Jeg tror også, at du, som en anden skriver, kender svaret. Og det har nok taget dig noget tid at få skrevet herinde. Jeg havde slet, slet ikke kunne være sammen med "sådan en mand". Og får det egentlig lidt skidt ved at læse indlægget, som tydeligt beskriver, hvad børnene netop ikke får af ham. Han burde være en tryghed-og omsorgsperson, en primær person i børnenes liv, og der er til trygheds-og omsorgspersoner en række forventninger fra et barns side. Så det er helt sikkert noget, dine børn bemærker ikke er der. De ved sikkert ikke hvorfor, og søger den i ny og næ, men får en halvkold afvisning, da han ikke kan håndtere det. Jeg synes derimod det er fine observationer, du gør dig, og rigtige observationer. Husk på, et barn har ikke noget at skulle have sagt, når det kommer til at vælge bonusforælder, det vælger vi som forældre for dem, og det er et stort ansvar. Dog kan jeg ikke forstå, at der skal gå 4 år. Men lad det nu ligge. Du er bevidst om de her ting, du har som sagt nogle fine observationer, du har givet det tid og det har tydeligvis ikke udviklet sig som det gerne skulle og nu må du tage et valg. Din kæreste ved, at du har brug for hjælp og støtte, og er ligeglad. Det er et problem. Måske vil han fatte det, hvis du giver ham et ultimatum om, at det altså ikke holder længere, så han får en chance til at involvere sig. Følelsesmæssigt er den dog lidt sværre. Han virker afkoblet og ikke til at have synderligt mange følelser for børnene. Det er der bare nogen, som ikke får (min egen stedmor f.eks. Stedmor til 3 og har ALDRIG kunne finde ud af det, ønskede og ønsker stadig, at min far forlod hende- det gør vi alle).
Gør dine børn den tjeneste, og giv dem det, de fortjener. Dig som mor, og så dukker der med tiden den rigtige op. Man skal ikke beholde en partner for enhver pris. Børnene er og bliver det allervigtigste.
Min egen kæreste er stedfar til mine 3 børn, og han har holdt SÅ meget af dem fra starten af. Givet udtryk for, at elske dem efter at vi begyndte at bo fast sammen og havde gjort det i noget tid, og han er meget bedre og mere nærværende end børnenes far (som også har en del mangler). Som han selv siger, fordi vi er gravid med et fælles barn: der skal ikke være noget, som børnene føler eller tror han ikke vil med dem, fordi de ikke er hans børn, de skal ikke føle sig udenfor eller mindre elsket lige pludselig. Så han læser godnathistorier, kører/henter og bringer til sport, læser lektier, kysser godnat, ordner deres vasketøj, hygger med dem, pjatter/leger/"slås", går op i deres trivsel, sundhed i form af sport og mad, løber og motionerer med dem, giver lommepenge, tager dem med ud og handle, fortæller historier fra barndommen og lærer dem SÅ meget. I hans familie er de også fra dag 1. taget imod som egne børnebørn. Kan de ikke klokken, binde snørebånd osv, så er han der. Sådan måtte en bonusfars ageren gerne være, og det ser og læser jeg slet ikke, at din kæreste tilnærmelsesvis gør, desværre. Dine børn, og du, kan få det meget bedre uden ham, der er så mange gode, potientielle bonusfædre som virkelig vil strække sig for deres (vigtige) rolle- sagt i den bedste mening 
