hva skal man gøre når man har en følelses kold mand...

hmm ja ved ik hvor jeg skal starte men er gravid og har i forvejen 2 piger, har været gift med min mand i 4 år,,, jeg har en mand som ikke kan udtrykke sig følelsesmæssigt, han kan ikke rose, komme med komplimanter el være kærlig nusse osv jeg kan lign en bunke lort med hullet t-shirts osv el have gjordt alt muligt ud af mig selv,, en gang var jeg til frisør og fik farvet mit hår fra kuld sort til latin blon,,, ikke så meget som et spørgsmål om jeg havde farvet hår el om det var grimt el pænt ingen respons overhovedt!!!!! skal lige nævnes jeg er hjemmegående og sørge for alt herhjemme inklusiv børn, os kvinder har brug for at vide at vi er gode til det vi gør men han kan simpelthen ikke så meget som fortælle mig om stegen smager godt,,, er bare så frustreret det eneste tidpunkt hvor han er bare en smule kærlig er under sex... kan det virkelig være rigtigt??? jeg føler mig som en husholderske aupair pige som kun er her for at sørge for ham og børnene, jeg har konfronteret ham på alle mulige tænkelige måder har endda smidt ham ud fordi han ikke har problemer med at kritisere míg hvis jeg laver små fejl så skal jeg høre for det resten af dagen,,, har mistet alt min selvtillid har brug for at føle mig begæret og som KVINDE!! han ved udmærket godt han er følelses kold har bedt ham om at ændre sig men han griner mig op i ansigtet og tager mig ikke seriøst han ved udmærket godt at jeg er så ked men han vil ikke ændre sig,, hva skal man gøre?? eller hvad ville i gøre i mit sted og er der nogebn af jer der har prøvet noget lign

Jeg har selv lige taget den beslutning...... så sent som i denne weekende, bad jeg min kæreste flytte her fra.

Vores forhold var tæt på det du beskriver, og jeg orkede det bare ikke mere. Jeg var konstant depressiv og på randen til nervesammenbrud. Og han va rbare under ingen omstændigheder i stand til at hjælpe mig hverken i hjemmet eller psykisk.

Selvom jeg staidg elsker ham, et sted inde i mig, så kan jeg fortælle dig, at så snart man har sovet alene i sengen, bare 1 nat, og man har sovet godt, så får man starks et boost af energi, livsglæde og bare tilfredshedsfølelser med det samme....

Jeg har lagt nogle tråde her inde, skal se om jeg kan finde dem, så kan du læse det hele hvis du vil.

hvor mange år har i været sammen? og hvor mange år har du vidst at din mand var sådan her?

det er ikke okay at han er sådan, men det er naivt at tro at han ændrer sig... og hvis du mere eller mindre får en depression af at han er sådan, så kan jeg kun se een udvej.... har i overvejet par-terapi?

https://www.baby.dk/debat/28745pi1/ordet-er-frit/jeg-har-moedt-en-fyr-.aspx det er så mig der er ANO på denne tråd.

https://www.baby.dk/debat/29854pi1/ordet-er-frit/qp.aspx en tråd til qp dajeg havde taget beslutningen...

ellers spørger du bare...

Hejsa

Jeg tror ærlig talt ikke at du skal regne med at han bare sådan forandrer sig. Så du bliver nødt til at gøre op med dig selv, om du kan leve med ham som han er... og jeg synes at dit indlæg fortæller mig at det kan du ikke.

 

mariamiss6 skriver:

https://www.baby.dk/debat/28745pi1/ordet-er-frit/jeg-har-moedt-en-fyr-.aspx det er så mig der er ANO på denne tråd.

https://www.baby.dk/debat/29854pi1/ordet-er-frit/qp.aspx en tråd til qp dajeg havde taget beslutningen...

ellers spørger du bare...

Forresten så siger jeg ikke du SKAL gå fra ham, men hvis han elsker dig og vil dig, så er det måske det der skal til for at han forstår han er nødt til at yde en indsats... bed ham flytte, eller flyt selv, og start så hele møllen, få det godt igen, og kig så på det hele om nogle måneder... til den tid vil du vide om det var det rigtige valg... og så ved du også hvad du fortsat skal gøre.

Det var lidt sådan jeg tog beslutningen.

I øvrigt så er vores børn 2½ og 10 måneder gamle, vi havde været sammen i 9 år, siden jeg var 17, så det var bestemt ikke en nem beslutning, og jeg havde også tænkt på det i mindst 1 år, sådan helt alvorligt....

vi har været gift i 4 år, har allerede haft en depression som jeg skulle have lykkepiller for,,, er bare så træt af at høre mig selv råbe og skrige af ham fordi jeg føler han er så pisse ligeglad med mig,,, han har altid været 'hard to get' og er selv den type men da vi blev gift var han jordens sødeste mand, vi har haft mnage op og ned ture i vores forhold og har bedt ham skride flere gange, og efter det er han blevet sådan her og det blev bare værre og værre, ved ik om det en form for straf for hva jeg har sagt når vi har været uvenner...

mariamiss- din situation minder meget om min, udover at jeg har smidt ham u 2 gange han kommer hjem græder undskylder og er så kærlig så går der et par dage så vi tilbage hvor vi startet... hans undskyldning er at han ik ved hvordan man skal modtage og give ros/ opmærksomhed,, (han har haft en hård barndom blev tæsket meget af sin far og kritiseret for alt) jeg elsker ham overalt på jorden og ønsker ikke at opgive alt vi er igang med at bygge hus osv sammen.. han tror at hvis han giver mig matrielle ting så som gaver smykker osv osv så er det rigeligt.... har forklaret ham at kærlighed ikke kan købes for penge

Anonym skriver:

vi har været gift i 4 år, har allerede haft en depression som jeg skulle have lykkepiller for,,, er bare så træt af at høre mig selv råbe og skrige af ham fordi jeg føler han er så pisse ligeglad med mig,,, han har altid været 'hard to get' og er selv den type men da vi blev gift var han jordens sødeste mand, vi har haft mnage op og ned ture i vores forhold og har bedt ham skride flere gange, og efter det er han blevet sådan her og det blev bare værre og værre, ved ik om det en form for straf for hva jeg har sagt når vi har været uvenner...

total kliche, men prøv at tænke over/skriv ned hvad det er der gør du bliver

er det for din skyld, børnenes, fordi du elsker ham, eller fordi du er bange for hvad der sker når du er alene, og uden den tryghed der alligevel er i at have en mand.

er der noget specielt han gør som du elsker, har du spurgt ham om de ting, om han er glad og tilfreds i forholdet, om han synes det køre,

man skal være 2 til at have et lykkeligt parforhold, men man kan godt være lykkelig alene

når du har tænkt over det hele så ved du også hvad din beslutning er, fortæl ham så at du har gået med disse tanker og du er nået frem til den beslutning,

så håber jeg du fåer den reaktion du ønsker/drømmer om

Hej. Som jeg læser dit indlæg så er du samme sted som jeg var i novenber sidste år. Jeg er kun 18 og min kæreste 20, men alligevel minder det meget om hinanden.
Vi har nu været sammen i 5 år, men for et år siden var det bestemt ikke godt vores forhold. Vi skulle til at flytte sammen (Lidt en anden situration end dig) Men jeg var så træt af at han ikke kunne snakke om følelser, han kom ikke med respons på det nye tøj jeg købte eller som dig, sagde mit hår var endten flot eller grimt. Det var mange flere ting i det...... Men jeg endte med at gå fra ham, hvilket jeg egentlig troede han godt havde forventet. Men nej. han var helt nede og bunde, og var vildt ked af det. Han tiggede ig bad mig om at komme tilbage, men på det tidspunkt var jeg jeg egentlig okay med at være single igen.
Vi snakkede mere og mere, sådan efterhånden som ugerne gik, og vi fandt hinanden igen. Vi fandt ud af at vi ikke kunne undværer hinanden, og idag efter jeg sagde hvad han skulle gøre bedre, er han blevet en virkelig dejlig fyr, han er kærlig og sød, og lige hvad jeg savnede ved ham, nu venter vi barn sammen, og han bliver ved at være god, og fortæller mig alt jeg vil hører osv. Håber du måske kan bruge det til at du kan finde dig selv. For vil han dig (som sagt længere oppe) Så vil han forsøge at gøre det bedre, og du ved hvor du har ham. Måske indser du det er bedre han ikke er i dit liv på samme måde som før. Held og lykke.