Cola forhold?

Anonym skriver:

Det er udelukkende møntet på den del med at elske andres børn. Ikke noget andet. Jeg synes det er meget drastisk bare at sige "jeg kunne ikke leve med at min partner ikke elsker mine børn som sine egne" det synes jeg personligt er et kæmpe krav som der ikke er ret mange der vil kunne efterleve uanset hvor gode og engagerede og følelsesmæssigt involverede bonusforældre de var. 

Som sagt, vi er ikke en kernefamilie og det vil jeg heller ikke mene man kan forvente at vi bliver. 

Jeg tror ikke nogen forventer han elsker dem som sin egne. Men at behandler dem som sin egne  

Du siger selv han afviser kram, ikke modtager dem, ikke leger med dem osv. Igen du bestemmer jo selv, men jeg ville ikke kunne acceptere det. 

Jeg ved ikke helt, hvad du selv tænker. Ville du kunne leve med at I ikke bor sammen? 

Så tag den snak. Men sørg lige for at afklare om I skal have børn

første og vigtigste er at ser ikke ud til at børnene  tar skade af det. For det andet bider jeg  mærke i at du skriver at du har fået snakket med ham flere gange og han lover at blive bedre til det, men der sker intet. For mig er det åbenlyst at intet gider han ikke børnene , og eller fordi han ikke ved hvordan man gør når nu han selv ikke har børn. Så skal du måske frem over tar meget af det praktiske ting også sige til  ham gå du ikke lige og trøster eller lege med dem mm og lad ham lærer hvordan man er med børn, og synes du han har lidt besvær selvom han prøver så senere når børnene sover så kan du fortælle ham hvordan nogle ting han kan gøre og hvordan han omgås børn.  Hvis han derefter ikke gør noget og ikke er sammen med dem og su kan se at han ikke engang prøver. Ja så er der ikke rigtig noget at gøre, så er det bare fordi han ikke gider børnene. Også må du gør op med dig selv om du vil leve med en som dine børn betragter kun som onkel. Ingen har krævet at han skal elske dem som sine egne. Men det rent menneskeligt synes jeg at man er naturlig omsorg og kærlig over for børn. 

Jeg synes jeg måske kan genkende mig selv lidt i beskrivelsen af ham. Jeg er introvert, har absolut ingen pædagogiske evner, interesserer mig ikke for andre menneskers børn, lærer nok aldrig at huske på den info mine kolleger altid kaster efter mig om deres afkom. Jeg krammer absolut ikke andres børn, har fået 2 børn selv, dem elsker jeg, og selvom jeg ikke er en dårlig mor, så er jeg bare heller ikke den type der elsker at være sammen med dem hele tiden. Faktum er, at havde jeg vidst på forhånd hvor hårdt og drænende det kan være - ja så havde jeg ikke fået dem, og jeg har mange gange leget med tanken om at blive skilt, bare for at få lidt fri ind imellem. Selvfølgelig er det kun inde i mit hoved, faktisk har vi det rigtig godt, og jeg er nok bare mor på min måde (de mangler ikke kærlighed, skriver jeg lige inden nogen går amok og skriver mine børn skal fjernes)

Det jeg mener er, at vi alle er forskellige, og han er måske bare ikke lige far typen - han har måske lidt svært ved fysisk nærhed osv. Og så synes han det er hårdt - og det er det skisme også - da især når det ikke er ens egen. Jeg synes det lyder som om han er engageret på sin egen måde - tager dem med i aktiviteter når de opsøger ham, og er generelt et godt & venligt menneske. Tænker ikke børnene tager skade på nogen måde.

Sprit25 skriver:

Jeg tror ikke nogen forventer han elsker dem som sin egne. Men at behandler dem som sin egne  

Du siger selv han afviser kram, ikke modtager dem, ikke leger med dem osv. Igen du bestemmer jo selv, men jeg ville ikke kunne acceptere det. 

Jeg ved ikke helt, hvad du selv tænker. Ville du kunne leve med at I ikke bor sammen? 

Så tag den snak. Men sørg lige for at afklare om I skal have børn

Han leger med dem. På deres initiativ. Han er sådan set en fin legeonkel.. men han er ikke naturligt ind over opdragelse og omsorgsopgaver og han viser ikke interesse ved fx at spørge til dem. Han er ikke som sådan afvisende, men han bliver akavet og virker utilpas når de gerne vil være tæt på ham, kramme eller siger noget sødt til/om ham. 

Jeg tror godt jeg ville kunne leve med at bo hver for sig. Det har vi egentlig næsten gjort kva min kærestes job som tidligere har betydet rigtig mange dage væk hjemmefra. 

Vi skal ikke have børn sammen. Det er jeg ret afklaret med. 

Anonym skriver:

Han leger med dem. På deres initiativ. Han er sådan set en fin legeonkel.. men han er ikke naturligt ind over opdragelse og omsorgsopgaver og han viser ikke interesse ved fx at spørge til dem. Han er ikke som sådan afvisende, men han bliver akavet og virker utilpas når de gerne vil være tæt på ham, kramme eller siger noget sødt til/om ham. 

Jeg tror godt jeg ville kunne leve med at bo hver for sig. Det har vi egentlig næsten gjort kva min kærestes job som tidligere har betydet rigtig mange dage væk hjemmefra. 

Vi skal ikke have børn sammen. Det er jeg ret afklaret med. 

Jamen så er det jo at høre ham om han er med på den 

Mor og meget mere skriver:

Jeg synes, den er svær. Det lyder jo ikke som en mand, der ikke bryder sig om dine børn eller ikke vil dem, men som en mand, der ikke forstår hverken “normal” omgang med børn eller sin egen forventede rolle. Der er jo altså mennesker, som ikke har den fjerneste fornemmelse af, hvad børn er for nogle størrelser, og hvordan man omgås dem, og som ikke bare kan lære det. Jeg har da kendt til flere “professor-distræte” fædre, som absolut elskede deres børn, men som ikke “knækkede koden”. Ikke desto mindre elskede børnene deres “sære” fædre højt og tvivlede ikke på deres kærlighed, selv om der ikke faldt mange knus og direkte kærlighedserklæringer af. 
Forskellen hér er, at dine børn studser over din kærestes adfærd, fordi de, går jeg ud fra, har både en far og mor, som agerer helt anderledes. 

Jeg ved ikke, om det nødvendigvis er dårligt for dine børn at vokse op med ham. Jeg hæfter mig ved, at han ikke er hård og utålmodig ved/med dem, men mere som en tilskuer. Umiddelbart tænker jeg, at de jo har både en mor og en far, der - går jeg ud fra - giver dem kærlighed og tryghed osv., og oven i det har de så den her “onkel”, som vel ikke tilfører deres liv noget negativt, og som de endda godt kan lide. Jeg tror også, at han med tiden vil få lettere ved at forstå at omgås dem - når de bliver ældre, og han kan tale med dem på en mere alderssvarende måde. Det har jeg netop set med førnævnte “professor-fædre”. 

Så spørgsmålet er for mig at se, hvad DU kan og vil leve med. Nu ved du, hvad du og børnene “får” - han bliver ikke den nærværende, kærlige bamse-bonusfar, men kan sikkert på sin måde blive en god voksen i deres liv alligevel. Er du indstillet på dét og holder du op med at forvente andet og mere, så tror jeg oprigtigt på, at dine børn får, hvad de skal have fra alle deres voksne. Hvis du derimod vedvarende vil håbe på, ønske og forvente en radikal ændring - og hvis det sårer og frustrerer dig, at den ikke indtræffer - så er det nok ikke dumt tænkt med en COLA-løsning. 

Tak for dit svar. Det er helt rigtigt at de har kærlige og omsorgsfulde forældre i både mig og deres far. Så min kæreste "stikker ud" i deres øjne. Men om det gør noget dårligt ved jeg ikke. 

Jeg har nok selv svært ved at aflæse ham i virkeligheden og når jeg spørger virker det til at han svarer det der bedst kan betale sig. Altså, jeg kan sommetider have en fornemmelse af at han bare venter på at ugen er omme så de skal over til deres far igen. Men det vil han jo aldrig sige hvis jeg spørger. Ligesom han ikke vil give mig et rigtig ja eller nej når jeg spørger om han synes det er hårdt de uger de er her.  

Jeg synes nok bare det er svært ikke af føle os som en samlet enhed. Ikke en kernefamilie, men i det mindste som et fællesskab. 

Sprit25 skriver:

Jamen så er det jo at høre ham om han er med på den 

Ja, sådan er det jo med så meget. Men årsagen til at jeg skriver herinde er jo at jeg ikke er klar til den snak. Jeg kan risikere at han ikke synes man kan være par på den måde og så risikere forholdet at ryge helt på gulvet. Det er jeg egentlig heller ikke interesseret i. Men når ideen først er luftet, kan den ikke trækkes tilbage igen. Så det er lettere sagt end gjort  

Anonym skriver:

Ja, sådan er det jo med så meget. Men årsagen til at jeg skriver herinde er jo at jeg ikke er klar til den snak. Jeg kan risikere at han ikke synes man kan være par på den måde og så risikere forholdet at ryge helt på gulvet. Det er jeg egentlig heller ikke interesseret i. Men når ideen først er luftet, kan den ikke trækkes tilbage igen. Så det er lettere sagt end gjort  

Men du vinder jo heller ikke noget på ikke at gøre noget? 

Altså baseret på de ting du fortæller, så lyder det som om han egentlig ikke er interesseret i børn. Både den måde han er sammen med dem på, det han svarer (eller ikke svarer) når du spørger og det at han ikke vil have børn med dig giver mig det indtryk. Og så lyder det til at han har besluttet at for at være sammen med dig, så følger børnene med og han gør sit bedste og laver ting med dem når de spørger. Hvilket jo egentlig er ret prisværdigt når han egentlig ikke er så interesseret i det. 

Jeg synes heller ikke man kan forvente at en bonus far/mor skal elske ens barn. Synes faktisk ikke det er fair at kræve det. Og om det skader børnene at bonus ikke er super engageret og de kan mærke han ikke elsker dem, det kommer nok an på børnene. Så længe han ikke afviser dem og udstråler han ikke kan lide dem, så tænker jeg ikke det er så katastrofalt. Men det er jo svært at sige. Men måske man kunne tage en snak med børnene om hvordan de har det med ham? 

Men det vigtige er også hvordan du har det med jeres familieliv og lige nu lyder det til at du har sat dig mellem to stole. Du er ikke så glad for den måde tingene er på, du ville helst at han var mere engageret og havde dybere følelser for dine børn. Men samtidig tør du ikke snakke med ham om det fordi du er bange for hvad det vil betyde for jeres forhold. Jeg kan rigtig godt forstå du har det sådan, men tror ikke det er godt for dig og jer at fortsætte som nu. Enten må du acceptere at han er som han er og gør det bedste han kan, eller også må du tage en ordentlig snak med ham. Og få ham til at være ærlig omkring sine følelser. Gøre det klart at I ikke behøver gå fra hinanden men noget må ændres. At undgå snakken løser ikke noget, det udskyder bare det ubehagelige. Og måske ender det med at blive et problem der gør I går fra hinanden, hvorimod det måske lige nu kan løses på en fin måde. 

Anonym skriver:

Tak for dit svar. Det er helt rigtigt at de har kærlige og omsorgsfulde forældre i både mig og deres far. Så min kæreste "stikker ud" i deres øjne. Men om det gør noget dårligt ved jeg ikke. 

Jeg har nok selv svært ved at aflæse ham i virkeligheden og når jeg spørger virker det til at han svarer det der bedst kan betale sig. Altså, jeg kan sommetider have en fornemmelse af at han bare venter på at ugen er omme så de skal over til deres far igen. Men det vil han jo aldrig sige hvis jeg spørger. Ligesom han ikke vil give mig et rigtig ja eller nej når jeg spørger om han synes det er hårdt de uger de er her.  

Jeg synes nok bare det er svært ikke af føle os som en samlet enhed. Ikke en kernefamilie, men i det mindste som et fællesskab. 

Jeg tror altså, at eventuelle negative følelser over for børnene ville give sig udslag i nedsmeltninger, vredesudbrud mv. fra hans side. Hvem kunne holde ud at være omgivet af småbørn, man ønskede sig helt fri for, døgnet rundt uden jævnligt at skælde ud, snerre, brænde sammen? 
Mit bud er, at han ikke reflekterer synderligt over sin/jeres situation - ikke gør sig store tanker om, hvorvidt han befinder sig det rette sted, om han nærer de “rigtige” følelser for børnene. Han lyder som én, der følger med og tilpasser sig, så godt han nu kan, og jeg tror faktisk, han gør sit bedste og ikke opfatter jeres liv som problematisk. Sådan “det er, som det er”. 

Det kan godt fungere, tror jeg, for ham og for børnene. Der er jo tilsyneladende ikke konflikter eller negative følelser imellem dem. Så det er dig, der må afgøre, om du kan lægge dine forventninger og ønsker på hylden og acceptere, at tingene er, som de er. Jeg tvivler på, han pludselig får en aha-oplevelse eller indsigt, som ændrer hans væremåde markant. What you see is what you get - på den måde lyder han ukompliceret. Han er bare anderledes end de fleste og lidt “sær”, når det angår omgang med børn - hvilket ikke betyder, at han nødvendigvis ikke holder af dem på sin måde. 

Så kan du affinde dig med, at det er og forbliver på denne måde, og er du i stand til at se det som et vilkår, du ikke kan ændre - eller ved du med dig selv, at du ikke kan lægge dine ønsker og forventninger fra dig og altid vil ønske/håbe på forandring fra hans side? Den afklaring er det kun dig, der kan opnå og handle på. Måske er det heller ikke fair over for ham, hvis du bestandigt ville ønske, han var grundlæggende anderledes?