Fællesøkonomi eller ej, hvad gør I?

drabo skriver:

Detblyder til i skal have en grundlæggende snak omkring jeres familieliv og forventninger. For der er helt sikkert nogle ting, der i ikke ser ens på.

hos os deler vi både pligter og penge, den der har overskuddet tager tjansen.

Og måske snakken også skal handle om de følelser det vækker i jer, for fornemmer at det for dig handler mere om følelsen af at han ikke er 100% med i familien (holder en bagdør åben, og ligesom ikke giver alt) end om pengene som sådan. Især fordi du giver en masse af din tid til familien, når du udfører de huslige opgaver og dermed bidrager med alt hvad du har.

nærighed er en meget uflatterende egenskab uanset om det gælder tid, penge eller kærlighed. 

men måske en god snak kunne gøre underværker. Det er dog den klassiske kvindefælde at kvinden giver al sin tid gratis i hjemmet, mens manden gør karriere og når der så kommer noget nyt og mere interessant, så står hun tilbage med intet, mens han har opsparing og godt job. 

held og Lykke og håber i finder en god løsning, som i begge føler jer hjemme i

Fuldstændig rigtigt, jeg føler faktisk han laver en “halvåben bagdør “  jeg stoler ellers meget på ham, jeg har ikke haft grund til andet. Jeg tror ikke han synes at det jeg lægger er at sidestille med hans høje løn. Vi havde snakken da vi købte hus og da løste vi det fint. Men nu ligger der åbenbart en masse følelser som kommer op med den her lønstigning. Vi må prøve at løse det, tak for inputtet 

Altea skriver:

Modsat mange andre, så deles alt ikke her. Vi har separate lønkonti, og overfører så alt til budget/madkonti/ opsparinger osv hver især. Her betaler vi så 70/30, da min mand tjener væsentligt mere end mig. 
Jeg ville aldrig forvente hans stigning kom mig til gode? Måske fordi vi aldrig mangler, men også fordi vi blander os aldrig i hvor meget den anden har på sin konto.. Så skal vi aldrig diskutere eller blive irriterede over hvad den anden bruger penge på.

Så skal det siges at alle børnepenge går på min konto, da jeg køber alt dette. 
Og har han pludselig mange penge stående, eller får fritvalgskonto /bonus osv udbetalt, så ryger de ind på fælles lån, ferie eller andet. Så han holder som sådan ikke på dem.

Er det stramt for dig økonomisk, så kan jeg godt forstå du reagerer, så ville jeg nok også føle mig lidt snydt. Men her sætter vi omkring 5000,- ind hver måned på opsparing til uforudsete udgifter, gaver osv - og køber jeg nips, knive og andet, eller betaler gaver til trænere/pædagoger/frugtordninger osv, så hiver jeg bare 1000,- fra dén indimellem, hvis jeg tænker der er gået meget ud.
Jeg ser slet ingen problemer i vores model, så jeg må være gammeldags  Aner ikke om min mand har 5 eller 15.000 til sig selv hver måned, og skænker det aldrig en tanke…

 

Som det er nu, kører det rundt for mig økonomisk, men jeg opsparer ingenting (udover fællesopsparing) det er som sådan ok for mig, men jeg har det svært med at han nu vil opspare flere tusind kr hver måned til sig selv. Jeg har svært ved at forst, hvorfor det ikke tilgår vores familie. Vi har flere ting som skal renoveres i huset, så det er ikke fordi vi ikke ved hvad de skal bruges til. Min holdning er, at begge bidrager det de kan og vi deles om det der nu er. Hvad hvis han bliver fyret om 3 år, vil han så udregne hvor meget “han kan få” af min løn, for at vi er “lige”? Jeg er så uforstående over for min kæreste, men det er nok fordi jeg er så overrasket over hans holdning. I sidste ende er det hans penge, så må han jo beslutte. Men nedværdigende er det

Kan også se forskellen faktisk er stor - min mand betaler jo 10-12.000 mere ind hver måned, da vores fordeling ikke er 50/50, men derimod indkomstbestemt.. 

Det var også mere for at sige, at jeg ser det ikke som undertrykkende eller nedværdigende - her er det mig der styrer al økonomi, bank, låneomlægninger og kontier - og min fordelingsmodel der er valgt. Jeg tror hvis vi delte, så ville jeg netop få en følelse af “at skulle spørge om lov”. Så mere et svar til nogle af de andre indlæg

Anonym skriver:

Jeg har mange af de samme tanker, som du nævner. Det føles underligt at være ulige på den front, når vi lever sammen. Han sparer op og investerer. Der havde jeg tænkt, at det skulle gå til fællesopsparingen. Men nej. Jeg synes også det er meget mærkeligt at vi indtil nu har haft det 50/50, men at det nu er hans fortjeneste =hans ekstra penge. Det er pr måned, så vi er pludseligt noget bedre stillet økonomisk. Men det er ikke så sjovt, når det leder til diskussioner. Det er ærgerligt, fordi vi rent faktisk har ret mange penge. Jeg føler mig lidt grisk, men jeg synes bare det er grundlæggende forkert at det ikke deles. Jeg knokler også fuldtid. 

Penge og retfærdighedsfølelse om hvem der har ret til dem er svær.

Min mand og jeg er gift og har været sammen i snat 11år. Vi kører fuldstændig fællesøkonomi på det vi hver især erhverver os i denne periode gennem arbejde. Også i perioder hvor denne ene ingen indkomst har ejet hvis en arbejder deltid. Vi deler.

Det eneste punkt hvor jeg ikke ønsker fællesøkonomi er de penge jeg gik ind i forholdet med og de penge vi hver hver især arver/forskudsarver/får i gaver. Det er et lidt følsomt emne for min mand stadig, fordi vi der er ulige. Jeg får og har fået meget opsparing af mine forældre som står som aktier. Men vi er kun ulige her og nu, hvis vi skilles og det er ikke fair. Hans forældre er mindst lige så velhavende som mine, så han skal nok arve dem engang... Vi er gift og skal dermed dele alt ved skilsmisse, så vi skal have lavet en ægtepagt om delvist kombinationssæreje.

For mig er det der helt logisk da det jo ville være unfair at vi ved skilsmisse deler min arv, mens han beholder sin for dig selv senere... Men for min mand nager det stadig lidt fordi han føler vi ikke er lige. Når vi taler godt om det kan han godt forstå det og siger han er enig.

Det har ikke så meget med emnet at gøre, men mere de følelser der kan spille ind Måske i på et tidspunkt skulle tale alt igennem også mht samejeoverenskomst og testamente. Det er godt at få styr på når man ikke er gift.

Hvis man lever et helt liv sammen, så giver det god mening at dele alt. Ellers bliver man jo ulige. Hvis man går fra hinanden, så kan man sidde tilbage med en uretfærdighedsfølelse hvis der er penge i klemme og man ikke synes det er fair. Så man skal også huske at tænke på at man skal kunne være venner efter et evt. brud.

I vores økonomi betaler vi forholdsmæssigt lige meget ind på budgetkontoen. Dvs. at når vi har overført til budgetten (hvor alle faste udgifter, penge til brændstof, penge til madkortet osv. trækkes fra), har vi det samme beløb tilbage til os selv. Min kæreste indbetaler vist 2-3.000 mere end mig, fordi han får tilsvarende mere udbetalt. Hvis min kæreste (eller jeg) stiger i løn, vil det betyder, at han indbetaler lidt mere, og jeg derfor kan indbetale lidt mindre. 

Penge er ikke bare likvider med også opsparinger. Hvad indbetaler du til pension..? Han har sikkert både en fed pension og også en egen opsparing. Der bliver sikkert også krævet mere af ham i en ny høj stilling = mere arbejde til dig med hjemmet/barn. som en andre skriver ender du med en pyntelig og elendig opsparing mens han sidder fedt i det ved er brud. Og de tanker mp han tage alvorligt. 
Jeg vil have meget svært ved en mand der tænkte sådan om vores familie og blot ønskede at rage til sig selv. Du kan jo sige at han kan nyde tyren til Thailand selv mens du tager til Møn med børnene. 

Anonym skriver:

Nej, husholdning, mad osv deles vi om (det har været 50/50 indtil nu, det har fungeret godt) jeg betaler bare generelt for billeder, hylder, puder, lysestager og sådanne ting. 
jeg står for stort set al rengøring, altså praktiske gøremål i hjemmet. Det har jeg haft det ok med indtil nu, men nu falder snakken lidt på, at hvis jeg skal have mere del i pengene, så skal jeg “gøre noget for det” og uanset så vil han aldrig dele det lige, da det er hans penge, siger han. Jeg er meget ked af at han ikke ser os som en samlet familie på det punkt. 

Vores økonomi er ikke fælles, og alligevel er den for vores penge går til familien og det fælles.

Men det jeg egentligt falder over i dit indlæg er ikke så meget hvem betaler hvad og hvor meget, men at du skal gøre noget pengene. Det lyder lidt som min mormor og morfar, hvor hun kun fik søndagspengene, hvis han fik lørdagshygge. Eller det lyder som et system med lommepenge, du får 2 kroner for at bære skrællet ud.

Det skulle da gerne være sådan, at det at være en familie, kærester, far og mor, husejere osv. Det er noget man er fordi man vil det, og man byder ind og har et fælles ansvar for, at dre bliver godt for alle. Så når jeg svinger støvsugeren, så er det ikke fordi jeg får noget for det, men fordi jeg havde tiden og der trængte.

Så få en snak I to om det at være en familie med ansvar for hinanden, så kan det være det med pengene kommer af sig selv.

Her tjener jeg mange x mere end min mand .

Men det er fælles penge- ligesom vores hus , biler , børn osv er fælles  

Charl90 skriver:

Penge og retfærdighedsfølelse om hvem der har ret til dem er svær.

Min mand og jeg er gift og har været sammen i snat 11år. Vi kører fuldstændig fællesøkonomi på det vi hver især erhverver os i denne periode gennem arbejde. Også i perioder hvor denne ene ingen indkomst har ejet hvis en arbejder deltid. Vi deler.

Det eneste punkt hvor jeg ikke ønsker fællesøkonomi er de penge jeg gik ind i forholdet med og de penge vi hver hver især arver/forskudsarver/får i gaver. Det er et lidt følsomt emne for min mand stadig, fordi vi der er ulige. Jeg får og har fået meget opsparing af mine forældre som står som aktier. Men vi er kun ulige her og nu, hvis vi skilles og det er ikke fair. Hans forældre er mindst lige så velhavende som mine, så han skal nok arve dem engang... Vi er gift og skal dermed dele alt ved skilsmisse, så vi skal have lavet en ægtepagt om delvist kombinationssæreje.

For mig er det der helt logisk da det jo ville være unfair at vi ved skilsmisse deler min arv, mens han beholder sin for dig selv senere... Men for min mand nager det stadig lidt fordi han føler vi ikke er lige. Når vi taler godt om det kan han godt forstå det og siger han er enig.

Det har ikke så meget med emnet at gøre, men mere de følelser der kan spille ind Måske i på et tidspunkt skulle tale alt igennem også mht samejeoverenskomst og testamente. Det er godt at få styr på når man ikke er gift.

Hvis man lever et helt liv sammen, så giver det god mening at dele alt. Ellers bliver man jo ulige. Hvis man går fra hinanden, så kan man sidde tilbage med en uretfærdighedsfølelse hvis der er penge i klemme og man ikke synes det er fair. Så man skal også huske at tænke på at man skal kunne være venner efter et evt. brud.

Den er meget svær ja og der er mangle følelser i det kan jeg mærke. Sådan er det også her, vi har hver vores opsparing fra før vi fik barn og hus, de er helt fredede og vores egne. Han har en del i aktier og det synes jeg er helt fair, dem skal jeg ikke have del i. Men nu hvor vi lever sammen og ejer sammen, har barn. Så synes jeg hans tankegang er meget egoistisk for at være ærlig. Han synes jeg burde finde et bedre betalt job, det forstår jeg heller ikke, da jeg har en ok løn og arb tider, som fungerer rigtig godt med små børn. Vi har jo rigeligt med penge. Eller, han har…

Vi har faktisk lige haft samme diskussion herhjemme.. Jeg tjener 15.000 om måneden, og min kæreste 37.000 (snart 40.000), så der er jo også en pænt stor forskel.. Vi har dog nogenlunde det samme til lommepenge hver måned, så ergo betaler han altså væsentligt flere penge ind til både mad og regninger om måneden, end jeg gør.. Og det synes jeg kun er fair, så han ikke pludselig sidder med flere tusinde til sig selv om måneden, mens jeg ikke har en øre til mig selv.. Og på den her måde ser jeg os som ligeværdige i forholdet.. 

Min kæreste sagde så, at han synes egentlig, at den der tjener mest, burde få mest til sig selv.. Det havde vi et mindre skænderi om, for som jeg sagde "så fordi jeg ikke lige har kunne få et job, hvor jeg tjener gode penge, så skal jeg ikke have ligeså mange penge som dig, der har været heldig at få et fedt job med en god løn?".. Hans argument er lidt, at så må jeg tage en uddannelse, der giver en bedre løn.. Men det kræver jo også, at jeg har lyst til at arbejde med det og at jeg kan komme igennem uddannelsen.. Så det forældet syn på penge, som de der mænd har (altså min og TS's) bør man virkelig prøve at få væk.. Det andet skaber en dum magtfordeling i forholdet og parterne er på ingen måde ligeværdige..