Hjælp til svært dilemma med x kæreste og hans nye

Mor og meget mere skriver:

Jeg synes, der er større problemer i spil end den nye kæreste, og om hun skal deltage eller ej. Hvis din søn har formuleret, at han vil tage afsked med sin papfar til sin konfirmation, og det er på det grundlag, han er inviteret med, så kan jeg simpelthen ikke forstå dit fokus på din modvilje mod din eks’ kæreste og hendes silikonepatter og vulgaritet. I mine øjne er det langt mere alvorligt - og truende for din søns dag - at han skal have en gæst med, som har stor betydning for ham, men som har cuttet ham af. Når nu din eks har valgt ham fra, hvilket er svært at forstå, kan jeg slet ikke forstå, han vil med til hans fest. Og heller ikke, at du har ladet ham invitere ham. Det kan da kun rippe op i svære følelser af savn og svigt - eller håber knægten inderst inde, at der er en chance for at blive “set” og genvinde kontakten? 

Måske er din eks’ ønske om at medbringe ny kæreste og dennes barn et vink med en vognstang om, at han “er videre” og ikke som sådan ser sig som en del af din søns liv - eller også fatter han bare ikke en brik. Uanset hvad, så er det næsten dømt til at gøre ondt på din søn at se sin tidligere papfar - og så er dine følelser omkring den nye kærestes udseende og opførsel, og hvad hun vil tænke, hvis du græder under en tale, altså bagateller. 

Det er en rigtig god pointe!

Det var måske en ide at prøve at snakke med din eks inden konfirmationen om hvor svært det er for din søn at han ikke gider ham? Og så ikke lade dig affeje af at han ikke vil tale om det. Synes han har brug for at vide at han de ting han gør faktisk påvirker et ungt menneske der i forvejen sikkert ikke har det let

Hans forældre sagde at det var fordi hun havde tvunget ham til at spørge men at han heller ikke selv ønskede hende med

Jeg ville kontakte ham og få en snak med ham alene.

Få at vide hvad HAN vil. Omkring din søn. Er han interesseret i at se din søn, få et forhold eller hvad?

Og så må din søn ind over omkring hvem der kommer til hans dag. Hvad han vil, ikke hvad han føler at du vil have.

Men hvis det kun er for at sige farvel, ville jeg nok gøre det en anden dag.

Men det kan også være at de skal have en god snak, bare de to. For at din søn kan få nogle tanker ud, og pap far kan lytte.. Og forstå hvad der faktisk har gjort ved drengen. 

Hans forældre sagde at det var fordi hun havde tvunget ham til at spørge men at han heller ikke selv ønskede hende med

Så din x ønsker hende ikke med og du ønsker det heller ikke. Og din holdning er at hun er opmærksomhedskrævende og har silikonepatter. Jeg kan måske godt forstå hvis hun føler sig uønsket og spørger til om hun ikke må komme med. 
Ærligt - I tre voksne skal tale sammen og kunne være med til konfirmationen på en ordentlig måde. Og han må kunne se din ældste søn også. Det vil hun måske også indvillige i hvis hun behandles bedre. Blot en tanke.

IenFart skriver:

Omvendt er det da også på høje tid at voksne mennesker lærer at deres valg, handlinger og opførsel har konsekvenser. 

Men her er jo også kun én fortælling fremlagt, og med dét ordvalg der bruges, er det da alt andet end upartisk

Der kommer jo fremtidige konfirmationer, runde fødselsdage, studenterfester osv, hvor man lærer sine børn, at uanset hvad man mener om selskabet, så holder man det for egne døre. 
Jeg ved i hvert fald godt, hvordan historier ændrer karaktér fra børn, når der kommer en ny indenfor. Og det skal man være lidt undersøgende på, og bestemt ikke altid hverken bakke op, eller ukritisk tage for gode varer.

Hun agerer jo også i sit eget hjem nu - hun er ikke gæst, og dét er der jo stor forandring i for børnene, hvis hun er anderledes.

Så tror ingen af os kan svare på hvorledes de har opført sig, ud fra fortællinger. Men børn skal have respekt for nye familier, ikke være kiler- og det kan kun de voksne tage ansvar for.

Uanset hvad jeg har ment om forhold omkring vores eget delebarn, og uanset hvor store kameler man til tider må sluge - så kunne jeg bare ikke selv finde på “at dømme nogen ude”.

Altea skriver:

Men her er jo også kun én fortælling fremlagt, og med dét ordvalg der bruges, er det da alt andet end upartisk

Der kommer jo fremtidige konfirmationer, runde fødselsdage, studenterfester osv, hvor man lærer sine børn, at uanset hvad man mener om selskabet, så holder man det for egne døre. 
Jeg ved i hvert fald godt, hvordan historier ændrer karaktér fra børn, når der kommer en ny indenfor. Og det skal man være lidt undersøgende på, og bestemt ikke altid hverken bakke op, eller ukritisk tage for gode varer.

Hun agerer jo også i sit eget hjem nu - hun er ikke gæst, og dét er der jo stor forandring i for børnene, hvis hun er anderledes.

Så tror ingen af os kan svare på hvorledes de har opført sig, ud fra fortællinger. Men børn skal have respekt for nye familier, ikke være kiler- og det kan kun de voksne tage ansvar for.

Uanset hvad jeg har ment om forhold omkring vores eget delebarn, og uanset hvor store kameler man til tider må sluge - så kunne jeg bare ikke selv finde på “at dømme nogen ude”.

Men papfaren har jo ikke ville se ham, og det er ikke sikkert de to vil have et forhold fremover. Så synes det er en lidt anden situation end hvis det var nogen han så jævnligt. Jeg er med på at der er to mindre børn som der skal samarbejdes om, men det er som sagt en anden situation fordi de ser deres far og hans kæreste. 

Men tænker det nok vil være smart at få løst den konflikt der er ift at sønnen ikke har fået lov at være sammen med papfaren på lige fod med de to søskende. Og at han ønsker at stoppe med at have kontakt med papfaren. Synes helt ærligt at sønnen er vigtigere end en ny kæreste. 

Ærligt jeg synes slet ikke udfordringen ligger i, hvorvidt hun skal deltage eller ej. Udfordringen ligger i, at din søn er blber fravalgt af et vigtigt menneske i sit liv, og der blev ikke en afsked til konfirmationen med mindre din søn også fraskriver sine yngre søskende.

Din søn skal lære at forholde sig til en mand han har haft i det meste af sit liv, en mand som hsr fravalgt ham, men som stadig er an aktiv for for ham søskende. Ærligt det synes jeg er udfordringen, og der skal du tage fat.

Du kender din x bedst, er det muligt at tale til ham og med ham om det, eller er det tabt på forhånd? For er det tabt på forhånd, ærligt så tænker jeg måske man skal vælge at x heller ikke deltager. Vil x være en del af din søns liv, så er det selvsagt inklusiv ny kæreste. Lidt sort hvidt men det er sådan jeg ser det - og jeg ville personligt skåne min søn for en afsked til konfirmationen (også fordi jeg tror der er et stille håb i den invitation). Hvis din søn ønsker en afslutning og din x holder fast i ikke at ville din søn  så synes jeg det skal ske et andet sted  på en anden måde. 

Aå mit svar er baseret på to scenarier:

1. Din x ønsker din søn I hans liv, så skal kæresten selvsagt med for hun er en del af din x's liv ni

2. Din x ønsker ikke din søn I hans liv. Ingen skal komme til konfirmationen og afskeden må tages En anden dag, under andre omstændigheder.

Det er altså hammer svært, når det handler om relationer på den måde. For lur mig, om dette opslag ikke var vinklet helt anderledes af din søn, din søns papfar, din søns biologiske far, papfarens kæreste etc.

Jeg kan godt forestille mig, at man som fraskilt papfar står i en mærkelig situation. For man har været næsten-far i mange år, men befinder sig efterfølgende i situation, hvor man er eks-papfar til ét barn (og du understreger mange gange, at han ikke er FAREN i denne tråd), far til sine egne børn og eks til dig. Der må alligevel også blive hevet lidt i den mand..

Og man har ofte forskellige følelser for papbørn og biologiske børn. De elsker (som regel - der er undtagelser!) heller ikke deres papforældre på samme måde som deres biologiske.

Det kunne være, at I generelt skulle sætte jer sammen ALLE sammen og få snakket om, hvad jeres relation egentlig er og bør være fremover?

Håber din dreng får en god dag. 

Jeg ved godt, at det allerede er skrevet mange gange, men jeg bliver helt trist på din søns vegne over, at en person, der har været hans bonusfar i 10 år og som er far til to af hans søskende kan fravælge ham i sit liv, blot fordi han ikke er biologisk far. Stakkels dreng. Jeg ville virkelig være ked af, hvis min kæreste gjorde sådan og han er endda "kun" bonusfar på weekendbasis. Er det slet ikke muligt, at du kan få ham til at ændre mening? Der er jo ikke tale om, at han skal være babysitter for en dreng på 13-14 år og han behøver heller ikke at have en fast samværsordning.

Med hensyn til konfirmationen synes jeg, at I skal sluge den kamel som bonusfars nye kæreste er. Jeg tænker, at hvis I forsøger at være positive og rumme hende, vil din eks måske være mere samarbejdsvillig omkring at have din søn i sit liv. Der er jo ingen, der siger, at du eller din søn skal kunne lide hende, I kan da tænke, hvad I vil om hende, men af hensyn til fælles børn og din søn, tror jeg, at det bliver nemmere, hvis i stejler knap så meget. Og ja jeg ved godt, at det selvfølgelig går to veje at få et godt forhold. 

Nu ved jeg ikke om din eks har set din søn efter jeres brud indtil han fandt den nye kæreste? Men du skriver at din eks ikke havde overskud til at se ham pga den nye kæreste og hendes børn. Hvis det også er sådan din søn opfatter det, så er det måske ikke så underligt at din søn ikke kan lide den nye kæreste... Så der er måske også noget der kan arbejdes på der.