver mening?

Ja, det giver rigtig meget mening - jeg vil egentlig også bare gerne have, at han skal have lov at være sig selv og ikke have et label.

Vi er bare frustrerede over skolens tilgang til ham - de ser ham som et problem, fordi han netop ‘laller rundt’ i timerne og de forstår ikke, hvorfor han har så svært ved at koncentrere sig - så de er bekymrede, fordi de tror, han ikke følger med. Og de vil ikke rigtig købe vores historie om, at han er med - godt og vel endda. Et eller andet sted kunne det være rart at kunne “bevise” for dem, at han måske har brug for at blive stimuleret på en anden måde end mange andre børn. Men beviset kommer jo kun ved en reel IQ - test og dybest set er jeg ikke specielt interesseret i at han skal testes, da han jo ‘bare’ skal mødes som han er - lige som alle andre børn skal mødes som de er. Hvis det giver mening?

Det virker bare til, at det er enormt svært for lærerne at møde ham, forstå ham, som han er, især fordi de ligesom ikke rigtig synes at høre, hvad vi fortæller. Og det frustrerer mig, at han, som er så videbegærlig og som så utrolig gerne vil lære, nu er et problembarn, som har koncentrationsproblemer... 

Men jeg ved ikke rigtig, hvordan vi skal gribe det an.

Anonym skriver:

Ja, det giver rigtig meget mening - jeg vil egentlig også bare gerne have, at han skal have lov at være sig selv og ikke have et label.

Vi er bare frustrerede over skolens tilgang til ham - de ser ham som et problem, fordi han netop ‘laller rundt’ i timerne og de forstår ikke, hvorfor han har så svært ved at koncentrere sig - så de er bekymrede, fordi de tror, han ikke følger med. Og de vil ikke rigtig købe vores historie om, at han er med - godt og vel endda. Et eller andet sted kunne det være rart at kunne “bevise” for dem, at han måske har brug for at blive stimuleret på en anden måde end mange andre børn. Men beviset kommer jo kun ved en reel IQ - test og dybest set er jeg ikke specielt interesseret i at han skal testes, da han jo ‘bare’ skal mødes som han er - lige som alle andre børn skal mødes som de er. Hvis det giver mening?

Det virker bare til, at det er enormt svært for lærerne at møde ham, forstå ham, som han er, især fordi de ligesom ikke rigtig synes at høre, hvad vi fortæller. Og det frustrerer mig, at han, som er så videbegærlig og som så utrolig gerne vil lære, nu er et problembarn, som har koncentrationsproblemer... 

Men jeg ved ikke rigtig, hvordan vi skal gribe det an.

Har haft den kamp igen og igen med skolen. Og den er rigtig hård. 

men jeg har droppet at tale med lærerne for de lytter ikke. Så i stedet tog jeg fat på skoleledelsen og bankede i bordet og forklarede at vores folkeskoler skal rumme ALLE børn med den skolereform der er, og at ingen lille dreng gider sidde på sin bagdel i 6-8 stive timer og glo på en tavle. Jeg fik gjort helt klart at problemet ikke var min søn men lærernes tilgang. 
Et argument de ikke kunne sige imod var at sjovt nok under hjemsendelser har der INTET været og han har lavet sine ting på rekord tid. Så det understregede blot hvor forkert deres tilgang var. 
vi aftalte så et møde hvor min søn også kom med, og han fik lov at fortælle hvad han følte han havde brug for. 

løsningen blev han har fået en skærm ved sit bord, så han kan sidde i fred og undgå distraktioner, han har ekstra opgaver han kan lave når han er færdig, og veksle mellem hvis koncentrationen driller - og opgaverne er tilsvarende hans niveau. Derudover har han en sansebold han sidder med og nulrer i hånden, det hjælper ham til at holde fokus. 

men han er stadig en dreng, og nu også en dreng på vej ind i puberteten!  
De sidder altså ikke bare stille og desværre er mange lærere stadig af den gamle skole med kæft, trit og retning.  

så det er en evig kamp - og de har fundet ud af på hans skole jeg med GLÆDE tager den kamp! Alt for min søns trivsel og udvikling.. så må de godt synes jeg er en strid og besværlig mor.

Og det er præcis det samme - under nedlukning var der bare fuldt drøn på, masser af begejstring og læring.

Og du har helt ret, vi må stille krav til skolen, det er kun rimeligt. Et twist i vores tilfælde er så, at jeg selv er ansat på skolen - dog i en anden funktion, men det gør jo tingene en kende akavet, hvis vi skal ind og slå i bordet. Vi må jo bare gøre det alligevel, for hans trivsel og læring er selvfølgelig vigtigst.

Tak fordi du tog dig tid til at svare, det er rart at høre fra nogen med lignende situationer.

Har du overvejet at forhøre dig hos Gifted Children?

Ikke fordi du behøver at bruge det til at sætte dit barn i bås, men fordi det kan give nogle svar, og kan hjælpe med en forståelse for hvordan barnet skal takles i forskellige situationer.

Jeg har selv prøvet at være barnet som var højt begavet uden at vide det, og jeg er ret sikker på(efter samtale med min forældre) at det havde gavnet mig hvis mine forældre og mine lære havde kunne tage høje for det gennem min opvækst.

Mrs. skriver:

Har haft den kamp igen og igen med skolen. Og den er rigtig hård. 

men jeg har droppet at tale med lærerne for de lytter ikke. Så i stedet tog jeg fat på skoleledelsen og bankede i bordet og forklarede at vores folkeskoler skal rumme ALLE børn med den skolereform der er, og at ingen lille dreng gider sidde på sin bagdel i 6-8 stive timer og glo på en tavle. Jeg fik gjort helt klart at problemet ikke var min søn men lærernes tilgang. 
Et argument de ikke kunne sige imod var at sjovt nok under hjemsendelser har der INTET været og han har lavet sine ting på rekord tid. Så det understregede blot hvor forkert deres tilgang var. 
vi aftalte så et møde hvor min søn også kom med, og han fik lov at fortælle hvad han følte han havde brug for. 

løsningen blev han har fået en skærm ved sit bord, så han kan sidde i fred og undgå distraktioner, han har ekstra opgaver han kan lave når han er færdig, og veksle mellem hvis koncentrationen driller - og opgaverne er tilsvarende hans niveau. Derudover har han en sansebold han sidder med og nulrer i hånden, det hjælper ham til at holde fokus. 

men han er stadig en dreng, og nu også en dreng på vej ind i puberteten!  
De sidder altså ikke bare stille og desværre er mange lærere stadig af den gamle skole med kæft, trit og retning.  

så det er en evig kamp - og de har fundet ud af på hans skole jeg med GLÆDE tager den kamp! Alt for min søns trivsel og udvikling.. så må de godt synes jeg er en strid og besværlig mor.

Nu er der jo også 24 andre børn i klassen. Hvis det forstyrrer dem han vader rundt er læreren nødt til at gøre noget ved det

Sprit25 skriver:

Nu er der jo også 24 andre børn i klassen. Hvis det forstyrrer dem han vader rundt er læreren nødt til at gøre noget ved det

Bestemt men det handler også om måden læreren gør det på - og på trods af hvor veluddannede vores lærere er efterhånden og hvor mange pædagogiske redskaber der er dem til rådighed, glipper det ofte i den slags situationer. 

fx kom jeg forbi min søns skole her i efteråret, skulle hente ham og var tidligt på den så satte mig ude foran klassen og ventede. Mens jeg sidder der hører jeg så en lærer råbe højt af min søn “Så holder du kraftedme kæft og går i gang!” Kan høre min søn siger “jamen…” og prøver at forklare han har brug for hjælp hvortil hun råber af ham og skælder ham ud og siger han kan “skride op på kontoret hvis han ikke fatter det”. 
i det han går ud af døren tager jeg ham til side og sætter ham og kalder så efterfølgende på læreren og fik en snak under 4 øjne, hvor jeg gjorde meget klart at sådan skulle hun helt sikkert ikke tale til mit barn - Hun forsøgte at forklare med det var hårdt at skulle være med børnene hele dagen og jeg ved ikke hvad.. Så fik talt med store bogstaver og fortalt at hvis hun ikke kunne tale ordenligt til børnene skulle hun nok finde sig et andet job, for det der vil jeg ikke finde mig i. Hun fik godt røde ører og havde bestemt ikke regnet med jeg sad ude foran og hørte det hele. Tilgengæld har der ikke været lignende situationer siden. 

Derudover kan nogen lærere hurtigt stemple et barn som “problembarn” hvis de ikke passer ind i en kasse, og det er dybt forkert for på trods af lærerene i min søns klasse mener der er 6 drenge i klassen (6 ud af 10!) der er problembørn og forstyrrende elementer, så stoppede problemerne da forældrene tog kontakt og der blev lagt en god plan for den enkeltes behov og hvordan børnene kan blive mødt. 

så ja der er mange børn i klassen. Og de skal ALLE mødes hvor de er! Om det er koncentrationen der driller, det faglige der er for nemt eller svært, eller hvad det er. Det er hvad inklusionen handler om jo. Men det kræver engagerede forældre, og det kræver en villighed fra lærerene til at udvide deres kompetencer, for vores børn er ikke som for 20 år siden. Kæft trit og retning virker for det færreste. 

Mrs. skriver:

Bestemt men det handler også om måden læreren gør det på - og på trods af hvor veluddannede vores lærere er efterhånden og hvor mange pædagogiske redskaber der er dem til rådighed, glipper det ofte i den slags situationer. 

fx kom jeg forbi min søns skole her i efteråret, skulle hente ham og var tidligt på den så satte mig ude foran klassen og ventede. Mens jeg sidder der hører jeg så en lærer råbe højt af min søn “Så holder du kraftedme kæft og går i gang!” Kan høre min søn siger “jamen…” og prøver at forklare han har brug for hjælp hvortil hun råber af ham og skælder ham ud og siger han kan “skride op på kontoret hvis han ikke fatter det”. 
i det han går ud af døren tager jeg ham til side og sætter ham og kalder så efterfølgende på læreren og fik en snak under 4 øjne, hvor jeg gjorde meget klart at sådan skulle hun helt sikkert ikke tale til mit barn - Hun forsøgte at forklare med det var hårdt at skulle være med børnene hele dagen og jeg ved ikke hvad.. Så fik talt med store bogstaver og fortalt at hvis hun ikke kunne tale ordenligt til børnene skulle hun nok finde sig et andet job, for det der vil jeg ikke finde mig i. Hun fik godt røde ører og havde bestemt ikke regnet med jeg sad ude foran og hørte det hele. Tilgengæld har der ikke været lignende situationer siden. 

Derudover kan nogen lærere hurtigt stemple et barn som “problembarn” hvis de ikke passer ind i en kasse, og det er dybt forkert for på trods af lærerene i min søns klasse mener der er 6 drenge i klassen (6 ud af 10!) der er problembørn og forstyrrende elementer, så stoppede problemerne da forældrene tog kontakt og der blev lagt en god plan for den enkeltes behov og hvordan børnene kan blive mødt. 

så ja der er mange børn i klassen. Og de skal ALLE mødes hvor de er! Om det er koncentrationen der driller, det faglige der er for nemt eller svært, eller hvad det er. Det er hvad inklusionen handler om jo. Men det kræver engagerede forældre, og det kræver en villighed fra lærerene til at udvide deres kompetencer, for vores børn er ikke som for 20 år siden. Kæft trit og retning virker for det færreste. 

Læreruddannelsen er ikke specielt funktionel, og derfor er langt fra alle lærere veluddannede. Inklusion er et ideal, som de færreste skoler - og lærere - kan leve op til. Men langt de fleste af os gør vores allerbedste hver evigt eneste dag. Det betyder ikke, at de mål, vi ikke selv har sat for os, altid er opnåelige.

fehår skriver:

Læreruddannelsen er ikke specielt funktionel, og derfor er langt fra alle lærere veluddannede. Inklusion er et ideal, som de færreste skoler - og lærere - kan leve op til. Men langt de fleste af os gør vores allerbedste hver evigt eneste dag. Det betyder ikke, at de mål, vi ikke selv har sat for os, altid er opnåelige.

Der er vi nok heldige i så fald synes lærerne på trods af uheldige episoder klarer undervisningen godt, og er lydhøre for ændringer. Synes generelt lærerne på min søns skole er rigtig dygtige og virkelig gør deres bedste, nogengange skal de lige have et skub i den rigtige retning dog (særligt dem der er ufaglærte). 

det vigtige for mig som forælder er målet er der, og at når man så kommer og siger “hey, der er et problem her” at man så bliver mødt og kan samarbejde hjem og skole om det, fremfor en lærer der stiller sig på bagben og ikke er lydhør for det. 
lige så vel som jeg er bevidst om jeg ofte kan være den “nederen mor” de ved ringer hvis der er noget (jeg vil hellere påpege et problem og finde en løsning). Lige så bevidst er jeg også om at lærerene står med en kæmpe udfordring i forhold til inklusion fordi der bliver stillet så høje og uretfærdige krav til lærerne efterhånden. Jeg er ikke synderlig stor fan af den reform der er på området, men man må sige ihvertfald på min søns skole, at lærerne virkelig prøver.